Anettes tvilling tog sit liv: Jeg mangler Ditte ved min side

Anette og Ditte var uadskillelige, og da de blev ramt af en spiseforstyrrelse, kæmpede begge for at få et normalt liv igen. Det lykkedes for Anette, men til sin sorg, så hun sin elskede søster få det værre.

”… Jeg håber, at jeg snart kan se meningen med, at jeg stadigvæk er her. Jeg håber, du ved, at jeg elsker dig og Vilja (Anettes datter, red.) mere end noget andet”.

(sms fra Ditte til Anette)

– Når Ditte havde det svært, skrev hun tit om min datter. Ofte ville hun gerne have, at jeg sendte billeder af hende. For det gav hende noget lys i mørket, fortæller 39-årige Anette Brøndsted fra Harlev.

Vi sidder i køkkenet i familiens hus omgivet af breve, billeder og journaler, der handler om hendes enæggede tvillingesøster, som hun mistede den 27. juli i år. Den søster, som hun var forbundet med, siden de blev født, og som altid var en urokkelig støtte for Anette, uanset hvor svært hun selv havde det.

Anette og Ditte voksede op i Varde med deres forældre, storebror og en storesøster. Siden de kom til verden samme dag, var de to piger uadskillelige. De havde samme værelse med matchende senge, gik ens klædt, og de slog sig sammen, når de havde fødselsdag og skulle skrive en ønskeseddel. Som de blev ældre, kom de tit i ridestalden. De blev begge gode til håndbold, og Ditte blev endda udtaget til et talenthold og kåret som årets spiller.

– Ditte var social, og hun var ofte den, der gik forrest. Så jeg følte mig mest tryg, når hun var der, for hun havde nemt ved at komme i snak med folk, fortæller Anette, de husker sin søster som den smukke pige med det kække smil.

Men da Anette fik konstateret kræft som 11-årig, blev familiens liv vendt på hovedet. Søstrene blev skilt, da Anette blev indlagt i Odense.

– Pludselig fik jeg en masse opmærksomhed. Mit hår faldt af, og jeg kæmpede med en masse tanker, fortæller Anette, der cirka et år efter kom tilbage til hverdagen i Varde.

Ditte var beskyttende over for Anette, men hurtigt fortsatte de det liv, som de havde levet før sygdommen. Begge var målrettede i skolen, hvor de ville være de bedste til matematik, så de gode karakterer en dag kunne give dem adgang til medicinstudiet.

Men da de skulle deltage i et motionsløb i skolen, gik det galt. De ville endnu engang være de bedste, og de begyndte at løbetræne, spise sundere og tælle kalorier. Om de nåede i mål som de første til motionsløbet, kan Anette ikke huske. Men hun husker, at deres fokus på kalorier og motion tog overhånd.

Det stod klart, at Ditte og Anette havde udviklet anoreksi, og det blev begyndelsen til mange år med et forstyrret forhold til mad, indlæggelser og en tabt ungdom.

Mens Anette lidt efter lidt fik det bedre, gik det modsat for Ditte. Hun blev indlagt på ungdomspsykiatrisk afdeling, og Anette kan huske, at hun manglende hende i hverdagen. Når hun tog ud til ridestalden, var Ditte der ikke til at gøre hestene klar, og Anette var tvunget til selv at skabe relationer.

– I bund og grund handlede det jo ikke om mad. Jeg tror, at vi begge havde uforløste følelser efter, at jeg blev indlagt med kræft. Vi fik aldrig snakket om det, da vi i vores familie ikke var gode til at snakke om følelser. Så jeg tror, at vi prøvede at håndtere det via spiseforstyrrelsen.

Til trods for, at Anette fortsatte skolegangen og sås med deres fælles veninder, kæmpede hun stadig med sin psyke, og flere gange tabte hun sig for meget. Hun husker en skoletur, hvor hun havde det skidt og følte sig forkert og ensom. Anettes frirum var hestene. Så da hun en dag skadede sin ankel så voldsomt, at hun ikke kunne ride, mistede hun det sted, hvor hun for en stund kunne få ro i hovedet.

 

Selv om begge søstre kæmpede med psykiske problemer, så støttede de altid hinanden.

Selv om begge søstre kæmpede med psykiske problemer, så støttede de altid hinanden.

 

Den efterfølgende tid fik Anette det værre, og som sin søster, begyndte hun at være selvskadende og anoreksien blussede op igen.

