Ole fik Parkinson som 44-årig: Jeg kunne ikke gå ned med flaget

De fik karbonader med ærter. Ærterne drillede. En tid kæmpede Ole med at få dem op på gaflen, til sidst gav han op og flyttede den til højre hånd, så lykkedes det endelig.

Men selv om Ole Lystrup Iversen fik spist sine ærter den aften, var der alligevel noget, der stadig forstyrrede dengang i 2017. Små ting havde forandret sig for den 44-årige familiefar, der drev fire apoteker på Lolland-Falster med i alt 35 ansatte, og som fyldte fritiden helt op med sport, familie og sociale sammenkomster. Hans øjne var blevet mere stirrende. Mimikken en anden, og en dag på vej hjem fra arbejde kastede han et blik i bakspejlet og så, at hans kæbe var begyndt at hænge.

Det tog tre måneder at blive udredt, og imens fik angsten lov til at tage over inde i Ole. For hvad fejlede han? Hvor slemt kunne det her ende?

Uvisheden satte sit præg på ventetiden. Værst var det den aften, hvor Oles to døtre og hans kone Dorte var ude hos veninder, og Ole var efterladt med sine egen katastrofetanker. Den aften mærkede han, hvor galt det kunne gå, hvis man lod frygten tage over.

– Jeg havde så utrolig ondt af mig selv. Rent fysisk følte jeg, at jeg var ved at blive kvalt i sofaen. Til sidst ringede jeg til Dorte og sagde: ”Jeg er så bange.”

Dorte lyttede til sin mand, og hun sagde noget, der kom til at få enorm betydning.

– Kan du ikke vente, til du ved, hvad du fejler, og så være bange for det?

Rådet lyder måske banalt. Eller som noget, der er umuligt at følge. Men i dag lever Ole efter devisen om at lade være med at frygte det ukendte, og det har ført ham så langt, at det bryder med meget af det, der står i læge-bøgerne.

Det viste sig nemlig, at Ole har Parkinson, og ifølge videnskaben vil den sygdom kun gå støt den forkerte vej. Sådan er det ikke gået for Ole.

Parkinson er en rædsom diagnose, som ingen ønsker sig. Men allerede den dag Ole fik den melding, følte han lettelse.

– I mine øjne er der 12-13 sygdomme, der er værre at få, som han siger. Og det positive livssyn har nærmest fulgt ham lige siden. Det var en beslutning, han tog hurtigt, og den beslutning kom til at gøre en afgørende forskel, både for ham selv og for hans familie. Det kan hans kone, Dorte, skrive under på.

– Jeg havde forestillet mig, at jeg på et tidspunkt ville komme hjem til en mand, der var vred, bitter eller deprimeret. Det havde været fuldt forståeligt. Men Ole har aldrig haft ondt af sig selv, og det har gjort det lettere for børnene og mig. Det er jo hårdt nok at få en så alvorlig sygdom ind i familien, men hvis stemningen også var trykket hver dag, havde det været endnu hårdere, siger hun.

Hårdt har det selvfølgelig været. Ikke mindst i sommeren 2021, hvor Ole var så ramt af sygdommen, at han brugte flere minutter bare på at tage en enkelt strømpe på, og at Dorte skulle hjælpe ham med at skære maden ud. Det generede hende nu ikke. Men der lå andre bekymringer og ulmede.

– Jeg har hverken følt, at det var pinligt eller kikset,” siger Dorte og tilføjer: – Men vi talte om, hvad der skulle ske, hvis han fik brug for personlig pleje, for det ville jeg ikke stå for. Jeg var også så småt begyndt at tænke på, at vi skulle finde ud af, hvor Ole skulle bo, hvis han ikke kunne være hjemme mere. Så langt ude var mine tanker, og jeg var lidt deprimeret over tingenes tilstand.

