Sofie blev sultet som barn

Sofie voksede op med omsorgssvigt fra en mor, der foretrak flasken frem for sine børn. Men det værste var, at andre voksne så til uden at gribe ind.

6-årige Sofie slår øjnene op. Hun ved instinktivt, at der er noget galt. Udenfor er det stadig mørkt, hun kan end ikke høre den sædvanlige morgentrafik. Da hun med sine små fødder går hen til sin mors soveværelse, ser hun, at sengen er urørt. Sofie og hendes søskende har haft en legekammerat til at sove der, men da de alle er oppe og tager i hoveddøren, er den låst, og en følelse af panik og utryghed breder sig i hende.

 

Vi sidder i Sofies stue, mens hun fremkalder sig barske minder fra en barndom, der ikke var for børn. Den morgen, hun skildrer, fandt sted i de tidlige 1990’ere. Sofie og hendes søskende boede sammen med deres mor i et gult, slidt træhus. Hvor deres far var, vidste de ikke.

– Jeg kan huske, at vi var bange og sultne. Vi gik ned i kælderen, hvor det var buldrende mørkt, og der stank af skimmelsvamp. Men vi endte med at trække en stol hen til vinduet og kravle ud, fortæller Sofie.

LÆS OGSÅ: Min mor begik selvmord

Barfodet og kun iført pyjamas gik de hen over marken til en ældre mand, hvor deres mor nogle gange opholdt sig. Men da moren kom til syne, var hun så fuld, at hun nærmest ikke ænsede, at hendes børn var der. Den dag valgte de at gå hjem til legekammeraten. Moren lavede morgenmad og ringede derefter til kommunen.

Sofie endte med at bo hos legekammeratens familie i fem måneder. I løbet af den tid så de ikke deres mor. De talte kun kort med hende i telefonen, men en dag skulle de hjem igen. Uden en forklaring.

– Den familie, vi boede hos, havde selv tre børn, så det gav selvfølgelig god mening, at vi ikke kunne blive ved med at bo der. Men hvorfor vi blev sendt hjem til vores mor igen, forstår jeg ingenting af. Måske var det bare det nemmeste at gøre. Men vi fandt hurtigt ud af, at ingenting var ændret. Min mor sad i sin egen afføring, med alkohol i blodet og en cigaret i hånden. 

Hverdagen var barsk for Sofie og hendes to søskende. Ofte var der ikke mad i huset. De var beskidte og lugtede dårligt, men der var ingen voksne, der greb ind. Heller ikke, når det blev åbenlyst, at de ikke kunne følge med i skolen. Kun når slægtninge kom på besøg, sørgede deres mor for, at køleskabet var fyldt med mad, og at de kom i bad. Men lige så snart de var taget af sted igen, blev alt som før.

Begyndte at pjække

Som Sofie blev ældre, begyndte den manglende omsorg og misrøgt at sætte sine tydelige spor. Hun trak sig ind i sig selv og mere end en gang var hun vidne til, at hendes mor prøvede at begå selvmord med en blanding af alkohol og piller. Sofie husker tydeligt, hvordan hun flere gange fandt hende liggende på køkkengulvet, mens hendes krop rystede ukontrolleret.

– Det var mig og mine søskende, der ringede til ambulancen, og når hun igen var hjemme, var jeg bange for, at det ville ske, mens jeg var i skole. Derfor blev jeg væk. Jeg havde problemer med at sove, så jeg endte flere gange med at falde om af ren og skær udmattelse.

Fra Sofie var seks, til hun var 10 år, boede hun og hendes søskende i skiftende plejefamilier. Den ene familie boede på en gård, hvor de forventede, at børnene hjalp til fra morgen til aften. Det havde de ikke noget imod, for de elskede dyrene. De fik en ren seng at sove i og al den mad, de kunne spise. Men efter en tid skulle de flytte. Blandt andet endte Sofie i en familie, hvor alkoholen også dominerede hverdagen.

