Krigens mødre: Livet på flugt er ikke let

Papirarbejde og pligter

Navn: Yulia Kordova.

Alder: 33 år.

Hjemby: Mykolaiv.

Værtsland: Ankom til Tyskland den 2. april.

Mor til Pasha, 6 år.

– Da frivillige tilbød min søn og mig en plads i deres varevogn, tøvede jeg ikke et sekund. Vi skulle til Tyskland, og de gav os gerne et lift. Jeg har hørt, at man skal være forsigtig, når man kører med private frivillige, men jeg valgte at stole på min mavefornemmelse, og da vi et døgn senere blev sat af midt i et pulserende Berlin, kunne jeg ånde lettet op. Samme dag blev vi indlogeret på et gammelt hospital, hvor der allerede boede mange andre ukrainere. Livet som flygtning er ikke let. Det er et stort virvar af papirarbejde, sprogbarrierer og modstand, men i det mindste er vi i sikkerhed. Jeg får næsten dagligt meldinger hjemmefra om eksplosioner i mit nærområde, og jeg tror ikke på, at der findes et eneste sted inden for Ukraines grænser, som er sikkert. Vi bliver nødt til at leve vores liv fra Tyskland længe endnu, og den mulighed er jeg taknemmelig for, at vi har.

Heldigere end de fleste

Navn: Anna Zhuk.

Alder: 34 år.

Hjemby: Konotop, Sumy oblast.

Værtsland: Ankom til Schweiz den 5. april.

Mor til Anastasiia, 9 år.

– I det sekund du vælger livet på flugt, bliver rodløshed et vilkår. De seneste to måneder har vi boet fire forskellige steder. Da vi ankom til Zürich i en stor turistbus, fyldt med flygtninge, blev vi først indkvarteret i en flygtningelejr. Næste morgen blev vi overflyttet til en ny lejr, hvor vi boede i næsten tre uger. At sige vi havde fine forhold, vil være en overdrivelse, men vi havde mad, vand og tag over hovedet. I dag bor vi sammen med to andre flygtningefamilier i et hus i St. Gallen, og hver dag bliver jeg mindet om, at jeg ikke kan tillade mig at være utaknemmelig. Når jeg kigger på mine ukrainske medsøstre, lyser savnet til deres mænd ud af øjnene på dem. Min mand forlod Ukraine sammen med os, fordi han har en sygdom, og når jeg ser min datter med sin far, ved jeg godt, at vores familie er heldigere end de fleste.

Fornuften sejrer

Navn: Marina Rihkhovska.

Alder: 40 år.

Hjemby: Sumy, obl. Okhtyrka.

Værtsland: Ankom til Belgien 4. april.

Mor til Matvey, 6 år.

– I det øjeblik min søster og jeg omfavnede hinanden i et kram, følte jeg mig straks mere tryg. Hun har boet 15 år i Belgien og hentede min søn og mig på togstationen, da vi ankom efter flere døgn på flugt. Det er en lettelse at have så nær familie, der kan hjælpe os i en tid, hvor vi har brug for det. Hun forstår både vores sprog og skikke, hvilket har været en uvurderlig støtte. Min søn er for nylig begyndt i skole, han har fået gode venner og er allerede faldet godt til, hvorimod jeg lider af hjemve, fordi mit hjerte og min sjæl ikke taler samme sprog som min fornuft. Den 17. maj var der et kraftigt missilangreb i vores by, og selv om jeg ønsker det anderledes, så er virkeligheden, at det endnu er for tidligt at tage turen til Ukraine igen.

Drevet af håb

Navn: Liudmila Semenova.

Alder: 40 år.

Hjemby: Kiev.

Værtsland: Ankom til Frankrig den 4. april.

Mor til Sofia, 16, og Oleksii, 14 år.

– Da vi ankom til Frankrig, fik vi et værelse på et hotel, langt væk fra storbyen. Her boede vi sammen med fem andre familier i de smukkeste naturomgivelser, der mindede mig om min egen barndom på landet i Ukraine. I dag har vi egen lejlighed i Forbach, hvor dagene hurtigt bliver slugt af skole, sprogundervisning og huslige pligter. Aftenerne går med at søge arbejde online, fordi jeg føler, vi er mere velkomne, hvis vi tjener vores egne penge og forsørger os selv. Vi har det godt, men sprogbarrieren og kulturforskellene giver anledning til mange misforståelser, så vi tæller dagene til, at vi kan vende hjem. Alligevel har de, der allerede nu rejser tilbage, efter min mening, for travlt. Hverdagen i Ukraine er hverken sikker eller normal, men de er vel ligesom os andre drevet af håb og savn.

Glæden var kort

Navn: Olga Merhakian.

Alder: 34 år.

Hjemby: Kiev.

Land: Ankom til Kiev den 3. april.

Mor til Artem, 7, og Louisa, 14 år.

– Vi rejste hjem til Kiev i starten af april, efter tre uger som krigsflygtninge i den polske havneby, Gdansk. Inden da græd mine børn hver dag af savn til deres far, så gensynsglæden var stor, men desværre kortvarig. Få uger efter vi vendte hjem, blev han indkaldt til militæret og kæmper nu i krigen mod Rusland. Vi savner ham, men vi skal ikke klage. Vores familie trækker vejret, vi har et hjem, og Kiev er så småt begyndt at leve lidt igen, men vi er langt fra i fredstid endnu. Hver dag frygter jeg, at mine børn ikke får lov til at opleve endnu en genforening med deres far, og det er urimeligt, at jeg ikke kan gøre andet end at bede, håbe og tro på, at mine børn vil kramme deres far igen.

Ukendt skæbne

Navn: Yana Cherepovskaya.

Alder: 38 år.

Hjemby: Odessa.

Værtsland: Ukendt.

Mor til syv børn i alderen to til 17 år.

– Jeg turde ikke vente længere. Jeg er mor til syv børn. Jeg har ansvaret for syv menneskeliv, og efter 36 dage med krig overgav jeg mig endelig til frygten for deres liv.

Sådan sagde Yana til Ude og Hjemme i april, da hun flygtede ud af Ukrine med sine syv børn. Den store familie havde planer om at rejse til Tyskland, hvor de for en stund kunne få husly hos slægtninge. I tre uger har Ude og Hjemme forsøgt at få kontakt til Yana, men det er ikke lykkedes.