Fredag, 5. august 2022 - 15:00 - Tekst fra bogen “Jeg er her jo”, forlaget Lindhardt & Ringhof.
Tønder-sagens ældste pige: Jeg ser en kriger i spejlet
Vi kender godt hendes historie. Men vi kender ikke hende. Zandra Alex Berthelsen, der blev landskendt som den ældste pige i Tønder-sagen, fortæller for første gang om sit liv i bogen “Jeg er her jo”. Vi bringer her et uddrag.
PrintEn augustdag i 2005 blev Zandra Alex Berthelsen pludselig landskendt. Som den ældste af pigerne fra Tønder-sagen, og som offer for seksuelle overgreb og psykisk terror af så grov karakter, at det rystede en hel nation.
Anholdelse
Jeg kan huske, at det hele var meget smukt, da vi kørte derfra. Det er underligt, men jeg kan virkelig huske den fornemmelse. Måske fordi det hele var så absurd. Det var en varm dag. Der var varmt inde i huset, og der lugtede røget. Solen skinnede sådan sensommerlyst.
Min far lå og sov på sofaen. Han ville altid have, at jeg skulle sidde ved hans ben, når han sov, så han kunne holde styr på mig. Jeg turde ikke andet. Når han sagde ’bliv siddende’, så sad man.
Jeg forsøgte at sove lidt, og jeg må have blundet, for jeg vågnede ved, at det bankede på. Jeg var nøgen. Det var jeg ofte. Det var noget, min far besluttede; om jeg måtte have tøj på. Der havde ikke været andre mænd i huset i næsten en måned, men lige den dag havde der været to mænd – og den ene var det der gamle, ulækre svin. Jeg husker så tydeligt hans lugt og det der net, han altid havde sin alkohol i. Det stank. Sommetider drak de mig fra sans og samling, men ellers var det til min far, den alkohol, han havde med.
Jeg gjorde mig umage med ikke at vække min far, for det turde jeg ikke. Jeg forsøgte at regne ud, hvad der var det rigtige at gøre, men de blev jo ved med at banke på, så til sidst vækkede jeg ham alligevel. De gentog, at det var politiet, og at vi skulle lukke op. Han sagde, at jeg skulle gå ud og åbne. Jeg kan huske, at jeg kravlede langs med køkkenskufferne, fordi der var sådan et lille vindue ude ved bryggerset, som jeg tænkte at jeg kunne kigge ud ad for at se, hvem det var. De blev ved med at sige, at det var politiet, men jeg kravlede og håbede, at de ikke kunne se mig.
Mine forældre har altid lært mig, at myndighederne og folk fra kommunen er farlige, så hvis man forestiller sig, at jeg var lettet og tænkte, at jeg endelig var reddet, så er det helt forkert. Jeg var simpelthen så bange. Jeg husker også meget tydeligt den der fornemmelse af, at det hele var helt uvirkeligt, og så alligevel var der også en fornemmelse af at … altså, selvfølgelig måtte de komme en dag … Vi havde altid fået at vide, at der ville komme nogen efter os, hvis ikke vi holdt kæft. Min far sagde engang, at han ville sælge mig til et bordel i Esbjerg, hvis jeg ikke gjorde, som han bad mig om, så jeg var god til at holde mund. Nu var de der alligevel, men det var ikke vores skyld. Vi holdt altid kæft.
Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig, men jeg blev virkelig bange, da jeg nåede hen til vinduet og kunne se, at det var sandt. Jeg sagde til min far, at det var rigtigt nok; det var politiet, der stod udenfor, og på en eller anden måde kunne jeg fornemme, at huset måtte være omringet.
Jeg følte mig virkelig trængt op i en krog. Min far sagde, at jeg skulle gå ovenpå, så jeg kravlede op ad trappen. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at nu kunne betjentene nok se gennem vinduet, at jeg ikke havde noget tøj på. Jeg kan også huske, at jeg tænkte, at det nok ikke var så godt. Til sidst løb jeg bare. Jeg spænede og skyndte mig ind på min lillesøsters værelse for at sige til hende, at hun skulle komme med mig. Måske ville hun ikke, jeg kan ikke huske det, men det endte i alt fald med, at jeg fik hende med ind på mit værelse, hvor jeg besluttede mig for, at jeg ville gemme hende i en sengeskuffe.