Vendepunktet

Da Sofie var 10 år, kom det vendepunkt, som blev afgørende for hendes liv. Mens hendes søskende var i skole, kom en nabokone forbi uanmeldt. Hun så, hvordan moren lå fordrukken på gulvet uden at kunne bevæge sig. Hun kontaktede de sociale myndigheder, og det endte med, at de fik besked på at pakke deres ting, da de skulle flytte hjem til deres tante.

– Jeg kan huske, at jeg gik i panik og smadrede en stol ind i væggen og løb min vej, fortæller Sofie.

På den ene side ville hun gerne væk hjemmefra, men på den anden side frygtede hun, hvad der ville ske med hendes mor, når hun ikke var der til at passe på hende.

– Jeg elskede min mor. Når hun en sjælden gang imellem var ædru, var hun jo en kærlig og god mor. Hvem skulle nu ringe til ambulancen, hvis hun blev syg? Og måske det sværeste spørgsmål. Hvem ville være der for hende, når hendes kærester slog hende, fortæller Sofie.

Blandede følelser

For Sofie har det efterladt dybe, psykiske ar, at hun har set sin mor blive mishandlet. Hendes syn på mænd var skadet, og i lang tid tænkte hun, at mænd var nogle, der skadede kvinder.

Da Sofie havde boet hos sine tante, kom hun i en plejefamilie, hvor hun faldt godt til. Hun fik kærlighed og omsorg, og hun endte med at bo der, indtil hun startede i gymnasiet, hvorefter hun flyttede i egen lejlighed.

– Det var godt for mig at stå på egne ben. Jeg begyndte at sætte mål for mig selv og mit liv. Jeg begyndte efterfølgende på Hotel- og Restaurantskolen, hvor jeg fik rigtig meget støtte fra gode lærere, klassekammerater og deres forældre. Jeg fandt ud af, at hvis jeg bare prøvede, kunne jeg lykkes med det, jeg satte mig for. For min store frygt havde været, at jeg ville ende som min mor.

LÆS OGSÅ: Video: Far er i fængselhttps://www.udeoghjemme.dk/video/nG4AlfXl/SB67lJn3

I dag er Sofie 31 år og har et godt liv. Hun har et arbejde som kok og studerer på deltid til at blive skolelærer. Hun er mor til to sønner på fire og syv år, som hun elsker over alt på jorden.

Men da hun blev gravid, blussede vreden over hendes egen barndom op. For hvordan kunne hendes mor behandle hende på den måde, som hun gjorde.

Sofie endte med at blive angst for at gøre det godt nok som mor. Der var aldrig en plet på deres tøj, de fik masser af gaver, og hun arrangerede store fester på deres fødselsdag. Men efterhånden fandt Sofie ud af, at det ikke var de materielle ting, der betød noget.

Frygtede hendes mor ville dø

– Det vigtigste er jo, at de føler sig trygge og får masser af kærlighed, fortæller Sofie, der stadig lever med bekymringen for, hvordan hendes mor har det.

Alligevel har hun lært at sætte grænser, når hendes mor ringer og har brug for hjælp.

– Min mor er godt 60 år nu, men hun ligner en på 90 år. Hun slæber sig fremad med hjælp af en rollator og lever ellers på samme måde som før.

Grib ind!

– Når hun er ædru, er hun en dejlig person. Det får mig trods alt til at elske hende, at jeg kan se den sprække af menneskelighed en gang imellem. Havde jeg aldrig set den, ville jeg ikke være i stand til det, fortæller Sofie, hvis mor er helt okay med, at hun fortæller sin historie. For Sofie er det nemlig vigtigt at gøre opmærksom på de børn, der har levet ligesom hende.

– Hvis du ser et barn, der bliver misrøgtet, er det vigtigt, at du griber ind, fortæller Sofie, der har et ønske om at starte en samtalegruppe op for mennesker, der har været i samme situation som hun selv. Men lige nu er det vigtigste hende selv og hendes børn.

– Jeg har sat nogle mål for mit liv, og det vigtigste er at give mine børn en god opdragelse og masser af kærlighed. Jeg drømmer om at købe et hus og afslutte mine studier. Og den drøm føles god.