Når livet gør ondt

Linda blev afhængig af morfin efter ulykke

26. oktober Af Mia Coull. Bearbejdet af Anne Kristensen.
Foto: Linda Broström/ Aller Media SE.
Linda havde forsvoret, at hun ville ende i et misbrug som sin mor. Men da hun som 18-årig fik morfin efter en ulykke, mærkede hun medicinens vanedannende effekt.
Linda Jonsson.

Linda var 18 år, da hun fik morfin første gang. Dengang var hun med egne ord en ”hestepige”, som tilbragte det meste af sin fritid i stalden med sin hest, La Paloma, der vrinskede af glæde hver dag, når hun dukkede op.

Men under en springkonkurrence ændrede Lindas liv sig. Hun kom alvorligt til skade med ryggen, da hun faldt af hesten og fik dens 850 kilo ned over sig. En ambulancehelikopter fløj hende til hospitalet, hvor hendes krop blev lagt i gips, og hun fik smertelindring i form af morfin.

Morfinen spredte en ro i hendes krop, og hun fik hurtigt lyst til mere. Den fik hende nemlig også til at glemme den triste og skræmte pige, som hun var indeni. En lille pige, som spekulerede på, om det mon var hendes skyld, at hendes mor var alkoholiker.

– Mor var ædru i nogle uger og fuld i andre. Det begyndte altid med, at hun åbnede en flaske vodka. Så forsvandt hun ind i sin egen verden i nogle uger. Hun var også afhængig af sovemedicin og smertestillende piller, fortæller den nu 45-årige Linda Jonsson fra Norrköping.

Kærlighed og had

Morens omskiftelige adfærd skabte en utryghed i Linda. Hun elskede sin ædru mor, men hadede den person, moren blev med alkohol og piller i kroppen. Linda var i mange år alene med sin mor og blev den, der tog sig af hende. Lindas far var en succesrig forretningsmand, der ofte var ude at rejse, og Lindas storesøstre flyttede hjemmefra med tiden.

Der gik nogle år efter rideulykken, før Linda kom i kontakt med morfin igen. Denne gang havde hun fået fjernet et par visdomstænder. Hun længtes mere og mere efter effekten, som medicinen havde på hende.

– Jeg følte mig så rolig og fri, og jeg tænkte tanker som: ”Bare jeg kunne brække foden, så jeg kan få adgang til mere”. Morfinen fik min indre tørretumbler af følelser til at holde op med at snurre, og alt føltes håndterbart i mit liv. Men det var en vildledende ro.

Medicinen gav hende en behagelig følelse, som var vanedannende og farlig. Ikke mindst for en person som Linda, der voksede op med ubearbejdede traumer, fordi hun aldrig fik lov til at være et barn.

– Morfinen fik mig til at føle mig normal. Gennem årene har jeg løjet så meget for mine venner, lærere og andre voksne for at beskytte min mor og min familie.

Mor tog sit liv

I april i år udgav Linda bogen ”Hoppas du dör kärring-jävel” (Jeg håber, at du dør, din kælling, red.). Titlen stammer fra Lindas sidste møde med sin mor. Stærkt beruset sagde moren, at Linda skulle gå en tur med deres hunde, hvorpå Linda stormede ud fra hjemmet efter at have sagt netop disse ord til hende.

Dagen efter fandt hun sin mor død. Foruden chokket gav det hende også skyldfølelser: Havde hendes mor mon været i live i dag, hvis Linda var blevet hjemme? Det viste sig, at Lindas mor havde taget sit liv med en overdosis.

– Det var i den forbindelse, mit eget misbrug startede, siger Linda, som var 18 år, da moren døde.

Linda brød sammen. Da hun opsøgte en psykolog, satte hun for første gang ord på, hvor vred og skuffet hun var over, at hendes mor havde forladt hende. Under samtalerne med psykologen dukkede mørke minder op. Hun huskede blandt andet, hvordan hun som 6-årig tog alene ind til byen juleaftensdag for at lede efter sin berusede mor.

I kunstig koma

De følgende mange år havde Linda et omfattende misbrug af morfin.

– Det var en forfærdelig tid. Min hjerne var kidnappet af misbruget, og min redning kom først, da jeg blev lagt i kunstig koma for at få nogle dages hvile. De værste abstinenser var væk, da jeg vågnede.

