Nadia forsøgte at tage sit eget liv: Det var min ret at dø

Nadia Albeck havde ondt i livet. Så ondt, at det ikke var til at bære, og hun forsøgte at begå selvmord. Men hendes mand fandt hende i tide, og hun blev genoplivet. Det var dog ikke ren lykke, for Nadia havde det så skidt, at hun hellere ville være død end levende.

​Hun tøvede slet ikke, da hun førte glasset op til munden. Hun vidste, at nu ville hun dø. Hun ville ikke være en del af verden mere – ikke når det gjorde så ondt at leve i den. Med målsatte bevægelser skiftede hun mellem at hæve medicinglasset fyldt med piller og flasken med Pepsi Max i. Så sank hun det hele og gjorde det en gang til.

Det var om natten 15. februar 2019, og Nadia Albeck havde længe haft et ønske om at dø. Hun kunne ikke se glæden i livet, og det var for hårdt for hende at eksistere. Et skænderi tidligere på aftenen med hendes mand havde været dråben, der fik bægeret til at flyde over.

– Da jeg slugte de piller, var jeg nærmest lettet. Nu vidste jeg, at det hele snart var slut. Jeg kunne ikke forestille mig, at jeg skulle være i den her verden bare én time mere, og nu ville jeg endelig få ro. Det fortjente jeg, fortæller Nadia, der i dag er 33 år.

Bagefter satte hun sig på sofaen og faldt i søvn. Mere husker hun ikke. Hun husker ikke hendes mands paniske øjne, da han om morgenen opdager, hun har opkast i mundvigen, at hun har skiftet farve, og at hun ingen puls har. Hun husker heller ikke folkene fra ambulancen og lægebilen, der prøver at få hende stabiliseret, og hun husker ikke hendes families reaktion, da lægerne fortæller dem, at de skal sige farvel til Nadia, fordi hendes organer svigter. Det første, hun husker efter en uge, er, hvor sur hun er. Sur over at være blevet genoplivet, når hun nu havde så meget lyst til at dø.

Turbulent barndom

Hun var kun fire år, da hendes far prøvede at tage sit eget liv. Da hun var 11 år, forsøgte hun første gang selv.

– Jeg oplevede, fra jeg var helt lille, at hvis man havde det svært eller havde problemer, var selvmord en mulighed. Jeg lærte ikke, at man kunne bede om hjælp i stedet, fortæller Nadia.

Det var omkring farens selvmordsforsøg, at der blev sat et endegyldigt punktum for Nadias barndom. Forældrene kunne ikke tage vare på hende, og hun kom på børnehjem. Nadia måtte klare sig selv, og som 13-årig begyndte hun at tage stoffer. Det var et hårdt liv, og så snart Nadia var gammel nok, besluttede hun sig for at flytte fra barndomsbyen Rødovre for at komme væk fra det usunde miljø. Men problemerne fulgte med, uanset hvor hun befandt sig.

– Jeg er vokset op i et kaos, så når jeg kom et sted hen, hvor der var ro på, blev stilheden så larmende, at jeg måtte skabe mit eget kaos.

Hun nåede at flytte til både Fredericia og forskellige steder på Fyn, men hun endte altid i det samme mønster med de forkerte fyre, for mange fester og en følelse af ikke at fortjene noget bedre. Nadia kæmpede samtidig med en svær PTSD og invaliderende angst, der har fulgt hende siden barndommen.

Villa og vovse

Men for omkring 10 år siden skete der noget i Nadias liv. Hun mødte Kasper. En mand, der gerne ville Nadia og ikke gøre hende ondt, og selv når hun prøvede at sabotere forholdet, som hun havde gjort så mange gange før, blev han. Kasper var en, der elskede Nadia for lige præcis den, hun var. Det havde hun aldrig oplevet før.

– Jeg havde altid drømt om sådan et rigtigt ”Familien Danmark”-liv med villa, Volvo og vovse, men det var først, da jeg mødte Kasper, at jeg så det for mig. Ham ville jeg gerne giftes med og være sammen med resten af mit liv.

Der gik ikke mere end et halvt år, efter de havde mødt hinanden, før Kasper gik ned på knæ og friede. Nadia sagde ja, og et år senere blev de mand og kone.

– Det var den lykkeligste tid i mit liv. Jeg var så glad og tættere på drømmen om et normalt liv med en familie.

Fik flashbacks

Men der var stadig lang vej. Nadia kæmpede meget med både sin PTSD og angst, og hun måtte af den grund for tre år siden lukke sit firma, hvor hun havde arbejdet som dyrefotograf i et skånejob. Nadia kom på førtidspension og var meget hjemme, mens Kasper gik på arbejde. Hun havde flere og flere dårlige dage og begyndte at få flashbacks, hvor nogle af de traumatiske og ubehagelige ting, der var sket i hendes barndom, vendte tilbage.

– Det var svært for mig at skelne mellem, hvad der var virkelighed, og hvad der foregik inde i mit hoved, fortæller Nadia.

