Jeg troede, han var på arbejde

Nanna var fars pige, indtil hun fyldte fire år. Så tog han væk ‘for at arbejde’, fik hun at vide. I virkeligheden afsonede han otte års fængsel. Savnet blev dog ikke lettere, da sandheden gik op for hende.

– Fangebarn! råber en dreng til femårige Nanna, mens regnen siler ned fra himlen. Hendes krop er bundet fast til et dæk i sandkassen, og hendes bare fødder er viklet sammen. Hun bliver beordret til at grave det mudrede sand med sine fødder, men ordene, der kommer ud af deres munde, overskygger det voldsomme scenarie, hun er hovedperson i.

Hun forstår ikke, hvorfor de kalder hende fangebarn, for hendes far er jo ude og rejse for sit arbejde. Hvornår han kommer hjem, ved hun ikke, men hver dag håber hun, at det er dagen, hvor hun får ham at se igen. Mens det våde sand klistrer til hendes krop, begynder en ny tanke at tage form. Måske er hendes far ikke ude og rejse.

Kære Far

Jeg vil godt have at du kommer hjem, men du kan jo ikke, du har jo masser af arbejde derovre, derfor vil jeg gerne sige tak fordi, at du gav mig så flot et brev, sådan at jeg kan skrive et brev til dig. Jeg håber at du sender noget legetøj. Hilsen Nanna

(Brev fra Nanna til sin far. Hendes mor skrev, hvad Nanna dikterede)

Fars pige

– Jeg savnede min far rigtig meget, og hver dag håbede jeg, at han kom hjem. Jeg vidste jo ikke, hvorfor han pludselig var væk. Da det gik op for mig, blev jeg ked af det, fortæller den nu 29-årige Nanna Maria Christensen fra lejligheden i Randers, mens hun tænker tilbage på sine tidlige barndomsår, hvor hendes far stadig var en fri mand og en del af hendes liv.

– Jeg var fars pige, siger Nanna med et kærligt smil.

Minderne er sporadiske glimt, der ikke er hægtet op på årstal. Hun husker, hvordan hendes far tog hende med til koncerter, hyggede med hende, og hvordan han ofte var i godt humør. Hun kan stadig mærke den ekstatiske glæde, når han hentede hende i fritidsordningen, og hun husker tydeligt, at hun ofte var bange for at miste ham.

– Vi var på ferie, kort før han blev fængslet. Min far skulle ud på et wakeboard, der blev trukket efter en båd, og min mor har fortalt mig, at jeg var dybt ulykkelig og skreg, da jeg så min far blive trukket ud på vandet. Så allerede før han kom i fængsel, var jeg bange for, at han ville forsvinde.

Da hun var fire år, blev hendes far idømt otte års fængsel. Fra den ene dag til anden forsvandt han fra hjemmet, og Nannas mor valgte i første omgang at fortie, hvad der var sket. Derfor levede Nanna i uvidenhed, og første gang hun blev klar over, hvad der var sket, var den regnvejrsdag på legepladsen.

Savnet var tabu

Tanken om, at hun ikke kunne se sin far, når hun ville, skabte en sorg i hende. Alligevel snakkede de aldrig om det derhjemme.

– Da vi flyttede, fik jeg at vide, at jeg ikke skulle snakke om det. Så jeg gik med sorgen alene. I starten lukkede jeg mig inde i mig selv. Græd, når jeg lå i sengen og tænkte tilbage på alle de gode stunder. Jeg satte ham uden tvivl op på en piedestal og gjorde ham bedre, end han var. Men på det tidspunkt var jeg jo bare en lille pige, der savnede sin far, forklarer Nanna.

Hun glædede sig altid til at besøge sin far i fængslet. Men når dagen endelig kom, var det en følelsesmæssig rutsjetur.

– Vi stoppede altid ved en kiosk på vej til fængslet, så vi kunne få noget slik. Min mor håbede nok, at det ville lette stemningen. Vi snakkede aldrig om, hvordan vi havde det. Heller ikke, når vi var sammen med far. Det var, som om vi ikke skulle bruge tiden på at være kede af det. Vi skulle hygge os. Så når vi sad i bilen på vej hjem, græd min søster og jeg hele vejen.

Savnet lå som en usynlig tåge gennem hele Nannas barndom. Kort tid efter at Nannas far blev fængslet, blev forældrene skilt. De flyttede ud af deres fælles hjem, og Nanna begyndte at tage på. Maden og de søde sager gav for en stund en vis trøst. I skolen hungrede hun efter accept fra de andre i klassen.

