Jeg vil kende mit ophav

Han sidder foran computeren og bliver ved med at zoome ind på kvinden på billedet. Han kigger på ansigtstrækkene og leder efter noget, der ser bekendt ud. Han kigger på hårfarven, næsen, kindbenene og øjnene. Alle træk bliver nærstuderet, og jo mere han kigger, desto mere får han øje på nogle træk, der kunne ligne hans egne.

– Jeg sidder og tænker, at det her kunne sagtens være min mor, men jeg ved ikke, om det bare er noget, jeg kan se, fordi jeg har ledt efter hende så længe. Jeg vil jo så gerne have, at det er hende, fortæller 24-årige Tobias Siggaard fra Skjern.

Tobias er adopteret fra Rumænien, og efterhånden som han er blevet ældre, er trangen til at finde hans biologiske ophav vokset. Efter flere års søgen er han kommet frem til en kvindes Facebookprofil, der muligvis tilhører hans biologiske mor. Hun har det samme fornavn som det, der er oplyst på hans adoptionspapirer, og hun bor i samme lille by i Rumænien, hvor børnehjemmet lå. Kan det virkelig passe?

Han venter på et svar, hvor han har skrevet og spurgt hende. Efter ti minutter kommer de små prikker frem i chatten på Facebook, og han kan se, hun er ved at svare. Kort tid efter har hun sendt en besked. I den nævner hun nogle ting om en søn, som hun bortadopterede for 24 år siden samtidig med Tobias. Både det rumænske navn og fødselsdatoen passer på, at det kan være ham.

– Der gik et sug igennem min krop. Jeg havde ikke fortalt noget om min fødselsdato, men hun skrev, at hun havde bortadopteret en søn, der var født samme dag som mig og med det navn, der står på mine adoptionspapirer, så det kan næsten ikke være andre end mig. Det var helt vildt, fortæller han.

Skilte sig ud

Tobias er født i Rumænien og blev kort efter sin fødsel afleveret på et børnehjem. Der levede han, indtil han var tre år, hvor han blev adopteret af en familie fra Danmark. Han er vokset op på et landbrug i den vestjyske by Kibæk med en mor, far og to adopterede søskende, og senere er der kommet nogle plejebørn til. Det har været en tryg barndom i en stor og glad familie.

– Jeg har altid vidst, at jeg var adopteret. Det er ikke noget, mine forældre har holdt hemmeligt for mig. Men jeg har altid set dem som mine rigtige forældre, så jeg gik ikke og tænkte over, hvor min ”rigtige” mor og far mon var. Mine rigtige forældre er jo dem, der hele livet har passet på mig, fortæller Tobias.

Men med alderen begyndte tankerne omkring hans biologiske ophav at fylde mere og mere for Tobias. Da han blev teenager, gik det op for ham, at han skilte sig ud rent udseendemæssigt, både når han kiggede på sin familie, og når han så på sine klassekammerater.

– Jeg begyndte at tænke mere over, hvorfor jeg mon så ud, som jeg gjorde. Det er to mennesker, jeg ikke kender, der har skabt mig og givet mig deres træk, og så begyndte jeg at tænke mere og mere over, hvor jeg mon biologisk stammer fra, fortæller Tobias.

Der blev tændt en gnist i Tobias – han ville vide, hvordan hans biologiske forældre så ud. Det var ikke, fordi han ville have et forhold til dem, eller at han nødvendigvis skulle til Rumænien for at finde dem, men han manglede at vide, hvorfor han så ud, som han gjorde.

– Man kan godt føle sig lidt alene, når man slet ikke ved noget om sit biologiske ophav. Der er ingen, jeg kan spørge om det, eller nogen, jeg kan sammenligne mine træk med. Jeg er bare helt alene i det, og det kan føles som et tomrum at gå rundt uden at have svar, fortæller han.

Men selv om det var en stor drøm for ham at finde dem, blev drømmen om at finde sit biologiske ophav ved tanken i mange år. Han vidste ikke, hvor han skulle begynde, og han havde ikke særligt mange informationer om sin biologiske mor. Han havde kun det navn, han kunne finde på sine adoptionspapirer.

