Naturens forunderlige verden: Krebsdyr i fælles forening

Langhalsen stikker sine behårede ben ud gennem en sprække i sit beskyttende skjold og bruger benene som et fiskenet til at opsnappe levende småting, der driver omkring i havstrømmene.

Det er en smuk vinterdag, og stranden ved Blokhus stråler gyldent i det tidlige morgenlys. Vesterhavet er undtagelsesvis næsten roligt. Der er kun beskedne bølger, og selv min sædvanligvis meget forsigtige hund har taget mod til sig, og spurter rundt i brændingen.

Jeg kigger på sandet. Tang, knivmuslinger og sneglehuse dominerer. Med sjældnere mellemrum får jeg øje på østers og skaller fra sepia-blæksprutter. Men hov! Noget fanger mit øje – det her ser mystisk ud. Jeg tager det op for at undersøge det nærmere.

Få Ude og Hjemme leveret i postkassenLæs mere her

Koloni af krebsdyr

Den sære genstand er faktisk en hel lille koloni af dyr. Hver især minder dyrene ved første øjekast om muslinger. De er, lige som muslinger, omkranset af skaller, men der er ikke tale om muslinger. Det er derimod krebsdyr, som altså er beslægtet med blandt andet krabber, hummere, rejer og tanglopper.

Dyrene er såkaldte langhalse, der lever af at filtrere havvandet for alger og smådyr. Langhalsen stikker sine behårede ben ud gennem en sprække i sit beskyttende skjold og bruger benene som et fiskenet til at opsnappe levende småting, der driver omkring i havstrømmene. Langhalse er nært beslægtede med rurer, som er kendt for at sætte sig fast på moler, skibsskrog – og hvaler. Ligesom rurer kan langhalse også hæfte sig fast på ting og dyr, som bevæger sig rundt i verdenshavene.

Fæstner sig på næsten alt

Der er rapporter fra hele verden om langhalse, der har sat sig fast på mærkværdige underlag. Der er således fundet langhalse på drivende tangplanter, gopler, æbler, plastikstykker, tovværk, plantefrø, tjæreklumper, fuglefjer og i et enkelt tilfælde endda på en levende havslange. Jeg tager langhalsene op i hånden for at studere dem nærmere.

Kolonien sidder fast på noget skumagtigt, der minder om et stykke af en køkkensvamp eller flamingo. Det lille stykke skum afslører denne arts særlige egenskab; Skummet stammer ikke fra en drivende menneskeskabt svamp, men det er derimod dannet af et af dyrene selv. Arten er en såkaldt “furet langhals”, der, som den eneste langhals, er i stand til selv at fremstille sit eget flydemateriale.

Køb abonnementOg få Ude og Hjemme hver uge

Fællessvamp

I krebsdyrets ene ende er en halestilk, og derfra kan dyret udskille en skumlignende proteinsubstans, der har en god flydeevne, når det udvider sig. Materialet er porøst og fyldt med huller, fuldstændig som en svamp. Processen kræver en del energi af dyret, og ofte benytter andre langhalse lejligheden til at hæfte sig på samme “flåde”, så de slipper for selv at have besværet med at danne en flydesvamp.

Derfor vil man hyppigt finde grupper af langhalse med hver sin halestilk boret ind i samme stykke skum. I havet driver kolonien rundt med alle langhalsene orienteret nedad og i fuld gang med at filtrere havet. På engelsk kaldes dyret faktisk for “bøje-langhals” på grund af ligheden med en lille bøje, der ligger og vugger på havoverfladen.

Vidste du det?

Langhalse er primært hermafroditter. Efter gydning bevarer forældrene de befrugtede æg inde i deres skal indtil udklækningen.

De små larver svømmer ud fra forældreskallen, og undergår seks stadier som fritsvømmende dyr, inden de hæfter sig på et flydende substrat eller et dyr. Først som fuldvoksne kan de selv danne en flydesvamp.

Den verdensberømte naturvidenskabsmand Charles Darwin arbejdede med langhalse, og som den første beskrev han deres livscyklus, blandt andet ved hjælp af eksemplarer som han lånte fra Zoologisk Museum i København. Som tak for hjælpen sendte Darwin i 1854 en samling på 77 forskellige arter af langhalse retur til museet. Furet langhals er nummer 69 i den samling.