Låst inde og solgt til sex

Sofia har lige født sin datter 10 uger for tidligt. Det er første aften på hospitalet i Norkøping. En sygeplejerske har netop tilset hendes lille datter, og da hun går ud og lukker døren bag sig, mærker Sofia en panik brede sig. Hun rejser sig og løber med bankende hjerte ud på badeværelset, hvor hun krøller sig sammen og gemmer sig i et skab. Hun forstår først ikke sin egen mærkværdige reaktion.

– Efter et øjeblik forstod jeg pludselig, at jeg havde fået et flashback til det, jeg blev udsat for 12 år tidligere. På en eller anden måde, blev jeg smidt tilbage i tiden, hvor jeg blev låst inde i et værelse og voldtaget, fortæller 33-årige Sofia Norlin.

Undertrykte sit traume

Hun og ægtefællen Morgan har to døtre på tre og fire år samt hunde, katte og høns, som hun bor sammen med på landet et par kilometer fra Linkøping i Sverige.

Lige siden det skæbnesvangre år 2006 har hun gjort alt for at undertrykke de forfærdelige minder. Når de kom til live i hendes tanker, prøvede hun at få dem væk ved at fylde sin hver dag med praktiske gøremål.

– Jeg læste sociologi på universitetet, mens jeg ved siden af arbejdede som vicedriftsleder. Efter jeg havde færdiggjort min uddannelse, arbejdede jeg som forretningsfører, sideløbende med at jeg trænede og konkurrerende med hunde. Jeg startede senere mit eget firma med hundekurser ved siden af arbejdet. Efter vi fik børn, arbejdede jeg som sekretær og blev politisk involveret, fortæller Sofia.

Så skruer hun tiden tilbage. Hun var 18 år og lige begyndt på gymnasiets andet år, da hun mødte fyren Leo, mens hun besøgte venner i Luxembourg. Han var 35 år – en høj og stærk franskmand med langt mørkt hår.

Dybt forelsket

– Vi var på en natklub, da han kom direkte hen til mig. Han var charmende, og han ville gerne vide alt om mig. Vi snakkede hele aftenen og havde det så sjov sammen. Det endte med, at jeg tog med ham hjem, og vi tilbragte også næste dag sammen, inden jeg skulle flyve hjem til Sverige. Jeg blev forelsket i ham, og følelsen blev bare mere og mere intens, jo mere vi skrev sammen, fortæller Sofia.

Efter en masse skriverier frem og tilbage kom Leo til Linkøping for at besøge hende. Her mødte han også hendes mor og venner.

– Jeg besluttede, at jeg ville tage ned og besøge ham i efterårsferien. Den idé var min mor slet ikke med på. Hun havde ikke fået et særlig godt indtryk af ham, men jeg var 18 år og troede, at jeg kunne stå på mine egne ben. Set i bakspejlet, skulle jeg have lyttet til hende.

Sofia fløj til Frankfurt og tog en bus til Luxembourg. Leo boede nær grænsen til Frankrig, og han ville hente hende i bil.

Underlig stemning

– Han var flere timer forsinket, så jeg måtte sidde i regnen og vente. Da han endelig kom, svarede han mig kun kort. Han var slet ikke, som jeg kendte ham, fortæller Sofia, der tænkte, at der måtte være sket noget, og at han nok ville blive normal igen.

Da de havde kørt en tid på en landevej, standsede de uden for et slidt dobbelthus, omgivet af marker og skov. Leo boede i den ene ende, hans bedstemor i den anden. Indenfor var der mørkt tapet og en lugt af skimmelsvamp. Sofia undrede sig.

– Loftsværelset, hvor vi skulle sove, lignede et gammelt drengeværelse. Der var en gammel computer og plakater med nøgne damer. I det ene hjørne lå et muggent akvarium med en død fisk i. Det var ikke, hvad jeg havde forestillet mig, fortæller Sofia.

Låst inde

Det var blevet sent, og de lagde sig i sengen med det samme. Leo fortsatte med at være underlig. Da Sofia vågnede næste morgen, var hun alene, og da hun tog i døren, var den låst. Hun hørte hoveddøren smække og kunne se Leo køre væk. Hun var sulten og trængende, til sidst blev hun nødt til at tisse i en skraldespand. Timerne gik. Hun var bange og frustreret. Da Leo endelig kom tilbage, var det med en stor mand i 50’erne.

– Jeg havde egentlig tænkt mig at hidse mig op, men Leo gav mig et slag i maven, lige da han kom ind ad døren, så jeg snublede, fortæller Sofia.

Leo og manden snakkede og grinede, mens de kiggede på Sofia. Leo forlod rummet, det sidste han sagde var: ”Hav det sjovt”.

– Manden lagde sig oven på mig med en albue i mellemgulvet. Med sin anden hånd tog han fat i mit hår, så jeg ikke kunne bevæge mig. Han havde sit ansigt lige foran mig, og han lugtede af sved og røg, siger Sofia.

Kæmpede mod overfaldsmand

– Efter en tid, som føltes som en evighed, slap han mit hår og tog en pude, som han lagde på mit ansigt. Jeg troede, at han ville kvæle mig og sparkede, alt hvad jeg kunne. Jo mindre luft jeg havde, desto vildere kæmpede jeg. Til sidst fik jeg fat hans hår og øre og rev til. Så blev alt sort. Da jeg vågnede, sad Leo der.

