Rocker med angst

Mens alle andre holdt fest

Inde i kirken var der fyldt med glade og forventningsfulde mennesker. Familie efter familie sad på stolerækkerne ud for hver hvidklædt og nykæmmet konfirmand. Ud for Rolfs plads sad der ingen.

Hjemme i lejligheden i Brøndbyøster lå hans mor på sofaen, som så mange gange før og sov sin brandert ud. Nogen far havde der aldrig været.

Klædt i striktrøje og cowboybukser gennemførte Rolf derfor det, der skulle have været hans store dag, alene.

Uden for kirken fik han stukket en stak telegrammer i hånden fra sine klassekammerater. Selv havde han ingen kuverter at give. En klassekammerats far tog et billede af ham, da ingen andre gjorde, men ingen sagde noget til ham. Ingen spurgte om noget, og Rolf stod bare der og anede ikke, hvor han skulle gøre af sig selv.

– Da jeg gik hjem den dag, var det, som om en vulkan gik i udbrud i mit hoved. Jeg følte mig alene og svigtet, siger Rolf Eggert.

Døde lige foran mig

15 år senere er Rolf på vej til fest i Titangade i København. Han har været ude og hente en ven, og nu skal der festes med kæresten og vennerne. Rolf er ikke længere en ranglet teenager i det forkerte tøj. Han er blevet bred over skuldrene, og på ryggen af lædervesten står der Hells Angels. Han er en af gutterne, og det kører for ham.

– Jeg går ned ad trappen fra første sal og åbner døren ind til festlokalet, hvor jeg skal hente en kammerat. Jeg når lige ind ad døren, da det hele eksploderer, husker Rolf.

Midt i rockerkrigen mellem Hells Angels og Bandidos har nogen skudt en panserværnsraket gennem muren. Den rammer ind mellem de 200 mennesker, der var samlet til Vikinge Party og helstegt pattegris i det grå baghus, der udgjorde Hells Angels’ rockerborg.

– Han er lige foran mig, da han bliver ramt af granatsplinter i halsen, og han dør for øjnene af mig.

Manglede et fællesskab

Et år efter konfirmationen flyttede Rolf hjemmefra. Han var kun 15 år, men han var vant til at klare sig selv. Så længe han kan huske, har hans mor været sød og kærlig, men ”skingrendeskør”, som han udtrykker det.

Fra han var lille, har han mange gange siddet sulten og alene på legepladsen, mens hans mor sov brandert ud. Han har også sovet alene på den kolde trappe foran den låste dør på niende sal, fordi hun var taget på druktur.

Rolf var med andre ord ikke vant til at blive holdt i hånden. Det behøvede han heller ikke nu. Han boede hos venner og kærester og flakkede lidt om, men så lærte han at kende andre unge, der også manglede et fællesskab.

– Jeg lærte at ryge hash og stjæle knallerter. Med tiden lærte jeg nogle mere og mere kriminelle mennesker at kende. De tog stoffer og begik indbrud, fortæller Rolf.

Senere kom han med i rockerklubben Highlanders i Københavns Nordvest-kvarter. Her boede han sammen med andre unge, rodløse, og det føltes lidt ligesom at være på efterskole.

– Jeg fandt ud af, at jeg passede godt ind hos de andre vrede unge mennesker. Det var spændende og pissesjovt, og jeg følte, jeg hørte til. For første gang havde jeg en familie, og jeg forvekslede det med kærlighed.

Alene igen

Mens der er vild panik omkring Rolf efter raketangrebet, reagerer han slet ikke. Noget er for længst gået i stykker inden i ham, og i stedet for at trøste sin chokerede kæreste går han i gang med at rydde op. Bagefter tager han hjem og sover.

– Jeg mærkede ingenting. Ikke den dag i hvert fald, fortæller Rolf.

Han begynder at trække sig fra fællesskabet i Hells Angels, holder op med at komme til møderne og tager flere og flere stoffer. Til sidst bliver han bedt om at aflevere sin vest. Han er ude. Alene igen.

