Pia Kjærsgaard taler ud: Min bror var røver og gidseltager

Pia Kjærsgaard blev voksen som 13-årig. Det var hun nødt til, for nogen skulle jo tage sig af hendes lillebror efter forældrenes skilsmisse. Men selv om Pia gjorde alt i sin magt, kunne hun ikke redde Henrik fra hans triste skæbne.

Pia var 13 år, da hendes mor tog hende op på sit skød i familiens nye køkken i Hellerup. ”Har du bemærket noget usædvanligt?” spurgte Tutte sin datter. ”Nej,” svarede Pia, fordi hun ikke vidste, hvad hun ellers skulle sige.

Den seneste tid havde hun ellers fornemmet, at tingene havde ændret sig derhjemme, uden at hun helt kunne sætte en finger på, hvad der var anderledes. Der var bare et eller andet galt.

Hendes mor, som var hjemmegående, var pludselig begyndt at opholde sig mere og mere uden for hjemmet. Og derhjemme fik de oftere og oftere besøg af onkel Poul, som ikke var Pias rigtige onkel, men hendes mors fætters kones bror. Han var gift og havde to børn, men det var, som om han efterhånden brugte mere tid med Pias familie. Han var især interesseret i Pias mor, som til gengæld ikke talte meget med Pias far længere.

”Der er kommet en anden mand ind i mit liv. Jeg er forelsket i onkel Poul,” sagde Tutte så til sin lamslåede datter. Pias tre år yngre bror, Henrik, var ikke til stede i køkkenet den dag. Han var heller ikke hjemme, da moren kort efter flyttede ud. Han fik intet at vide, før han en dag kom hjem fra skole og opdagede, at hun var væk. Han var for ung til at blive involveret, vurderede hans mor.

Henrik havde altid været mors dreng, mens Pia var fars pige. Hun var selvfølgelig såret, skuffet og vred, da moren forlod dem og tilmed fik et nyt kærlighedsbarn, en datter, mindre end ni måneder efter. Men det var intet imod, hvordan Henrik reagerede.

– Henrik var et følsomt barn, og jeg tror, han fik et granatchok over vores forældres skilsmisse. Han var meget knyttet til min mor, og pludselig tog hun væk uden en lyd og fik et andet barn, som hun gav sin opmærksomhed. Det gjorde forfærdelig ondt på ham, og han lukkede sig mere og mere inde i sig selv og fik svært ved at knytte sig til andre mennesker, siger 74-årige Pia Kjærsgaard, stifter af Dansk Folkeparti og en af landets mest kendte politikere.

 

Pia og Henrik med deres mor og hunden Skipper, mens alt endnu var godt i familien.

Pia og Henrik med deres mor og hunden Skipper, mens alt endnu var godt i familien.

 

Hun har fortalt om sin brors skæbne før i selvbiografien ”Fordi jeg var nødt til det”, som udkom i 2013. Men dengang var det Henriks negative sider, der blev fremhævet, når medierne citerede fra bogen. At han blev alkoholiker, røver og gidseltager. At han brød kontakten til familien, levede i en periode som hjemløs og døde af druk.

Trods alt dette husker Pia først og fremmest sin lillebror for noget godt. Og hun ønsker, at andre skal vide, at Henrik var et godt menneske, som bare fór vild i livet efter forældrenes skilsmisse.

– Han havde så mange forudsætninger for at lykkes. Han var en sød, kvik og utroligt charmerende dreng. Jeg kan tydeligt huske, at især mine gamle tanter elskede Henrik. Han kunne sno dem om sin lillefinger, og det vidste han udmærket godt. Da han voksede op, blev han en rigtig flot fyr, og pigerne var vilde med ham. Han havde mange talenter, var god med hænderne og blev en dygtig sælger. Men han blev aldrig længe i hverken et job eller et forhold. Han begyndte at drikke tidligt i livet, og det ødelagde alt, fortæller Pia og sænker vemodigt blikket.

Hun kan stadig ikke forstå, hvordan det hele kunne ende så galt.

– Vi var jo en rigtig kernefamilie, inden det hele krakelerede. Far, mor og to børn – en dreng og en pige. Meget traditionelt. Og vi havde det godt sammen. Som de fleste storesøstre syntes jeg, at min lillebror var irriterende indimellem, men jeg elskede ham og ville ikke undvære ham for noget. De første 10 år af mit liv, hvor vi boede i en lille lejlighed på Østerbro, husker jeg som trygge og lykkelige, siger Pia.

