Min datter sulter sig

– På et tidspunkt var jeg så langt nede, at min krop var begyndt at lukke ned. Jeg var så syg, at jeg godt vidste, der ikke ville gå lang tid, før jeg ville dø. Og det værste var, at jeg ikke havde det store problem med det.

29-årige Luna Michell Lundmark sidder og kigger på sin mor, mens hun fortæller. Luna er en af de 177.000 danskere, der er i kontakt med psykiatrien på grund af psykisk sygdom. Hun har i mange år kæmpet med blandt andet anoreksi. Da det stod værst til, vejede Luna blot 21 kilo, og kræfterne var så få, at hun ikke engang selv kunne holde sit hoved oppe. Luna lå i sengen dag ud og dag ind og måtte have hjælp til alt af sin mor, Dorthe Lundmark, 55.

– Jeg vidste aldrig, hvad jeg kom hjem til, og det var altid med en vis portion frygt, at jeg åbnede døren og gik ind til Luna. Jeg har jo også flere gange tænkt, at nu kunne hendes krop nok ikke mere, fortæller Dorthe.

Det var en kamp for dem begge. Både for Luna, der underbevidst kæmpede for at overleve, selv om hendes krop var ved at give op, mens hun samtidig kæmpede med sit eget sind og de mørke tanker, hun altid har haft. Dorthe derimod kæmpede for at holde hovedet koldt og sin datter i live. Ingen af dem husker det som en god eller nem tid.

– Det var så svært, for jeg vidste ikke, hvad jeg skulle stille op. Jeg kunne jo se, at min datter var ved at forsvinde for mig, men jeg følte ikke, jeg kunne gøre noget som helst, og jeg vidste ikke, hvor jeg skulle skaffe Luna den hjælp, hun havde brug for. Vi havde prøvet alt mulig forskellig behandling i psykiatrien, men intet hjalp, fortæller Dorthe.

Et skrøbeligt sind

Det var ikke første gang, Dorthe havde følt sig magtesløs over ikke at kunne hjælpe sin datter. Siden Luna var barn, har hun kæmpet med psykisk sygdom.

– Jeg tror godt, man kan sige, jeg har et skrøbeligt sind. Jeg bliver nok mere påvirket, når det går mig skidt, end andre mennesker gør. Måske er det også derfor, jeg allerede som otteårig begyndte at have grimme tanker om mig selv, fortæller Luna.

Det var især tanker om, at hun ikke var god og smuk nok, der fyldte i Lunas hoved. Tankerne gjorde, at hun begyndte at være ekstremt bevidst om sin gøren og laden. Derfor begyndte hun at spise mindre og træne mere, og mens kroppen blev mindre, blev usikkerhederne større. I løbet af årene fik Luna det dårligere og dårligere, og da hun var kun 14 år, begyndte hun at skade sig selv alvorligt.

– Det var et stort chok for mig, da det gik op for mig, at Luna havde det så dårligt. Pludselig stod vi med en 14-årig, der ikke havde lyst til at leve, og jeg gik og bankede mig selv i hovedet over, hvorfor jeg dog ikke havde set det noget før. Nu ved jeg, at Luna skjulte det for os, men dengang kunne jeg næsten ikke tilgive mig selv for det, fortæller Dorthe.

Men selv om Dorthe nu kendte til sygdommen, blev den ved med at tage til i en sådan grad, at Luna som 15-årig over en sommerferie stoppede med at spise.

– Pludselig begyndte alt at gå i stå for hende, kunne jeg mærke, fortæller Dorthe.

Ikke lang tid efter blev Luna for første gang indlagt. Det var svært for Luna at forstå og acceptere, at hun var syg. Dorthe kunne kun stå på sidelinjen og se til, mens hendes datter svandt mere og mere ind i sig selv.

Mange indlæggelser

I dag har hverken Luna eller Dorthe tal på, hvor mange gange Luna har været indlagt; kun at det har været mange og i lange perioder. I dag har Luna diagnoserne depression, angst, spiseforstyrrelse og personlighedsforstyrrelse, og hun har i mange år skadet sin egen krop. Sygdommene har været med til at skabe konflikter for Luna og Dorthe.

– Det var så svært for mig, at de ikke forstod, hvordan jeg havde det. Jeg vidste det jo måske knap nok selv, men det var også enormt svært at skulle forklare andre, hvordan det var at være mig, så jeg blev mere og mere ked af det og vred, og så følte jeg mig helt alene med det, fortæller Luna.

