Lørdag, 4. juni 2022 - 15:00 - Af Anne Kristensen. Foto: Martin Høien/Aller Foto & Video og privat.
Stedfarens død fik konsekvenser: Den glade pige forsvandt
Som barn var Trine vidne til sin stedfars kamp med cystisk fibrose og morens mentale nedtur efter hans død. Trine reagerede ved at lukke sine følelser inde og dulme dem med mad. Snart var maden hendes eneste trøst.
PrintTrine var en glad pige, inden hendes stedfar, Per, blev syg. Hun levede et ubekymret familieliv, legede med de andre børn på legepladsen og gik til fodbold, håndbold og spejder. Det ændrede sig efter en sommerferie i Italien. Da syvårige Trine vendte hjem til Danmark med sin stedfar, mor og lillesøster, var det til en tilværelse, som så helt anderledes ud.
– Vi havde en dejlig ferie på Sicilien, men Per var tit forpustet, mens vi var der. Det blev han ofte, men det var særligt slemt på den tur. Når vi var ude at gå, sakkede han hele tiden bagud, og han havde svært ved at få luft, fortæller 30-årige Trine Rosenkjær fra Odense.
Hjemme i Danmark blev Per undersøgt af en læge, som gav ham den værst tænkelige diagnose: Han var ramt af den dødelige lungesygdom cystisk fibrose.
– Og så gik det stærkt derfra. Vi fik installeret en kæmpe iltmaskine, som han skulle benytte derhjemme. Den havde en lang slange, som kunne nå rundt i hele huset, og det så voldsomt ud. Når vi var ude at handle eller hjemme hos andre, havde han en iltflaske med, som kunne holde i nogle timer, og når ilten var ved at slippe op, skulle vi skynde os hjem. Det svært at forstå for mig og min søster. Vi kunne heller ikke tage på ferie længere og måtte tit aflyse ting, som vi havde planlagt og glædet os til.
Trine husker ikke, hvor lav Pers lungekapacitet var til sidst.
– Vi fik at vide, at hans ilt svarede til at trække vejret igennem et sugerør. Han blev forpustet bare af at binde sine sko.
Til gengæld husker hun tydeligt det traumatiserende syn, når hendes stedfar skulle have sin medicin.
– Han skulle stikke sig, og nogle gange gik det galt, hvis han ramte en blodåre. Så var der blod overalt. Det kunne ødelægge en hel aften for os alle. Jeg husker især engang, hvor vi måtte aflyse en bowlingtur, og jeg blev bare så ked af det. Jeg forstod ikke, hvorfor han ikke bare kunne tørre blodet væk, så vi kunne komme af sted. Det var først senere, at det gik op for mig, hvor alvorligt det var.
Trine var lykkelig, da Per kom ind i hendes liv nogle år tidligere.
– Jeg ellevild over, at min mor havde fået en kæreste, som var så rar og medgørlig. Han var en stille og rolig mand, der havde en enorm tålmodighed med mig og min søster, som nærmest kravlede på væggene. Jeg var sindssygt glad for ham og hoppede rundt på ham hele tiden. Han havde ikke selv børn, men han var verdens bedste stedfar. Han hjalp os med lektierne og lavede tryllekunstvideoer med os, fordi vi var besat af at trylle. Min far var – og er – stadig i mit liv, men Per tog også en farrolle på sig, selv om han ikke behøvede det. Jeg var bare så heldig dengang, at jeg havde to fædre.
Trine (i midten) hygger med sin stedfar, Per, og sin lillesøster, Louise, på den sidste familieferie i Italien, inden Pers sygdom blev opdaget.
Med tiden kom Pers sygdom til at fylde mere og mere, og han kom på ventelisten til en lungetransplantation.
– Dér gik det op for mig og min søster, at han faktisk kunne dø. Han havde en kammerat, som også led af cystisk fibrose, og som døde under en lungeoperation. Det blev en stressfaktor, at man ikke anede, hvad man kom hjem til, når man havde været i skole. Var der nye lunger til ham? Var han stadig i live? Medierne begyndte også at følge hans historie, så pludselig kunne der stå journalister i stuen, når man trådte ind ad døren.