 

Pia havde et tæt bånd til sin bror, da de var små. Forældrenes skilsmisse skubbede dem siden i hver sin retning.

Pia havde et tæt bånd til sin bror, da de var små. Forældrenes skilsmisse skubbede dem siden i hver sin retning.

 

Hun mindes en simplere tid, hvor børnene i kvarteret mødtes på gaden og lavede hinkeruder. Ikke langt derfra lå faderens farvehandel, som både Pia og hendes bror flittigt besøgte. Han solgte nemlig også Ribena-saft, som de drak i rigelige mængder. Moderen hyggede om dem derhjemme og var en rigtig selskabsløve, der ofte inviterede til fest. Somrene tilbragte de i sommerhuset ved Bagsværd Sø, hvor de badede, fangede frøer og gik tur med geden Mette, som egentlig var en han.

– Men allerede dengang var der noget særligt ved Henrik, som jeg siden har tænkt en del over. Han stak nogle gange af uden at sige noget til andre. Han gik bare, og så var han væk i flere timer. Mine forældre var skrækslagne, når han pludselig forsvandt og ikke kom hjem til aftalt tid. Men så viste det sig, at han bare havde været på opdagelse. Jeg tror, at han allerede dér havde et spirende behov for at være alene. Han var en skrøbelig og sårbar dreng.

Giv Ude og Hjemme i julegave - det er nemtKlik her og læs hvordan!

Pia var mere robust. Hun klatrede i de højeste træer og tog på jagt med sin far. Lod sig ikke slå ud af noget. Heller ikke, da moderen tog den store beslutning om at opgive alt og flytte sammen med onkel Poul.

– Jeg påtog mig rollen som fruen i huset. Det følte jeg, at jeg var nødt til. Min mor havde været samlingspunktet derhjemme, og alt faldt sammen, da hun forlod os. Min far røg helt ned i kulkælderen, så det blev min opgave at sørge for den gode stemning og få hverdagen til at fungere for os alle tre. Jeg blev en slags mor for Henrik og lagde låg på mine egne følelser. Jeg blev alt for hurtigt voksen.

For Pia blev det en stor hjælp, at hun allerede året efter mødte sit livs kærlighed. Han hed Henrik, ligesom hendes bror, og gik en klasse over hende på Hellerup Skole. De er i dag gift og har to voksne børn.

Talte ikke om det

Den nye kæreste gav hende tiltrængt glæde og et afbræk fra problemerne derhjemme. I hans familie var der tryghed, stabilitet og rart at være. Hendes lillebror havde ikke et lignende sted at søge tilflugt. Når han eller Pia forsøgte at tale med deres far om det svigt, de havde været udsat for, blev de lukket ned med det samme. Faren reagerede med vrede, hvis de så meget som nævnte morens navn.

Efter et par år flyttede Pia og hendes bror hjem til deres mor. Savnet af hende var større end skuffelsen over hende. Her var billedet det samme. Moren så helst ikke, at de nævnte deres far. Til gengæld havde hun travlt med at male et glansbillede af, hvor skønt det var for dem, at de nu havde fået en ekstra far i onkel Poul. Og at de nu var én stor og lykkelig familie.

Men sådan følte Pia og Henrik det ikke. De var velkomne i det nye hus, som ikke lå langt fra farens, men deres forhold til moren blev aldrig det samme, og de var ikke i tvivl om, at Tutte og onkel Poul elskede deres kærlighedsbarn mest.

Som voksen har Pia ofte tænkt, at den stormende forelskelse, som hendes mor fik i onkel Poul, var årsagen til, at hun glemte alt andet. Det betyder ikke, at Pia har forståelse for situationen, men i det mindste kan det være en forklaring. Hun er dog stadig rystet over, hvor lidt opmærksomhed der var på hendes og brorens mentale trivsel i begge hjem.

– I vores familie talte man ikke om følelser og slet ikke om det, der var sket mellem mine forældre. Ingen spurgte, hvordan vi havde det med det hele. Det var et kæmpe svigt, for selvfølgelig havde vi da behov for at tale om noget så traumatiserende.

Fandt trøst i flasken

Pia var heldigvis stærk nok til at stå det hele igennem. Hun havde også god støtte i kæresten Henrik. Hendes bror knækkede derimod ad flere omgange og fandt hver gang trøst i flasken. Allerede da han var i starten af 20’erne, styrede alkoholen hans liv. Han blev gift og skilt igen. Stjal penge fra sin mor og varer fra købmanden. Dukkede fuld op til familiefester.