Og så stillede jeg mig selv hen til vinduet. Jeg husker ikke lydene, men jeg husker fornemmelsen af, at huset fyldtes med mennesker. Et mylder af mennesker. Og jeg ville bare væk. Jeg tænkte, at jeg kunne springe ud ad vinduet, og jeg må have gjort forsøget, for jeg kan huske fornemmelsen af, at der var en betjent, der tog fat i mig. Hun trak mig tilbage. De havde selvfølgelig sendt en kvinde.
Jeg skreg på min far. Det husker jeg. Jeg husker ikke alt fra den dag, noget af det er sort, men jeg kan huske, at jeg kaldte på ham. Den kvindelige betjent sagde til mig, at jeg skulle med dem nu, og at jeg måtte tage en lille smule tøj med.
Jeg ved ikke, om jeg havde fået noget tøj på, eller om jeg måske bare havde fået et håndklæde omkring mig, men jeg kan huske, at betjenten, Sonja, hed hun, spurgte, hvorfor jeg var nøgen. Jeg sagde til hende, at det var, fordi jeg havde været i bad. Det troede hun ikke på, for der var helt tørt ude i brusekabinen, sagde hun. Det tog mig to sekunder at finde på et svar. Jeg fortalte hende, at jeg havde tørret op efter mig. Jeg var skrækslagen. Jeg frygtede for mit liv – og helt ærligt, på det tidspunkt havde døden været at foretrække.
Jeg vidste godt, at vi ikke fik lov til at blive i huset, og jeg indvilligede i at tage med, men jeg ville meget gerne have fat i min dagbog først. Den lå i en skuffe i sådan et gammelt skrivebord, der stod på mit værelse. Der var lås på skuffen, og det kunne jeg godt lide. Det der med, at der var et sted, der kun var mit.
Dagbogen havde jeg fået af min mor, så den betød virkelig meget for mig, men jeg måtte ikke tage den med. Det forstod jeg ingenting af, men jeg forstår det i dag. De læste i den dagbog for at se, om de kunne finde beviser imod min far, men det kunne de ikke. Jeg kunne aldrig have fundet på at skrive om noget af det, der skete. Jeg skrev selvfølgelig i koder, som kun jeg vidste hvad betød.
(….)
Galleri: Tønder-sagens ældste pige: Jeg ser en kriger i spejlet
Pigen fra Tønder-sagen – stemplet har fulgt hende siden: Forbi plejeforældre og opholdssteder. Ned i misbrug og frem til indlæggelser på psykiatrisk hospital.
Men for fire år siden fik hun nok. For ingen er for altid bare én af pigerne fra Tønder-sagen, og hun tog en beslutning om at ændre sin livsbane – og tage ejerskab på sin egen historie.
Derfor har hun skrevet bogen: ”Jeg er her jo – Kald mig aldrig Tønder-pigen igen”.
Foto: Claus Peuckert, Lindhardt & Ringhof
1 / 3
”Jeg er her jo – Kald mig aldrig Tønder-pigen igen” af Zandra Alex Berthelsen og Pia Møller Søe. Forlaget Lindhardt og Ringhof. 360 sider, vejl. pris 299,95 kr.
Foto: Lindhardt & Ringhof
2 / 3
Afhøringen
Jeg løj, de første mange gange de spurgte mig om noget. Jeg sagde bare, at der ikke var sket noget, og faktisk havde jeg sådan en eller anden sær fornemmelse af, at det var mig, der var forbryderen.