Han spurgte, om Sofia var sulten, mens hans sad med en sandwich. Men i stedet for at give hende den, lagde han den ned mellem noget ulækkert skrald.

– Han sagde, at jeg kunne vælge mellem at spise den eller den døde fisk i akvariet. Jeg tog fisken og slugte den hel.

Det fik Leo til at se rødt. Han tog hendes arm og vred den rundt, mens han tog fat i hendes hår. Derefter pressede han flere gange hendes hoved ned i det mudrede akvarium, så det slimede vand fyldte hendes næse og mund.

De følgende dage vekslede Leo mellem at låse Sofia inde på værelset og tage hende med på ture, hvor hun blev voldtaget af forskellige mænd.

– Det var tydeligt på deres adfærd, at jeg var en vare, som de kunne bruge, som de ville, fortæller Sofia.

Skammede sig

Hun fik frataget sin telefon, efter at hun blev tvunget til at sende en sms til sin mor og skrive, at alt var i orden.

– Jeg skammede mig over, hvad der var sket. Leo sagde, at det var min egen skyld. Han sagde, at de mænd, der voldtog mig, boede langs vejen og ville overfalde mig med det samme, hvis han ikke var der. Så jeg foretrak af være sammen med Leo, for han havde også øjeblikke, hvor han var, som da vi mødtes.

Efter otte til ti dage i huset åbnede den fransktalende bedstemor døren, og med sit kropssprog viste hun Sofia, at hun skulle pakke sine ting og løbe.

– Hvilken rolle hun spillede, vidste jeg ikke. Men jeg havde på fornemmelsen, at hun vidste, hvad der foregik. Hun gav mig min mobiltelefon og viste mig, hvilken vej jeg skulle gå.

Det blev en hemmelighed

– Jeg ringede til min mor og bad hende om at ombooke min flybillet. Hun kunne godt høre på min stemme, at jeg ikke havde det godt, og hun forsøgte at få mig til at fortælle, hvad der var sket. Til sidst sagde jeg, at Leo havde slået mig, og at jeg ikke ville se ham igen. Min mor mente, at jeg skulle melde ham til politiet, men jeg nægtede, forklarer Sofia, der følte, at en sort sky havde sænket sig over hendes sind.

Alligevel valgte hun ikke at sige noget om, hvad der var sket. Hun begyndte i skole igen og forsøgte at leve et normalt liv. Et års tid efter den skæbnesvanger rejse mødte hun sin mand Morgan, og ti år senere giftede de sig. I tolv år holdt hun sin hemmelighed for sig selv. Selv ikke Morgan fik noget at vide.

– Han havde gennem årene haft mistanke om, at jeg havde været involveret i noget, jeg ikke havde lyst til at snakke om. Derfor var han ikke så overrasket, mere chokeret, ked af det og vred på min gerningsmand.

Sofia fortalte også en nær veninde og hendes mor om, hvad der var sket.

– Det, jeg havde skubbet så langt væk, kunne jeg ikke længere skjule. Jeg forsøgte at få hjælp gennem sundhedscenteret, men i starten tog de mig ikke seriøst. Jeg søgte derefter hjælp gennem en privat udbyder, men uden at det hjalp.

Forsøgte selvmord

I foråret 2021 blev Sofia indlagt på den psykiatriske klinik på hospitalet i Linköping efter et selvmordsforsøg.

– Jeg ved godt, at det var forfærdeligt af mig. Jeg ønskede ikke at dø, men minderne var så påtrængende, at jeg ikke kunne sove. Det er svært at forestille sig, når man ikke har prøvet det. Enten ville mine tanker langsomt slå mig ihjel, ellers kunne jeg dø med det samme. Jeg følte ikke, at der var en anden udvej.

Sofia fik diagnosen kompleks ptsd (posttraumatisk stresssyndrom). I dag har hun det bedre, selv om det stadig går op og ned. Et par gange om ugen, går hun i terapi.

– Det tog næsten et år at blive så stabil, at jeg turde nærme mig begivenhederne i Frankrig, fortæller hun.

Terapien kombineres hver tiende dag med en blid dosis af ketamin, der giver en antidepressiv effekt.

Vil hjælpe andre

– Behandlingen har været livsvigtigt for mig. Jeg føler, at jeg bliver stærkere og mere sikker i mine følelser, selv om der stadig er dage, der er ubeskriveligt svære, fortæller Sofia, der er sygemeldt.

Heldigvis har Morgan arbejdet hjemmefra under pandemien, og han er en stor støtte. Sofia fortryder i dag, at hun ikke tidligere turde fortælle, hvad der skete, og at hun ikke meldte Leo efter sin hjemkomst.

– Hvad nu hvis det betød, at han blev ved med at udsætte andre kvinder for det samme? Jeg tænker, at jeg ikke har været den eneste. Den måde, han og de andre mænd opførte sig på, var så beregnede, at det virkede som om, at det var noget, de havde gjort før, forklarer hun.

Selv om Sofia ved, at hun ikke gjorde noget forkert, skammer hun sig stadig.

– Jeg ved nu, at seksuelle krænkelser ofte medføre, at offeret lægger skylden på sig selv. Derfor er det så vigtigt at fortælle andre om det, så man kan få hjælp til at fjerne følelsen af skyld og skam, siger Sofia.