Jeg var tæt på at dø fra min nyfødte søn

Få dage efter Camilla fødte sin lille søn, fik hun hjertestop. Hun var indlagt på barselsafsnittet, og på få sekunder bristede barselsboblen, og bippende maskiner kæmpede i stedet for at holde hende i live.

Lørdag, 11. september 2021 - 15:00 - Af Catja Klarskov. Foto: Jesper Sunesen/ Aller Foto & Video og privat.

Hænderne hvilede slapt på brystkassen. Sygeplejerskerne på intensivafdelingen placerede et lille bundt brudeslør under Camillas venstre håndled. Hun kunne ikke blive gift uden en brudebuket. Mens slanger og maskiner var koblet til hendes paralyserede krop, dannede en håndfuld mennesker en halvcirkel om hende. Deriblandt Camillas kommende mand, Michael, som stod med deres nyfødte søn svøbt i en hospitalsdyne. Hendes krop havde ingen kræfter, men hun fandt alligevel styrken til svagt at nikke, da præsten spurgte, om hun ville ægte og ære Michael i medgang og i modgang. Med Camilla mere død end levende indledte det nygifte par deres ægteskab med modgang.

– Min tilstand var kritisk, og lægerne turde ikke love, jeg overlevede. Vi blev gift for at sikre Michael og Tobias, hvis jeg ikke skulle være her længere, fortæller Camilla.

Camilla og Michael er her fotograferet til deres vielse, der blev holdt på sygehuset.

Graviditeten og fødslen var forløbet ukompliceret. Tilværelsen havde været ren idyl, fra det øjeblik hun i februar 2012 stod med en positiv graviditetstest, til hun fødte sønnen, Tobias, på terminsdagen 15. november på Hjørring Sygehus. Han var et ønskebarn for parret, der begge drømte om familieliv i landlige omgivelser i den nordjyske by Lendum.

De første dage på barselsafsnittet gik med at kysse, nusse og lande i rollen som nybagte forældre. En tid, Michael husker tilbage på som lykkelig, men som for Camilla er komplet udvisket fra erindringen.

Faldt om uden varsel

Tilbagelænet i en blå lænestol tillod Michael sig at nyde et roligt øjeblik. I en gennemsigtig hospitalskrybbe lå Tobias, og hans tunge vejrtrækning fyldte rummet. I samme øjeblik kom hans stærke kvinde gående ind på stuen. Hende, der for fire dage siden fødte ham en søn. Han hørte det høje hule dunk af en slap krop, der ramte hospitalssengen, før hans hjerne registrerede synet, der udspillede sig foran ham. Uden forvarsel kollapsede Camilla. Han reagerede instinktivt. Han hev og rev i den røde snor, så det stormede ind med læger og sygeplejersker, der febrilsk prøvede at få Camillas hjerte til at slå igen.

Lægerne reddede Camilla, men det var en stakket frist. Hun blev tilkoblet en hjertelungemaskine, der holdt hende i live, men udsigterne var dårlige.

– Min familie fik at vide, at mit hjerte stod stille, og et nyt var eneste mulighed, hvis jeg skulle overleve, fortæller hun.

Hjertestoppet skyldtes, at der i Camillas hjerte var dannet arvæv de steder, der skulle være muskelvæv. Det betød, at hjertet ikke pumpede ordentligt. Allerede i 2004 gik hun til læge, fordi hun besvimede, hvis hun havde været fysisk aktiv. Dengang fandt man ikke ud af, hvad hun fejlede.

En chance til

Tiden op til og efter fødslen har Camilla fået genfortalt af Michael. Hun har et kæmpe hul i hukommelsen, der betyder, at den største begivenhed i hendes liv er permanent slettet.

– Jeg kan ikke huske, da jeg ser min søn første gang. Jeg ville ønske, jeg kunne opleve det igen, fortæller hun.

Kalenderen sagde 24. december 2012, og Camilla lå bundet til hospitalssengen. Gummislangerne snoede sig fra hendes hals til den maskine, der stadig sørgede for at holde hende i live. Hun var endnu for svag til at klare sig uden. Hun skulle have siddet til langbord i familiens skød og mæsket sig i and og flæskesteg, mens hun på armen havde sin nyfødte søn. Sådan blev det ikke. I stedet lå hun, indlagt og alene, på Aarhus Universitetshospital.

– Vores forældre kom og holdt jul med Michael og Tobias på patienthotellet, hvor de boede. Jeg kunne ikke være med, erindrer Camilla.

Selv om hun lå svagelig og alene på hospitalsstuen den aften, som man, traditionen tro, tilbringer med familien, var hun lykkelig. I december måned fik hun nemlig den største julegave. Hun fik livet tilbage. I brystet pumpede hendes nye hjerte. Det hjerte, der sørger for, at hun ser sin søn vokse op.

Det blev til otte lange måneder inden for sygehusets tunge vægge. Mor og søns første tid var meget adskilt, fordi Camilla stadig kæmpede for sit liv. Hendes lille familie boede på patienthotellet og besøgte hende hver dag.

