Voksede op med druk og vold: Naboen blev min redning

Elisabeth voksede op i et alkoholikerhjem, hvor tæv var hverdag. Hvis det ikke var for familien på den anden side af gaden, havde hun nok ikke været i live i dag.

På en kirkegård i udkanten af Stockholm står en helt særlig gravsten med tre navne indgraverede. Det er navnene på de tre personer, der ændrede Elisabeths liv. Selv om de ikke er hendes familie, besøger hun dem tit. Fejer blade væk, tænder lys og holder graven fin.

Det var her i nærheden, at hun voksede op i 70’erne. Elisabeths familie købte et sommerhus i området, men brugte det som helårshus – uden de faciliteter et sådant skulle have.

– Jeg hundefrøs om vinteren, for huset var ikke isoleret. Vi måtte holde varmen med fåreskind og tykke cardigans. Men jeg tænkte aldrig over standarden. Det var bare sådan, det var. Det var jo 70’erne: Flowerpower og fri opdragelse. Ingen syntes, at det var mærkeligt, siger Elisabeth Källman Sundvall, 51.

Set udefra manglede hun ikke noget, og om sommeren, når området vrimlede med børnefamilier, gik hun fra hus til hus og legede med venner, indtil det blev mørkt. Men bag facaden gemte sig en anden virkelighed.

Utilregnelig far

– Mange voksne fornemmede nok, hvordan jeg havde det derhjemme, og derfor åbnede de deres hjem for mig, men uden at stille spørgsmål. Man blandede sig ikke i, hvordan andre levede. Min far var alkoholiker, utilregnelig og væmmelig. Han fik raserianfald over det mindste. Mor og jeg gik på listefødder, og mor måtte ikke omgås med nogen. Kontrollen var total. Hun fik ofte tæv, og for mig var det normalt. Jeg troede, at alle havde det sådan.

Elisabeth tilbragte megen tid væk fra hjemmet som en slags selvopholdelsesdrift. Hun hang ud hos vennerne og blev hellere end gerne til aftensmaden. Forældrene spurgte ikke efter hende, og hun havde ingen tidsfrister at forholde sig til.

– Jeg havde brug for andre voksne, og i weekenderne var jeg aldrig hjemme. En af mine bedste venner havde tre yngre søstre, og der var fuld fart på hos dem, så for hendes forældre gjorde det ingen forskel med et ekstra barn ved middagsbordet. Deres hjem blev et fristed. Jeg blev en del af gruppen, og ingen stillede svære spørgsmål, siger Elisabeth, som syntes, det var skønt at slippe for at føle sig anderledes.

 

Elisabeth som barn med sine elskede barbiedukker.

Elisabeth som barn med sine elskede barbiedukker.

 

Elisabeth tror, at hvis hun havde været barn i dag, havde hun fået spørgsmål om, hvordan det gik derhjemme. Og måske havde det været godt at åbne sig for nogen.

– Hvis det var sket nu, var jeg nok blevet overdraget til de sociale myndigheder. Politiet rykkede ud, når det blev for højlydt, men de tog aldrig far med sig. De klappede ham bare på skulderen og sagde, at han skulle falde ned og lade “pigerne” være i fred. Det er ubegribeligt, at de ikke reagerede. Det blev jo aldrig bedre, og det var tydeligt, at jeg ikke havde det godt. Men sådan var tidsånden. Der herskede en tavshedskultur omkring mænds vold mod kvinder.

En dag, da hun var otte-ni år, kom hun i kontakt med moren i familien, som boede i det hvide hus på den anden side af gaden. I Elisabeths barneøjne lignede huset et slot, stort og smukt. Her boede også far Nils og børnene Tanja og Tomas.

– Mor Kit gik med stok på grund af sin sklerose, og i perioder sad hun også i kørestol. Det gjorde, at jeg tilbragte mere og mere tid hos dem. Jeg følte, at der var brug for mig, og jeg hjalp til med børnene, som var fem og syv år yngre end mig. Kit havde tiden og tålmodigheden til at lytte og tale, siger Elisabeth og fortæller, at familien blev hendes redning.

– De viste mig, hvordan en helt normal familie fungerer. Nils var en afdæmpet kontortype, Kit var sjov og varm. Selvfølgelig kunne de skændes, men det blæste hurtigt over. Mine forældre kunne skændes i dagevis. Jeg hang konstant ud i det hvide hus og gjorde mig uundværlig. For jeg følte, at jeg måtte gengælde deres godhed ved at hjælpe til.

Inviteret med på ferie

Elisabeth blev efterhånden betragtet som et af børnene i huset. Hun var der alle weekender og efter skoletid. Hun fik også lov til at tage med dem på ferie til Kanarieøerne, da hun var 13.

