Sulten og bange: Malene blev svigtet af de voksne

Solen skinner fra en skyfri himmel, og græsplænen uden for lejligheden i Rødovre er fyldt med mennesker til Malenes 2-års fødselsdag.

Hun ænser ikke de mange ølflasker eller hører de snøvlende stemmer. I stedet funkler hendes øjne en sjælden gang, da hun ser den trehjulede cykel.

”Far, far,” råber hun.

Men han vender ryggen til Malene og skridtene væk fra græsplænen bliver hurtigere. Hun prøver at løbe ham op, men de spinkle ben mister balancen, og Malene falder, mens tårerne bryder ud af øjenkrogen.

Hun ser, hvordan hendes mor løber ham op, men kort tid efter kommer hun tilbage med det velkendte forslåede og grædende ansigt. Lige der ved hun godt, at hendes fødselsdag er slut.

– Det er det første minde, jeg har om svigt. Der er langt fra en af de værste episoder, men det var første gang, jeg husker følelsen. Jeg ville bare fortælle ham, at jeg havde fået en ny cykel. Men da min mor kom tilbage, handlede det ikke længere om mig. I stedet skulle jeg trøste hende. Sådan var det altid, fortæller den nu 34-årige Malene Karlsen fra Skælskør.

Søskende var fjernet

Da Malene kom til verden, var hendes tre søskende fjernet fra hjemmet. Allerede efter fødslen havde lægerne bekymrende observationer af den lille pige, og det blev senere konstateret, at Malene havde lidt skade som følge af sin mors alkoholmisbrug under graviditeten.

– Som barn troede jeg, at jeg var født med en bold i maven. Jeg har altid haft den her hårde klump, men senere fandt jeg ud af, at det var angst. For jeg var bange hver dag, beskriver Malene.

Utryghed, manglende mad og skænderier var en del af dagligdagen. Blandt alkoholikere tilbragte hun timer ved den lokale købmand.

På de gode dage fik hun en cola og en ostehaps. Tit vendte hun først tilbage til lejligheden, når købmanden lukkede.

Nogle gange kom hun i vuggestue og senere i børnehave, men afleveringen pustede til den velkendte utryghed.

Blev glemt

– Jeg sagde altid til min mor, at hun skulle huske at hente mig. Men hun glemte mig tit. Nogle gange kom en fra kommunen, andre gange politiet, der kørte mig ned til købmanden, hvor de vidste, at min mor var, fortæller Malene.

En konstant lugt af alkohol og cigaretter fyldte den lille lejlighed. Gjorde hun ikke som der blev sagt, kunne hun få en endefuld eller blive beordret til at sidde i et hjørne i flere timer uden at sige noget.

Køleskabets indhold var ofte sparsomt, men Malene mistede tit appetitten, når hendes forældres stemmer blev høje og truende.

For ofte endte det med, at de kom op og slås efter flere timers druk.

– I starten løb jeg ud for at hente hjælp, når de var oppe at slås. Jeg stillede mine sko parat, når de begyndte at skændes. Men efter en tid begyndte de at låse mig inde i stedet, forklarer Malene.

Som 5-årig fandt hun sin far på trappen med blodet løbende fra armene efter et selvmordsforsøg.

En anden gang var hun vidne til, at hendes mor fik slået sine tænder ud, og hun husker, at hendes far en dag prøvede at kvæle hendes mor.

Frygten for at hendes mor skulle dø, fik Malene til at hoppe op på ryggen af ham, men han kastede Malene ind i væggen, så hun mistede bevidstheden.

Manglende mad

– Da jeg kom til bevidsthed, troede jeg, at han havde dræbt min mor. Men hun var bare smuttet.

Om aftenen kunne Malene gå rundt i området til de forskellige værtshuse for at lede efter sin mor. Når maven knurrede, og hun var alene hjemme, tog hun ofte over til sin søster eller bror, der arbejdede på McDonalds, hvor hun nogle gange var heldig at få mad.

I skolen havde hun svært ved at finde sig tilpas, og hun holdt sig for det meste for sig selv.