Jeg havde jo selvfølgelig en idé om, hvorfor de havde anholdt min far, men jeg følte slet ikke, at det var noget, jeg kunne tale frit om. Heller ikke selvom jeg nu sad på en politistation omgivet af mennesker, der sagde, at det, han havde gjort, var forkert. Min søster og jeg har nok oplevet det meget forskelligt, det hele, tror jeg, og jeg var den, der reagerede. Vildt og voldsomt. Jeg skreg og kastede med ting.
Og jeg havde sådan en fornemmelse af, at næsten hver dag når jeg kom hjem fra skole, så stod betjenten der for at få flere svar og vise mig flere billeder. Det var ikke hende, der var ubehagelig; det var situationen, og måske ville jeg ønske, at de havde haft mere blik for, hvad det gjorde ved en pige på 11 år. Den der reaktion, jeg havde, den har jo været et udtryk for, at jeg simpelthen ikke kunne rumme alt det, der skete. At jeg ikke kunne finde rundt i, hvad der var rigtigt og forkert. Jeg havde jo lyst til at beskytte min far. Det havde jeg da …
Jeg ville have gået i fængsel for ham på det tidspunkt, og det var ikke, fordi jeg ønskede at lyve eller modarbejde – jeg havde virkelig bare ikke lyst til at være den, der skulle fortælle om de ting.
I alle de år vi har boet sammen med ham, har han gjort så meget ud af at fortælle os, hvor store konsekvenser det ville få for os, hvis vi ikke holdt kæft og makkede ret. Og han var iskold med sådan noget. Han kunne sagtens stå og kigge os i øjnene og fortælle, hvordan han ville gøre skade på os, hvis vi fortalte om noget. Kneppe os til døde eksempelvis. Og man kunne ikke altid regne ud, hvad der var forbudt og ikke forbudt.
Jeg kom engang til at tegne en tegning på skolen, som forestillede min søsters værelse, og så stod der en potte. Så fortalte jeg, at den var til at gå på toilettet i, når døren var låst – og det fik skolen til at kontakte mine forældre, for min søster var jo alt for gammel til at bruge en potte.
Han blev simpelthen så vred – og det gjorde min mor i øvrigt også, og jeg anede ikke engang, at det var noget, der var forkert. Altså, jeg husker hele den der periode som virkelig nederen. Jeg var så flov over det hele, og det var så ydmygende at skulle have medicin mod kønssygdomme som 11-årig, men det skulle jeg jo. Der var en god grund til, at jeg fik det.
Jeg havde også en hudsygdom, konstaterede de – en stafylokokbakterie, som jeg udmærket ved, hvor jeg har fået. Det var ham den gamle, Gerhard Trip, og det er ikke noget, der smitter, hvis man er sund og rask – men vi manglede jo mad og var stressede og havde lavt immunforsvar, så jeg fik bylder på huden og vidste, at jeg havde det fra ham. Det fik mig til at føle mig så klam. Jeg har stadig den bakterie – og jeg hader det. I øvrigt udtalte han sig under retssagen, ham Gerhard, og han sagde, at jeg selv havde bedt om det.
Jeg var flyttet ind på opholdsstedet, da retssagen begyndte, og selv om de sagde, at jeg ikke måtte se nyheder, så jeg ham alligevel stå og sige det. Og måske er det værste, at jeg tænkte, at han jo sådan set havde ret … Det gjorde jeg jo. Jeg bad om det. Men der manglede ligesom den del af fortællingen, der handlede om, hvilke konsekvenser det havde for mig, hvis jeg nægtede at gøre det.
En kontant fysisk afregning, som sandsynligvis ville være værre, end hvis jeg indvilligede i det andet. Det var uvirkeligt og stressende, og til sidst endte jeg med at tale. Det var en meget konkret episode, der fik mig til at beslutte, at jeg var nødt til at gøre, som de bad mig om. En af betjentene sagde en dag til mig, at hvis jeg ikke ville fortælle mere, så ville hun afspille en telefonsamtale for mig, som jeg havde haft, samme dag som min far blev anholdt. Jeg vidste alt om, hvordan jeg lød på den optagelse. Jeg lød villig, for det var jeg nødt til.
