Sofie mistede sin mor som 14-årig: Jeg blev tidligt voksen

Sofie var ni år, da hendes mor fik kræft, og 14, da hun døde. At opleve sin mors sygdomskamp som barn fik konsekvenser for Sofie selv. Her fortæller hun sin historie.

Min fortælling er en beretning om, hvordan det er at være pårørende til en med alvorlig sygdom, når man er et barn. Om, hvordan min mors sygdom gjorde mig syg, allerede da jeg var 11 år. Og om, hvordan jeg siden har kæmpet med angst og depression. Jeg har ikke levet, men kæmpet for at overleve.

Min mor, Polly, var et varmt, omsorgsfuldt og betænksomt menneske. Til hendes bisættelse var noget af det, der gik igen i talen, at hun altid tænkte på andre før sig selv. Selv da hun blev syg, var det vigtigste for hende, at mine søstre, Freja og Karoline, og jeg havde det godt. Det var, som om hun havde sat sig for, at hun skulle nå at proppe al den kærlighed og viden, hun havde, ind i os, inden hun gik bort.

Jeg var ni år, da min mor fik konstateret kræft. En sjælden form, der hedder sarkom og sætter sig i knogler og bindevæv. I hendes tilfælde begyndte det i hoften, siden spredte det sig til lungerne og resten af kroppen. Hun var ofte indlagt, og efter en hofteoperation gik hendes hofte af led, så hun måtte gå med krykker, indtil hun døde.

Min mor blev 41 år. Hun fik aldrig en prognose for, hvor længe hun ville leve, men hun fik at vide, at hendes kræft var uhelbredelig. Jeg kan huske, at jeg kom hjem fra skole en dag og fandt hende grædende på sofaen. Det gjorde stort indtryk på mig, for hun var en stærk kvinde og græd aldrig over for os børn. Jeg satte mig ved siden af hende og spurgte, hvad der var galt. Hun trak vejret dybt og sagde, at hun havde knude i hoften. Jeg begyndte at græde med det samme, for min venindes farfar havde også været syg med kræft, så jeg vidste allerede dengang, at det var noget, man kunne dø af.

Mine forældre lagde heller ikke skjul på noget i forbindelse med min mors sygdom. De fortalte tingene, som de var – på en børnevenlig måde. Det var rart, så man ikke skulle gå og forestille sig alt muligt, men det var selvfølgelig også hårdt. Jeg er fem og seks år ældre end mine søstre, så det betød, at jeg forstod mere, end de gjorde.

Det betød også, at jeg påtog mig en moderrolle over for dem. Jeg passede på dem og opdrog dem, jeg ryddede op, vaskede tøj og gjorde andre ting, som forældre normalt gør. Det var ikke noget, jeg blev pålagt, men bare noget jeg gjorde, fordi jeg tænkte, at jeg på den måde kunne hjælpe mine forældre, som jo havde nok bekymringer i forvejen. Jeg blev voksen alt for hurtigt og følte mig langt foran mine jævnaldrende. Jeg kunne mærke, at jeg var mere alvorlig end dem.

Jeg fik et tilbud fra Kræftens Bekæmpelse om en sorggruppe, men det sagde jeg nej til, fordi den også var for børn, der allerede havde mistet en forælder. Jeg kunne ikke rumme at sidde sammen med nogen, der gav mig et glimt af det, jeg selv havde i vente. Så jeg fik først hjælp, da jeg selv blev syg med angst.

Angsten udviklede sig, da jeg var omkring 11 år. Jeg var bange for min mors situation, men pludselig også ting, som jeg aldrig havde været bange for før – som at køre i bil eller at blive kvalt i maden. Der gik nogen tid, før mine forældre opdagede det, fordi jeg ikke sagde noget. Igen tænkte jeg, at de havde nok at slås med. Jeg prøvede i stedet at undertrykke angsten og følte heller ikke, at jeg kunne tillade mig at være bange. “Hvordan tror du ikke, din mor har det?” sagde jeg til mig selv.

Hentet af ambulance

Mine forældre fandt ud af det, da jeg som 12-årig fik et angstanfald. Jeg var alene hjemme og følte pludselig, at jeg skulle besvime. Jeg ringede til min mor og råbte: “Jeg kan ikke få vejret!” Min mormor var den første, der nåede frem, og jeg sad i en lænestol og rystede. Anfaldet varede en time, og nogle gange fløj jeg op og skreg: “Jeg dør!”

Jeg blev hentet af en ambulance og kørt til børnepsykiatrisk afdeling. Her fik jeg en henvisning til psykolog, som jeg startede hos, og jeg husker det som om, at det hjalp at få talt ud. Men jeg turde stadig ikke at være alene hjemme, og jeg sov i en lang periode inde ved mine forældre. Det var megapinligt at gøre som 12-årig, men jeg var bange for at få et nyt angstanfald, mens jeg var alene. Jeg havde også mange vredesudbrud, hvor jeg truede med selvmord. Heldigvis kom det aldrig så vidt.

I skolen holdt jeg til gengæld en facade. Jeg ville have 12-taller i alt, lave alle mine lektier og være hurtigst færdig af alle. I dag kan jeg godt se, hvor sygeligt det var. Jeg husker særligt en episode, hvor jeg låste mig inde på toilettet for lave nogle lektier, som jeg havde glemt. Der var ikke nogen, der skulle sige til mig, at jeg ikke kunne noget, fordi min mor var syg. Jeg havde brug for en ting, jeg kunne kontrollere, når nu jeg ikke kunne kontrollere, hvad der skete med min mor.