– Når de kom på besøg, gav jeg Tobias sutteflaske. Det betød meget for mig. Så følte jeg, at vi opbyggede et forhold, forklarer hun.

Et nyt liv

Camilla rullede ind over dørtærsklen hjemme i Lendum. Ind ad hoveddøren gik det fint, men allerede i bryggerset mødte hun sin nye hverdags første forhindring. Fra bryggerset og op til køkkenet stoppede et 30 centimeter højt trin hende, og hun indså hurtigt, at hun umuligt selv fik kantet kørestolen over. Benene dinglede slapt, da Michael kærligt hjalp sin kone. En gestus, hun skulle vænne sig til.

– Det var dejligt at komme hjem i vante omgivelser, men jeg skulle vænne mig til min nye hverdag. Min frihed var begrænset. Jeg kunne ikke engang nå overskabene, fortæller Camilla.

Hjertelungemaskinen både reddede hendes liv og stjal hendes førlighed. Selv om livet i kørestol var langt fra det, hun drømte om, betød det i starten ikke så meget. Hun var hjemme. Hun kunne holde Tobias’ buttede hånd, se ham tumle på gulvet og mærke hjertet, der pumpede i brystkassen. Alt sammen noget, der gjorde kørestolen så ufattelig sekundær.

– Jeg var til stede, da Tobias tog sit første skridt i kravlegården. Det er jeg taknemmelig over. At jeg skal opleve det fra en kørestol, det er en lille pris at betale, siger hun.

Camillas tilstand efter hjertestoppet var kritisk. Lægerne arbejdede på højtryk og fik tilkoblet hjertelungemaskinen forkert. Den ramte nogle nerver i benene, der gør, at hun i dag er afhængig af stolen. Men Camilla kæmper, og hun har ikke opgivet håbet om en dag at blive fri af den.

– For et par år siden havde jeg trænet så meget, at jeg kunne gå korte distancer. Desværre faldt jeg og brækkede skinnebenet, så jeg skulle begynde forfra. Jeg har kæmpet mig tilbage til førligheden før, så jeg kan gøre det igen, fortæller hun.

Den største gave

Camilla kan trække vejret. Hun kan putte sin søn om aftenen. Hun kan mærke donorhjertet slå. Kort efter hjertestoppet kom hun på akutlisten. Det skulle øge chancen for, at hun nåede at få et nyt hjerte, inden det var for sent.

– Hvis ikke der var kommet et donorhjerte til mig, havde de forsøgt sig med et kunstigt. Her er der kun 15-20 procents chance for succes, forklarer hun.

Camilla lever i dag, fordi et menneske, hun ikke kender, tog stilling til organdonation, inden vedkommende selv åndede ud for sidste gang. At hun har været en del af Tobias’ liv de seneste ni år, kan hun takke en anonym donor for, som hun aldrig kommer til at kende navnet på.

– Under min operation skulle Michael, på mine vegne, tage stilling til, om de måtte give et stykke af mit gamle hjertes hovedpulsåre til en svensker, der havde brug for det. På den måde giver man en smule igen, forklarer hun.

Selvom Camilla har været tæt på at sige farvel til denne verden, er hun ikke bange for at dø. Hun har en positiv indstilling til livet og bruger ikke unødvendig energi på at bekymre sig om fremtiden. Fremtiden er nu, og hun er heldig, at et donorhjerte har givet hende muligheden for at dele den med sin mand og sin søn.

En nyfunden frihed

Der lugtede af sure støvler og skivoks i udlejningen i Idre Fjäll. Familien Christensen tog i 2015 på skiferie til Sverige, og ekspedienten måbede, da Camilla, siddende i sin kørestol, oplyste sin skostørrelse. Hun var fast besluttet på at give skiløb en chance, selv om hun normalt var lænket til kørestolen. Med Michaels hjælp fik hun spændt skistøvlerne og klikket skiene på.

– Jeg kørte kun på de små børnebakker, men det var ligegyldigt. Jeg stod, fortæller Camilla.

Ingen troede på, at projekt skiløb ville lykkes for hende. Heller ikke fysioterapeuten, hun havde drøftet det med inden afrejse.

– Alle, jeg fortalte det til, syntes, det var et vanvittigt projekt, erindrer hun.

Om det var Camillas fightervilje eller et par skræmmende stramme skistøvler, der gav den nødvendige støtte til, at hun kunne holde sig oprejst, ved hun ikke. Men på den ferie, og flere skiferier efterfølgende, fik hun en tiltrængt pause fra stolen. I sit farverige skitøj, fastspændt på et par Headski, gled hun ned ad de grønne pister. Fygende sne ramte hende i ansigtet, og oprejst i et sneklædt landskab oplevede hun en nyfunden frihed og mærkede et stille håb spire. Hun bliver nok aldrig helt fri af kørestolen, men hun lever. Hun mærker kærligheden fra sin lille familie, og hun ved, at hun nok skal komme til at gå igen en dag.