I en psykologisk undersøgelse af Malene fra 1996, står der, at hovedtemaet er:

... voksne, som skændes, børn, der kommer ud for ulykker (fx drukner, bliver ædt), voksne, der kommer ud for ulykker, børn, der bliver væk eller stikker af, børn, der ikke får nok at spise eller får uspiselig mad. (…). Det ses, at Malene tolker sin omverden som et farligt sted med aggressioner mellem mennesker og mangel på næring/tryghed.

Kom i pleje

Da Malene var seks år, og efter mange indberetninger, blev hun anbragt i pleje.

Faste spisetider, tandbørstning og mad i køleskabet var noget, hun aldrig havde oplevet, og hun undrede sig over, at de voksne ikke begyndte at drikke, når de havde købt ind.

– Selv om jeg havde det dårligt derhjemme, savnede jeg min mor, og jeg kunne sidde og kigge ud ad vinduet i flere timer i håbet om, at hun kom og hentede mig. Jeg havde jo altid passet på hende, og jeg havde på det tidspunkt stadig et håb om, at tingene ville blive bedre, forklarer Malene.

Ofte var hun ked af det, når hun havde tilbragt weekenden hos sin mor, der var blevet skilt fra hendes far.

Tit havde den allerede spinkle pige tabt sig, og som tiden gik, begyndte hun at kaste op både før og efter samværet.

– Mor løj tit for mig. Sagde, at hun ikke ville drikke, og at vi f.eks. bare skulle ud at gå en tur. Men turen gik ned til købmanden, som den plejede. Så vidste jeg godt, at intet var forandret.

I skolen observerede personalet en nedtrykt pige, der blev mere og mere indadvendt. De hyppige episoder med opkast, undrede lægerne, der flere gange undersøgte Malene.

– Som lille reagerede jeg altid, når jeg blev bange. Men da jeg blev ældre, begyndte min krop at fryse. Mit hoved var et stort kaos, og jeg kunne ikke være i det mere.

Selv om Malene i årenes løb havde tiet om forholdene derhjemme, valgte hun en dag at fortælle om volden, den manglende mad og morens alkoholmisbrug.

Ingen lyst til livet

Samværet med moren blev nedsat og overvåget. I en periode stoppede opkastningerne, men Malene var allerede skadet.

– Jeg havde perioder, hvor jeg havde svært ved at se en grund til at leve. Jeg havde aldrig oplevet noget godt, og jeg kunne ikke se, at der var noget, der skulle blive bedre, forklarer Malene.

Som 16-årig fik hun konstateret muskelsvind. En sygdom, der fik hende til at føle sig anderledes.

Som ung begyndte hun at vende frygt til vrede. Volden derhjemme, frygten for sin mors liv, og alle de gange, hun var overladt til sig selv, fik vreden til at blusse op.

Hun blev udadreagerende både i skolen og hos plejefamilien, men mest af alt ulmede vreden indeni.

Efter at Malene havde fortalt om forholdene hjemme, straffede moren hende ved at ikke møde op til det månedlige samvær.

– I starten blev jeg skuffet, senere blev jeg ligeglad. En dag insisterede jeg over for min plejemor, at jeg ikke ville af sted. Men fordi jeg stadig var under 18 år, var jeg nødt til det.

Malene husker tydeligt dagen, da hun så sin mor for sidste gang. Hun mødte endnu engang op på et kontor i København, hvor hun skulle have overvåget samvær med sin mor, som hun på det tidspunkt ikke havde set i seks måneder.

Da hun gik ind i rummet, passerede hun en kvinde, hun ikke genkendte.

– Hun sagde ’hej Malene’, og jeg fik et chok. Min mor havde altid været kraftig, men der sad bare en spinkel og usoigneret kvinde. Hun havde fået en kæreste, der var narkoman, og det var min mor også blevet. Jeg kan huske, at hun ville give mig en guldring, som hun altid havde sagt, at jeg skulle have, når hun døde. Jeg undrede mig over det, for hun var jo stadig i live. Men jeg tror, at hun allerede der vidste, at hendes liv snart var slut, forklarer Malene.

I 2006, over morgenmaden hjemme hos plejefamilien, fik hun beskeden om, at hendes mor var død.

Hun var blevet dræbt af sin kæreste, og den dag blev Malenes i forvejen mørke sind farvet kulsort.

Læs del to af Malenes historie her.