Jeg husker ikke meget om min mor, fra før hun blev syg. Men jeg har gode minder alligevel. Fordi hun var sygemeldt, var hun for det meste hjemme, og vi sad tit omkring spisebordet og hyggede med kreative ting. Der også gode minder fra hendes sidste tid på hospice. En uge før hun døde, sov jeg hos hende i to dage, hvor jeg havde hende helt for mig selv og kunne få de sidste gode oplevelser med hende. Vi så film og snakkede om ting, som jeg ikke kunne, når mine små søskende var der.

 

Et af de sidste billeder af Sofie og hendes mor, Polly. Sofie var 14 år på det tidspunkt.

Et af de sidste billeder af Sofie og hendes mor, Polly. Sofie var 14 år på det tidspunkt.

 

I en af vores sidste samtaler spurgte jeg hende, hvordan hun ville have det, hvis min far fik en ny kæreste. Det var vigtigt for mig at få afklaret, for jeg kunne ikke leve med det, hvis hun ikke var okay med det. Hun blev rørt og sagde, at selvfølgelig skulle han have det på et tidspunkt, for vi skulle ikke stoppe med at leve vores liv, når hun ikke var der mere. Igen tænkte hun på alle andre først.

Vi skulle også have holdt min 15-års fødselsdag på hospicet, men det nåede vi ikke, for hun døde dagen før. Midt om natten blev min far ringet op af personalet på hospicet, som sagde, at vi skulle komme og sige farvel. Hun var ikke ved bevidsthed, da vi kom, men jeg er sikker på, at hun alligevel vidste, at vi var der, for i det øjeblik min mormor trådte ind ad døren, kunne man høre min mors vejrtrækning blive mere afslappet. Som om hun tænkte: “Nu er de her alle, så nu kan jeg give slip”.

Det var på en måde utroligt smukt. Jeg sad ved siden af hende og holdt hende i hånden, og der gik ikke lang tid, før hun trak vejret for sidste gang. Jeg kan huske, at jeg følte en stor lettelse til at starte med. Nu var det værste sket, nu kunne der ikke ske mere. Slut med at være i alarmberedskab, hver gang telefonen ringede, og slut med at tænke, at det måske var sidste gang, man så hende, hver gang man forlod hende. Men lettelsen aftog med tiden, og så kom sorgen og savnet. Og depressionen.

Den kom snigende og ramte først for alvor, da jeg blev student. Min mor døde i sommerferien inden 9. klasse, og da skolen startede igen, røg jeg ind i det gamle mønster med at fokusere al min energi på at få gode karakterer. Det fortsatte i gymnasiet, og jeg klarede den helt til min studentereksamen, før læsset væltede. Ugen efter jeg havde fået huen på, kunne jeg pludselig ikke rejse mig fra sengen, og så lå jeg ned i to måneder og så “Luksusfælden” om og om igen i fjernsynet.

 

Sofie med sin mormor og sine små søstre, Freja og Karoline, til morens urnenedsættelse i sommeren 2015.

Sofie med sin mormor og sine små søstre, Freja og Karoline, til morens urnenedsættelse i sommeren 2015.

 

Jeg tror, det var en efterreaktion på alle de ting, jeg ikke havde fået bearbejdet. Jeg havde det værre end lige efter min mors død. Jeg kunne ikke se meningen med overhovedet at være her, når vi alligevel alle skulle herfra. Men jeg tror også, at det var godt for mig at have de måneder, hvor jeg gav plads til alle de svære følelser i stedet for at gemme dem væk. Jeg startede til psykolog igen og har lige haft den sidste session.

I dag kæmper jeg stadig med senfølgerne af at have levet i et konstant alarmberedskab i fem år. Jeg tager antidepressiv medicin og er i gang med en udredning i psykiatrien, og det er ikke længe siden, jeg havde mit seneste angstanfald. Jeg ville ønske, at jeg havde fået lov til at være barn lidt længere tid, men når det nu ikke skulle være sådan, håber jeg, at min historie i stedet kan være med til at sætte fokus på, hvad alvorlig sygdom kan have af konsekvenser for de pårørende, så de kan få den hjælp, de har brug for. Det gør, at det hele kan give bare en smule mening.

At dele min historie er også min måde at bearbejde mine oplevelser på. Jeg tror på, at jeg nok skal få det bedre, og jeg har lært, at det hjælper at tale om tingene. Jeg har også lært at sætte større pris på det, jeg stadig har. Min far, Johnny, for eksempel. Han greb hele familien efter min mors død, selv om han også havde sin egen sorg. Nu er det ham, jeg taler med om de svære ting, og det har knyttet os endnu tættere sammen.

 

Sofie har fået et endnu stærkere bånd til sin far, Johnny, efter morens død. Her hygger de med at se på gamle familiebilleder. – Det er vores måde at holde mindet om min mor i live, siger Sofie.

Sofie har fået et endnu stærkere bånd til sin far, Johnny, efter morens død. Her hygger de med at se på gamle familiebilleder. – Det er vores måde at holde mindet om min mor i live, siger Sofie.