Under komatilstanden svævede Linda mellem liv og død. Hendes hjerte stoppede tre gange på samme nat, og hun måtte genoplives.

– Lægerne troede ikke på mig, da jeg efterfølgende fortalte dem, hvor store mængder morfin jeg havde indtaget hver dag.

På en uge lykkedes det hende at skaffe hele 1.600 piller, da det var værst. Tidligt i forløbet spærrede hun sin journal, så lægerne ikke skulle se, hvor mange piller hun fik udskrevet. Det var personalet på apoteket, som til sidst slog alarm, da de bemærkede, hvor mange hun købte.

Det har været svært for Linda at erkende, at hun gik i sin mors fodspor, selv om hun havde forsvoret, at hun ville ende som hende. Det smerter hende også, hvor meget hun har såret sine børn i processen, og hun forsøger stadig at råde bod på det.

– Jeg taler meget med mine børn om den tid. De tør næsten ikke at tage en hovedpinepille. Jeg prøver at berolige dem med, at man kan være nødt til det, når man har ondt, og at de ikke skal være bange, siger Linda, der er mor til Oliver, 25, Rasmus, 19, og Ida, 14.

Vil stoppe ond cirkel

Over for børnene har hun lagt vægt på, at alle følelser er tilladte, og at man gerne må græde, være vred og ked af det. Hellere dét end at lukke sin sorg og frustration inde, som hun selv gjorde i så mange år.

– Jeg er nødt til at stoppe den onde cirkel, så mine børn ikke også løser deres problemer med alkohol og piller. Jeg mistede min elskede far i efteråret, og det var forfærdeligt, men også rart at indse, at jeg nu kan håndtere sorg og smerte uden at bedøve mig selv for at kunne holde følelserne ud.

Vejen ud af misbrugets kløer gik blandt andet gennem et tre måneders ophold på et behandlingshjem. Der følte hun sig tryg og havde ligesindede at tale med døgnet rundt. Gennem terapi fik hun bearbejdet barndommens traumer, og i dag er hun ikke længere afhængig.

Hun var dog ikke forberedt på den virkelighed, der ventede hende, da hun forlod behandlingshjemmet.

– Jeg tænkte: ”Herregud, hvordan skal jeg klare det?”, men samtidig var jeg fast besluttet på at tage mit liv tilbage. Min mand havde opbygget sine egne rutiner i tiden, hvor jeg var syg, og nu ville jeg have min rolle som mor tilbage. Han gik i panik og turde ikke at stole på mig.

Ifølge Linda blev de skilt i fred og fordragelighed. Hun har kun gode ord at sige om sin eksmand.

– Han havde svært ved at indse, at jeg var narkoman, for jeg tog jo ingen sprøjter. Men ligesom mine børn og jeg selv levede han i et helvede, fordi jeg var som et barn til sidst. Han tog hånd om mig, når jeg lå i mit eget opkast.

Har fundet lykken

I dag arbejder Linda som handicaphjælper, og i sin fritid dyrker hun fitness og spiller teater. Hun har også fundet kærligheden i en ny mand, Magnus, som hun er lykkelig sammen med.

– Det ironiske er, at han er alkohol- og narkoterapeut, siger hun galgenhumoristisk.

De har været sammen i seks år nu, og han var en stor støtte, mens Linda skrev sin bog. En bog, som er hudløst ærlig, og hvor hun ikke skåner sig selv.

– Jeg ønsker, at andre misbrugere skal kunne genkende sig selv i min fortælling, men jeg vil også gerne forklare udenforstående, hvor forfærdeligt det er at være nederst på den sociale rangstige. Hvor skamfuldt det er ikke at magte sin rolle som mor. En mor skal jo være der for sine børn, og det var jeg ikke i flere år.

Lindas bog er også en fortælling om at komme tilbage til et liv uden afhængighed. I dag tackler hun modgang og svære følelser ved at tale om dem. Hun finder også glæde ved at mindes de gode stunder, som hun trods alt også havde sammen med sin mor. Som at gå på svampejagt med hende og få læst godnathistorier højt.

Ellers savner hun ikke noget fra sin fortid.

– Nu er jeg høj de gode ting i livet. Duften af nystegte kantareller. Glæden ved at se, at min datter lærer at svømme eller cykle. Jeg har ingen trang til morfin længere.

Sponsoreret indhold