Frustrationerne skulle ud

– Jeg havde en indre rastløshed, og jeg havde svært ved at koncentrere mig i timerne. I stedet lavede jeg ballade og forsøgte at få de andre til at kunne lide mig, fortæller Nanna.

Hun afreagerede tit på sin mor, når frustrationerne skulle ud. Hun kunne skrige, at hun kun ville have sin far, og at hun havde ødelagt hendes liv. Når hun var sammen med sine veninder, kunne hun mærke et stik i hjertet, når de fortalte, hvad de lavede med deres fædre.

Kære Far

Jeg har savned dig hele ugen og en ting du skal vide det er at du er i mit hjarte for altid.

(Ordret uddrag af et brev, som Nanna sendte til sin far i fængslet)

– Jeg savnede ham mest, når der skete noget stort i mit liv. Da jeg begyndte i skole. Når jeg skulle spille en vigtig håndboldkamp. Eller den dag, jeg skulle nonfirmeres. På de dage gik det ud over min mor, fortæller Nanna.Som teenageårene tog fart, begyndte Nanna at komme i dårligt selskab. Sorgen over sin fars fravær røg i baggrunden, i stedet brugte hun al sin energi og alle sine penge på, at andre skulle kunne lide hende.

Higede efter anerkendelse

– Jeg higede efter anerkendelse, men jeg husker det samtidig som enormt stressende, fordi jeg hele tiden gik på kompromis med mig selv. Så jeg var udmattet, når jeg endelig var alene.

Nanna husker ikke tydeligt overgangen til, at hendes far kom ud af fængslet. Efter han havde afsonet dommen på otte år, røg han ind og ud af fængsel. Da han ikke var dømt for personfarlig kriminalitet, var han undertiden på udgange, og i de stunder, var Nanna lykkelig. De kunne tage på bar sammen, og når promillerne røg højt nok op, kom de store følelser på bordet.

– Jeg fortalte ham, hvor meget han betød for mig, og at jeg elskede ham. Men jeg ville have ønsket, at det havde været mere normalt at snakke om sine følelser, så vi ikke behøvede at være fulde for at sige det, fortæller Nanna.

Graviditet blev et vendepunkt

Hun tænkte ikke særligt meget over fremtiden i den periode. Men da hun blev gravid som 19-årig, skete der en omvæltning.

Fra den ene dag til den anden, blev hendes liv vendt på hovedet. For første gang føltes det legalt at sætte sig selv først, og da hendes tvillingepiger blev født tre måneder før termin, krøb hun ind i en babyboble, hvor det hele gav mening.

– Jeg ændrede fuldstændig mit livssyn, og det blev klart for mig, hvad de rigtige prioriteter var. Selvfølgelig var det overvældende at blive mor til to, men det faldt mig hurtigt naturligt, forklarer Nanna.

Igennem sin skoletid havde hun aldrig fået ros for sit skolearbejde. Derfor havde hun tænkt, at hun ville uddanne sig som fodterapeut, da det kun krævede 2,5 år på skolebænken. Men da hun begyndte på hf, fik hun en ny erkendelse.

Ambitioner for fremtiden

– Det viste sig, at jeg faktisk var god til at gå i skole, jeg fik både ros og høje karakterer. Det handlede jo ikke om, at jeg var dum, men at jeg ikke kunne koncentrere mig om det førhen, forklarer Nanna.

I dag studerer hun psykologi på Aalborg Universitet. Hun er mor til otteårige tvillingepiger og blev for otte måneder siden igen mor til sønnen Hektor.

Selv om Nanna kan kigge tilbage på en barndom, der var fyldt med sorg over farens fravær, har hun ikke ondt af sig selv. Hun har stor respekt for sin mor, der kæmpede, så godt hun kunne, og når hun i dag ser sin far lege med hendes børn, varmer det hendes hjerte. De har i dag et godt forhold, selv om Nanna har haft perioder, hvor hun har afbrudt kontakten.

Børn skal ikke føle skam

Hun håber, at hun med sin historie kan være med til at bryde tabu, og hun har sammen med en forfatter, der har skrevet en bog om emnet, valgt at holde foredrag i fængsler og på biblioteker.

– Man skal lade være med at tabuisere, hvad forældre gør. Hvis man ikke kan snakke med sine forældre om det, skal der gerne stå en anden voksen til rådighed. En lærer eller en pædagog. Det er en svær følelse at gå med selv, og barnet kan hurtigt føle skyld og skam. Det gjorde jeg selv, og det værste, man kan gøre, er at prøve at tie det ihjel.