Jeg voksede op i en skygge af sorg

Margit voksede op i et hjem fyldt af kærlighed og sorg. Begge forældre havde overlevet holocaust, men mistet store dele af deres familier. Margit måtte bære en tung rygsæk – skyggerne af hendes myrdede slægt.

Fredag, 17. september 2021 - 15:00 - Af Frida Funemyr. Bearbejdet af Jonas André Sørensen. Foto: Stefan Tell og privat

De fleste af de overlevende fra det nazistiske folkemord er gået bort. Men deres børn er her endnu. Og de bærer på deres forældres oplevelser fra holocaust. Margit Silberstein er en af dem, hvis forældre mistede alle deres kære i massemordet under 2. verdenskrig.

Margit Silberstein var i mange år et kendt ansigt på svensk tv og radio, hvor hun forklarede svensk politik. Efter sit job som journalist på tv begyndte hun at skrive sin bog “Holocausts børn”, hvor hun fortæller om livet som barn til forældre, der har oplevet koncentrationslejre og været vidne til massemordet.

Ernst Silberstein og Ili Grunzweig voksede op i Rumænien og blev forelskede i hinanden. De kom begge fra religiøse familier og tilhørte landets ungarsktalende jødiske befolkning.

– I 1944 blev mor og far, der dengang var blevet forlovet, tvunget ind i ghettoen, hvor man anbragte jøder sammen. Kort tid derefter blev de adskilt. Far blev sendt til fronten i, hvad der i dag havde været Ukraine, hvor han efter et stykke tid blev taget til fange og endte i en lejr som arbejdende soldat i Sibirien. Min mor blev deporteret til Auschwitz, fortæller Margit.

Margits mor blev senere tvunget ud på den såkaldte dødsmarch til Bergen-Belsen. De var fire Grunzweig-søstre, der endte der, men tre af dem døde lige omkring, da befrielsen kom. Som den eneste overlevende i en familie på ni, kom Ili med de hvide busser til Sverige i 1945.

Da krigen sluttede, vidste Margits forældre ikke, om den anden var i live. Ved hjælp af blandt andre Røde Kors fik de kontakt, men det var først i 1948, at Ernst kunne genforenes med sin forlovede i Norrköping i Sverige.

Da havde de været fra hinanden i fire år. I mellemtiden bevarede de kærligheden gennem en intens korrespondance. For et stykke tid siden fandt Margit alle de breve, hendes far havde sendt til hendes mor.

– Hvilken skat de er, udbryder Margit og siger, at brevene gav hende et helt nyt billede af hendes far.

– Den far, jeg voksende op med, var en stille og behersket person. Men i brevene dukkede en anden person op. Det er passionerede breve, skrevet af en handlekraftig mand, der sætter ord på længsel, kærlighed og smerte. Han er god til at beskrive, og man kan forstå hans kamp for at komme ud af Rumænien for at se min mor igen, siger Margit.

Margit siger, at da hun voksede op, så hun sin far som en skrøbelig person, en, man skulle beskytte mod bekymring.

Efter at have læst brevene har hun fået en stærk længsel efter at se ham igen for at tale om, hvem han var, før Margit blev født.

– Det var som at få en ny far. Og det føles, som om jeg elsker ham endnu mere i dag, siger Margit.

Ernst og Ili så hinanden igen på Norrköping banegård i foråret 1948. Ili var dengang 28 år, og Ernst 34 år. I Norrköping genopbyggede de deres liv. Det er også i denne by, at Margits og hendes lillebrors barndomshjem ligger.

Under deres opvækst talte Ernst aldrig om krigen eller om, hvad han havde været igennem. Ili fortalte derimod om hele sin familie, og hvad der skete med dem.

– Hun talte aldrig om det allerværste, men om det store savn til alle familiemedlemmerne, om alle, der er blevet myrdet. Jeg blev født fem år efter krigen, og hun var stadig så fyldt af den store sorg. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg plejede at sidde ved et lille rødt bord, mens min mor sad ved siden af symaskinen. Hun kunne fortælle om livet i Rumænien, om positive oplevelser før krigen. Men vi endte ofte i historier, der endte med døden. Jeg husker, at jeg godt kunne lide disse fortrolige øjeblikke mellem os, siger Margit.

Sin opvækst beskriver Margit som kærlig. Der var utrolig megen kærlighed.

– Min bror og jeg blev mine forældres mening med livet. Jeg fik næsten mere kærlighed, end jeg kunne tage ind. Eftersom mor og far havde mistet alt, var der et stort traume i vores familie. Vi blev derfor deres et og alt, siger Margit og fortæller, at forældrene var overbeskyttende.

“Kunne I ikke elske mig lidt mindre?”, kunne Margit nogle gange tænke.

– Deres kærlighed har betydet en masse for mig og min bror, og vi har begge fået et godt selvværd. Så megen kærlighed er ganske opmuntrende. Man føler, at man må give en masse tilbage. Deres måde at se mig på betyder, at jeg i dag går ud fra, at folk vil kunne lide mig, jeg føler en tillid til omverdenen. Mor og far har ikke videregivet en bitterhed, på trods af hvad de har været igennem, hvilket i sig selv føles stort.

Som ung var Margit en alvorlig pige, der tænkte meget over tingene.

– Jeg var ikke konstant ked af det eller sådan. Jeg havde venner og levede til dels et normalt liv. Men skyggerne af mine myrdede slægtninge var altid til stede, og det skabte en vemod og en sorg i mig, siger hun.

Margit fortæller, at hendes far ofte græd, selv om det ikke var noget, han selv ville indrømme. Da hun flyttede hjemmefra som 19-årig for at studere i Stockholm, græd han ved hver afsked. Og ved hver ankomst.

