På facaden var alt idyl

Silje og hendes søstre havde altid opsat hår og fine kjoler, når der var gæster. Men når gæsterne gik, blev børnene styret med frygt. Nu afsoner moren to års fængsel for vold mod sine børn.

Fletningen er så stram, at den niver i hovedbunden. Hun har lyst til at føre sine negle ned og løsne håret, men angsten for at bryde den sirligt glatte opsætning er større end smerten.

Hun har sammen med sin søskende været med til at skrubbe og skure huset i Odense i flere timer. For netop denne dag er helt speciel. Om lidt træder en person fra kommunen ind ad døren, som det er sket så mange gange før.

Et tæppe med legetøj er blevet placeret på gulvet, de har øvet sætninger som svar på socialrådgiverens spørgsmål om og om igen, og de har fået at vide, hvor mange minutter der skal gå, før de skal give deres mor et kram.

Nu er alt klart, og med indstuderede sætninger og falske smil er Silje gjort klar til, at damen fra kommunen godt kan ringe på døren.

Klædt i sarte farver

– Vi vidste godt, at hvis vi afveg det mindste fra instruktionerne, ville der blive ballade. Så vi turde ikke andet end at fortælle, hvor godt vi havde det. Men lige så snart damen var gået, blev alt som før, fortæller den nu 19-årige Silje Ida Amalie Andersen fra lejligheden i det centrale Odense.

Silje voksede op med sin mor og sine tre søskende i en lejlighed i Odense. Hun husker den manglende plads, og hvordan hun sammen med sine søskende sov på samme værelse og i samme seng. Alle ting havde en bestemt plads, og blev der rykket på det, så deres mor det med det samme.

Når Silje og hendes søskende skulle have tøj på, var det altid i sarte og lyserøde farver. Var der ønsker om andet, så blev det overhørt.

Silje husker ikke sin far i sin barndom. Hun fik tidligt at vide, at hun ikke skulle se ham, og som tiden gik, blev det normalt for hende. Allerede fra hun var lille, havde hun sammen med sine søskende daglige pligter i huset.

Klarede sig selv

De stod tidligt op og sørgede for, at alt var klart, når deres mor stod op. De sørgede for morgenmad, foldede håndklæder til hendes fodpleje-klinik og lagde hendes lipgloss frem på bordet.

Når Silje skulle hentes fra børnehave, var det ofte af hendes søster. Hun husker, at de ofte købte en is, men at de altid skulle skynde sig hjem.

Moren kom altid sent hjem fra arbejde, og i mellemtiden sørgede Silje og hendes søskende for at ordne vasketøj, gøre rent og lave mad. Ofte spiste de først ved 21-tidenom aftenen, fordi moren arfordi bejdede til sent, og når hun åbnede døren, havde Silje altid en knude i maven.

Hvis Silje og hendes søskende ikke gjorde, som der blev sagt, havde det altid konsekvenser. Hun oplevede at få boret negle ind i huden, at blive skreget ind i hovedet og at få slag under kæben og i hovedet. En dag blev hendes mor så vred, at hun lagde sine hænder om Siljes hals og strammede til.

Overgreb blev normalt

– Det var på en måde normalt for os, at vi blev udsat for de her overgreb, for vi kendte jo ikke til andet. Jeg havde godt nok en følelse af, at det var forkert, men da jeg var yngre, satte jeg ikke spørgsmålstegn ved det, fortæller Silje, der som 12-årig flyttede i hus med sin mor og sine søskende.

Hun genkalder sig den isende kulde i huset, og hvordan hun sammen med sine søskende stod til ud på natten og fjernede tapet fra væggene og spartlede huller. Men hun husker også, hvordan den psykiske terror og konflikterne blev optrappet.

– Hver gang vi afveg det mindste fra, hvad mor syntes, var rigtigt, kom der trusler. “Du kan bare vente, til vi kommer hjem …” eller “du ved godt, hvad der sker, hvis du ikke …” Så man havde hele tiden en angst i kroppen, og selv om man syntes, man havde gjort alt, hvad hun havde sagt, var det ofte ikke godt nok, forklarer Silje, der også så til, når hendes søskende blev mishandlet.

Der blev ført nåle under deres negle og givet slag i ansigtet, hvilket var det værste for Silje. Efterhånden som Silje blev ældre, begyndte hun at få en følelse af uretfærdighed. En dag havde hun taget en smule sminke på, og da hendes mor så det, tog hun en håndfuld sulfo og kørte det rundt i hendes ansigt.

– Hun sagde ofte, at jeg var værre end Anders Breivik (norsk massemorder, red.). At jeg var det værste barn, hun havde fået.

Kommunen kom på besøg

I starten fortalte Silje ikke noget om, hvad der foregik derhjemme, til nogen. Hun vidste godt, at hvis hendes mor fandt ud af, at hun havde sladret, ville det få alvorlige konsekvenser. Men både venner af familien, skolen og børnenes fædre havde flere gange anmeldt moren til kommunen. Det indstuderede skuespil blev gentaget flere gange, når der kom kontrolbesøg, men som tiden gik, og Silje blev større, begyndte hun at sige fra over for sin mor.

