Tema om vacciner – del 1:2: Det lille prik

En af de praktiserende lægers store opgaver er børnevaccinerne.

De er vigtige, og der venter en del fremmøder for de travle børnefamilier.

Børnevaccinerne er også årsagen til, at de fleste børn mellem 2 og 6 år hader at komme i lægehuset.

De husker, at vi stikker i dem ved næsten ethvert besøg.

Mange af børnene sætter i et kæmpe skrig eller krammer næsten luften ud af deres mor eller far, så snart de træder ind over dørtrinet til lægehuset.

Det værste tidspunkt er, når de 2-årige skal vaccineres. Der har de ofte glemt de tidligere stik og er frejdige og tillidsfulde.

Undersøgelsen begynder godt, og der er god kemi med barnet. Når jeg finder nålen frem, ved barnet ikke, hvad der venter.

Og når jeg så stikker nålen i låret, kigger barnet på mig, som om det tænker: ”Helt ærligt, vi havde det lige så hyggeligt”. Og så skriger de fleste hjerteskærende.

Der er dog heldigvis også børn, der ikke lader sig mærke af stikket. De leger videre, som om intet er hændt.

Ærlig forberedelse

Det betyder meget for både konsultationen og barnets oplevelse af projektet, hvordan forælderen eller nogle gange bedsteforælderen tackler, at den lille skal vaccineres.

Det er godt at forberede barnet på, at der vil komme et lille prik, som kan mærkes, samtidig med at man giver barnet en tro på, at det sagtens kan klare det, og det er hurtigt overstået.

Det værste er, hvis forældrene har kørt forventningerne til, at vaccinationen vil gøre meget ondt, op.

Det hjælper heller ikke at lade barnet slippe for vaccinen eller slippe for at blive holdt kærligt fast.

En dårlig cocktail

Hvis barnet først er gået i panik, plejer jeg roligt og venligt at instruere forælderen i, hvordan man nænsomt kan holde barnet tæt ind til sig, mens det sidder på skødet af den voksne, og så får vi det hurtigt overstået.

De forældre, der ikke nænner at holde barnet, men lader barnet beslutte, hvad der skal ske, og påberåber barnets ret til at sige nej, er en dårlig cocktail sammen med børnevacciner.

Det får seancen til trække ud og bliver i sidste ende meget værre for barnet.

Jeg har oplevet forældre, der beder om udsættelse flere gange, og dermed er nødt til at komme i lægehuset flere gange for at opnå vaccinen.

Der er også forældre, der render rundt efter barnet i hele klinikken og skælder ud over barnets beslutning om ikke at ville vaccineres.

Det bedste for alle er, hvis den voksne viser: ”Jeg har styr på det, og der er ingen vej tilbage. Til gengæld er det hurtigt overstået – og jeg elsker dig alligevel”.

Nogle gange tænker jeg på, hvordan de forældre, der lader barnet tage teten, mon klarer at få vasket hår, børstet tænder, klippet negle eller fjernet en splint i fingeren på børnene.

Det er ikke nemt at være børnefamilie, hvis barnet altid har ret til at sige nej og udsætte det ubehagelige.

Stor tilslutning

Børnevaccinerne foregår, når barnet er 3, 5, 12 og 15 måneder og igen ved de 4, 5 og 12 år.

Vaccinerne er frivillige, men heldigvis er der meget stor opbakning til børnevacciner i Danmark.

Tidligere skulle man selv huske på vaccinerne, og man skulle huske at medbringe det lille vaccinationskort.

Nu kører det hele elektronisk.

Hvis forældrene har glemt en vaccine, kommer der en påmindelse i e-Boks fra Sundhedsstyrelsen, hvorfra man bliver anbefalet at bestille en tid til vaccination af barnet.

Det betyder, at der er flere, der lader sig vaccinere. Generelt er der stor tillid til vacciner i Danmark.

Nogle lande har oplevet, at der efter coronapandemien er kommet en generel mistro til vacciner, og at der efterfølgende er flere forældre, der fravælger at lade børnene vaccinere.

Det har vi ikke oplevet i Danmark. De fleste danske forældre er dygtige til fortsat at lade deres børn vaccinere.

I temaets andel del vil jeg skrive mere om, hvorfor vi vaccinerer børn i Danmark, og hvad vaccinerne kan give af ubehag og bivirkninger.