– Jeg kendte ingen anden mand, som havde så let til tårer. Jeg husker, at jeg sagde til ham, at han ikke skulle græde. Men i dag ved jeg, at tårerne ikke kun kom for mig, men også for den smerte, han allerede bar.

– Min mor var mere udadvendt og havde en fremtrædende rolle i familien. Jeg følte min mors smerte og ville bære den med hende. Jeg er døbt Margit efter min mors elskede søster, som jeg mindede om. Min mor så sin søster i mig. Jeg følte, at en tabt verden skulle genopstå i mig. Jeg ville så gerne gøre mor og far glade og stolte, fordi jeg havde så frygtelig ondt af dem for alt, hvad de måtte udholde. Dette var en selvpålagt opgave, forklarer Margit.

I sin bog skriver hun ”Hvis du er barn af en overlevende fra Holocaust, skal du altid være sød – sådan føltes det. Jeg kunne have dårlig samvittighed, hvis jeg gik med min bedste ven hjem efter skole og legede med papirdukker i stedet for at gå hjem og spørge min mor, om hun havde brug for hjælp til noget.

Margit trodsede sjældent sine forældre. Men som 17-årig blev hun syg med anoreksi.

– Dette kan naturligvis være en efterrationalisering. Men jeg tror, jeg stoppede med at spise for på en eller anden måde lettere at kunne identificere mig med min mors smerte. Mine forældre blev fortvivlede. De havde set folk dø af sult og så nu deres eget barn forsvinde, selv om hun havde mad, siger hun.

I omkring et år var familien ramt af Margits spiseforstyrrelse, inden hun blev rask.

Da Margit fortalte, at hun ville flytte hjemmefra, reagerede hendes forældre som de fleste andre. Det var selvfølgelig hårdt, og ekstra svært for Margits mor.

– De accepterede, at jeg flyttede, men syntes, det var svært. I Stockholm begyndte jeg at leve mit eget liv og fortalte ikke længere alt til mine forældre. Da jeg talte med min mor om at klippe navlestrengen, tænkte hun, at det handlede om at forlade sine forældre. Jeg tror aldrig, hun virkelig forstod vigtigheden af det. Faktisk tror jeg aldrig, at vi har gennemgået nogen frigørelse. Jeg har aldrig klippet navlestrengen, funderer Margit.

I 1988 døde Margits far af et hjerteanfald, og seks år senere mistede hun sin mor.

– Mor tilbragte sin sidste tid på et plejehjem. Mine børn var små dengang, og jeg havde ikke tid til at være ved siden af hende så meget, som jeg ville. Nogle gange troede min mor, at hun var tilbage i Auschwitz, at personalet på plejehjemmet var hendes lejrvagter. Hun kunne fortælle mig, at vagterne var dumme over for hende, siger Margit.

Som jøde har Margit og hendes familie aldrig fejret jul. Da hun var lille, kunne Margit føle sig misundelig på de andre børn, når hun kom hjem til dem og så deres skinnende juletræer.

– For at beskytte mig mod at føle mig anderledes fra mine venner kunne min mor finde på at sige, at hun var allergisk over for nåletræer, og det var derfor, vi ikke havde juletræ, siger Margit og tænker over, om det var lærerigt eller ej.

Margit er født og opvokset i Sverige, men følte, at hun bar en anden verden i sig. Hun var anderledes.

– I den verden er jeg jøde. Jeg har været i stand til at gå ind og ud af denne verden. Da min veninde sagde, at hendes far sagde, at jeg “tilhører en anden race”, føltes det mærkeligt. Da vi gik med klassen for at synge kristne salmer i kirken til sidst, lod jeg, som om jeg sang med.

– Da jeg var lille, betød det en konstant bevægelse mellem disse verdener, men synagogen var det sted, jeg følte mig hjemme.

Margit siger, at når hun som barn gik rundt og tænkte meget over alt det forfærdelige, hendes mor havde været udsat for, var det en tung byrde at bære på.

– Dette, sammen med at være forældrenes et og alt, var en rygsæk, jeg bar og aldrig snakkede med nogen om, siger hun.

Det var først, da hun som 26-årig talte med andre jævnaldrende, der havde lignende baggrunde, at hun indså, at hun ikke var alene.

– Denne indsigt blev som terapi for mig. Der var andre, der var børn af holocaust-overlevende. Skrivning var en anden form for behandling. Jeg har altid, mere eller mindre febrilsk, skrevet dagbog.

Margit har været omhyggelig med ikke at videregive skyldfølelse til sine børn.

– Jeg har fortalt mine sønner, at de skal fortælle mig det, hvis jeg giver dem skyldfølelse uden grund, eller at de på en eller anden måde føler sig kvalt af min kærlighed. De hævder dog, at jeg er mere involveret i deres liv end andre mødre. Og det er formentlig sandt. Så snart de ser trætte eller bekymrede ud, sover jeg ikke om natten.

Margit har længe følt, at hun ville skrive denne bog. Hun ville skrive sin livshistorie ned for at forsøge at få verden til at forstå. Men det måtte vente. – Det ville have været umuligt at udgive sådan en privat og udleverende bog og samtidig være en neutral tv-journalist.

– Det er så let at sige, at holocaust skete for længe siden. Men et traume som dette ender ikke. Det siver ned til mig og andre overlevendes børn. Og børnebørn. Vi må tænke på, hvor ekstremt vigtigt det er ikke at opdele hinanden i grupper og stemple hinanden som jøder, kristne eller muslimer. Så bliver det farligt, siger Margit.

– De, som var der, er så få i dag, og derfor føles det ekstra vigtigt at føre historien videre. Traumet fra holocaust har også forplantet sig i mine børn. De har også et hul i dem efter vores myrdede familie.