– Jeg husker særligt en af mine børns konfirmationer, hvor han gik langt over stregen, fordi han var så beruset. Han dominerede hele selskabet og smadrede et askebæger midt i det hele. Efter den episode begyndte han at holde sig væk. Jeg tror, han skammede sig.

 

Henrik havde mange forudsætninger for at lykkes i livet. Men han var også skrøbelig og kom aldrig over barndommens svigt.

Henrik havde mange forudsætninger for at lykkes i livet. Men han var også skrøbelig og kom aldrig over barndommens svigt.

 

De næste mange år så Pia kun sin bror ganske få gange. Da hun blev politiker, var Henrik kun hjemme hos hende to gange. Begge gange ringede han på døren og skyndte sig væk igen, inden de nåede at få øjenkontakt.

– Den ene gang lukkede jeg op og så ham løbe ned ad havegangen. Han havde lagt en gave til mig på trappen, som han vidste, at jeg ville blive glad for. Det var en bog om Dannebrog. Den anden gang lagde han nogle manchetknapper med frimurersymbol på til min mand, som er frimurer. Det var rørende, at han stadig tænkte på vores glæde midt i alle sine problemer. Jeg tror, det var hans måde at vise os, at det ikke var med sin gode vilje, at han havde taget afstand fra os.

Pia opsøgte ikke selv sin bror. Hun lod det være op til ham, om de skulle ses eller ej.

– Min fornemmelse var, at han ikke ønskede kontakten. Han ville formentlig skåne os – og nok mig specielt, fordi jeg var blevet en kendt person. Jeg har ladet mig fortælle, at han var nervøs for at belaste mig. Det var svært at give slip på ham, men han skulle selv føle, at det var okay at være sammen med os, siger Pia og understreger, at Henrik altid havde været velkommen hos hende, hvis han var dukket op.

 

– Her kan man begynde at se, at Henrik drak. Ansigtet er rødmosset, og hans blik er sløret, siger Pia om billedet af sin bror.

– Her kan man begynde at se, at Henrik drak. Ansigtet er rødmosset, og hans blik er sløret, siger Pia om billedet af sin bror.

 

En aften i 1988 blev Pia ringet op af sin mor. Hun havde noget vigtigt at fortælle. Henrik havde meldt sig selv til politiet og tilstået i alt syv røverier, som han havde begået mod storkøbenhavnske supermarkeder og tankstationer i perioden 1979-1982. Med en strømpe over hovedet og en attrappistol i hånden havde han truet sig til i alt 165.000 kroner. I to af tilfældene havde han desuden tvunget en kvindelig medarbejder til at følge med ham ud i baggården, hvorefter han var stukket af.

Den nu 37-årige Henrik var af uvisse årsager ikke blevet pågrebet efter nogen af røverierne, men den dårlige samvittighed havde naget ham i alle årene, og nu ville han tage sin straf. Den lød på to års fængsel.

– Jeg var dybt chokeret over, hvad han havde gjort, og kunne slet ikke forbinde det med ham. Jeg kunne slet ikke få ind i mit hoved, hvordan han kunne gøre det, og jeg var vred på ham. Han havde det ikke let, men det var ingen undskyldning. Jeg trøstede mig med, at han selv kunne se det, og at han meldte sig selv og tog sin straf, siger Pia.

Hun besøgte aldrig sin bror i fængslet, og hun fik aldrig talt med ham om røverierne. Det var frygteligt for hende at stå magtesløs på sidelinjen og være vidne til sin brors forfald, men hun havde forsøgt alt i sin magt for at hjælpe ham og måtte indse, at han ikke greb de chancer, han fik.

Den sidste samtale

Den sidste gang, hun talte med ham, var til onkel Pouls begravelse i 2001. Han så tynd og hærget ud. Det var tydeligt, at han ikke havde lagt alkoholen på hylden. Tværtimod. På et tidspunkt stillede han sig ved kisten og gjorde tegn til at ville sige noget, men Pia fik ham bremset af frygt for, at han igen ville lave en scene. Det var deres sidste ordveksling.

I 2008 gik Pia på talerstolen til åbningen af Dansk Folkepartis årsmøde. Hun talte i 70 minutter, og det gik over al forventning. Hun var lykkelig, da hun gik tilbage til hotelværelset, hvor hendes mand ventede.

