Tragedierne er væltet ned over Kamilla: Jeg mister mine kære

I 2001 mistede Kamilla sin storebror, som blev skudt af en hjemmeværnsmand. Sorgen var med til at tage livet af hendes far, der døde to år senere på hendes 17-års fødselsdag. I 2009 fandt hun sin nyfødte datter livløs i tremmesengen.

Kamilla bladrer i billederne, der ligger på bordet foran hende.

– Det her er min datter, Nancy. Det er taget, lidt før hun døde. Jeg nåede desværre ikke at få så mange af hende. Så er der et af de sidste gode billeder af min far. Han skulle altid lave spas og sjove ansigter. Og her er min storebror. Det viser også meget om ham. Han var en afslappet dreng, der bare tog livet, som det kom, siger hun.

For den nu 36-årige Kamilla Baghani har billederne af hendes familiemedlemmer fået større betydning, end hun kunne have forestillet sig.

– Det er det eneste, jeg har tilbage af dem. Billederne og deres udtryk på dem, som selvfølgelig siger en masse. Men det er mærkeligt, at jeg ikke har andet.

Kamillas storebror, Henrik, var den første af de tre, der mistede livet. Om aftenen den 21. december 2001 tog han med en kammerat ud til militærområdet Lindholm Høje ved Nørresundby for at køre markræs i sneen. Her havde en 24-årig hjemmeværnsmand også sneget sig ind for at lave skydeøvelser med en skarpladt M75-riffel.

Hvad der præcist skete derefter, er der flere versioner af. I den efterfølgende retssag forklarede hjemmeværnsmanden, at han ikke affyrede sit skud mod de unge mænds VW Golf for at dræbe, blot for at skræmme dem væk. Og at han mistede balancen i samme øjeblik. Den forklaring havde Henriks familie svært ved at købe. Det har de stadig.

Faktum er, at projektilet borede sig igennem bilens bagsmæk, passagersædet og til sidst også 21-årige Henriks ryg og mave. Han blev hastet til hospitalet, men stod ikke til at redde på grund af det voldsomme blodtab.

Kamilla fik beskeden om sin brors død senere samme aften, da hun kom hjem til sin mor.

– Hun talte i telefon med min far, og jeg kunne se på hende, at det var alvorligt. Og så sagde hun: ”Henrik er død”. Jeg råbte og skreg og hørte slet ikke, hvad der ellers blev sagt, husker Kamilla, som først næste morgen fandt ud af, at der var tale om et skuddrab, da hun hørte det i radioen.

 

Kamillas storebror, Henrik, blev 21 år. – Han var en glad sjæl, der hvilede i sig selv og elskede livet, fortæller Kamilla.

Kamillas storebror, Henrik, blev 21 år. – Han var en glad sjæl, der hvilede i sig selv og elskede livet, fortæller Kamilla.

 

Præcis en måned efter blev gerningsmanden pågrebet og sigtet for uagtsomt manddrab. Han blev idømt tre års fængsel. Tiden efter Henriks død var hård for alle i familien, men særligt for Kamillas far, Jan, var sorgen helt ubærlig.

– Det ændrede min far. Han begyndte at trække sig ind i sig selv. Som om han bare opgav livet. Han fik en lungebetændelse, som han ikke fik behandling for, og det blev så slemt, at han begyndte at hallucinere og se trolde. Han blev indlagt på hospitalet, hvor han fik ilt, og senere kom han i kunstig koma og fik hjertestop, fortæller Kamilla.

Hun er overbevist om, at han opgav at kæmpe for livet, fordi sorgen over Henrik var for tung. Kamillas far gik bort to år efter hendes bror – på hendes 17-års fødselsdag.

– Jeg var til fest, og ved 22-tiden fik jeg pludselig en fornemmelse af, at jeg skulle hjem. Der var et eller andet galt. Jeg havde det, som om al luft var trukket ud af mig. Jeg tog hjem i min fars lejlighed og kunne se, at der var lys hos min mor i blokken overfor, selv om det var sent, så jeg skyndte mig derover. Hun var ikke hjemme, i stedet blev jeg mødt af min mormor. ”Din far er død” sagde hun. Og så væltede min verden.

Kamilla husker kun de næste timer i glimt. Farmoren, der lå knust af sorg på en hospitalsbriks, mens Kamillas mor holdt hende i hånden. Lægerne, der fortalte, at de forgæves havde prøvet at genoplive hendes far. Synet af faren, da hun endelig fik lov til at se ham.

