Brev til Mimi: Botox eller ej

Mormor undrer sig over sine to voksne døtre, der bruger mange penge på Botox og andre skønhedstrick. Hun synes, man skal ældes med ynde, og hun er også bekymret over behandlingernes mulige bivirkninger. Hvad er din holdning?

Kære Mimi
Jeg er mor til to døtre, der er i 40’erne. De senere år er de begyndt at bruge hair extensions, kunstige negle, og de får indsprøjtninger af Botox og filler – og hvad det nu ellers hedder alt sammen. Den ene har også fået større bryster. Det kan jeg måske forstå, fordi de var blevet noget slappe efter amning.

Barnebarnet vil have fyldige læber

Men jeg forstår ikke, hvorfor de skal have sprøjtet så meget ind i ansigtet, at de snart ligner havenisser! Det er naturligt, at huden ikke bliver ved med at være lige spændstig, og lidt smilerynker giver da kun karakter.

Min ene datter har to døtre, og nu begynder de på det samme. Jeg har oprettet en lille børneopsparing til børnebørnene, som de får, når de fylder 20. Den ældste har allerede sagt, at hun vil bruge pengene på at få større læber! Det gør mig ked af det, for det var ikke det, jeg havde i tankerne, da jeg sparede op af min ikke særlig høje løn.

Jeg vil prøve at appellere til, at pengene bliver brugt til noget andet. Men jeg kan ikke forstå, hvorfor unge og yngre kvinder skal have et så kunstigt udseende. Mine døtre siger, at det gør selv de kongelige nu om dage. Men hvorfor kan man ikke være tilfreds med at ældes med ynde?

Og hvad kan der ikke ske med et ansigt, hvor der bliver sprøjtet så mange kemikalier ind? Det holder vel heller ikke evigt? Jeg kunne godt tænke mig at høre din mening.

Kærlig hilsen Mormor

Bekymrende krav

Kære Mormor
Jeg er helt enig med dig. Og så må jeg alligevel indrømme, at jeg selv har fået repareret mit ansigt. Det skete på grund af lammelser, jeg havde pådraget mig, da jeg fik borrelia efter et flåtbid. Jeg kunne stå foran spejlet og med fingrene prøve at stramme ansigtshuden op, men det kom der ikke meget ud af.

Jeg ved ikke, hvem i kongehuset der har fået ansigtsløftninger. Men jeg synes, vores kronprinsesse, der har rundet de 50, er smukkere end nogensinde – også med de første fine rynker.

Jeg er mest bekymret for de mange krav, der stilles nu om dage. Vi skal alle være smukke og dygtige – intet mindre duer. Dine døtre burde være kloge nok til ikke at lade deres børn ligge under for det pres. Men når de selv er på operationsholdet, kan det jo være svært.

Jeg husker, komikeren Jan Gintberg gjorde grin med brystoperationerne med følgende ord: – Og så undrer man sig over, at det kan gå galt, når man sprøjter det ind i kroppen, vi andre bruger til at fuge fliser i badeværelset med!

Jeg deler din bekymring, og jeg kan kun give dig ret. Hold fast i dine holdninger.
Kærligt talt Mimi