Johan blev født på en bænk

I en lun og hyggelig lejlighed på Dronning Olgas Vej på Frederiksberg sidder to måneder gamle Johan og julehygger i sine forældres favn foran et smukt pyntet grantræ. Hans nuttede basunkinder afslører, at han er en fyr, der tager godt fra, når han bliver tilbudt mad fra sin mor.

– Han viste os allerede fra første dag, at han er en dreng, der vil fremad i verden, griner hans far, Lars Karlsen.

– Ja, og han gav begrebet ”naturlig fødsel” en helt ny betydning, ler hans mor, Astrid Wolff-Jensen.

Johans storesøster, treårige Agnes, blev født på Rigshospitalet to dage før termin, og Astrid forventede derfor, at lillebror også ville melde sin ankomst før tid, da det ofte går hurtigere for andengangsfødende.

Den lille purk lod dog vente på sig, men da han to dage over terminsdatoen besluttede sig for, at tiden var inde, gik det til gengæld stærkt. Veerne begyndte ved to-tiden om natten den 22. oktober.

– Med Agnes tog fødslen ti timer, så jeg forestillede mig, at Johans nok ville vare seks-syv timer. Jeg sammenlignede veerne, og de var godt nok hyppigere, men samtidig kortere, så jeg tænkte ikke, at jeg var langt i fødslen, eller at vi ikke ville nå at komme på hospitalet, siger Astrid.

Læs også:

Et særligt bånd: Emma fødte sin søsters barn

Taxaen forsvandt

Hun valgte alligevel straks at ringe til sin far, som skulle passe Agnes, mens fødslen stod på. Han bor i Kalundborg, så der ville under alle omstændigheder gå nogen tid, før han var fremme.

Da han ankom lidt i fire, var veerne så kraftige, at Astrid og Lars kort efter besluttede, at de hellere måtte kontakte fødemodtagelsen på Herlev Hospital og ringe efter en taxa. De vinkede farvel til Agnes, som var vågnet af al postyret, og begav sig ned ad trapperne fra 1. sal.

– Taxachaufføren ringede åbenbart til os et par gange, mens vi var på vej ned ad trapperne. Der gik lidt tid, før vi var nede på gaden, fordi vi måtte stoppe, mens Astrid havde veer, og da vi kom ned for enden af vejen, så vi taxaen køre væk for næsen af os, fortæller Lars.

Læs også:

Fandt kærligheden på tv

Vandet gik

Han fik øje på bænken på den anden side af vejen og foreslog sin kone, at hun satte sig dér, mens han ringede efter en ny taxa. Men få skridt derfra gik vandet, og presseveerne begyndte. De indså, at det ikke længere var en taxa, de skulle have fat i. Det var 112.

– Jeg lagde mig på bænken og trak bukserne halvvejs ned, mens Lars blev stillet om til en jordemor, som skulle guide ham til at tage imod vores søn, siger Astrid, der ligesom sin mand ingen erfaring havde med fødselshjælp. Hun er uddannet arkæolog. Han er pædagog i en børnehave.

– Hovedet var allerede på vej ud, men vi nåede ikke at panikke over situationen, fordi det gik så stærkt. Vi prøvede bare at gøre vores bedste uden at vide 100 procent, hvordan man gjorde, husker Lars og fortæller, at jordemoren bad ham sikre sig, at luftvejene var fri.

– Det var mørkt, så Lars måtte lyse med sin mobiltelefon for at se noget, og idet han gjorde det, tabte han telefonen ned i mine bukser, så vi bare kunne høre en dame snakke dernede. Da Johan så kom ud kort efter, ville Lars løfte ham op til mig, men navlestrengen kom den forkerte vej rundt om mine bukser, så vi måtte have ham tilbage igen, og han var helt vildt glat. Det var noget af et cirkus, siger Astrid, der ligesom Lars heldigvis kan le ad situationen, fordi alt endte godt.

Læs også:

Mit forbrug var ved at koste mig ægteskabet

En stor basse

Klokken 4.25 lå hun på bænken med en sund og rask baby i armene. En stor basse på 4190 gram fordelt på 53 cm. Ambulancen ankom få minutter senere.

– Redderne var forberedt på at skulle tage imod en baby, så de var helt rundt på gulvet. Især den ene, som var elev. Men de var rigtig søde og fik viklet et varmetæppe om Johan og kørt os til hospitalet, fortæller Astrid.

Lægerne konstaterede, at både hun og Johan havde klaret sig igennem den dramatiske fødsel uden mén.

– Det var først, da vi lå på hospitalsstuen for os selv, at vores skuldre faldt ned, og det gik op for os, hvad vi lige havde været igennem. Vi kiggede på hinanden og grinede af, hvor vanvittigt det egentlig var, siger Lars.

– Det var også dér, jeg pillede det sidste blad ud af mit hår, ler Astrid.

Johan var blå i huden, da han blev født, men fik heldigvis sin normale farve, da han blev svøbt i hospitalets varme tæpper.

De undrer sig over, at ingen kom forbi, mens fødslen stod på.

– Jeg kan huske, at jeg tænkte: ”Jeg må da vække nogen, så højt som jeg brøler”. Men vi så ikke noget lys blive tændt. Måske har folk været skræmte over skrigene, eller måske så eller hørte de, at ambulancen var på vej. Det er nok også de færreste, der tænker, at det kunne være en fødsel. Det er jo noget, der normalt foregår på hospitaler, siger Astrid.

Hendes far hørte ikke optrinnet, der foregik blot 40 meter fra gadedøren.

– Han forstår heller ikke selv, hvorfor han ikke hørte noget. Han har siddet og set Gurli Gris med Agnes imens, så de har rigtig hygget derhjemme i varmen, mens vi kæmpede i kulden lige ved siden af. Klokken fem fik jeg en sms fra ham, hvor der bare stod, at han havde fået Agnes til at sove og ”Held og lykke med det hele”, fortæller Astrid med et smil.

Storesøster Agnes er pjattet med sin lillebror. – Hun kysser og krammer ham og synes, at han er det sødeste i verden, fortæller de stolte forældre.

Ugen efter fødslen opdagede hun, at der på 4. sal i deres opgang faktisk bor en jordemor, som heller ikke havde hørt noget.

– Hende kunne vi ellers godt have brugt! udbryder parret, der ikke har boet i lejligheden så længe.

– Men vi er da stolte over, at vi kunne bringe et barn til verden helt selv, tilføjer Lars.

På spørgsmålet om, hvorvidt de skal have flere børn, svarer Astrid prompte ”Nej!”, selv om hun tidligere har forsøgt at få Lars med på ideen.

– Den idé har jeg lukket døren for nu. Men vi synes da også, det er en flot måde at slutte af på, smiler hun.

Den lille familie nyder nu vel-fortjent nogle hyggelige juledage sammen efter Johans hektiske ankomst for to måneder siden.