Jeg var bange for at dø fra min familie

I 2018 gik Julie Hauglund ængsteligt ind ad Rigshospitalets store glasdøre. Med sig havde hun sin mand, Patrick, og deres syv måneder gamle datter, Leonora. Patrick forsikrede trøstende, at det hele nok skulle gå, men hun kunne ikke ryste nervøsiteten af sig. Den lille familie blev placeret i et venteværelse, og snart blev de råbt op af en læge i hvid kittel.

“Hej Julie, vi skal denne her vej,” sagde lægen smilende, og Julie faldt til ro.

Roen varede dog kun et øjeblik. Da hun trådte ind i lokalet, stod yderligere tre kittelklædte skikkelser og kiggede på hende. Det kunne umuligt være gode nyheder, når der skulle fire personer til at overbringe beskeden. Julie nåede knap nok at sætte sig, før lægen sagde de ord, hun havde frygtet: “Vi har desværre fundet kræft i knuden.”

Det første møde

Julie og Patricks historie begynder fem år tidligere på en bar i indre København. Julie var taget i byen med sin veninde, som i løbet af aftenen var så optaget af sin kæreste, at Julie overvejede at smutte hjem. Den tanke blev dog skubbet væk, da hendes øjne landede på Patrick. Han stod sammen med sine studievenner, og Julie tog en chance og gik hen for at præsentere sig.

De to brugte hele aftenen på at danse og sludre, og de opdagede hurtigt, at de havde meget til fælles. Efter den aften gik der kun få måneder, før de blev kærester, og et par år senere flyttede de sammen i en lejlighed på Frederiksberg. På et tidspunkt besluttede de, at Julie skulle stoppe med at tage p-piller, og et års tid senere kom Leonora til verdenen.

Babylykken blev dog forstyrret en aften, da Julie som 28-årig var på vej i seng og pludselig mærkede en knude i brystet. Patrick foreslog, at det kunne være en hævet mælkekirtel, men Julie havde aldrig før haft hævede mælkekirtler. Hun tog til lægen, som sendte Julie til undersøgelse på hospitalet.

Bange for at dø

Et par uger senere sad Julie på Rigshospitalet og prøvede at synke den besked, hun lige havde fået. Selv om hun havde frygtet det værste, kom beskeden som et chok. Julie var kun 28 år. Skulle hun virkelig allerede dø fra sin familie?

– Jeg kendte ingen, der havde brystkræft, og jeg tænkte, at det var det værste, man kunne få, fortæller 33-årige Julie Hauglund fra Hillerød.

Patrick sad mundlam ved siden af og lyttede til lægerne, som talte om planer og datoer. Men han var faktisk lidt ligeglad med, hvad de sagde. Han ville bare gerne have det til at forsvinde.

– Jeg glemmer aldrig den følelse. Jeg bliver berørt selv nu, for jeg kan stadig mærke nervøsiteten, fortæller Patrick, 34.

Efter samtalen susede parret rundt på hospitalets forskellige etager med en baby på armen. De skulle igennem stribevis af undersøgelser og endte med at være på hospitalet i flere timer.

En ny hverdag

Efter de mange undersøgelser blev de sendt hjem med en stak pjecer og en behandlingsplan. De gik tilbage til lejligheden langs søerne og sagde ikke så meget undervejs. De forsøgte bare at holde fast i de positive ting, lægerne havde sagt. De havde opdaget knuden tidligt og reageret hurtigt, så der var gode muligheder for behandling.

I tiden efter blev barsel og babylykke erstattet af hospitalsbesøg og operationer. Julie frygtede, at hun skulle dø fra sin mand og datter. Leonora var så lille, at hun ikke engang ville kunne huske sin mor.

– Det var surrealistisk at skulle igennem det her, når man har sådan et lille barn. Jeg synes, at det var tarveligt, at jeg ikke bare kunne nyde mit liv som mor.

