Kerstine har paranoid skizofreni: Jeg er altså ikke farlig

"Dagen før nytårsaften kom Enna til mig. Hun sad oppe i mit hoved. Hun hvisker til mig med sin visne stemme. Men ikke nok med det. Jeg ser tit Prison Break, faktisk hele dagen næsten. Det får mig til at ønske, det var mig, der var med i den serie. Jeg har nok ret. Jeg er nok ved at blive sindssyg. Jeg ser ikke livet længere."

Kerstine var 14 år, da hun skrev disse ord i sin dagbog. De foregående sider er også dyster læsning og vidner om en ung pige, der i det skjulte kæmper med tunge følelser, mørke tanker og ondsindede stemmer. ”Dæmoner”, som hendes mor, Charlotte, senere navngav stemmerne, da hun opdagede, hvordan de langsomt, men sikkert havde overtaget datterens sind.

Ingen kunne forudse, at det ville gå sådan. Før var Kerstine en glad pige med mod på livet. Hun er opvokset i et naturskønt område på Tåsinge med kærlige forældre, tre brødre og en masse venner at boltre sig med.

– Jeg elskede at være udenfor. Vi havde hund, kat og høns, der var frøer i baghaven, og rådyr løb rundt for næsen af os. Jeg drømte om at blive dyrlæge og husker min barndom som god. Jeg var ikke ude for noget traumatisk, som kunne forklare, hvorfor jeg blev syg. Det kom bare snigende, siger den nu 30-årige Kerstine Mouritsen, som i dag bor i Svendborg.

Trak sig fra vennerne

I 11-12-årsalderen trak hun sig pludseligt mere og mere fra vennerne.

– Jeg kunne ikke overskue at være sammen med nogen og søgte i stedet ind i mig selv. Jeg var ked af det, opgivende og vred uden at vide hvorfor.

Da hun nåede teenagealderen, begyndte hun at høre stemmer.

– Først var de en rar ”summen”, og det føltes som at få et kram midt i ensomheden. Jeg havde trukket mig fra vennerne, men nu var der alligevel nogen hos mig. Det var både kendte og ukendte stemmer. Jeg hørte både mine forældres og læreres stemmer og et tysk børnekor, selv om jeg ikke kan tysk.

Der gik dog ikke lang tid, før stemmerne blev kommenterende.

– De sagde for eksempel: ”Nu går hun over og tager et glas vand”. Så blev de mistroiske: ”Hvorfor er du sådan? Hvad har du gang i? Hvorfor er du så dum?”, og til sidst blev de ondsindede: ”Skad dig selv! Slå dig selv! Slå nogen ihjel!”. Der var især en, der hed Enna. Jeg ved ikke, hvor det navn kom fra. Hun hviskede grimme ting, eller også skreg hun bare.

Kerstine fortalte det ikke til nogen, for hun ville jo bare gerne være som de andre.

Ville tage sit liv

I stedet skrev hun de svære tanker og følelser ned i sin dagbog. Det hjalp ikke altid, så hun begyndte at skade sig selv og overveje selvmord som en udvej.

– Jeg skar i mig selv for at flytte fokus fra den indre smerte, men det bed sig selv i halen, for følelserne vendte tilbage med det samme, og bagefter følte jeg en endnu større skam. Selvskaden var ikke et råb om hjælp, for jeg syntes, det var pinligt, og jeg ønskede ikke, at andre skulle opdage noget. I stedet blev det en form for eksperiment med, hvor langt jeg kunne gå. Jeg havde en klar idé om, at jeg snart skulle herfra.

Kerstines mor lagde mærke til en bekymrende ændring i datterens adfærd, men hun anede ikke, hvor slemt det stod til.

– Jeg kan huske, at hun pludselig havde lange ærmer og bukser på, selv om der var 30 grader udenfor, og efter aftensmaden var hun længe på badeværelset, hvor jeg kunne høre, at hun kastede op. Jeg troede, at hun var usikker på sin krop som mange andre teenagepiger, og vi havde lange snakke om det, som, jeg håbede, ville hjælpe, fortæller Charlotte Mouritsen.

En dag i 8. klasse brød Kerstine sammen foran de andre i skolen. En veninde fulgte hende hjem, og hvis ikke hun havde gjort det, havde Kerstine nok ikke været her i dag. Hun havde planlagt at tage ud i skoven for at hænge sig selv den dag. Heldigvis var hendes mor hjemme, da de kom.

– Jeg stod udenfor og vaskede bil, og da Kerstine så mig, væltede det ud af hende. Hun fortalte, at hun skar i sig selv, og viste mig sine arme. Jeg tog hende med til lægen med det samme, husker Charlotte.

Lægen mente, at Kerstine var ramt af en svær depression, og sendte hende videre til den børnepsykiatriske afdeling i Odense. Kerstine tog frivilligt med. Hun havde ikke energi til at sætte sig imod.

