Sundhed uden recept

Sov med baldrian

17. maj Af Jerk W. Langer. Foto: Shutterstock.
Bliv klogere på kosttilskud med baldrian her.
Baldrian

Kære Jerk

Jeg vil gerne prøve kosttilskud med baldrian til at falde i søvn på.

Hvad tænker du om virkningen, og er det noget jeg kan mærke med det samme?

- Beth

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Kære Beth

Baldrian, også kendt som valeriane, kan hjælpe til at falde hurtigere i søvn samt sove bedre igennem. Det forhandles blandt andet som naturlægemiddel. Indholdsstoffet valerensyre har delvis samme virkning som hjernens eget søvndyssende signalstof GABA.

Forskere har for nylig sammenfattet 42 kontrollerede studier og konkluderer, at baldrian kan være en sikker og udmærket måde at fremme søvnen på. Du kan ikke benytte baldrian som akut sovemedicin, hvis du en aften pludselig ligger søvnløs, for det tager typisk 2-4 uger, før virkningen for alvor viser sig.

Typisk dosis er cirka 250 milligram standardiseret ekstrakt. Bivirkninger er sjældne, hyppigst diarré. Høje doser angiver at kunne forårsage træthed, mavekramper og trykken for brystet.

Vær varsom med at køre bil eller betjene farlige maskiner, såfremt du føler dig sløv i hovedet næste dag. Baldrian må ikke tages sammen med sovemedicin, epilepsimedicin eller alkohol. 1-2 uger før en planlagt operation med fuld bedøvelse bør man holde pause, da baldrian muligvis kan indvirke på narkosen.

- Mange hilsner Jerk W. Langer

Jerk W. Langer

Sponsoreret indhold