Barndommens svigt blev til vrede

Læs del 1 af Malenes historie her.

Malene fornemmer et intenst blik fra sin plejemor.

Det er en ganske almindelig morgen, og de sidder ved bordet og spiser morgenmad. Instinktivt venter Malene på, at hun skal have skæld ud.

Men de hårde ord kommer ikke.

I stedet kommer den sætning, som hun hele sit liv har frygtet.

Hendes mor er død.

– Lige da hun sagde det, føltes det, som om den knude, jeg altid havde haft i maven, eksploderede. Jeg råbte og skreg og kastede med tingene. Jeg blev ved med at skrige, at hun løj. Det var en kulmination på de mange år, hvor jeg havde frygtet for min mors liv. På et splitsekund var det bare slut, forklarer 34-årige Malene Karlsen fra Skælskør.

Sult, druk og vold

Med en barndom med manglende mad, alkoholiserede forældre og adskillige episoder med vold i hjemmet blev Malene frivilligt anbragt hos en plejefamilie som 6-årig efter adskillige indberetninger.

Til trods for, at Malenes mor gentagne gange lovede Malene, at hun ikke ville drikke, når hun kom på samvær, holdt hun det sjældent.

Som tiden gik, begyndte Malene at reagere voldsomt på samværet med sin mor. Hun kastede op før og efter, og den i forvejen indelukkede pige, fik det værre og værre.

Som 21-årig blev hun indlagt på psykiatrisk afdeling med en depression, og som årene gik, fulgte både selvmordsforsøg og destruktive tanker hende.

Gentog mønsteret

Efter morens død blussede vreden op i Malene. Den ellers så stille pige begyndte at blive udadreagerende. Hun begyndte at svare igen, og hun blev ligeglad med konsekvenser.

– Jeg kunne ikke vente med at blive myndig. For så var jeg endelig fri. Der var ikke længere nogen, der skulle fortælle mig, hvad jeg skulle gøre, som de havde gjort hele mit liv, fortæller Malene.

Fra plejefamilien flyttede hun ind i et botilbud. Men hun havde svært ved at få hverdagen til at fungere. I perioder boede hun på sofaer hos forskellige venner og bekendte, og sideløbende kæmpede hun med selvmordstanker.

– Jeg kunne ikke slippe vreden mod mine forældre. Min mor var død, så jeg skrev en masse hårde beskeder til min far, fortæller Malene, der begyndte at ryge hash for at undertrykke vreden og angsten.

Når hun sugede den brune røg ned i lungerne, forsvandt problemerne for en stund, og hendes ellers så anspændte krop kunne slappe af. I samme periode fik hun en kæreste.

Men hvad der skulle være et lykkeligt afbræk fra det livslange kaos, endte med at blive et voldeligt og manipulerende forhold.

Malene husker en episode, der stadig bliver vakt til live, når mareridtene tager over om natten.

– Han lukkede mig inde i skuffe under en sovesofa. Jeg var helt klemt inde, og jeg husker følelsen af ikke at kunne få luft. I dag har jeg det svært med bare at være i en elevator, for så bliver jeg ramt af den klaustrofobiske følelse, forklarer Malene.

Fandt kemien

Flere gange prøvede hun at komme ud af forholdet. Det sled på hendes i forvejen belastede psyke, og inderst inde vidste hun godt, at hun var i gang med at bevæge sin ned ad den samme livsbane som sine forældre.

– Det har altid været et mål for mig ikke at ende som mine forældre. Så jeg vidste inderst inde godt, at jeg skulle noget andet end hash og et voldeligt forhold, fortæller Malene.

Det lykkedes til sidst for hende at finde styrke til at bryde ud af det dårlige forhold, og kort tid efter mødte hun Mikkel, der havde den samme kærlighed til katte som Malene.

Deres fælles passion fik kemien til at blomstre, og de kan i dag kalde sig mand og kone.

– Mikkel er et roligt menneske, der er opvokset i en kernefamilie. Han accepterer mig, som jeg er i forhold til mit handicap, og han er en stor hjælp og støtte, når jeg har svære perioder.

Når Malene læser de adskillige sider med sagsakter, der rummer smertefulde beskrivelser af hende som barn, blander tristheden sig med vrede. For hun har svært ved at forstå, at der skulle gå seks år, før man fjernede hende.

Udover muskelsvind, er hun diagnosticeret med ptsd og forskellige typer angst. Bliver hun for presset psykisk, kaster hun op – præcis som dengang, hun have samvær med sin mor.

– Var jeg blevet fjernet fra fødslen, hvilket burde være indlysende, da mine tre ældre søskende allerede var blevet fjernet fra hjemmet, havde jeg næppe haft det så svært psykisk. Jeg ville højst sandsynligt ikke have udviklet ptsd, og jeg ville kunne fokusere mere på at kigge fremad, i stedet for hele tiden at skulle konfronteres med de mén, jeg har fået i barndommen, vurderer Malene.

Trods sine skader, kæmper hun alligevel for, at hendes fortid ikke skal definere resten af hendes liv.

– Jeg er ikke mine forældre. Der er ingen tvivl om, at deres handlinger har haft konsekvenser for mig, men jeg har også haft behov for at vise, at jeg er andet end et svigtet barn, forklarer Malene, der fik snakket med- og tilgivet sin far, før han døde.

Hun er i dag på førtidspension, og selv om hendes muskelsvindssygdom betyder, at hun ikke kan få børn, hvilket i mange år var hendes brændende ønske, så har hun i dag fundet fred med det.

I stedet har hun kastet sin kærlighed på misrøgtede katte.

Bagved huset i huset i Skælskør har Malene og hendes mand fået bygget et stort bur, hvor der er masser af plads til parrets seks katte.

Med rolige bevægelser åbner hun lågen og sætter sig ned. Hun kalder på dem, og en efter en løber de hen til hende.

En stor hankat glider op ad hendes ben, og der behøves ikke ord til at beskrive, at de har et specielt bånd.

– Malto var min første kat, og når jeg kigger på ham, ser jeg mig selv. Jeg føler, at han kan kigge lige igennem mig, og når jeg har det dårligt, slikker han på mit øre og spinder, fortæller Malene.

Aldrig for sent

Hun står frem i denne artikel med et håb om, at hendes historie kan hjælpe andre, der er opvokset med omsorgssvigt og en konstant knude i maven. For ingen skal føle sig alene.

Samtidig vil hun gerne vise, at det aldrig er for sent at få et godt liv. Derfor udgiver hun også hver uge podcasten ’Barn af en alkoholiker’, hvor hun fortæller om sin barndom, og hvad det har betydet for hende.

– Når vi snakker om det, der gør ondt, er det dér, vi rykker os, og vi kan bearbejde fortidens traumer, siger Malene.

I dag prøver hun at fokusere på det positive, så det dårlige ikke æder hende op. Og hun er både stolt over- og glad for det liv hun lever, for det er så langt væk fra vold og utryghed, som prægede hendes barndom.

– Min mor ville nok kalde det et leverpostejsliv. Men for mig er det en sejr.