Jeg har altid følt mig som en anden

Da Hanna blev født, kunne lægerne ikke afgøre, om hun var en dreng eller en pige. Det blev besluttet, at hun var en dreng, men at det skulle følges op. Sådan blev det ikke. Det kom til at koste hende mange års kriser.

Som barn var hun den pigede Hendrik, der hellere ville lege med dukker end med biler, og som alt for længe var en fremmed fugl i sin egen krop.

Hanna Öberg blev født i Eksjö for 48 år siden og var en meget lille baby, der vejede sølle 800 gram. Hun blev født tre måneder for tidligt, og lægerne kunne umuligt sige, om det var en dreng eller en pige, der så dagens lys.

Hun blev taget til Jönköping for fortsat neonatal pleje. På det tidspunkt var det usædvanligt, at så små børn overlevede, men der var en god vilje i den lille baby, og hun overlevede den ene krise efter den anden. Hun modtog nøddåb, og forældrene, som havde besluttet, at barnet var en dreng, gav hende navnet Hendrik.

– Derefter lagde mine forældre låg på og holdt på hemmeligheden. De troede vel, at alt nok skulle gå …

Traumatiske år

Hvad Hanna ikke fik at vide som barn, var, at hun blev født med ’Delvis Androgen insensitivitetssyndrom’, eller PAIS, hvilket gør det svært at bestemme køn. Men hendes pigeside var der fra starten.

Hun udvikledes sent, og først da hun var halvandet år, kunne hun gå, og hun talte ikke før omkring fireårsalderen.

Forældrene tav om hemmeligheden. De blev skilt efter et år, og en fireårig forældremyndighedsstrid tog sin begyndelse, inden det blev besluttet, at faren skulle have forældremyndigheden alene. Han havde da en ny kvinde ved sin side, som blev Hannas stedmor.

– Det var traumatiske år, husker hun. Jeg ville gerne være sammen med min mor, men retten afgjorde, at jeg ville få det bedre hos min far, fordi min mor havde seks børn mere at tage sig af.

Det blev dog gjort klart, at hun skulle være hos sin mor nogle weekender, men der var langt imellem. Hun klarede det dårligt, det med at rejse frem og tilbage, hvilket førte til, at hun ikke så sin mor i flere år.

Hun voksede op med sin far og stedmor, og familien blev udvidet med to halvbrødre. Det bedste, hun vidste, var at lege traditionelle pigelege. Hun klædte sig tidligt ud i sin stedmors kjoler og hæle, hun kunne lide at lege mor, far, børn, og hun legede med dukker, trolde og tøjdyr.

Ville lege med piger

Da hun begyndte i børnehave som femårig, følte hun sig allerede alene. At lege med drenge var utænkeligt. Hun foretrak at være sammen med piger og blev tiltrukket som en magnet til dukkeværelset. Og det var der, hun fik sin første kæreste.

 

Det bedste hun vidste som barn, var at lege traditionelle pigelege, og sig ud i sin stedmors tøj.

Det bedste hun vidste som barn, var at lege traditionelle pigelege, og sig ud i sin stedmors tøj.

 

– Jeg havde en vældig sød lærer, siger hun. Jeg følte mig tryg ved hende, men jeg oplevede året som sjovt og svært på en og samme tid.

Hun følte sig malplaceret, og hendes venner så hende som en drengepige, der var stille og aldrig turde sige fra. Men i første klasse fik hun en drengeven, og han blev hendes tryghed.

De legede lidt anderledes end mange andre drenge, da de foretrak at hoppe i reb og lege hest. Nogle andre drenge begyndte at lege med de to, og så blev de til konger og dronninger og spillede fantasispil. Hun fik også en pigeven, og der var legen med Barbie-dukker og dukkehus.

Hanna vidste, at hun var anderledes, men kunne ikke rigtig forstå hvorfor.

Udviklede bryster

Forklaringer hjemmefra måtte hun leve uden. Hun var drengen Hendrik, punktum og slut. Sådan var det også, da hun i sjette klasse skulle på skoleudflugt til København, hvor de besøgte en svømmehal.

Kvinden, som solgte billetter, kiggede på mig og spurgte, om jeg var en pige eller en dreng. Så gav hun mig nøglen til pigernes omklædning. Det var en træls oplevelse.

Da var hun nemlig begyndt at udvikle bryster. Problemet fortsatte under gymnastiktimerne i gymnasiet, hvor hun blev ved med at undvige kommentarerne, og følte sig altid forkert.

Et lillebitte lys kunne anes under Københavnsturen. Hun havde altid haft stort tøj på for at skjule sin krop, men på Strøget købte hun en bluse, og iført den og jeans gik hun ud om aftenen.

– Så kyssede jeg en dreng for første gang, siger hun. Det var min seksuelle frigørelse.

Smidt ud hjemmefra

Da Hanna blev teenager, var hun overbevist om, at hun var homoseksuel. Hun turde ikke betro sig til nogen, men bar følelsen i sig selv indtil 1989. Som 16-årig fortalte hun sin far og stedmor, at hun godt kunne lide drenge, og at hun havde det svært.

Som et resultat af tilståelsen blev hun smidt ud af huset – hun fik ti minutter til at pakke to kasser.