Ledte på Facebook

Da der ikke var så meget at gå ud fra, vidste Tobias ikke, hvor han skulle indlede sin jagt. Han søgte et par gange på sin biologiske mors navn, men aldrig med held. Der stod ingen far opgivet, så sporet stoppede, før hans eftersøgning rigtigt nåede at gå i gang. I nogle år skete det sommetider, at han lige prøvede at søge på morens navn igen, hver gang uden held.

– Men for et par år siden kunne jeg mærke, at nu begyndte det altså at betyde mere for mig. Jeg var nødt til at prøve at gøre mere, end jeg havde gjort før. Så jeg gik i gang med at lede mere målrettet, fortæller Tobias.

Hvor han før kun havde søgt på selve morens navn, begyndte han nu at udvide søgningen og skrev til folk, der boede i samme by, hvor det børnehjem, Tobias havde boet på, lå. Måske var der nogen, der kendte kvinden.

– Jeg vidste ikke, om det ville føre noget med sig, men jeg tænkte, at jeg var nødt til at give det et skud, for tænk, hvis det viste sig, at det kunne føre mig tættere på nogle svar.

De fleste svarede ikke. Nogle skrev, at de desværre ikke kunne hjælpe ham. Men efter et stykke tid var der en kvinde, der skrev, at hun måske godt kunne hjælpe ham. Hendes gamle nabo havde nemlig bortadopteret en søn på nogenlunde samme tid, som Tobias kom på børnehjem. Han fik tilsendt hendes profil. Fornavnet var det samme, men efternavnet var et andet end det, der stod på hans adoptionspapirer. Han overvejede længe, om det mon kunne være den kvinde, der havde givet ham halvdelen af hans dna. Til sidst skrev han til hende.

Alt passede

Det viste sig, at det med stor sandsynlighed er hans biologiske mor. Hun kunne fortælle ham ting, som kun meget få vidste. Hun nævnte hans rumænske navn, og fødselsdagen passede også. Tobias var ret sikker på, at han havde fundet sin biologiske mor. Nu manglede han bare at finde sin far, der på papirerne står oplyst som ukendt.

– Jeg har flere gange prøvet at spørge hende ind til, hvem min far er, men hver gang fortæller hun mig, at han ikke er en god mand, og jeg ikke skal bekymre mig om ham. Det har selvfølgelig været irriterende, fordi jeg gerne ville vide mere, men jeg har slået det lidt hen, fordi jeg tænkte, at jeg umuligt får det ud af hende, fortæller Tobias.

Ulykken

I marts 2020 kom Tobias ud for en arbejdsulykke, hvor en tonstung betonklods faldt ned over ham og brækkede hans bækken. Han lå fastklemt i en time, før de fik ham ud. Det sendte ham midlertidigt i kørestol, men han slap heldigvis billigt.

– Der gik det op for mig, at man aldrig ved, hvornår det er slut. Det kunne jo have været slut for mig den dag. Det gik også op for mig, at jeg var ked af, jeg ikke havde prøvet mere at lede efter min biologiske far, så jeg kunne få mere at vide, fortæller Tobias.

Et par måneder efter ulykken, da Tobias var begyndt at komme på benene igen efter en genoptræning, intensiverede han sin søgen på sit biologiske ophav. Han fik foretaget en dna-test, der kan vise ham relaterede mennesker rundt omkring i verden, der også har taget testen. På den måde har han fundet frem til en grandfætter, der er bosat i København, så han er begyndt at turde tro, at han kan finde frem til mere om sine biologiske forældre.

Det næste, Tobias har planlagt, er at få sendt en test ned til den kvinde, han tror, er hans biologiske mor. Hvis hun er det, vil han begynde at kigge på, hvem der kunne være relateret til ham på farens side.

– Min store drøm er jo at finde min biologiske familie. Det er ikke, fordi jeg vil til at have et forhold til dem på den måde. Jeg synes bare, det er svært at gå med alle de spørgsmål om, hvem jeg egentlig er. Dem vil jeg gerne have svar på, men de kommer aldrig til at erstatte mine egne forældre. Det er mest, så jeg, hvis jeg en dag selv får børn, kan fortælle dem lidt om, hvem jeg er, og hvor jeg kommer fra.