– Han så fredfyldt ud. Som om han ikke havde mere sorg, han skulle kæmpe med.

 

Kamillas far, Jan, blev 45 år. – Han var en sjov og festlig mand, som alle mennesker kunne lide, husker Kamilla.

Kamillas far, Jan, blev 45 år. – Han var en sjov og festlig mand, som alle mennesker kunne lide, husker Kamilla.

 

For Kamilla var den værste sorg af alle dog stadig i vente. Seks år efter sin fars død mistede hun sin datter. Lille Nancy blev to måneder.

– Hun var en nem baby. Hun begyndte tidligt med at pludre, og man kunne altid få øjenkontakt og et smil. Hun var ikke en, der græd, men spiste og sov og var, ligesom en baby skulle være, siger Kamilla og fortæller, at Nancy lignede en smuk lille dukke med sit kulsorte hår og de store brune øjne.

En uge før sin død begyndte Nancy helt ukarakteristisk at beklage sig.

– Hun hostede meget, det lød som en sæl, og hun ville ikke ligge ned eller spise. Jeg tog hende til lægen, som henviste os til Aalborg Sygehus, så hun kunne komme til observation for kighoste. De undersøgte hende kort udenpå og mente ikke, der var noget, så vi blev sendt hjem igen med besked om at kontakte dem, hvis hun fik feber. Og så om morgenen finder vi hende, hvor at… der er hun så død, siger Kamilla stille og holder en kort pause, inden hun fortsætter:

– Jeg kan ikke huske så meget fra den morgen. Jeg tror, jeg gik i chok. Men jeg fik ringet efter en ambulance, og jeg ringede også til min mor og søster.

Kamilla mindes ikke, at ambulancefolkene tog hendes datter med. Det første, hun husker, er, at hun sad i sofaen i sin stue sammen med sin mor, søster og stedfar. Politiet var der også.

– På det tidspunkt var jeg stadig forvirret og sagde til min søster, at jeg var nødt til at have et bad, så hun gik med mig ovenpå, hvor Nancys dyne og tøj lå på sengen. Dér gik det op for mig, at de havde taget hende, siger Kamilla og ryster på hovedet.

 

Kamillas datter, Nancy, blev to måneder. – Hun var en nem baby, siger Kamilla. Her får Nancy kys af storesøster Lara.

Kamillas datter, Nancy, blev to måneder. – Hun var en nem baby, siger Kamilla. Her får Nancy kys af storesøster Lara.

 

Obduktionen af hendes lille pige gav ikke megen klarhed over, hvad der var sket – og hvorfor. ”Vuggedød” står der blot noteret som dødsårsag, ligesom det blev konstateret, at hun havde begyndende lungebetændelse og var tætlukket i næse- og halssvælg.

Uanset årsagen, ændrede det ikke på, at Nancy var væk, og at Kamilla nu stod foran sit livs kamp. Hun havde stadig to børn, som hun skulle tage sig af, og med tiden skulle hun få yderligere to. Men sorgens dyb er svær at trække sig op fra, har Kamilla måttet erkende. De seneste år har hun også mistet sin farfar, farmor, mormor, onkel og faster.

– Som familie mødes vi nærmest mere i kirken til begravelse end til noget andet. Jeg plejer at sige, at mit stjernetegn må være dødsstjernen. Det er, som om det ikke har nogen ende, og at det er lettere at leve i evig sorg end at være glad, fordi man er så vant til det.

Kamilla håber inderligt, at hendes afdøde familiemedlemmer stadig er der et sted, og at de er samlet, hvor end de befinder sig. Hun har derfor kontaktet Ude og Hjemmes clairvoyant, Selma Ambirk, i håbet om, at hun kan skabe forbindelse til dem.

I videoen øverst i artiklen kan du se, hvordan seancen med Selma forløb.

Få en seance med Selma

Ønsker du kontakt med en afdød, der stod dig nært, og vil du have Selma Ambirks hjælp til at skabe kontakten? Så send en mail til [email protected] med dine kontaktoplysninger. Skriv også kort, hvem du ønsker kontakt til. Seancen vil foregå hjemme hos dig, og den er gratis. Du skal dog være indforstået med, at der bliver lavet en artikel om seancen til Ude og Hjemme samt videooptagelser til brug på vores hjemmeside i forbindelse med Selmas besøg.