Pia kunne med det samme se, at noget var galt, da hun åbnede værelsesdøren og mødte sin mands blik. ”Der er noget, jeg må fortælle dig. Henrik er død,” sagde han. Han havde vidst besked i flere timer, men havde besluttet at vente med at sige noget, indtil Pia havde holdt sin vigtige formandstale. Han vidste, at hun ellers ikke ville være i stand til at gennemføre den.

– Det øjeblik står stadig lyslevende for mig. Jeg stivnede fuldstændigt. Det var så endegyldigt, for nu var det jo helt sikkert, at jeg aldrig ville nå at genskabe kontakten til min bror. Jeg følte ikke skyld, for det var ham, der havde trukket sig, men jeg ønskede så inderligt, at vi stadig havde haft chancen. Jeg var frygtelig ked af den skæbne, han havde fået, og det smerter mig stadig hver dag. Det er forfærdeligt, at et menneske kan gå sådan til grunde.

 

– Henrik var et godt menneske. Det er måske mærkeligt at sige, når han var ude i nogle forfærdelige ting. Men det var han grundlæggende, understreger Pia Kjærsgaard.

– Henrik var et godt menneske. Det er måske mærkeligt at sige, når han var ude i nogle forfærdelige ting. Men det var han grundlæggende, understreger Pia Kjærsgaard.

 

Som så mange gange før hankede Pia op i sig selv. Der var fest om aftenen, og hun var nødt til at vise sit ansigt.

– Men jeg gik tidligt, for jeg havde det rigtig skidt. Skæbnen ville, at hotellet samme aften holdt bryllupsfest lige under vores værelse, og vi sov lige over stortrommen. Det var en rædselsfuld nat.

Henrik døde natten før Pias tale til årsmødet. Han havde brækket sin hofte og skulle gennemgå en operation på hospitalet. Men han vågnede aldrig igen. Hans krop var for medtaget efter alle de år med druk. Henrik Kjærsgaard blev 57 år.

Boede på plejehjem

Det sidste halve år af sit liv boede han på E-huset. Et plejehjem for alkoholikere i De Gamles By på Nørrebro i København. Inden da havde han levet i en periode på gaden som hjemløs. Pia er glad for, at det var i E-huset, han endte sine dage.

Få rabat på Ude og Hjemme i julegaveKlik her og læs hvordan!

– Der var ordnede forhold og ingen løftede pegefingre. Beboerne måtte drikke øl, men det var i trygge rammer, og jeg ved, at han havde det godt på sin egen måde dér, siger Pia, som efter brorens død tog kontakt til E-husets daværende forstander, Inge Fjordside Weileby, for at få mere at vide om Henriks sidste tid.

– Hun var en god og varm leder og havde taget sig rigtig godt af ham. Hun fortalte mig blandt andet, at hun ofte købte Ribena-saft, fordi hun vidste, at min bror godt kunne lide det, griner Pia. Hun blev rørt over at vide, at der stadig var noget af ”den gamle Henrik” tilbage til sidst.

Inge fortalte også, at hun havde forsøgt at overtale Henrik til at tage kontakt til Pia. I starten var han afvisende, og han havde gemt sig på sit værelse, da E-huset en dag havde besøg af socialministeren Eva Kjer Hansen. Han var bange for, at hun skulle opdage hans forbindelse til Pia, og at det i så fald kunne skade søsterens politiske karriere, som han var så stolt af.

– Til sidst var Inge faktisk tæt på at overtale ham til at genoptage kontakten. Det er dybt ulykkeligt, at hun lige præcis ikke nåede det.

 

– Jeg tror på, at der er noget efter døden, og jeg tror, at Henrik er et bedre sted nu, siger Pia Kjærsgaard. Begge hendes forældre er også gået bort.

– Jeg tror på, at der er noget efter døden, og jeg tror, at Henrik er et bedre sted nu, siger Pia Kjærsgaard. Begge hendes forældre er også gået bort.

 

Henriks begravelse blev holdt i kirken ved De Gamles By. Pia var selvfølgelig med.

– Det var enormt rørende. Alle hans alkoholikervenner fra E-huset var med, og det var tydeligt, at han havde været afholdt. Det var en stor trøst.

Fandt en familie

Efter begravelsen begyndte Pia selv at komme i E-huset. Hun deltog i julearrangementer og andre begivenheder, talte med beboerne og så værelset, hvor Henrik havde boet. Det var en del af hans liv, som hun ikke kendte til, og ved på den måde at gå i sin brors fodspor følte hun sig lidt tættere på ham.

