Jeg var ved at give op

Petra var ved at give op, da hendes tilstand blev værre dag for dag. Men i sidste øjeblik kom det forløsende telefonopkald. Med sit nye hjerte kalder hun sig selv Petra 2.0, og nu vil hun lære at danse vals.

Da Petra havde det værst, var hedes eneste tanke, at hun ville overleve, så hun kunne følge sine teenagesønners opvækst.

Men prognosen var dyster. Hendes hjerte var i så dårlig stand, at hun ikke engang orkede trappen til overetagen i villaen i Råå, syd for Helsingborg.

Uden en hjertetransplantation ville hun højst have et par år tilbage at leve i.

– En nat var jeg så træt af det hele, at jeg slugte en masse sovepiller, siger hun.

Det blev vendepunktet. Da hun vågnede på hospitalet, indledtes den proces, der ville føre til, at hun skulle gennemgå den livsvigtige hjertetransplantation.

– Det føles, som om jeg har fået et nyt liv. Jeg er så taknemmelig for den donor og dennes familie, som har givet mig en ny chance. Det er en gave, som jeg skal passe godt på, siger hun.

Villaen er fyldt af flyttekasser. Der er gået næsten to år, siden hun gennemgik en hjertetransplantation. Et nyt kapitel er ved at åbne sig i hendes liv.

– Nu føler jeg mig tilstrækkeligt stærk til at klare det. Jeg har det godt i dag, men jeg er nødt til at passe på. Jeg er udsat over for infektioner på grund af den immunhæmmende medicin, jeg skal tage.

Petra 2.0

Kontrasten mellem den gamle Petra og den nye Petra 2.0, som hun kalder sig, er synlig. Nu klarer hun uden problemer trappen til overetagen.

Petras sygehistorie begyndte i sommeren 2012, da hun bemærkede, at hendes fingre og lægge hævede op. Først reagerede hun ikke på det, men troede, at det var på grund af varmen.

– Men en aften, da jeg skulle gå en tur, følte jeg, at jeg ikke orkede det. Jeg nåede ikke længere end rundt om hjørnet, før jeg segnede om på jorden.

Petra forstod, at der var noget galt og kontaktede sin familielæge, som tog flere prøver på hende.

– Min læge ringede så klokken 18 en fredag ​​aften og indledte med at sige "bliv nu ikke urolig". Men det gjorde bare, at jeg virkelig blev urolig, siger Petra med et smil, da hun tænker tilbage.

Hendes læge fortalte, at en af ​​undersøgelserne viste, at der var noget med Petras hjerte, der ikke var, som det skulle være. Lægen anbefalede, at hun tog vanddrivende medicin i weekenden.

– Den weekend tissede jeg 3,8 kilo væske ud, som jeg havde opsamlet. Min læge reddede mit liv. Hvis hun ikke havde rådet mig til at tage det væskedrivende præparat, havde jeg ikke overlevet.

Petra blev henvist til en kardiolog, og hun skulle igennem en lang række forskellige undersøgelser af hjertet.

– En ultralydsundersøgelse af hjertet viste, at det ene atrium var forstørret.

For Petra var det en chokerende og overraskende besked. Hun havde altid følt sig kernesund og dyrket sport og motion hele sit liv uden at føle, at der var noget galt med hende.

– Men nu fik jeg ovenikøbet også tilbagevendende hjerteflimmer og måtte på sygehuset for at få elektriske behandlinger af hjertet, der fik mit hjerte til at slå, som det skulle.

Alligevel forsøgte Petra at leve som normalt og fortsatte med at arbejde som administrator i det firma, hun driver sammen med ægtefællen Niklas, med hvem hun har sønnerne Philip og Eric, der nu er 17 og 23 år.

Men en aften, da hun var hos en veninde, oplevede hun pludselig, at hun ikke kunne få de ord frem, hun ville sige.

– Jeg havde en sætning i hovedet, men jeg kunne ikke sige den. Min veninde blev bekymret, men efter at have siddet et stykke tid, følte jeg, at jeg kunne køre hjem, hvilket selvfølgelig ikke var så klogt.

Lam i ansigtet

Da hun kom hjem, var det tydeligt, at der var sket noget alvorligt. Hendes sønner reagerede på, at hun talte mærkeligt, og da hun gik ud på badeværelset, så hun, at den højre side af hendes ansigt hang.

– Min ældste søn ringede til Niklas, som handlede i butikken et par gader væk, og sagde, at der var noget mærkeligt ved mig.

Da Niklas kom hjem, tilkaldte de en ambulance, og operatøren forstod straks på beskrivelsen, at det handlede om et slagtilfælde.

– Det var mere alvorligt, end jeg først troede, men jeg kom hurtigt på hospitalet, og det gjorde, at jeg klarede det. De eneste mén, jeg fik efter slagtilfældet, er, at jeg kan blive lidt hjernetræt nogle gange, og at jeg har problemer med at bedømme afstande.