Så ændrede noget sig. Ikke fra den en dag til den anden. Men langsomt begyndte Ole at vise små fremskridt. Det kom som en overraskelse hver gang: ”Hov, nu kan jeg bruge kniv og gaffel igen.” Eller: ”Nå, nu kan jeg skrive med ti fingre på computeren.”

Den overraskende fremgang er ikke kommet af sig selv. Ole har ved siden af medicinen gjort alt muligt for at yde sit til at holde sygdommen nede.

Fysisk har han sørget for at holde sig i form og lave udstrækningsøvelser, samtidig har han skåret ned på sit travle arbejdsliv og fået sin souschef til at påtage sig mange opgaver, så han nu selv arbejder mindre end halv tid.

Men personligt er han overbevist om, at hans positive tankegang har rykket mere, end man skulle tro. For Ole tænker positivt. Så positiv, at han beskriver sin sygdom som en gave.

– Den har gjort, at jeg er stoppet op og har fået øjnene op for alle de små glæder i mit liv, og jeg nyder min tid her på jorden mere, end jeg gjorde tidligere, siger Ole, som tit hører folk sige, at havde de været i hans sko, var de gået ned med flaget.

– Jamen jeg kunne jo ikke gå ned med flaget. Jeg er far, ægtemand og virksomhedsleder. Det var ikke en mulighed. Jeg ved godt, nogle mener, at de ikke er i stand til at være glade, når noget så voldsomt og truende rammer dem. Men jeg vil alligevel foreslå, at man i det mindste prøver. Det kan jo ikke skade, og jeg tror på, alle kan lære det. Det er et valg, man tager. Vil man sætte sig ned og være bitter? Eller vil man gøre noget andet? siger Ole, som for øvrigt også er håndboldtræner for et hold teenagedrenge tre gange om ugen. Ligesom han selv er håndbold-målmand og ivrig padel-tennis-spiller.

Han har hele tiden holdt fast i sin sport, ligesom han hele tiden har holdt fast i at smile til verden. Tit bliver smilet siddende længe, for sygdommen gør mimikken lidt langsommere. Og det må man gerne grine af. Det gør Ole selv.

– Det nytter ikke noget, at jeg går rundt og tager mig selv så pokkers seriøst. Det er jo ikke til at holde ud. Jeg laver selv sjov med min sygdom, og det må min familie og venner også gøre. En gang imellem siger de noget groft. Så kigger de lige på mig for at se, om det er okay. Det er det selvfølgelig.

Hjemme er humoren også en lettelse. Ikke mindst for de to døtre på 16 og 18 år, som derfor ikke behøver gå på listefødder rundt om deres far. Sygdommen har selvfølgelig også påvirket dem, men da de fik svar på det korte spørgsmål, som plagede dem mest, fandt de ro i det.

”Skal du dø af det, far?”

”Nej, det skal jeg ikke.”

Ole har valgt at give mange svar og være åben om sin sygdom. Både på de sociale medier og i mails, hvor han fortæller, hvordan han har det, og hvad sygdommen har givet ham af indsigt og forståelse. Og nu er han også netop udkommet med bogen ”En ven for livet,” hvor han fortæller om sit forløb og om de otte livsråd, der har hjulpet ham selv. Man kan naturligvis læse bogen, hvis man selv er ramt af en kronisk sygdom. Men også, hvis man er helt frisk og rask, for hvem har ikke brug for et lille skub i livet?

– Jeg vil gerne inspirere andre. For hvorfor skal man blive syg eller løbe panden mod en mur, før man vågner op og begynder at værdsætte livet. Det ville da være dejligt, hvis det kunne ske lidt inden. siger Ole.

I dag er hans tilstand som sagt meget bedre. Han bliver dog stadig ramt af træthed, mimikken er heller ikke som tidligere, og så kan han ligge vågen om natten.

– Men så får jeg da set nogle fede tv-serier, som han siger.

Som nærmeste vidne er Dorte imponeret over Oles fysiske fremgang. Men det er hans sind, som får hendes størst respekt.

– Jeg er så imponeret over, at Ole aldrig har haft brug for at brokke sig.