Fra en tid med bankrøverier: Slap væk med 2,2 millioner kroner i Fredericia

Ude og Hjemmes krimiekspert, Bent Isager-Nielsen, fortæller om et usædvanligt koldblodigt bankrøveri, de fandt sted i Fredericia i 1983 og gav et udbytte på hele 2,2 millioner kroner. Politiet udsendte en fantomtegning af røveren, der havde en karakteristisk russerhue på. 

Jeg skrev i Ude og Hjemme nr. 8 i år om røverier og specielt om “Røverne fra Rold”, og det fik mig til at tænke på begrebet bankrøverier, som vi stort set ikke kender til længere i Danmark.
Primært fordi ingen banker har penge i kassen nu om stunder, er bankrøverier stort set forsvundet. Det samme gælder i øvrigt også røverier mod posthuse.

Mig bekendt har der ikke været et forsøg på at røve en bank i år, og i 2021 var der – så vidt jeg har kunnet konstatere – kun ét bankrøveri. Det fandt sted den 8. juli i Fredericia, dog med et for røveren mislykket resultat, for der var ingen penge, og han blev i stedet anholdt af politiet.

Skete lillejuleaften

Men netop røveriet i Fredericia giver mig associationer til et andet og anderledes voldsomt bankrøveri for mange år siden, også i Fredericia.

Det er lillejuleaften, den 23. december 1983, tidligt om morgenen.
En mand, der viser sig at være en yderst koldblodig og erfaren røver, har gemt sig i baggården til Danske Bank i Gothersgade i Fredericia, hvor han venter på, at personalet til banken skal møde på arbejde.

Den pistolbevæbnede og maskerede mand holder den første ansatte op med pistolen og tvinger ham til at lukke sig og den ansatte ind i banken.
Herefter går det slag i slag, indtil de næsten 50 medarbejdere i løbet af morgenen efterhånden er mødt ind.

Slipper væk

Med sin pistol holder han dem alle i skak.
Han er maskeret med en nylonstrømpe over hovedet og iført en “russerhue”, er myndig og bestemt og udstikker ordrer hele tiden.
Han taler med udpræget jysk dialekt.

Han beordrer dem til at fylde penge i sorte plastiksække, som han har medbragt. Han formår at komme gående væk fra banken, blandt andet fordi han holder to bankansatte som gidsler tæt ind til sig, samtidigt med at han truer dem med pistolen.
Og selv om politiet er kommet talrigt til stede, slipper han væk.

Skyder gennem ruden

Flere politifolk ser ham ganske tæt på og kan give et udmærket signalement af ham.
Han har en flugtbil holdende i nærheden, en Fiat Ritmo, der er stjålet nogle dage forinden hos en bilforhandler i Horsens.
På vej ud af byen skyder han gennem bagruden på Fiat’en efter de forfølgende politibiler, hvorefter politiet af hensyn til gidslerne i flugtbilen vælger at stoppe forfølgelsen.
Senere sætter røveren gidslerne af i kælderen under en boligkarré i Kolding og forsvinder med pengene, i alt cirka 2,2 millioner kroner. Bilen bliver senere fundet efterladt og uden spor af gerningsmanden.

Enorm mediedækning

Det var et meget voldsomt røveri, og Rejseholdet blev tilkaldt. Jeg var selv på sagen i lang tid, indtil jeg skulle videre til en drabssag.
Flere måneder efter røveriet blev gerningsmandens pistol fundet i en bagageboks i Københavns lufthavn.

Rejseholdet og Fredericia Politi gennemførte en usædvanlig stor efterforskning med tusinder af afhøringer, undersøgelser, forskellige mistænkte, tv-rekonstruktioner og i det hele taget enorm mediedækning af et efter danske forhold meget spektakulært røveri og en usædvanlig røver.

Der blev ved hjælpe af tyske politieksperter lavet en fantomtegning, som blev offentliggjort og medførte mange henvendelser fra offentligheden.

Russerhue

Efterforskningen afdækkede, at gerningsmanden kunne mistænkes for andre store røverier, der årene før havde fundet sted ved juletid, blandt andet et røveri mod Handelsbanken i Aarhus to år tidligere.
Signalementet passede.

Han var også her alene og bar den karakteristiske russerhue. Han truede personalet til at udlevere 600.000 kroner og låste efterfølgende de 25 ansatte ind i boksanlægget.
Flere andre uopklarede røverier i Jylland gennem årene ved juletid, hvor røveren var iført forklædning, for eksempel en julemandsdragt og en militæruniform, kan med en vis sandsynlighed henføres til samme røver.

Boede måske i udlandet

Den langvarige og massive efterforskning førte aldrig frem til en anholdelse eller identifikation af gerningsmanden.
Profilen af ham er en cirka 170-172 centimeter høj mand med udpræget østjysk dialekt, myndig og koldblodig i forbindelse med røverierne.

Blandt andet fundet af pistolen og andre spor i lufthavnen gør, at der kan være tale om en mand, der måske til dagligt boede i udlandet, men som gennem flere år omkring juletid var i Danmark, hvor han formåede at gennemføre store og spektakulære røverier uden nogensinde at blive pågrebet.

Venlig hilsen Bent

 

Røveren truede personalet med en pistol, og siden skød han efter politiet i sin flugtbil. Dette er dog ikke det originale våben.

Røveren truede personalet med en pistol, og siden skød han efter politiet i sin flugtbil. Dette er dog ikke det originale våben.