Trine mindes især én episode, der gjorde indtryk. Det var i december, hvor hun var nisse for en dreng i klassen og var lykkedes med at lægge en gave til ham uden at blive opdaget.
– Jeg kom begejstret hjem og fortalte det til Per, men netop som jeg havde sagt det, kiggede jeg over min skulder, og så stod der et kamerahold og filmede, uden at jeg anede det. Jeg husker det som virkelig ubehageligt, og jeg tænkte med det samme, at nu var min nisseidentitet afsløret. Det var jo ikke verdens undergang, men for en lille pige virker det sådan. Og så var det bare endnu et eksempel på den konstante uvished, jeg levede i.
Mobbet i skolen
Trine blev også hårdt ramt af folks fordømmende blikke, når familien var ude at handle, og Per var den eneste, der ikke bar indkøbsposerne. I skolen begyndte de andre børn at mobbe. Dels på grund af Pers sygdom, og dels fordi hun var begyndt at tage på i vægt.
– Jeg begyndte tidligt at spise efter mine følelser. Jeg var især glad for chips med dip og bland-selv-slik, men jeg spiste også store mængder aftensmad. Det gav mig en nydelse, der var med til at dæmpe de svære følelser, som jeg gik med indeni. Jeg talte ikke med nogen om, hvordan jeg havde det og fandt i stedet trøst og tryghed i maden. Det bedste, jeg vidste, var at sidde alene og spise, og efterhånden stoppede jeg også til al sport, fordi det blev sværere for mig at være aktiv, jo større jeg blev.
En sommermorgen i 2004 fik Trine og hendes tre år yngre søster, Louise, den frygtede besked af deres mor, Marianne: Lægerne havde ringet fra hospitalet, hvor Per var indlagt. Han var sovet ind, efter at hans krop var begyndt at afstøde de nye lunger, som han nogen tid forinden havde modtaget.
– Han havde frabedt sig, at vi kom for at sige farvel til ham. Det forstod jeg ikke dengang, så det var ufatteligt hårdt. Men i dag kan jeg godt se, at det var for at tage hensyn til os, og nu er jeg dybt taknemmelig, fordi jeg så ikke skal huske ham, som han var til sidst. Han var skind og ben.
Mor fik depression
Pers død var voldsom for dem alle tre, fortæller Trine, som var 12 år, da sorgen væltede ned over familien.
– Da han døde, var det, som om man bare rev stikket ud af min mor. Der var ikke mere i hende. Ingen liv. Ingen glæde. Hun mistede sit job, fordi hendes psyke ikke var til det og lå på sofaen og sov, når jeg kom hjem fra skole. Hun fik en svær depression og kunne ikke overskue noget, så jeg stod for det meste derhjemme. Det var aldrig min rolle at passe på min mor, men det kunne jeg ikke lade være med.
Trines søster havde også nogle svære år efter dødsfaldet, men Trine ønsker ikke at gå i detaljer af hensyn til søsterens privatliv. I dag har Louise det godt og er blevet mor – en god mor, understreger Trine.
– Vores egen mor kæmper stadig, og der er gode og dårlige dage, men hun er for nylig blevet førtidspensionist, og det har givet hende mere tid og ro, så hun får det bedre og bedre.
Trine slap heller ikke selv for alvorlige prøvelser efter tabet af sin stedfar.
– Da han døde, kom min overspisning helt ud af kontrol. Folk kunne godt se, at jeg blev alt for stor, men de prikkede ikke til mig og sagde: “Burde du ikke tabe dig?”. De ville nok ikke give mig flere bekymringer, når nu jeg havde været så meget igennem. Der var heller ikke mange, der spurgte, hvordan jeg havde det, for jeg gav jo det indtryk, at jeg var okay. Jeg holdt stadig mine følelser for mig selv og tog mig af det hele. Jeg var jo storesøsteren og ville gerne hjælpe min mor.
Men Trine var ikke okay. Hun vidste, at hun vejede alt for meget, og det gjorde ondt, når hun fik nedværdigende kommentarer eller fordømmende blikke af fremmede. Især sommeren var svær, når hendes jævnaldrende gik rundt i bikinier på stranden, og hun selv sad og svedte i en stor kjole. Fyrene kiggede aldrig hendes vej, og hun følte sig som det sorte får. Og det fik hende blot til at spise endnu mere.