– Jeg kan huske en dag, hvor hun ville tjekke min mobiltelefon. Jeg ville ikke lade hende få den, og hun begyndte at blive truende og nedladende, fortæller Silje, der endte med at løbe med sin mor i hælene.

Silje blev skubbet op ad væggen, og hun endte med at løbe ud i haven. For hun vidste, at moren ville sænke farten, fordi hun var nervøs for, at naboerne skulle finde ud af, hvad der foregik. Silje løb hen på kirkegården, hvor hendes storebror var begravet, og hun tog videre hen til sin dansklærer, som hun havde et godt forhold til.

Uden at gå i detaljer, fortalte hun, at hun havde problemer med sin mor. Imens hun sad og snakkede, tikkede der beskeder ind fra moren, der ved første øjekast var fyldt med bekymring og kærlighed.

Ingen kærlige ord

– Hun havde aldrig sagt, at hun elskede mig. Men når hun skrev til os, var det altid fyldt med kærlighedserklæringer. Jeg tror, at hun var bevidst om, at hvis hun skrev, hvordan hun virkelig havde det, kunne vi afsløre hende, fortæller Silje, der efterfølgende blev kørt hjem af sin dansklærer.

Silje blev mødt af kys og åbne arme, men kort efter at dansklæreren var taget af sted, skiftede moren igen karakter.

Silje oplevede også, hvordan deres mor prøvede at vække sympati. Flere gange truede hun med selvmord, og hun låste sig en dag inde på badeværelset i fem timer, hvor Silje kunne høre, at hun græd.

– Det var på en måde lige så ubehageligt, som når hun gjorde os fysisk ondt. For selv om hun ikke var, som en mor skulle være, var hun jo den eneste, vi havde, fortæller Silje.

Ingen måtte sig noget

Som teenager prøvede hun at komme så meget væk fra hjemmet som muligt. Hun gik på Den Kongelige Balletskole i Odense, og hun trænede tre morgener om ugen. Hun fortalte nogle få veninder lidt om, hvad der skete derhjemme, men hver gang hun åbnede lidt op for det, fik hun de andre til at love, at de ikke ville sige noget om det til nogen.

Få dage efter sin 18-års fødselsdag flyttede Silje hjemmefra. Hun tog en enkelt bluse og nogle få ting med sig. Resten efterlod hun, da de mindede hende om de mange år med frygt og misrøgt.

– Det var fantastisk, da jeg endelig fik min egen lejlighed. Jeg følte, at jeg endelig skulle leve mit liv, forklarer Silje.

Hun var dog tynget af dårlig samvittighed over for sine mindre søskende, der stadig boede hjemme. Alligevel var hun fast besluttet på, at hun nu ville leve sit liv på egne præmisser. Silje elskede at komme sent hjem, spise, når hun ville, og tilbringe tid med veninder og venner.

Meldte mor til politiet

Kort tid efter at Silje havde fået sin frihed, blev hun kontaktet af sin storesøster, som hun ikke havde set i flere år. Søsteren havde skrevet nogle sider om, hvordan moren havde behandlet hende. Silje læste, hvad der stod, og hun endte med at tilføje flere episoder. Derefter valgte de at anmelde deres mor til politiet.

I november sidste år blev Siljes mor anholdt, og i februar i år blev hun idømt to års fængsel. Da Silje sad i retten og fortalte om årene med sin mor, fik hun at vide, at hun smilede.

– På en eller anden måde, så gik alvoren først op for mig, da jeg så andre vidner, der sad og græd, når de fortalte, hvad der var sket med os. Selv om jeg i flere år godt vidste, at det var forkert, havde det jo stadig været “normalt” for mig, fortæller Silje.

Efter 12 års fravær fik hun igen kontakt til sin far, der forgæves havde brugt tid og resurser på at opnå samvær med sine to døtre.

Genforenet med far

– Det var fuldstændig som at snakke med mig selv, når vi var sammen. Jeg vidste slet ikke, at vi mindede så meget om hinanden.

Silje og hendes søskende har nu lagt sag an mod Odense Kommune, fordi kommunen ikke greb ind, til trods for at den havde kendskab til, at søstrene blev udsat for misrøgt. Der kom blandt andet adskillige indberetninger i tidens løb, uden at børnene blev fjernet.

For Silje er det ikke hadet til hendes mor, der fylder.

– Jeg hader hende ikke, og jeg kalder hende også mor. For det er jo det, hun er. Jeg har nok mere tænkt, at hun er syg, og hun skal have noget hjælp, selv om det på ingen måde retfærdiggør, hvad hun udsatte os for, forklarer Silje, der først efter hun flyttede hjemmefra, oplevede de psykiske konsekvenser af den kontrollerede barndom.

Vil hjælpe andre

– Jeg besvimede en dag i badet, og jeg har udviklet længerevarende angst og mavesår. Jeg har en stor mistro over for andre mennesker, så jeg er ofte i tvivl om, om folk vil mig det godt, fortæller Silje, der med retssagen mod Odense Kommune håber at opnå retfærdighed og fokus på mistrivsel, så børn, der lever i et hjem med misrøgt, kan blive hjulpet tidligere.

– Hvis vi kan hjælpe andre, har det, vi har været udsat for, ikke været helt forgæves.