– Jeg havde det forfærdeligt. Jeg var bange for at gå på gaden, for jeg troede, at jeg ville blive skudt ned, hvis nogen genkendte mig. Der var nu ingen efter mig, for jeg forlod Hells Angels uden at smække med døren. Men i mit hoved så verden bare anderledes ud, siger Rolf.

Bare en bums

I virkeligheden har han udviklet ptsd, men han kobler angsten til svaghed, og i stedet for at søge hjælp forsøger han at skjule sine problemer. Han ser kun, at han igen er en fiasko. Han har aldrig haft andre drømme end at blive fuldgyldigt medlem af Hells Angels med det ene mål at få vesten med rygmærket, der viser, at han hører til. Nu har han intet.

– Jeg havde ikke noget job, intet netværk, ingen penge og ingen identitet. Jeg kunne ikke en skid, og jeg var bare en bums. Alt var sort i mit hoved.

– Jeg var låst helt fast. Ingen ville hjælpe mig, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, siger Rolf.

Så da han blev taget af politiet og idømt fire års fængsel for narkohandel, var det præcis, hvad han havde brug for.

– At komme i fængsel er det bedste, der nogensinde er sket for mig, siger Rolf.

Fængsel blev et vendepunkt

Tiden i Vridsløselille Fængsel blev et afgørende vendepunkt i hans liv. Ensformigheden, den stramme struktur og fysiske træning hjalp Rolf med at få ro i hovedet, og sindet faldt langsomt til ro. Næsten.

– Der er ikke plads til at være sårbar i sådan et fængsel. Man er nødt til at ligne en hård hund, og det var jeg jo ikke. Jeg fik angstanfald, bare nogen råbte højt. Men det var jeg nødt til at skjule.

På trods af mange indre kampe lykkedes det Rolf at få gjort sin tiende klasse færdig i fængslet. Han blev mere og mere bevidst om, at han ikke ville fortsætte et liv med kriminalitet.

Nytårsaften 2000, mens alle andre fejrede årtusindeskiftet, stod Rolf alene i sin celle på en skammel, han havde trukket hen til sit vindue for at se ud på fyrværkeriet gennem tremmerne.

– Dér besluttede jeg, at nu måtte det være nok. Jeg kunne simpelthen ikke komme længere ned, og jeg besluttede, at jeg ville hjælpe andre, så de ikke skulle ende ligesom mig.

Først vidste han ikke hvor-dan, men han satte sig ned og skrev et brev til en gammel ven, der både var præst og dørmand i det københavnske natteliv og dermed vidste lidt af hvert om livet. For første gang bad han om hjælp.

Stolt og skræmt

Præsten og Rolf fik snakket sig frem til, at Rolf skulle læse til pædagog. Da der ikke er noget pædagogseminarium i Vridsløselille Fængsel, måtte han vente, til han kunne blive flyttet til et åbent fængsel.

Her fik han lov at starte på Højvang Seminariet i Glostrup. Men det var hverken en let eller lige vej at gå fra rockerkrig til pædagogseminarium, og Rolf var både stolt og skræmt på samme tid.

– Jeg var selvfølgelig stolt af min beslutning, men da ham præsten hentede mig og kørte mig ud på seminariet første gang, var jeg skrækslagen. Jeg havde jo aldrig været sammen med almindelige mennesker før. Det var som at komme til et fremmed land, og jeg anede ikke, hvordan jeg skulle tale med dem. Først når jeg kom tilbage til fængslet om eftermiddagen, kunne jeg slappe af.

Blev fyret

Langsomt voksede Rolf med sin nye tilværelse, som i dagtimerne foregik uden for fængslet. Han kom i praktik og arbejdede med unge rødder, og selv om han ikke altid vidste, hvad han skulle stille op med dem, fandt han alligevel en vej.

– Da jeg kom i praktik første gang, var det i en ungdomsklub med nogle unge rødder. Der fik jeg lov at bygge et træningscenter og fik dem til at træne. Det var det eneste, jeg kunne finde ud af, men det virkede.

Efter praktikken fik Rolf arbejde i fritidsklubben. Han havde afsonet sin dom, og alt tegnede lyst. Men så skete det, der ikke måtte ske: Hans straffeattest kom frem i lyset, og han blev fyret.

