Lever af mad, andre smider ud

65-årige Eva har stort set ikke købt ind i ni år. Kun når hun skal have peber, ristede løg eller sovsekulør. Ellers finder hun al sin mad i supermarkedernes containere, som hun stiger ned i med sin pandelampe. I starten gjorde hun det af nød. Men hurtigt blev det en hobby, som gav hende et sus af lykke. Og en kæmpe vennekreds. Den vennekreds hjælper hende nu, hvor hun ikke længere selv kan komme ud ad døren.

- Hvis Bubber kan, kan jeg også.

Den tanke ramte Eva Sletskov en aften for ni år siden, da hun sad foran fjernsynet hjemme i Brabrand og så, hvordan Bubber hoppede rundt i nogle containere sammen med en flok skraldere. Det var den tanke, der fik hende op af sofaen. Og den tanke, der kort efter fik hende til at iføre sig varmt tøj og pandelampe for at tage ud og lede efter mad i supermarkedernes affaldscontainere efter lukketid.

 

Skulle leve af mandens pension

Egentlig gjorde hun det af nød. Familien havde altid udelukkende levet af hendes mands løn som lastbilchauffør. Men nu var han gået på pension, og deres samlede indtægt var faldet til 9.000 kroner om måneden. Så når husleje, el, varme og de andre faste udgifter var betalt, var der faktisk ikke mere at leve for.

Men Eva (kaldet Luske) ville leve. Og hun ville leve godt. Derfor tog hun en aften de første, svære skridt sammen med en bekendt og kravlede ned i en container.

Kom hjem med en fyldt IKEA-pose

Inden havde hun sat sig lidt ind skralde-verdenen på Facebook, og hun var blevet anbefalet at medbringe en af de store blå IKEA-poser. Et forslag, som i hendes ører lød lige lovlig ambitiøst. For hvor meget brugbart affald var værd at tage med hjem?

Men allerede da Luske havde været i sin første container bagved en nærliggende Netto, var hendes IKEA-pose fyldt til randen. Den bugnede simpelthen af frugt, grøntsager og kød.

Læs også: Mick har endelig fået den rigtige krop: Jeg blev født som pige

Fandt 150 kilo kød

Så næste aften tog Luske igen afsked med sin mand (kaldet Bossen) og satte sig ud i sin veltjente Volvo for at køre til en Fakta på den anden side af Silkeborgvejen. Denne gang var hun på egen hånd, så hun måtte stable et par mælkekasser oven på hinanden for at komme op over kanten. Men det var hele besværet værd. Luske endte nemlig i den rene skattekiste.

- Der var 150 kilo koteletter og mørbrad. Er du klar over, hvor meget det fylder? Hele Volvoen var fyldt op med kød; smiler Luske, som tydeligt husker lykkefølelsen, da hun parkerede bilen hjemme i Brabrand.

- Bossen, Bossen. Kom og se, råbte hun, så hele nabolaget kunne høre det.

- Hold nu op, måbede en overvældet Bossen, da han kiggede ind i bilen.

Købte en brugt kummefryser samme aften

Den aften fik de travlt. For de havde selvfølgelig ikke plads i fryseren til så store mængder kød, så efter de havde fundet en brugt kummefryser i Den Blå Avis til 200 kroner, måtte Bossen straks afsted og hente den hos sælgeren i Silkeborg.

Hunden tog sig af rotterne

Fra den aften var Bossen i sine blå arbejdsbukser og træsko også en del af skraldelivet. Og det var parrets 40 kilo tunge Pit Bull Terrier også. Den kom faktisk til at spille en vigtig rolle.

- Når den så en rotte, så kunne man godt mærke, det var en Pit Bull, som Luske siger med et stolt smil.

Rotterne kan man ikke helt komme udenom, når man er skralder. Og enten lever man med dem. Eller også gør man ikke.

Selv har Luske valgt ikke at være bange for dem. Hverken for deres angreb eller for de sygdomme, de kan føre med sig.

- Hvis der har været rotter i en butik, smider de jo det hele ud, fordi rotter kan være bærere alverdens sygdomme. Men jeg har valgt at sige: Hvorfor skulle de sygdomme lige ramme mig. Og jeg er aldrig blevet syg. Hverken af det ene eller andet.