– På vej i bilen spurgte jeg min mor: ”Tror du, jeg bliver indlagt?”. Det troede hun ikke. Vi forestillede os, at vi bare skulle ud for at snakke med dem.

På den lukkede

”Du skal indlægges på den lukkede afdeling nu”. Lægernes besked overrumplede både Kerstine og hendes mor. Der var ikke engang tid til, at de kunne hente nogle ting først. Charlotte fik besked på at tage hjem og ikke kontakte sin 14-årige datter, før lægerne sagde til.

– Det var som at blive kastet ud fra en syvmetervippe. Døren til afdelingen blev låst efter mig, og jeg gik i en choktilstand alene tilbage til bilen. Det var sorgfuldt at se det tomme passagersæde, hvor hun lige havde siddet, og tankerne fløj rundt i hovedet på mig. Hvad havde jeg overset eller gjort forkert? Jeg følte en enorm skyld, og at jeg havde fejlet som mor, mindes Charlotte.

Kerstine husker ikke, hvad der skete, da døren blev lukket mellem dem. Hun gik i sort. De 14 dage, der gik, inden hun igen fik lov til at se sin mor i en time, beskriver hun som ”skræmmende”.

– Jeg fik mit eget værelse, hvor jeg sad det meste af tiden. Jeg var bange for de andre og ville ikke ud til dem. Jeg syntes, de lignede omvandrende lig, og jeg forstod ikke, hvorfor jeg var der sammen med alle de fremmede. Til sidst gik den dog ikke længere. Jeg fik besked på at deltage i fællesspisningen og skoleaktiviteterne, og en pædagog lokkede mig med til at spille bordtennis. Han så mig som et menneske og ikke en patient, og det var en kæmpe hjælp. Jeg tænker tilbage på ham i dag som min skytsengel.

I glimt fik Kerstine mod på livet igen under sin indlæggelse, men hun vendte altid tilbage til, at hun ”ikke ville mere”. Efter en måned blev hun udskrevet, selv om hun slet ikke følte sig klar. Der var begrænsede resurser på grund af sygeplejerskestrejken, og Kerstine var ifølge lægernes vurdering den, der havde det bedst af de indlagte på det tidspunkt.

– Min far hentede mig i bilen, og jeg sad på køreturen hjem og tænkte: ”Jeg gider ikke mere, så nu springer jeg ud og dør på motorvejen”, husker Kerstine, som heldigvis ikke agerede på sine tanker.

Passet af mor

Det var nu Charlotte, der overtog pasningen af sin datter. 24 timer i døgnet holdt hun øje med Kerstine og sikrede sig, at hun ikke fortsatte selvskaden, men kom ud af sengen hver morgen og fik mad, motion og frisk luft. Charlotte er selv sygeplejerske, men måtte opgive at arbejde for at kunne tage vare på Kerstine og samtidig være der for hendes brødre.

– Det endte med, at jeg selv gik ned med stress og udbrændthed, da Kerstine efter et års tid virkede til at være i bedring, og jeg selv kunne give lidt slip, siger hun.

Datteren var på det tidspunkt startet i skole igen, ligesom hun havde genoptaget sin fodboldtræning og gik til ugentlige psykologsamtaler.

– Når jeg sendte Kerstine af sted til noget, kunne jeg ikke vide, om hun rent faktisk dukkede op, og det gjorde hun heller ikke altid, ved jeg i dag. Frygten for, hvad der skete med hende – både under indlæggelsen og efter udskrivelsen – sidder stadig i mig, og jeg skal helst høre fra hende en gang om dagen for at falde til ro, fortæller Charlotte.

I resten af Kerstines teenageår blev siderne i dagbogen fyldt med endnu flere dystre ord.

– Jeg havde paranoide forestillinger om, at andre var ude efter mig, så når jeg skrev det ned, var det også fordi, jeg tænkte, at det kunne være bevismateriale for politiet. ”Se, hvad de gør mod mig! De har forgiftet min mad, så nu går jeg i sultestrejke!”.

Kerstine nævnte det for en psykolog, som dog mente, at det var almindeligt at have en livlig fantasi i hendes alder. Stemmerne var nok også bare indbildning, lød det. Men de blev værre, og det samme blev selvskaden. På et tidspunkt slog hun sig selv på kroppen med en hammer.

– Jeg agerede på, hvad stemmerne sagde, men kun når det handlede om mig selv. Jeg har aldrig forvoldt skade på andre, understreger Kerstine.

Tog overdosis

Som 18-årig flyttede hun hjemmefra og ind i sin egen lejlighed i Svendborg. Hun var vred på alt og alle og skubbede også sin mor fra sig i den periode. Sideløbende blev hun tilknyttet et gruppeterapiforløb med fem andre unge, og derfra gik det for alvor ned ad bakke.

