Jonas mistede sin far som 14-årig: Jeg havde selv lyst til at dø

Da Jonas mistede sin far, forsvandt også hans lyst til at leve. Alle de gode minder om faderen var slettet fra hukommelsen, og han så intet håb forude. Vejen ud af mørket gik gennem dansktop-bandet Kandis.

Der var mørkt i soveværelset. Klokken var næsten to om natten, men Jonas’ mor var lysvågen. Hun lå helt stille og lyttede koncentreret til sin mands besværede vejrtrækning. Der gik længere og længere tid mellem åndedragene, som nu kun hørtes svagt fra hospitalssengen ved siden af hende. Så blev der stille. Anette vidste, at det var slut.

Et andet sted i huset lå 14-årige Jonas og sov. Snart ville hans mor vække ham og fortælle ham om tragedien, der netop var indtruffet i forældrenes soveværelse. Hans far, Tommy, var død. Hans krop var bukket under efter en lang og sej kamp, der begyndte fem år tidligere, da han blev ramt af to blodpropper i hjernen.

Dengang var han blevet genoplivet, men det var ikke til et værdigt liv. Han var helt lam i den ene halvdel af kroppen og havde desuden mistet sin taleevne. I stedet udstødte han blot uforståelige lyde. På gode dage kunne han også sige ”ja” og “nej”, men det var ikke altid på de rette tidspunkter. Selv om hans ansigtsmimik var næsten væk, kunne man se i hans øjne, at det frustrerede ham dybt.

Med tiden fik han sig trænet op til at kunne gå lidt rundt i hjemmet, men efter at han var faldet nogle gange, turde han ikke mere, så i sin sidste tid var han bundet til en kørestol. Det var præcist dét liv, han havde frygtet allermest. Inden han blev syg, sagde Tommy ofte til sin kone, at hvis han nogensinde skulle ende som en ”grøntsag”, ville han hellere dø. Nu sad han så pludselig dér i kørestolen uden evnen til at tale. I stedet strøg han nogle gange sin ene hånd tværs over halsen for at vise, at han ikke ville leve mere.

Før blodpropperne var Tommy en glad og aktiv familiefar. Han spillede fodbold med sine to sønner og lyttede til dansktopmusik med sin kone, mens hans dansede lystigt rundt i stuen. Når han fik fri fra arbejde, tog han gerne hele familien med på udflugt i bilen, og når de kom hjem, var det ham, der stod for aftensmaden. Han var en god og rar mand.

Alt det husker Jonas ikke.

Minderne er væk

– Alle mine tidlige barndomsminder er væk. Jeg kan ikke huske noget fra tiden, før min far blev syg, og det blev han, da jeg var ni år, så det er en stor del af min barndom, jeg har blokeret. Jeg har slet ingen minder om min far som rask, og jeg tror, det er, fordi hans sygdom fyldte så meget til sidst, siger den nu 20-årige Jonas Nielsen fra Thisted.

Det gør ham trist at tænke på, at alle de gode oplevelser, som han nåede at få med sin far, nu bare er slettet fra hukommelsen. Særligt nu, hvor hans far ikke er her mere.

– Det er mange spildte år. Og jeg vil jo hellere huske ham for den, han i virkeligheden var, end for den, han blev efter blodpropperne. Nu har jeg kun billeder, som kan vise mig, hvem han var, og hvad vi havde sammen, fortæller Jonas.

Hans yndlingsbillede af faderen er taget juleaften i 2008.

– Han står foran et juletræ med en sodavand og en øl i hænderne, og der er en stjerne lige over hans hoved, som der er næsten noget symbolsk over, for det er et af de sidste billeder af ham som rask. Han laver en sjov grimasse, som viser meget af hans personlighed, og det er sådan, jeg gerne vil huske ham.

 

En glad familiefar juleaften 2008. Et af de sidste billeder af Tommy, inden han blev ramt af to blodpropper i hjernen. Han blev 59 år.