Trine vejede 120 kilo, da hun var størst.
– Jeg søgte ikke hjælp hos nogen, for jeg følte, at det var et kæmpe tabu. Så jeg bar på det hele selv, og det blev for meget for mig. I en periode skar jeg i mig selv, men det gik heldigvis op for mig, at det var en virkelig dårlig idé.
Trine var 21 år, da hun til sidst fik nok.
– På det tidspunkt var jeg på mit største og vejede 120 kilo. Jeg havde brug for at komme væk, så jeg tog til Tyrkiet for at arbejde på et rejsebureau, og det var det bedste, jeg kunne gøre. Ingen så skævt på mig dér, og det var så rart, at jeg kunne gå rundt i bare arme. Jeg tabte mig 12 kilo i løbet af det år, jeg var dernede. Appetitten var ikke så stor på grund af varmen, så vægten faldt helt naturligt. Det blev vendepunktet for mig.
Da Trine kom hjem, fik hun mange komplimenter for sit vægttab. Det gav hende en god følelse indeni og motiverede hende til at fortsætte.
– Det var en sejr for mig at opdage, at jeg godt kunne finde ud af noget. Jeg har altid haft følelsen af ikke at være god nok, men nu var der pludselig nogen, der roste mig, og det var rigtig dejligt, så jeg besluttede at gå all-in.
Madfokus tog overhånd
Trine startede et vægttabsforløb hos en coach, og kiloene raslede af hende.
– Jeg gik hos coachen i fire år, indtil jeg følte, at jeg var klar til at stå på egne ben. Men jeg endte med at blive fanatisk. Hver dag efter arbejde tog jeg direkte i træningscenter, og jeg nægtede at spise noget usundt. Når jeg fik aftensmad, vejede jeg mig bagefter for at se, om jeg kunne tillade mig at tage mere, og hvis vægten bare viste ét gram for meget, stoppede jeg. Jeg sagde nej til fødselsdage og fester, og når jeg endelig var med til et arrangement, havde jeg min egen mad med. Jeg vejede pludselig kun 67 kilo, men jeg var stadig ikke glad.
Da Trine indså dét, gik det op for hende, at hun havde et problem, som ikke bare lod sig løse af et vægttab. Hun var nødt til at behandle sig selv bedre. Både sin krop og sit sind.
– Så jeg tog en alvorlig snak med selv og besluttede, at jeg skulle finde ro i mit forhold til mad og blive bedre til at tale om mine følelser. Det har taget mange år at nå dertil, men nu er jeg lige dér, hvor jeg gerne vil være, siger Trine, der i dag er kostvejleder og har eget firma, trinerosenkjaer.dk, hvor hun hjælper andre til en sundere livsstil og kropsopfattelse.
– Det giver mig en lykkerus at hjælpe andre, og jeg føler virkelig, at jeg har noget at give, fordi jeg har prøvet det på egen krop. Jeg har lært på den hårde måde, at man skal lade være med at sammenligne sig med andre og dunke sig selv i hovedet med, hvordan man ser ud. Man skal passe på sig selv og dele sine svære følelser, så de ikke kommer til udtryk på den forkerte måde.
Med den tilgang har Trine nu været vægtstabil i fem år. I den kommende tid kan hun dog forvente at tage en del kilo på igen, men denne gang sker det på en lykkelig baggrund. Sammen med sin kæreste, Carsten, venter hun nemlig sit første barn til december.
– Jeg har ingen problemer med at blive større på grund af graviditeten. Det er jo sådan, kroppen skal se ud. Jeg hviler i mig selv og skal nok smide de overflødige kilo bagefter. Det er ikke dem, der er vigtige nu, smiler Trine.
Den glade pige er endelig tilbage.
– I dag er jeg lige dér, hvor jeg gerne vil være, siger Trine, der elsker sit arbejde og de daglige gåture med hunden Zeca. Snart bliver hun og kæresten Carsten forældre for første gang.