– Jeg kunne ikke lide at snakke om mine følelser foran de andre, så jeg sagde bare, at det gik fint, og jeg løj over for mine behandlere. De næste seks-syv år fik jeg den ene diagnose efter den anden. Personlighedsforstyrrelse, ocd, spiseforstyrrelse, angst. Jeg var svingdørspatient og har ikke tal på, hvor mange gange jeg var indlagt.

Kerstine kalder perioden for den værste i sit liv.

– Min tilstand var kritisk, og jeg forsøgte ad to omgange at tage mit liv. Den ene gang skar jeg min arm op, men da min hund kom springende, gik det op for mig, at jeg havde glemt at tage stilling til den, så jeg ringede selv til skadestuen og blev syet. Den anden gang tog jeg en overdosis Panodiler og sovepiller, og det blev opdaget ved et tilfælde, fordi min veninde kom på spontant besøg og fandt mig.

I den periode kunne Charlotte kun håbe på, at hendes datter overlevede.

– Jeg var hægtet af i det daglige i nogle år, men stillede alligevel op for Kerstine, når hun havde brug for det, og hjalp hende efter bedste evne. På et tidspunkt fik hun en svær lungebetændelse, og da gik det op for hende, at hun var nødt til at alliere sig med mig, så det var heldigvis med til, at vi fandt hinanden igen.

Vendepunktet

Vendepunktet kom for fire år siden, da Kerstine langt om længe blev udredt og fik den rette diagnose: Paranoid skizofreni.

– Det var voldsomt at få det stempel, men det gav alligevel en ro, fordi alt gav mening, når jeg læste om symptomerne, og jeg kom i et intensivt behandlingstilbud for unge nydiagnosticerede skizofrene patienter, som rent faktisk hjalp. Jeg fik den rette medicin, en bedre forståelse af sygdommen og værktøjer til at håndtere stemmerne ved blandt andet at tale højt med dem eller skrive til dem. Det har også afhjulpet den vrede, jeg har gået rundt med, fordi min tilstand har været svær at forklare for andre.

Charlotte beskriver det som en lettelse endelig at få besked om, hvad hendes datter fejler.

– Som pårørende fik jeg også mulighed for at komme til samtaler og få rådgivning om, hvad jeg kan gøre, når ”dæmonerne flytter ind”, som hun siger.

Kerstine er dybt taknemmelig for sin mors hjælp gennem hele sygdomsforløbet.

– Hun har været en konstant støtte, fordi jeg hele tiden har vidst, at jeg havde hende. Selv da jeg brændte broerne til hende, fandt hun en vej over vandet. Hendes andel i at hjælpe mig ud af mørket og videre i livet kan slet ikke gøres op. Jeg tør slet ikke tænke på, hvad der var sket, hvis hun ikke havde været der.

Har skrevet bog

I dag har Kerstine det godt, alt taget i betragtning. Hun har endda fundet styrken til at skrive og udgive en roman med titlen ”Kære mor, jeg er ikke vanvittig”. Den handler om en ung pige, som bliver indlagt på psykiatrisk afdeling, og er baseret på Kerstines eget liv med paranoid skizofreni.

– Jeg håber, at bogen kan aflive nogle af fordommene omkring psykisk sygdom ved at vise, hvordan det er både for den syge og for de pårørende. At være skizofren betyder ikke nødvendigvis, at man går rundt og myrder folk, hvilket er de historier, der bliver fremhævet i medierne. Man kan også bare være en helt almindelig person, der indimellem falder i et hul og kæmper sig op.

Charlotte er både lettet over og stolt af, hvor langt hendes datter er kommet.

– Det er jo en solstrålehistorie, fordi vi begge sidder her i dag. Det kan være en ensom rejse for både den syge og de pårørende, når man ikke føler sig forstået, og jeg synes, det er sejt af Kerstine, at hun sætter fokus på det med sin bog. Jeg glæder mig over, hvor hun er i dag, men som en soldat i en skyttegrav er jeg altid kampklar, hvis tingene skulle ændre sig.

Lige nu tager Kerstine en dag ad gangen. Hun tager antidepressiv og antipsykotisk medicin og har ikke de samme udsving i humøret som før. Stemmerne hører hun heller ikke meget til længere, ligesom hun er i stand til at skubbe tankerne fra sig, hvis hun pludselig føler sig forfulgt.

– Jeg er førtidspensionist, men drømmer om en dag at uddanne mig til ergoterapeut. At stifte familie tør jeg ikke tænke på endnu. Jeg skal stadig arbejde med mig selv og vil også gerne hvile på det plateau, hvor jeg er nu. Jeg har spildt det meste af mine 20’ere, så nu handler min hverdag om at nyde de gode ting i livet: Mine venner, min familie og min hund, Archi.