Sundhed uden recept

Rødbedesaft og medicin

6. maj Af Jerk W. Langer.
Foto: Colourbox.
Få læge Jerk W. Langers opskrift på rødbedesaft.
Sunde juice med grøntsager

Kære Jerk

Du nævnte i Ude og Hjemme nummer 3, at man kan forsøge rødbedesaft for at sænke blodtrykket. Jeg drikker nu et glas med 2 deciliter hjemmelavet rødbedesaft hver dag.

Men er det lige meget, om man laver saften selv, eller er det bedre at købe den færdiglavet? Jeg får blodtryksmedicinen losarstad, og blodtrykket ligger på 140/89, altså let forhøjet.

Jeg har læst, at man ikke må drikke for meget af saften. Hvad mener du?

- Helle

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Kære Helle

Omtalen af rødbedesaft har virkelig sat gang i tankerne hos mange, kan jeg mærke. Som beskrevet, indeholder rødbede stoffet nitrat, der udvider blodkarrene, så blodet lettere strømmer afsted, og blodtrykket dermed falder.

Tager man i forvejen blodtrykssænkende medicin, skal blodtrykket følges, for det kan godt være, at man kan nøjes med lavere medicindosis. Derfor anbefaler jeg at drikke samme mængde rødbedesaft hver dag i stedet for at variere dosis.

En ny sammenfatning af forskningen viser, at et glas rødbedesaft dagligt som gennemsnit sænker det systoliske blodtryk med 6 mm Hg, mens det diastoliske tryk falder med cirka 1 mm hg. Om du køber et kvalitetsprodukt i eksempelvis en helsekostforretning, eller du laver din egen saft, behøver ikke betyde så meget. Det vigtigste er, at du mærker kraft og saft i drikken.

Min egen opskrift på en saft kommer her: 600 gram rødbede og 2 centimeter frisk ingefær skrubbes eller skrælles og skæres i mindre stykker. En halv økologisk citron og 200 gram æbler skæres i kvarte og kernehuset fjernes. Pres hele molevitten i en juicepresser. Smagen kan varieres ved at tilsætte frosne solbær, ribs eller tyttebær.

- Mange hilsner Jerk W. Langer

Jerk W. Langer

Sponsoreret indhold