Det var i forbindelse med undersøgelserne efter slagtilfældet, at Petra fik at vide, at hun havde en medfødt hjertefejl, hvilket chokerede hende, som altid havde følt sig fysisk stærk.

Kardiologen udskrev blodtrykssænkende medicin og betablokkere, der ville få Petras hjerte til at arbejde roligere og mere effektivt. Men hun fik hyppigere og hyppigere atrieflimmer og blev tvunget til at tage på hospitalet flere gange for at modtage elektrobehandlinger.

– Jeg mistede helt overblik over, hvor mange gange min mand kørte mig til sygehuset. Jeg kunne falde i søvn om aftenen og så vågne med atrieflimmer. Det blev bare værre og værre, og jeg blev mere og mere træt.

Til sidst kom anfaldene så hyppigt, at hun ikke nåede at komme ud af hospitalet efter en elektrisk behandling, før hendes hjerte begyndte at slå uregelmæssigt igen.

– Jeg måtte selvfølgelig ikke drikke vin, men jeg gjorde det alligevel for at lindre min angst.

Et desperat valg

Det var sådan en aften, at hun blev frustreret over sin situation og desperat tog en overdosis sovemedicin. Hendes mand fandt hende på sofaen i stuen med tomme glas ved siden af ​​sig på bordet.

– Jeg blev derefter indlagt på en psykiatrisk afdeling i 10 døgn. Min hjertelæge kom der og foretog et elektrokardiogram. Han fortalte, at han havde kontaktet transplantationsenheden i Lund, som ville undersøge min sag.

For Petra var det et glædeligt budskab – måske ville hun få chancen for at komme ud af sin nu desperate situation og få muligheden for et aktivt liv igen.

– Men det er en omfattende proces, før man bliver sat på transplantationslisten, siger hun. Først skal lægerne konstatere, at hjertet er i så dårlig forfatning, at det skal skiftes, og derefter skal de vurdere, om du selv er rask nok til at klare en transplantation.

Undersøgelserne varede i et halvt år, og efter yderligere et halvt års ventetid blev hun sat på ventelisten til et nyt hjerte.

Glæden og lettelsen var ubeskrivelig.

Hun fik at vide, at hun altid skulle have sin telefon tændt og være parat til at komme til hospitalet med kort varsel.

– Hvis jeg skulle rejse mere end 50 km væk fra hospitalet, skulle jeg ringe og fortælle det, siger hun.

Samtidig fik hun at vide, at ventetiden på en hjertetransplantation i gennemsnit var 3-6 måneder. Hun kom til at vente i godt 6 måneder, men hun var aldrig bange for, at hun ville dø, før en egnet donor dukkede op.

En fredag ​​aften i begyndelsen af ​​2020 så Petra og hendes mand en film i fjernsynet. Hendes søn havde venner på besøg. Klokken 23.10 ringede hendes telefon pludselig.

– Der stod “Transplantationsafdelingen” på displayet, og fordi koordinatoren tidligere havde fortalt mig, at han kun ringede, hvis det var nu, forstod jeg, at tiden var inde – at der var et hjerte til mig.

Petra havde en taske færdigpakket på forhånd og kunne bare gå ned og sætte sig i taxaen, der kørte hende til hospitalet i Lund.

Lørdag morgen klokken seks begyndte hjerteskiftet, og søndag blev Petra vækket.

– Jeg var medtaget og mørbanket, men mærkede en enorm indre styrke, som jeg ikke havde mærket i flere år, fortæller hun.

 

54-årige Petra Nordén fra Råå.Kontrasten mellem den gamle Petraog den nye Petra 2.0, som hun kalder sig selv, er til at få øje på. Nu klarer hun uden problemer trappen til øverste etage.

54-årige Petra Nordén fra Råå.Kontrasten mellem den gamle Petraog den nye Petra 2.0, som hun kalder sig selv, er til at få øje på. Nu klarer hun uden problemer trappen til øverste etage.

 

Hun ved intet om donoren, hverken køn, alder, eller hvor personen kommer fra. Men hun føler en enorm taknemmelighed.

– Jeg føler også, at jeg har et ansvar for at leve et godt liv og passe på mig selv og den gave, jeg har fået fra donoren.

Ud over at lære at danse vals med en veninde, der har en danseskole, glæder Petra sig til igen at kunne stå på ski på pisterne med sine sønner.

 

 

– Det har jeg ikke vovet endnu, men det kommer. Allerede i sommeren 2020 cyklede jeg cykelløb. Ganske vist kun 10 kilometer, men alligevel.

Petra opfordrer alle til at tilmelde sig donationsregistret. Det redder liv. Hun donerede selv sine gamle hjerteklapper, som der ikke var noget galt med.

– En organdonor kan redde livet for op til otte andre mennesker med deres hjerte, lunger, nyrer og andre organer. Det er noget at tænke over, siger hun.