Hun reagerede meget voldsomt og følte, at hun var i fare, og kunne ikke med sin fornuft regne ud, at det kun foregik oppe i hendes eget hoved. Flere gange måtte Kasper køre hende på psykiatrisk, når et flashback var overstået, fordi hun blev så påvirket af dem psykisk.

– Det værste var, at jeg mistede tilliden til mig selv. Jeg kunne ikke længere stole på mine egne tanker, fortæller Nadia.

Det blev en ond spiral, hvor alle tanker blev gjort til noget negativt. De dårlige tanker, Nadia kæmpede med, blev mørkere og mørkere. Både hun og Kasper havde flere gange bedt om hjælp i sundhedsvæsenet, men begge følte ofte, at der blev smækket en dør i hovedet på dem.

– Til sidst var det svært at se, hvad jeg dog skulle leve for, når alt var så skidt, og jeg havde forsøgt at få hjælp uden held. Så jeg begyndte at have et dødsønske. Jeg kunne simpelthen ikke holde ud at leve bare én time mere, fortæller Nadia.

Hun begyndte at gemme sine piller, så hun havde nok til den dag, hvor det ville blive for meget. Den nat, hvor hun og Kasper havde haft et skænderi, besluttede hun sig for, at det gjorde for ondt at være til. Nu ville hun stoppe det og slugte de mange piller. Herefter blev alt sort.

Vred på sin mand

Det tog over en uge, før Nadia langsomt kom til bevidsthed. I begyndelsen benægtede hun, at det var et selvmordsforsøg.

– Jeg blev ved med at fortælle folk, at jeg nok bare havde taget en dårlig medicinblanding. For jeg skammede mig ekstremt meget over det, jeg havde gjort. Jeg skammede mig over det, jeg udsatte min familie for. Især Kasper.

I tiden efter var Nadia vred på Kasper, fordi han havde reddet hende.

– Bare fordi man overlever et selvmordsforsøg, betyder det ikke, at man har lyst til at leve bagefter. Jeg var stadigvæk enormt ked af det, deprimeret og havde det dårligt med mig selv. Jeg ønskede ikke at blive reddet, fordi jeg var så langt nede, fortæller hun.

Hun er klar over, at folk kan have svært ved at forstå hendes vrede.

– Men jeg følte, det var min ret at dø. Hvis jeg ikke havde lyst til at leve i det mere, var der ikke nogen, der skulle stoppe mig i det.

Nadia fortalte også sine nærmeste, at hvis hun ikke havde fået det bedre inden for det næste år, ville hun igen forsøge at tage sit eget liv – og denne gang skulle de ikke prøve at redde hende.

Familien var ekstra opmærksom på hende, og hun begyndte at få hjælp. Men lige lidt hjalp det. Nadias PTSD og angst gjorde, at hun stadig havde svært ved at være i livet. Hun ville gerne have ro og stoppe alle følelserne.

– Mest af alt tænkte jeg også, at jeg ville frigøre min familie fra min sygdom. Det var nemmere for dem, hvis jeg ikke var her mere, for så skulle de ikke passe på mig og tage hensyn til min sygdom, fortæller hun og tager en dyb indånding.

Et år og 14 dage efter sit første selvmordsforsøg prøvede Nadia igen at tage en masse piller og sige farvel til livet.

Men det var ikke som sidste gang. Denne gang kan hun huske meget mere, fordi Kasper hurtigt fik hende på sygehuset. Hun kan især huske blikket i Kaspers øjne. Han så både bange ud og ked af det. Frygten for, om hun ville klare det denne gang, stod malet i hans ansigt.

– Pludselig gik det op for mig, at selv om jeg var i en smerte, så udsatte jeg også min familie for en smerte, hvis jeg ikke var her mere.

Hårdt arbejde

Efter Nadias andet selvmordsforsøg begyndte hun at få mere hjælp til sine sygdomme. Især hendes egen læge har været en stor hjælp og hende, der fik Nadia i kontakt med Center for Selvmordsforebyggelse, hvor Nadia den dag i dag stadig får rådgivning. Hendes medicin er nu låst inde i et pengeskab, som kun Kasper har koden til, så hun ikke kan få flere piller end dem, hun skal have.

– Jeg er stadig ikke rask, men jeg er stabil, og jeg har det meget bedre, end før jeg fik hjælp. Jeg har heldigvis fået nogle værktøjer fra Center for Selvmordsforebyggelse, der hjælper mig, så min sygdom ikke farver hele verden grå. Men det skal vedligeholdes, også på de dage, der er gode, og det er hårdt arbejde.

Hun er begyndt at fokusere på de små ting i livet, der giver glæde. Deres to hunde, hendes interesse for dyrefotografi, en tur på stranden eller hendes og Kaspers bryllupsdage.

– De ting ville jeg da ikke have været foruden, når jeg tænker på det. Så jeg har lært at fokusere på det, der gør mig glad.

Nadia ved godt, at det kan være svært at tale om selvmord. Det har heller ikke været nemt for hende, men der er en god grund til, at hun fortæller sin historie.

– Jeg vil bare så gerne fortælle andre, at der er håb og hjælp at hente. Det ville jeg gerne selv have hørt, da jeg havde det sværest. Forhåbentlig kan jeg hjælpe nogen ved at dele min historie.