– Min første reaktion var at blive vred. Rigtig vred. Jeg tænkte kun på at komme ud og sælge nogle stoffer og leve det liv, jeg kendte og kunne finde rundt i, fortæller Rolf.

En der gad lytte

Men inden han kom så langt, ringede han til en socialpædagog, som han tidligere havde mødt, og det skulle vise sig at være et godt valg.

– Han kom med det samme, satte sig ned i min sofa og sagde: ”Hvad gør vi nu?” Jeg blev helt blæst omkuld af, at han sagde ”vi”. At jeg ikke var alene.

For første gang nogensinde i Rolfs 30-årige liv var der en, der sagde ”Hvordan har du det?” – og ville høre svaret.

– I rockermiljøet havde alle den samme historie om svigt med i bagagen. Men ingen talte om det, for det blev betragtet som svaghed. Så når folk spurgte, hvordan man havde det, var de ikke interesserede i at høre svaret. Der var aldrig før nogen, der havde interesseret sig for, hvordan jeg havde det. Det betød sindssygt meget.

Hjælper de svigtede

– Første gang, jeg skulle fortælle om min mor, kunne jeg slet ikke finde ud af at tale om det, fortæller Rolf.

Først da han uddannede sig til terapeut, fortalte han nogen om sin mor for første gang. Den psykisk syge, fordrukne mor, dagene uden mad, konfirmationen uden gæster og alt det andet var pakket ned og gemt væk, så ingen skulle opdage det.

Efter mange timers terapi har han igen fundet ordene. I dag er Rolf udannet pædagog og familieterapeut og hjælper andre, der ligesom han selv er vokset op med sociale problemer.

For hvis Rolf kan forhindre det, skal ingen andre gå alene til deres egen konfirmation. Nu er det ham, der lytter på svaret, når han spørger, hvordan andre har det. Han samler dem op, som ingen andre tager sig af. Dem, som kommunerne ikke ved, hvad de skal stille op med, og som alle andre har opgivet. Dem, der ikke passer ind i de offentlige systemers smalle kasser. Misbrugerne, de selvdestruktive, de vrede og de angste.

Ligeværdige mennesker

Rolf har stadig kontakt med mange af de unge, han har hjulpet ud af misbrug og sociale problemer. For han mener, at man er nødt til at dele ud af sig selv for at skabe tillid.

– Man skal behandle folk som ligeværdige mennesker, og så er man nødt til at give lidt af sig selv for at vinde andres tillid. Jeg kan godt lide at følge med i, hvordan det går dem, så jeg holder kontakten, selv om jeg ikke får penge for det, siger Rolf.

Hans store drøm er at skabe et hus, hvor folk med sociale problemer kan komme og få hjælp, når de har slået sig på livet. Et sted, hvor man hjælper hinanden og får plads til at udvikle sig.

– Det skal være et sted, hvor de kan få en pause, og hvor ingen er bedre end andre. Alverdens velmenende fagfolk har så stort fokus på at få folk i arbejde, så de kan passe ind i systemet. Jeg vil gerne skabe et hus, hvor det ikke drejer sig om systemet, men om mennesket.

Fred med fortiden

Rolf er ikke længere bange for at gå på gaden. Han kommer måske aldrig helt af med sin ptsd, men han kan holde den under kontrol, og det hjælper at bo i Kerteminde og gå ture med hundene Morten og Luffe på stranden, trække vejret og sænke skuldrene.

Tatoveringerne, der dækker det meste af hans krop, er ved at blive dækket af andre kunstværker, der passer bedre til det familieliv, han lever i dag. Dødningehoveder er dækket af blomster, og det store ”Hells Angels”, der før dominerede højre håndled, er nu dækket af kunstfærdige, japanske mønstre. På venstre hånd er et rødt hjerte, hvori der står R+K. Rolfs hustru, Katja, har den samme på sin hånd. Dem fik de lavet, da de blev gift.

I takt med at tatoveringerne ændrer karakter, falmer fortidens indflydelse på nutiden, og Rolf har lagt det bag sig, han ikke længere kan bruge.

– Jeg har sluttet fred med min fortid.