I perioden 2007 til 2012 kæmpede Anette med sin psykiske problemer. Hun var indlagt en stor del af tiden, men da hun blev henvist til en psykoterapeut på spiseforstyrrelsesafsnittet, begyndte det at gå fremad. Hun tog på, og hun fandt en mening med tilværelsen igen.

– Min far og jeg var i den periode på rundrejse i USA, og jeg tænkte, at der var så meget af verden, som jeg gerne ville opleve. Jeg havde været buret inde i så lang tid, og jeg fik virkelig modet til kæmpe for det liv, som jeg inderst inde gerne ville have, fortæller Anette.

Hun begyndte på syge-plejerskeskolen i 2015. Selv om det til tider var svært, gennemførte hun – altid med sin omsorgsfulde søster på sidelinjen.

– Selv om det kunne være svært for Ditte at se, at jeg kom videre med mit liv, modsat hende, var hun altid en kæmpe støtte. Hun mindede mig ofte om, hvor langt jeg var nået, og hun gav mig troen på, at jeg var sej, fortæller Anette.

Hun ønskede for alt i verden, at Ditte fik det bedre. Derfor blandede hun sig ofte i hendes behandling, og kommenterede på, hvad hun spiste.

– Jeg ville bare hendes bedste, men det endte med, at vi blev irriterede på hinanden, og det gik ud over vores sammenhold. Så jeg besluttede at lade være, hvilket var en lettelse for os begge. I stedet hang vi bare ud som i gamle dage, hvor vi snakkede om tv-serier, musik og shopping, fortæller Anette, der ved, at mange til sidst kun så sygdommen og ikke den fantastiske pige, som Ditte var.

– Alle vi, der elskede hende, fortalte hende tit, hvor smuk og dejligt et menneske hun var, men den før så selvsikre Ditte var forsvundet. Det var som om, at hun kæmpede mod en indre dæmon, hvor nederlagene fik mere og mere magt, fortæller Anette.

Hun husker dog, hvor glad Ditte blev, da Anette annoncerede sin graviditet.

– Min datter, Vilja, blev et lyspunkt for hende, og det var som om, at der blev pustet lidt til fighterviljen, når hun så hende, fortæller Anette.

Hun sporede en smule optimisme hos sin søster i den sidste tid. Ditte accepterede, at hun næppe ville få en uddannelse, i stedet begyndte hun at udtrykke ønske om en dag at arbejde med børn, og det fik for en stund Anettes skuldre til at sænke sig.

Natten til den 27. juli i år drømte Anette om Ditte, og da hun tog på arbejde om morgenen, havde hun en underlig følelse i kroppen. Da hun få timer senere fik det skæbnesvangre opkald om Dittes død, gik hun i chok. Hjertet bankede under kitlen, og hun havde følelsen af, at hun ikke kunne trække vejret. Den sidste besked, Anette modtog, handlede om, at det var kaotisk på psykiatrisk afdeling. Hun skrev, at hun havde det skidt, men til trods for, at hun var indlagt, kunne hun frit bevæge sig væk fra afdelingen. Derfra var Ditte overladt til sig selv og sine svære tanker.

– Jeg tror ikke på, at hun ville dø den dag. Hun ville bare gerne have noget hjælp. Det hjemsøger mig og gør mig frustreret. Men jeg ved godt, at det ikke bringer min søster tilbage, fortæller Ditte.

Her, godt to måneder efter Dittes død, har hun stadig svært ved at forstå, at hun aldrig skal se sin søster igen. Når hun får en sms, kan hun et kort øjeblik tro, at det er fra Ditte, og hun har tænkt over, om hun var der nok for sin søster.

– Hvis jeg havde vidst, at hun havde det så svært, var jeg taget ud til hende. Det ville heller ikke have taget lang tid at skrive en besked og fortælle hende, at jeg elskede hende. Det ville jeg sådan ønske, at jeg havde gjort, men jeg ved godt, at hun aldrig ville bebrejde mig noget, fortæller Anette, der blandt andet har Dittes sofa stående i huset i Harlev. Når hun har behov for mindes sin søster, sætter hun sig i den og prøver at fokusere på alle de gode stunder, de havde sammen.

I dag føler Anette, at hun mangler noget af sig selv. Hun er ikke vred på sin søster over hendes valg, hun håber, at hun er et bedre sted. Men sorgen over, at hun ikke er der, når de har fødselsdag, og at hun ikke skal Vilja vokse op, gør ondt helt inde i hjertet.

– Der flyver ofte en hvid sommerfugl rundt udenfor, og når jeg ser den, opfatter jeg det som et tegn fra Ditte. Det er jo abstrakt. Men på den måde føler jeg stadig, at hun er her. Og det er rart.