– Alle, jeg talte med, havde kun pæne ting at sige om Henrik. Jeg ville jo ønske, at han havde fået sin egen familie, men når det nu ikke skulle være, så er det en rar fornemmelse, at han havde en familie der.

Pia har også fået nogle billeder af Henrik fra hans tid i E-huset. Hun ønsker ikke at vise dem i bladet, for han ser sølle ud. Men hans øjne smiler, mens han sidder dér om et bord og hygger med de andre beboere.

– De er lige berusede alle sammen, men de har det så godt, som de kan have det, siger Pia og kigger kærligt på et af billederne.

Nogle år efter Henriks død modtog hun et brev fra en af hans tidligere kærester, som hun aldrig nåede at møde. Brevet opbevarer Pia nu i en æske med særligt betydningsfulde minder.

”Jeg kom sammen med Henrik i seks år og ja, han var jo ikke ”Guds bedste barn”, men indeholdt også megen kærlighed, betænksomhed og smerte. Han var altid meget hjælpsom over for andre. Han var dygtig med sine hænder, ordnede cykler, møbler, blomster, mad, og guderne må vide hvad. Det endte ikke så godt med Henrik og jeg. Men da jeg hørte, at han var syg, blev jeg meget ked af det og bekymret for ham. Jeg ville så gerne møde ham og tilgive ham hans handlinger. For der er vel plads til at tilgive og glemme. Jeg var MEGET forelsket i ham, og han gav mig meget godt,” står der blandt andet.

 

– Henrik efterlod mange positive indtryk hos andre og selvfølgelig også hos mig, siger Pia om sin bror.

– Henrik efterlod mange positive indtryk hos andre og selvfølgelig også hos mig, siger Pia om sin bror.

 

– Det varmer utroligt meget at vide, at han var elsket og også havde lykkelige stunder i den del af hans liv, hvor jeg ikke havde kontakt med ham. Han efterlod tydeligvis mange positive indtryk hos andre og selvfølgelig også hos mig. Han var et godt menneske. Det er måske mærkeligt at sige, når han var ude i nogle forfærdelige ting. Men det var han grundlæggende, understreger Pia.

En hjertesag

Hjemløses vilkår er i dag blevet en af hendes hjertesager som politiker. Hendes bror prøvede tilværelsen som hjemløs på egen krop, og det gør ondt at tænke på. Pia tror, at hans liv kunne have taget en anden drejning, hvis han dengang var blevet en del af Hus Forbi-projektet, som netop støtter hjemløse.

 

Hjemløses vilkår er blevet en af Pias hjertesager som politiker, og hun inviterer ofte gadens folk ind i varmen på Christiansborg.

Hjemløses vilkår er blevet en af Pias hjertesager som politiker, og hun inviterer ofte gadens folk ind i varmen på Christiansborg.

 

– Hvis han var begyndt at sælge deres aviser, tror jeg, at han var kommet frelst igennem. Han kunne sælge sand i Sahara med sin charme, og jeg er sikker på, at han ville være den, der solgte allerflest eksemplarer. Det ærgrer mig, at han ikke nåede at blive en del af det, for det ville have hjulpet ham at have noget meningsfuldt at stå op til, siger Pia og tilføjer:

– Ingen vælger at blive alkoholiker eller hjemløs. Der er altid en årsag til, at man bliver venner med flasken eller ender på gaden. Så det er vigtigt at møde dem med forståelse. De har alle deres helt egen historie og grund til, at det gik galt. Henrik havde så mange gode sider. Men han var også skrøbelig og kunne bare ikke stå imod de prøvelser, livet bød ham.

Pia tænker tit på sin bror og besøger ofte hans grav.

– Det er en form for terapi og min måde at nærme mig ham igen. Jeg tror på, at der er noget efter døden, og jeg tror, at han er et bedre sted nu. Det er med sorg og vemod, at jeg tænker på ham, men også med glæde. Og det er, fordi jeg ved, at han havde det godt den sidste tid. Det betyder meget.

 

Pia Kjærsgaard er i dag lykkeligt gift med ungdomskæresten, Henrik Thorup. Han hjalp hende igennem de svære år efter forældrenes skilsmisse, og de to har holdt sammen lige siden.

Pia Kjærsgaard er i dag lykkeligt gift med ungdomskæresten, Henrik Thorup. Han hjalp hende igennem de svære år efter forældrenes skilsmisse, og de to har holdt sammen lige siden.