Hvis jeg ikke samarbejdede, ringede min far sommetider efter en bestemt mand. En modbydelig type, som havde en sindssygt ubehagelig energi. Jeg tror, han var tysker og måske også en anden nationalitet. Selv min far havde han magt over. Hans drugs var fine nok, for de fik mig til at forsvinde. Han havde et eller andet med, som vi røg på noget sølvpapir. Det lugtede underligt – og jeg fik det underligt af at ryge det. Det føltes, som om jeg kom ind i en helt anden verden. Han var helt klart sådan en, man ikke skulle lægge sig ud med. Jeg ville gøre virkelig meget for at undgå, at min far ringede efter ham.
Mange af mændene var nogle klamme typer, og det er svært for mig at forstå, hvordan de kunne holde ud at se den skade, de gjorde på mig. De fik mig til at føle mig som en rotte, man er i færd med at aflive.
(…)
Faren
Han står lidt uroligt og kigger sig vågent omkring. I virkeligheden føles han som en fremmed. Sandheden er, at Zandras far ikke har flere kræfter tilbage. Han ligner på ingen måde sig selv. Den udgave af ham, hun husker fra sine første 11 leveår. Han ser bange og kuet ud. Udmagret og grå og syg – og det giver ingen mening, når han siger, at han ikke fejler noget som helst.
Han ligner virkelig en mand, der er døden nær. Han kommer hende ikke i møde, da han får øje på hende – og det er svært for hende at bære hans tøvende rådvildhed. Hun kan se på ham, at han ikke aner, hvad han skal stille op med sig selv. Kvinden er bag hende, og hun har svært ved at fastholde øjenkontakten med ham. De går indenfor, og rundt omkring dem drikker andre mennesker kaffe og nyder deres mad.
Caféen er hyggelig. En klassisk forstadscafé, som serverer kakao, der for de fleste smager af barndom, og en sandwich, som ingen af dem kan spise.
Hans kropssprog er famlende. Måske har han i virkeligheden lyst til at række ud efter hende, og hun siger til ham, at det er okay. At hun godt kan tåle et kram, og så får hun det.
Ikke en hengiven eller kærlig omfavnelse – en forsigtig. Det forløser ingenting, men det er alligevel, som om en lille skrøbelig tillid kiler sig ind imellem to mennesker, der er tæt forbundet af en historie, de begge sandsynligvis ville ønske, var usand.
(…)
Zandra Alex Berthelsen er født i 1994. Hun er underviser, debattør og handicaphjælper. I dag forfatter. Hun har ”overlevet” systemet og psykiatrien. Tror på, at alle mennesker har noget at bidrage med. Og at man har pligt til at gøre det.
Afslutningen
Man skal være lidt risikovillig. Jeg kan ikke se så langt frem, men jeg stoler jo på, at jeg havner det rigtige sted. Stoler på processen. Og det er nok noget nyt.
Når jeg kigger mig i spejlet, så ser jeg en kriger. Et menneske, der kan tåle meget, og som har en styrke, jeg synes er fin. Jeg kan både se og mærke, at jeg hele tiden forandrer mig.
Jeg har måske svært ved at se mig selv som kvinde, men jeg er heller ikke en mand. Og jeg kan godt selv regne ud, hvorfor jeg har svært ved at være i kvindeligheden. Nu skal jeg slå rødder som menneske, og jeg ved ikke, om jeg er på vej ud af min spirehvile, men jeg kan godt få en fornemmelse af, at jeg måske er ved at have fundet et miljø, jeg kan vokse i.
Dengang jeg blev fjernet hjemmefra, havde jeg nok håbet, at jeg ville være et andet sted i dag, men det er fint nok. Jeg tror, at jeg alligevel er okay med at være i mit eget skind.”
Efterspil
Faren fik en dom på 10 års fængsel. Han døde i 2020. Moren fik en behandlingsdom for medvirken. Zandra har ikke kontakt til moren og sin søster.