Mod forældrenes vilje var hun dengang medlem af Missionskirken, og derfra havde hun en veninde, hun fik lov til at bo hos i den første tid. Via det offentlige fik hun sin egen lille etværelses lejlighed, men hun turde ikke blomstre.

– Jeg havde brug for en plejefamilie, konstaterer hun sådan set i bakspejlet. Jeg var for ung til at bo alene.

Hun var aktiv i menigheden, men levede et dobbeltliv. Hun var en person på ydersiden og en anden indeni, og hun troede egentlig, at livet skulle være sådan.

Så sine journaler

Senere flyttede hun til Vetlanda, og her fik hun den kontaktfamilie, hun havde så hårdt brug for. Hun kom også i kontakt med børnepsykiatrien, og hvad hun vidste inderst inde blev bekræftet: Hun var mere en pige end en dreng.

– Så fik jeg også adgang til mine journaler og forstod, hvad jeg var blevet udsat for, siger hun og ryster på hovedet.

Kontakten til forældre og halvsøskende var helt brudt, og hun fik en ny kontaktfamilie, hvor hun for det meste boede, samtidig med at hun søgte fællesskab i Pinsekirken. Men hun troede stadig, hun var en piget dreng, der var homoseksuel. Men da hun forsøgte at leve dette ud, blev hun bemærket, og hun ville væk fra byen.

Hun var dengang nyuddannet hjælpesygeplejerske og besluttede sig for at flytte til Stockholm … Der indledte hun et homoseksuelt forhold og var samtidig medlem af en frikirkelig menighed, fordi hun elskede sang og musik. Men der så man ikke på hendes forhold med venlige øjne.

– De ville sende mig til USA til omprogrammering, men jeg takkede nej, siger hun med eftertryk. Så blev jeg smidt ud.

Forholdet sluttede efter tre år, og hun gik hurtigt videre til det næste. Hun havde flere forhold, før hun blev forlovet med en homoseksuel mand, hvis forældre tog imod den pigede Hendrik med åbne arme. De så hende som deres datter, og hun fik den mor og far, hun altid drømte om.

Men forlovelsen blev brudt, og hun ønskede ikke at være alene. Hun havde flere forhold og mødte til sidst en mand, der var biseksuel. Og han fik en mistanke om, at der var noget, der ikke stemte.

– Han mente, at jeg skulle få lavet en udredning, siger hun. Det var en årelang proces, men jeg endte med at gøre det.

Under undersøgelsen blev det konkluderet, at der aldrig rigtigt havde eksisteret nogen Hendrik. Hun var en pige fra fødslen og nu en voksen kvinde, der desperat ledte efter sin identitet.

Onde kommentarer

Så vovede hun at tage mod til sig og kom ud som Hanna. Men hun havde ikke regnet med onde kommentarer fra omgivelsernes side.

 

Hanna har flere gange oplevet at blive vendt ryggen, når hun har fortalt om sin situation.

Hanna har flere gange oplevet at blive vendt ryggen, når hun har fortalt om sin situation.

 

– Jeg blev mobbet, og det er forfærdeligt at skulle sige det, men de homoseksuelle var de værste, siger hun og ryster på hovedet.

Men hun overvandt dette og gennemgik operationer, der gjorde hende til en kvinde fuldt ud. Hendes skede var ikke fuldt udviklet, men dygtige læger tog sig af hende, og efter 28 operationer kunne hun have et nogenlunde normalt samliv.

Hun ønskede ikke at bo alene og drømte om at finde en mand til et varigt forhold. Derfor gik hun på nettet og kom i kontakt med Magnus. De skrev til hinanden, og da de mødtes, passede kemien.

– Efter 22 år var jeg træt af Stockholm, og jeg besluttede mig for at flytte til kærligheden i Nordsverige, siger hun med et smil.

Fandt kærligheden

Men hun bar på en hemmelighed. Hun havde ikke vovet at fortælle Magnus, at hun tidligere havde været Hendrik. Sandheden blev først afsløret, da han fandt nogle avisudklip i en æske.

– Han var selvfølgelig chokeret, men så fik vi talt ud om det.

Da de giftede sig, holdt de et stort bryllup med over hundrede gæster.

– Først nu er jeg glad, siger hun. Jeg er gift med Magnus og har forladt Stockholm til fordel for det nordlige. Men jeg føler mig stadig som en anden person, og hver dag er en kamp.

– Jeg føler altid, at jeg skal gøre det godt, og jeg er bange for, hvad andre kan tænke.

Hanna var blevet nedbrudt, men sigter stadig fremad og henter styrke fra sin tro på Gud.

Det, hun har været igennem, har skåret dybe spor i hendes sjæl, men hun finder trøst i boligindretning og at lave miniaturer til dukkehuse.

– Jeg drømmer om at uddanne mig til diakon. Jeg er ved at skrive en bog og holder foredrag om mit liv. Jeg har en del at fortælle.

 

Det var kærlighed ved første blik mellem Hanna og Magnus. De giftede sig den 18. juni 2016.

Det var kærlighed ved første blik mellem Hanna og Magnus. De giftede sig den 18. juni 2016.