Ønskede et barn til

Ved en operation fik Julie fjernet kræften, og frygten begyndte at fylde mindre. Julie skulle dog stadig igennem et opslidende kemoforløb. Da parret ønskede et barn mere, valgte Julie at få fire æg frosset ned, inden hun begyndte i kemobehandling.

– Den første uges tid havde jeg det, som om jeg havde tømmermænd. Jeg var træt, og havde jo også et lille barn at tage mig af. Det var hårdt ikke at kunne være der hundrede procent. Jeg prøvede at sige til mig selv, at sådan var det jo bare, men jeg havde dårlig samvittighed.

For Julie og Patrick var det vigtigt at huske at nyde livet og hinanden på trods af sygdommen. Med hjælp fra venner og familie var det muligt, at de kunne tage på weekendture og restauranter. Det gav dem et frirum fra sygdommen, som var nødvendig for at pleje deres forhold.

– Der har været perioder, hvor vi har vrisset af hinanden, og mange ting, vi har skullet finde ud af sammen. Men det har gjort os stærkere, fortæller Julie.

En tidlig morgen i 2020 tog Julie en taxa til hospitalet for at blive opereret for sidste gang. Efter operationen kom Patrick og Leonora, som nu var tre år, og hentede hende. Nu var det slut, og hun kunne endelige vinke farvel til tre lange år.

To dejlige streger

Julie skulle tage medicin, for at mindske risikoen for tilbagefald. Men hun kunne ikke blive gravid, imens hun var på medicinen, og derfor valgte hun i samråd med en læge at holde pause efter to år.

– Jeg har hele tiden tænkt, at det var vigtigt, at Leonora fik en lillebror eller lillesøster. Jeg er selv ud af en søskendeflok på fire børn, og det betyder alt for mig.

De første måneder skete der ingenting, og det stressede dem, for de havde kun ét år til at blive gravide. Hvis de ikke nåede det inden, skulle Julie tilbage på medicinen igen.

Da foråret meldte sig, var der stadig ingen babybule på Julies mave. Julie fik sat et af sine nedfrosne æg op, men heller ikke det førte til graviditet.

Men en måned senere skete det utrolige: Julie stod i lejligheden på Frederiksberg med en positiv graviditetstest i hånden. Den var ikke til at tage fejl af, to streger stod klart og tydeligt. Julie var blevet naturligt gravid.

Tættere end nogensinde

Ni måneder senere kom Vincent til verdenen. Han er en glad og sprudlende lille dreng, som har bragt stor glæde til familien. Julie kan få lov til at være en del af hans første år på en anden måde, end hun kunne med Leonora.

Julie kan stadig mærke trætheden, men hendes hverdag bliver ikke længere styret af den. I dag er det mest frygten for tilbagefald, der fylder.

– Jeg tænker næsten på det hver dag. Jeg ville ikke kunne tilgive mig selv, hvis der var noget, jeg ikke reagerede på, og det så gik ud over min familie.

I dag er Patrick den person, Julie er tættest på. Parret har været igennem ting, som kun få af deres jævnaldrende har oplevet. De har skrevet testamenter, fremtidsfuldmagter og har haft døden tæt inde på livet.

Ligesom Julie har haft tanker, har også Patrick forestillet sig, hvordan fremtiden ville se ud, hvis han skulle være alenefar. De overvejelser har han gået stille med, for han har altid gjort sig umage for at fokusere på de gode ting.

– Vi har prøvet at leve, som om vores familie ikke lige var blevet ramt af kræft. For os gav det ikke mening at sætte alt på pause. Det var vigtigt for os at gøre de ting, vi havde lyst til.

Deler sit forløb

Mødet med kræften har ændret både Julie og Patrick. Der er ikke længere langt fra tanke til handling, og de lader sig ikke gå på af småproblemer. På sociale medier deler Julie sine oplevelser med brystkræft, fordi hun håber at kunne hjælpe andre. Hun skriver om de ting, hun gerne selv vil have læst, da hun blev syg.

– Jeg kan mærke, at folk bliver glade, og derfor bliver jeg ved. Selv om man har været kræftramt, kan mange heldigvis godt få det liv, de drømmer om.