Læs også: Jeg blev mor som 15-årig

Søster medbringer sin egen mad

Det er dog ikke alle, der lige begejstret sætterne tænderne i mad fundet i affaldscontainere. Når Luskes søster er på besøg, har hun sin egen mad med, hvilket ikke fornærmer nogen. Men da Luske og Bossen inviterede 45 gæster til deres 40-års bryllupsdag, spiste de alle gladeligt af den store kød-buffet og alle salaterne, selvom det hele var skralde-mad. Også vinen var fundet i containere, for alt har en udløbsdato. Selv shampoo, kaffe og hygiejnebind, så faktisk har Luske ikke købt andet i supermarkederne de sidste ni år end sovsekulør, peber og ristede løg. Og den slags plejer hun nu bare at ønske sig til jul. Så husholdningsbudgettet er ekstremt sparsomt. I det bedste år, lykkedes det Luske at købe ind for et samlet påløb på kun 165 kroner.

Fik en masse nye skralde-venner

Der er rigtig mange penge at spare ved skraldelivet. Men hvor beskæftigelsen startede af nød for Luske, så blev den hurtigt til en altopslugende hobby. En hobby, hvor hun hver eneste aften kørte afsted klokken 21 og først kom tilbage langt ud på natten. Og en hobby, hvor hun efterhånden fik en kæmpe omgangskreds.

Luske fandt nemlig hurtigt ud af, at hun jo kunne have flere med i bilen, så hun begyndte at køre med andre skraldere, som hver gav en krone per kilometer, og sammen gik de på skraldejagt og delte rovet. Dog var der en undtagelse: Fandt man hindbærsnitter, gik de til føreren af bilen. Luske har sine svagheder.

150 liter rødvin og 42 poser kaffe

Hvad man finder, ved ingen, før man åbner låget til en container. En gang imellem er man heldig. Som dengang Bossen fandt 150 liter australsk rødvin. Eller da Luske var løbet tør for kaffe og dagen efter endte i en container med 42 poser Rød Merrild.

Spisevanerne varierer også, når menuen er styret af, hvad supermarkederne har smidt ud.

- Forleden spiste jeg kronvildt. Hvem har råd til det? Og så endda sidst på måneden, smiler Luske. Faktisk er det ikke smagsoplevelserne, der er den mest frydefulde gevinst for hende. Det bedste er faktisk det øjeblik, hun står med sin pandeklampe i mørket og finder noget helt særligt. Den følelse er så salig, at en af skralderveninderne, der er tidligere narkoman, sammenligner det med det næste fix. Det er nærmest en rus.

Hjælp til enlige mødre

Men skraldelivet er mere end en personlig rus og mad i ens egen kummefryser. Eftersom Luske og skralde-vennerne fandt meget mere, end de selv havde brug for, begyndte de at hjælpe især enlige mødre med store, sultne teenagebørn i deres nabolag.

Luske fandt hurtigt ud af, hvor der boede mennesker, der havde brug for hjælpen, og hun og skraldevennerne er ofte mødt op i lejligheder, hvor børnene ligefrem sad og ventede på, at de kom forbi med mad.

- Der findes mennesker, der er virkelig fattige. Også i det her land, siger Luske bestemt. Hun skynder sig at fortælle, at det strengt taget er forbudt at dele ud af skralde-mad. Men det er jo ikke forbudt at åbne sin bildør og lade andre mennesker tage de fyldte sække ud.

Nu har Luske brug for hjælp

Hjælpen er vigtig. For man ved jo aldrig, hvornår man selv får brug for den. Uheldet kan ramme hvor som helst.

For tre år siden ramte det Luske og Bossen, da Bossen pludselig blev ramt af en hjerneblødning. Han har været meget syg lige siden, og i dag ligger han ubevægelig i sin hospitalsseng hjemme i stuen, hvor 22 mennesker fra sundhedsvæsenet dagligt kommer forbi for at pleje ham. Ellers er det Luske, der sidder ved sin mand, mens han hiver efter vejret. Hun tør stort set ikke forlade ham, så det bliver kun til nogle få ture til ned til containeren ved nærmeste Rema 1000. Men hendes frysere er stadig fyldte. Nu kommer skraldevennerne nemlig forbi hende med mad.

- Hvad har du brug for, Luske? ringer de og spørger. Sidst kom de med to ænder og to flæskestege. Så Luske sulter ikke. Men hun savner at iføre sig pandelampen og se, hvad der gemmer sig i næste container.