– Det var flot af dem at invitere mig med, og jeg gjorde alt for ikke at være en byrde. Desværre blev jeg ramt af en allergisk reaktion, hvilket betød, at de måtte passe mig en hel dag. Nøj, en dårlig samvittighed jeg havde! Jeg følte, at jeg havde ødelagt deres ferie.

Elisabeth ler ad mindet. Trods sin tunge bagage har hun et lyst sind og en enestående evne til at lande på fødderne. Hun er et helt menneske i dag, og det takker hun i høj grad familien i det hvide hus for.

– Uden dem havde jeg nok ikke siddet her i dag. Børn, der er så udsatte, som jeg var, farer ofte vild i livet og bliver udnyttede. Men jeg var heldig med at møde gode mennesker.

 

Nabobørnene, Tanja og Tomas, klædt ud som fine damer.

Nabobørnene, Tanja og Tomas, klædt ud som fine damer.

 

Det værste var endnu ikke sket, da hun vendte glad hjem fra ferierejsen. At nytårsaften 1984 skulle indebære en nærdødsoplevelse, anede hun ikke på det tidspunkt.

Som sædvanligt havde Elisabeths far drukket sig fuld, og med hans druk kom raseriet. Han kom op at skændes med sin datter, som denne gang sagde fra i stedet for at krybe sammen.

– Så kastede han en lampe i hovedet på mig. Jeg blev stiktosset og kastede mig over ham. Det var som om, at alt bare gik i stykker. Midt i tumulten lykkedes det mig at slippe fri, og jeg løb ud i køkkenet, hvor jeg tog en kniv for at forsvare mig. Men den vred far ud af min hånd. Jeg forsøgte at komme væk, men han indhentede mig og tog kvælertag på mig. Jeg troede, at han ville tage livet af mig, men til sidst slap han taget, inden alt blev sort. Jeg faldt sammen på gulvet, chokeret og skrækslagen.

Politiet blev tilkaldt, men heller ikke denne gang blev faren pågrebet. Betjentene anbefalede i stedet Elisabeth at gå op på sit værelse og vente på, at tingene kølede ned.

Frygtede for sit liv

Elisabeth ryster på hovedet.

– Jeg ville ikke være hjemme et sekund til. Jeg var bange for, at far ville slå mig ihjel, og jeg tror, at hvis jeg var blevet tilbage, så var det også endt sådan. Jeg flyttede derfor hjem til familien overfor og blev der i en uge. Jeg fortalte dem alt, og de så de mørkeblå mærker om min hals. Med deres hjælp politianmeldte jeg min far.

Efter anmeldelsen fik Elisabeths mor en lejelejlighed af kommunen, og nogle måneder senere flyttede hun og datteren ind i den.

– Jeg tænkte: “Endelig er det overstået!”. Men efter nogen tid flyttede far ind hos os, og det hele begyndte forfra. Da gav jeg op. Man kan ikke gøre sådan mod et barn. Men det gjorde mine forældre, og det har jeg svært ved at forstå.

Elisabeth tilbragte derefter så megen tid som muligt uden for hjemmet. At flytte tidligt hjemmefra blev prioritet nummer et. Da hun var 19 år, mødte hun den mand, som få år senere blev far til hendes søn. De giftede sig og købte et fælles hjem. Elisabeth tror, at grunden til, at hun havde så travlt med at stifte sin egen familie, var hendes utrygge opvækst.

Siden er hun blevet skilt og har haft andre relationer. De fleste mere eller mindre destruktive. Sønnen, som nu er voksen, har altid været hendes fokus, men hun føler skyld over, at det ikke helt er lykkedes hende at give ham den stabilitet, hun selv havde ønsket.

Har fundet god mand

– Jeg har altid sat ham i første række. Men jeg har følt mig rodløs, og vi flyttede desværre meget rundt. Vi levede i en rygsæk. Først nu er jeg landet i et hjem, som føles rigtigt, og som jeg trives i, siger Elisabeth og fortæller, at den mand, Erik, som hun bor sammen med i dag, er helt normal.

Elisabeths mor lever stadig, og de har sporadisk kontakt, men hendes far er død. Elisabeth har aldrig kunnet tilgive ham for det, han gjorde. Efter hun fik barn, besøgte hun Kit og viste hende sin søn, men kontakten ebbede ud. I 2008 døde Kit, og fire år senere gik datteren Tanja bort. Nu ligger også Nils i graven, som Elisabeth holder så fin.

– Det er det mindste, jeg kan gøre for dem. De reddede mit liv og gav mig følelsen af, at jeg er noget værd.