– Jeg havde jo lyst til bare at sige til hende: ”Så spis da noget, min pige”, fordi jeg bare så gerne ville sørge for, at hun fik det bedre, men jeg ved også godt, at det ikke ville hjælpe at sige. Hun kunne ikke bare spise og så blive større og gladere, men det var svært, at vi ikke vidste, hvad der så gjorde, at lige præcis Luna skulle få det sådan her, fortæller Dorthe.

– Jeg følte, at jeg ikke var noget værd. Derfor følte jeg heller ikke, jeg skulle have nogen glæder; hverken glæden ved at spise, grine eller blive rask, fortæller Luna.

Det er blevet til mange svære år, hvor Luna har kæmpet imod indlæggelserne, mens Dorthe har kæmpet for dem.

Syg i 15 år

Selv om mange har prøvet at hjælpe Luna, har det ikke virket optimalt endnu, og næsten 15 år efter hun første gang blev indlagt, har hun ikke fået det bedre.

– Det tager jo enormt meget på ens kræfter, at jeg går og er bekymret hele tiden. Der har været lange perioder, hvor jeg var nødt til at tage mig af hende, fordi hun ikke fik hjælp andre steder, fortæller Dorthe.

Til hverdag arbejder Dorthe som hjemmesygeplejerske, men sommetider har hun følt, at hendes job først rigtigt begyndte, når hun kom hjem fra arbejde, hvor hun begyndte at agere sygeplejerske for Luna.

– Det har jeg haft det skidt over. Hun skal jo ikke være min sygeplejerske, hun skal være min mor. Men jeg ved også, at hvis det ikke havde været for hende, så havde jeg ikke været her i dag. For der var flere tidspunkter, hvor min krop var ved at sige fra og give op, men der har min mor taget sig af mig og passet på mig, fortæller Luna. Dorthe prøver at sætte ord på sine følelser:

– Mange gange har jeg tænkt, at nu ville din krop ikke kunne klare det mere, så jeg har flere gange troet, at nu skulle jeg miste dig. Det er enormt hårdt at bruge så megen energi på det, for jeg vil jo altid kæmpe for, at du ikke giver op, men det kan være svært at finde gejsten, når man selv er helt udkørt.

Ønsker at leve

Selv om Lunas sygdomsforløb har tæret på kræfterne, er kærligheden mellem mor og datter stadig enormt stor.

– Det er ikke, fordi jeg har lyst til at dø, men det liv, jeg lever lige nu, det er ikke særlig fedt. Men der er en ting, der holder mig oppe, som gør, at jeg stadig bliver ved med at kæmpe, og det er min familie. Den betyder alt for mig, forsikrer Luna.

Derfor stillede de også op til foreningen Bedre Psykiatris hovedindsamling i slutningen af sidste år. Både for at vise andre, hvordan det er at gå med psykisk sygdom, og for at fortælle, at det er en hel familie, der bliver påvirket. Det har også været svært for Lunas far, søskende og bedsteforældre at være pårørende til en person med psykisk sygdom.

Det sidste år, har Luna boet på et botilbud i Roskilde, hvor der er personale, der kan hjælpe Luna. Dorthe kommer på besøg mindst en gang om ugen. Der har været en bedring, og Luna er blevet mere selvstændig, mens Dorthe føler, at rollen som sygeplejerske er blevet taget af hendes skuldre, så hun nu kan fokusere på at være Lunas mor. Det giver et overskud, der gør, at de nu begge tør tro lidt mere på fremtiden.

– Jeg tør ikke drømme for stort, for jeg har også nået en accept af, at jeg nok aldrig bliver fuldstændig rask. Jeg har efterhånden været mere syg i mit liv, end jeg har været rask, men jeg drømmer om at få mere stabilitet i hverdagen, og at jeg finder noget at arbejde med, der giver mening for mig. Det leder jeg stadig efter, fortæller Luna.

Dorthe nikker.

– Jeg drømmer mest af alt om, at vi finder ud af, hvilken form for behandling, der hjælper på dig. At du finder din plads, hvor du er godt tilpas og kan være den glade pige, jeg også husker og savner. For selv om du ikke altid selv tror på, at du fortjener at have det godt, så ved jeg, at du fortjener det, og selv om det er svært, vil jeg stadig kæmpe for, at du får et godt liv. Det vil en mor jo altid, siger Dorthe.