En glad familiefar juleaften 2008. Et af de sidste billeder af Tommy, inden han blev ramt af to blodpropper i hjernen. Han blev 59 år.

 

Jonas husker heller ikke tydeligt, hvordan han reagerede, da hans mor den 17. januar 2015 vækkede ham midt om natten med en frygtelig besked: ”Far er sovet ind nu, Jonas”, fortalte hun forsigtigt. Men også dét har Jonas stort set blokeret.

– Det første, jeg sagde, var vist: ”Men jeg skal jo til fodbold”. Jeg tror ikke, det helt var gået op for mig endnu, hvad der var sket. Selv om jeg nok inderst inde længe havde vidst, hvor det bar hen. Det var først senere, at jeg begyndte at reagere.

Skrev afskedsbrev

Jonas havde det hårdt nok i forvejen inden sin fars død. Han var blevet mobbet og holdt udenfor hele sin skoletid. Vist nok fordi han dengang bar briller, tror Jonas. Men heller ikke dét står tydeligt i hans erindring. Efter faderen gik bort, fik han mere og mere ondt indeni og lod i lang tid sine frustrationer gå ud over sin mor og møblerne derhjemme.

– Jeg skældte ud på min mor hele tiden og sagde, at det var hendes skyld, at min far var død. Når jeg virkelig flippede ud, sagde jeg også til hende, at jeg ville dræbe mig selv, fordi jeg havde sådan et lorteliv.

Da Jonas blev 16-17 år, begyndte selvmordstankerne at tage til.

– Jeg tænkte på at tage mit liv hver dag, og jeg var tæt på flere gange, hvor jeg overvejede at springe ud foran en lastbil. Jeg nåede endda også at skrive et farvelbrev til min mor, som det var meningen, at hun så skulle finde. Der stod noget med, at jeg ikke ville være her mere, så nu gik jeg en tur, og hun ville aldrig se mig igen. Men jeg var allilgevel ikke stærk nok til at gøre alvor af det. Heldigvis.

Anette behøvede ikke at læse brevet for at se, at hendes yngste søn havde brug for hjælp. Hun tog derfor Jonas med til en række forskellige psykologer, uden at der dog skete et gennembrud. Det kom først, da hun søgte alternativ behandling til ham gennem en såkaldt barsterapeut, som arbejder med at frigøre kroppen for negative energier. Det gav Jonas en større ro, så han bedre kunne være i sin sorg.

Vejen videre for både mor og søn gik dog til sidst gennem dansktopbandet Kandis.

Sange blev medicin

Mens Anettes mand var syg, begyndte hun at gå til Kandis-koncerter for at få et frirum fra alt det triste. De glade sange hjalp på humøret. De sørgelige talte direkte ind i hendes sjæl, og hun følte sig ikke længere så alene om de svære følelser. Det blev en slags medicin for hende, og snart var hun til koncert med bandet hver anden uge, uanset hvor i landet de spillede. Nogle gange oftere, hvis det lige passede ind.

Det fortsatte hun med efter Tommys død. Allerede to dage efter begravelsen var hun atter blandt publikum. Hendes sønner insisterede på, at hun skulle tage af sted, for de vidste, at hun ville få det bedre af det. Og det gjorde hun. Håbet, om at Jonas også ville finde glæde og trøst i Kandis’ sange, fik hende en dag til at opfordre ham til at tage med.

– Først tænkte jeg, at det nok ikke lige var noget for mig, men jeg tog med, for at se hvad det var. Det gjorde jo min mor glad, og det kunne ikke skade, siger Jonas, som endte med at få en god oplevelse ud af det.

Snart tog han med til flere og flere koncerter, og han udviklede hurtigt et godt forhold til bandets teknikere, som han hjalp med at opstille udstyr. Det gjorde han så godt, at han endte med at blive bandets stik-i-rend-dreng. For første gang følte Jonas sig som en del af en gruppe. En, der kunne bruges til noget.

