Min datter lå død på sit værelse

Karina forstår stadig ikke, hvorfor hendes datter blev sendt hjem fra hospitalet. Hun havde det jo ikke godt. To dage senere blev den 21-årige pige fundet død på sit værelse, og lige siden har Karina kæmpet med sorgen og spekuleret på, hvad der gik galt.

Der var helt stille i huset, selv om dagen for længst var begyndt. Karina havde influenza, så hun lå og hvilede sig i sin seng. Hendes søn, Anton, var hjemme hos sin far, og hendes datter, Cecillie, var tilsyneladende heller ikke stået op, på trods af at det nu var middagstid.

Stilheden blev afbrudt af Karinas telefon, der ringede. Det var Cecillies veninde, som var bekymret, fordi Cecillie ikke svarede på hendes opkald. Karina forstod dog godt, hvis Cecillie ikke havde overskud til at tale i telefon. Hun var netop blevet udskrevet fra hospitalet, hvor hun havde været indlagt med en syreforgiftning.

Det havde hun prøvet adskillige gange, siden hun som 12-årig fik konstateret diabetes 1, men denne gang havde hendes infektionstal været særligt høje, og hun havde det stadig dårligt, da lægerne besluttede, at hun var rask nok til at komme hjem igen. Det var ikke så underligt, hvis hun var træt efter sådan en omgang.

Det var for sent

Karina besluttede sig alligevel for at stå op og tjekke, om alt var okay. ”Er der liv herinde?” spurgte hun, da hun åbnede døren til datterens værelse.   

– Og så kan jeg bare se med det samme, at det er der ikke. Hun er død, siger 48-årige Karina Kornum fra Fjerritslev.

SE OGSÅ: Maibritts søn blev fundet død

Hun er stærkt bevæget, mens hun fortæller om de forfærdelige minutter, der fulgte. Med rystende hænder fik hun ringet 112, og personen i røret bad hende om at give Cecillie hjertemassage, selv om Karina tydeligt kunne se, at det var for sent.

– Og så kommer de oppe fra hallen med en hjertestarter. ”Vi prøver lige”, siger de så. ”Jamen det er for sent”, siger jeg til dem. ”Hun er jo blå”. 

En fantastisk pige

Cecillie Tulstrup Kornum døde 31. marts 2018 – hun blev kun 21 år. Hendes mor beskriver hende som en fantastisk pige, der altid satte andre forrest. Hun var den bedste datter, søster og veninde, man kunne ønske sig.

– Mit bedste minde om hende er, at hun tit sad i køkkenet og snakkede med mig, mens jeg lavede mad. Det savner jeg rigtig meget. Nu ligger hun i stedet på kirkegården på den anden side af vejen, og det vænner jeg mig aldrig til, siger Karina sørgmodigt og understreger, at Cecillie kæmpede en brav kamp gennem hele sit sygdomsforløb:

– Selv om hun aldrig sov en hel nat ad gangen og ofte var udkørt og ked af, hvor meget sygdommen greb ind i hendes liv, så var det glæde og latter, der kendetegnede hende mest.

Tabet af Cecillie har ramt hele familien hårdt, og de uvisse omstændigheder omkring hendes død har kun gjort det endnu sværere for dem at bearbejde sorgen. 

Kender ikke dødsårsagen

– Vi ved ikke, hvad Cecillie er død af. Det er ikke 100 procent konkluderet. Der kan være flere ting, der er skyld i det, så vi har kørt sag mod sygehuset, men det er der nu ikke kommet noget ud af. Det hedder sig bare, at der ikke var nogen, der var skyld i det, forklarer Karina og tilføjer:

– Jeg har jo hele tiden sagt, at hun blev sendt for tidligt hjem. Det var påske – og så skulle man bare sendes hjem, ikke?  

Karina har læst obduktionspapirerne, og hun undrer sig over, at ingen tilsyneladende opdagede, at Cecillie foruden en syreforgiftning også havde en alt for lav blodprocent samt en stor byld i den ene lunge, som også kunne have været dødbringende.

SE OGSÅ: Far tog min lillebror med i døden

– Jeg ved bare, at hun aldrig har været indlagt så kort tid og været så syg, som hun var den her gang.

Ønsket om igen at høre fra Cecillie og få svar på spørgsmålene omkring hendes død har fået Karina til at kontakte Ude og Hjemmes clairvoyant, Selma Ambirk, i håbet om at Selma kan hjælpe.

I videoen ovenover kan du se, hvordan Karinas seance med Selma forløb.

Få en seance med Selma

Ønsker du kontakt med en afdød, der stod dig nært, og vil du have Selma Ambirks hjælp til at skabe kontakten? Så send en mail til [email protected] med dine kontakt-oplysninger. Skriv også kort, hvem du ønsker kontakt til.

Seancen vil foregå hjemme hos dig, og den er gratis. Du skal dog være indforstået med, at der bliver lavet en artikel om seancen til Ude og Hjemme samt videooptagelser til brug på vores hjemmeside i forbindelse med Selmas besøg.