– Det gjorde en kæmpe forskel for mit selvværd og min selvtillid. Før var jeg nærmest en undskyldning for mig selv, men ved at få den her succesoplevelse fik jeg samtidig også modet til at stå mere ved mig selv og til at gå efter mine drømme.

I fars fodspor

Efter et år som altmuligmand for Kandis gjorde Jonas sin største drøm til virkelighed, da han for nyligt uddannede sig til befaren skibsassistent. Jonas’ far var også sømand for længe siden, og ved at være på havet føler Jonas sig tættere på ham.

– Jeg skaber et bånd til min far ved at gå i hans fodspor. At opleve, hvad han har oplevet, og føle, hvad han følte. Når jeg sejler, minder det mig om, at han er en del af mig, og jeg synes, at jeg kan mærke, at han er derude et sted. Det lyder måske overtroisk, men når jeg ser nordlys på himlen over skibet, er det, som om det er et tegn fra ham, om at han er med mig, siger Jonas, som i øjeblikket sejler med passagerskib langs Grønlands vestkyst.

Hvad der skal ske i fremtiden, ved han endnu ikke. Men han ved, at det involverer havet på den ene eller anden måde. Måske vil han en dag være kaptajn.

– Havet giver mig en kæmpe frihedsfølelse. Jeg føler, at jeg kan være mig selv, og at jeg har ro til bare at nyde livet.

Når Jonas tænker tilbage på alt det svære, han har været igennem, er han stolt af, hvor langt han er nået.

– Jeg tror også, at min far ville være stolt af mig. Jeg kunne let være endt med bare at stå og ryge hash i en baggård uden at have en uddannelse. Men i stedet er jeg et godt sted i livet i dag og har nået et af mine helt store mål. Jeg håber, at det kan være en inspiration for andre, der har det svært, så de kan se, at det er muligt at klare sig igennem lidt af hvert. Det vigtigste er, at du finder noget, der gør dig glad.

Dybt taknemmelig

Anette synes også, at hendes søn har klaret det flot.

– Når man tænker over, hvor genert og indelukket han var engang, og hvor svært han havde ved at finde ro og en mening med livet, så er han jo vendt 180 grader, og det er imponerende på så kort tid. Det er jeg selvfølgelig dybt taknemmelig for, siger Anette Nielsen, 57, og sender medlemmerne af Kandis en varm tanke.

– De har givet Jonas troen på sig selv og taget nogle ”mandesnakke” med ham. Ingen af dem har fortalt mig, hvad de har snakket om, og det skal de heller ikke. Så længe Jonas er glad, så er jeg også.

Ligesom sin søn er Anette mere involveret i Kandis-universet end de fleste. I dag betjener hun nemlig bandets merchandiseafdeling, besvarer fantelefonen og tager imod bestillinger til fanfester.

– Kandis er stadig den bedste terapi for mig, siger hun og understreger, at for hende kommer sønnerne og bandet før alt andet. Måske er det også derfor, hun ikke har fundet en ny mand efter Tommys død.

– Jeg har ungerne og Kandis – det er altså rigeligt med mænd! Hvis der skal én mere ind i mit liv, skal han i hvert fald være helt speciel. Og så er det et krav, at han kan lide Kandis, griner hun.

 

Jonas og hans mor, Anette, medvirker i den nye biograffilm “Kandis for livet”, som er en dokumentar om en gruppe dedikerede Kandis-fans, der gennem deres unikke forhold til dansktopbandet Kandis og forsangeren Johnny Hansen finder trøst og mening med livet. Filmen har premiere i biografer landet over den 23. september.

Jonas og hans mor, Anette, medvirker i den nye biograffilm “Kandis for livet”, som er en dokumentar om en gruppe dedikerede Kandis-fans, der gennem deres unikke forhold til dansktopbandet Kandis og forsangeren Johnny Hansen finder trøst og mening med livet. Filmen har premiere i biografer landet over den 23. september.