Farvel min bedste ven

Den rigtige beslutning er ikke altid den letteste. Det ved Jens, da han med hunden Zorro stillede sig i kø til Frynseklinikken – Dyreværnets mobile dyreklinik for dyreelskere med kun få midler.

67-årige Jens Koldste ankommer på cykel med hunden Zorro hvilende på en blød madras i anhængeren. Han parkerer langs hækken og løfter Zorro ned på fortovet. De to kigger kort på hinanden. Så stiller de sig til at vente. Om en halv time er det deres tur til at komme ind til dyrlægen i Frynseklinikken.

Det er 17 år siden, Jens klippede navlestrengen på Zorro, og lige siden har de to fulgt hinanden i tykt og tyndt. Uafbrudt. Jens har haft Zorro med til alt, for som han siger: “Han er jo min bedste ven.”

Jens og Zorro. De bedste venner, der nu skal tage afsked.

Jens og Zorro. De bedste venner, der nu skal tage afsked.

 

Den svære afsked

I dag skal de tage afsked. For det er det rigtige at gøre, når man er den bedste ven. Faktisk er det mere end en måned siden, at dyrlægen anbefalede at få Zorro aflivet. Men eftersom det er Jens, der kender Zorro bedst, ville han godt lige vente, til han selv kunne mærke, at hans hund ikke havde et godt liv mere. Og det er nu.

– Han kan ikke holde balancen og har ikke spist de sidste to dage, siger Jens, som ellers altid har sørget for at servere den bedste hjemmelavede mad til Zorro. Men nu kunne ikke engang oksekød med ris friste mere.

 

Zorro er blevet 17 år. Han kan ikke længere holde balancen og vil ikke spise. Så det er på tide at tage afsked.

Zorro er blevet 17 år. Han kan ikke længere holde balancen og vil ikke spise. Så det er på tide at tage afsked.

 

Forberedt sig på afskeden

Det er en god dag at vente i. Forårssolen skinner, og der er læ og varm kaffe. Jens har også forberedt sig på den her dag, som jo måtte komme. Han har prøvet afskeder før. Nok en del flere end de fleste. Så han ved, at man gerne må sørge.

– Men man må ikke lade sorgen helt få overtaget over ens liv, siger han med høj og klar røst.

Stemmen svigter ikke på trods af situationen. Der løber heller ikke tårer ned i hans hvide skæg. Han står med rank ryg i sit sort-hvide arbejdstøj og venter uden at trippe. Kun når man kigger rigtig godt efter, kan man se hånden omkring hundesnoren sitre en anelse.

– Jeg ryster indvendigt, erkender han og kigger op mod solen gennem de sorte solbriller.

 

Jens har levet et hårdt liv. Men i de sidste 17 år, har han ikke rørt alkohol.

Jens har levet et hårdt liv. Men i de sidste 17 år, har han ikke rørt alkohol.

 

Var ved at drikke sig ihjel

At han overhovedet står her i dag på et fortov i Helsingør, er lidt af et mirakel.

I årevis var han “bænk-dranker”, som han selv beskriver det. Hans alkoholforbrug var så vanvittigt, at lægerne flere gange mente, at nu stod hans liv ikke længere til at redde. Alligevel blev han ved med at drikke. Han drak også, da Zorro kom ind i hans liv. Men kun den første måned. Så besluttede han at blive ædru gennem AA (Anonyme Alkoholikere), og siden har han ikke rørt alkohol. Han stoppede også med at hænge ud med sine gamle drikkevenner.

– De var jo lige så dumme at høre på, som jeg selv havde været, siger Jens.

Hul i hegnet hund

Han skulle derfor begynde et nyt liv uden hverken den gamle, vante flaske eller de gamle kammerater. Men han havde Zorro. Den sort-hvide hund med stritører, korte ben og en familiebaggrund med så mange forskellige racer, at det tager for lang tid at remse dem op. Det er lettere at kalde ham et “hul i hegnet hund.” Men det har været et helt særligt hul i hegnet. En gang imellem kan sådan et hul mere end selv de fineste stamtavler.

 

Jens løfter Zorro ind i Frynseklinikken. Det er nogle tunge skridt, for alle ved, hvad der skal foregå.<br />

Jens løfter Zorro ind i Frynseklinikken. Det er nogle tunge skridt, for alle ved, hvad der skal foregå.

 

Ventetiden er slut

Nu er ventetiden slut. Jens løfter Zoro og bærer ham op ad rampen, mens Nina Amdi fra Dyreværnet holder døren og giver ham et varmt smil og et lille nik. Så bliver døren lukket. Udenfor på fortovet bliver der pludselig stille.

Tyve minutter efter kommer Jens ud igen. Han har ikke længere sin hund. Heller ikke så mange ord. Ikke andet, end at det gik fint. At han var glad for hjælpen. Da han sætter sig på cykel, kan han ikke lade være med at komme med en lille sort bemærkning:

– Er der nogen, der vil købe en billig cykelanhænger.

 

Jens kører hjem med en tom cykelanhænger.<br />

Jens kører hjem med en tom cykelanhænger.

 

Ingen kan fordrage at se dyr lide

Normalt er humøret højere, når dyreejere kommer ud fra Frynseklinikken. Her får de nemlig den hjælp til deres dyr, som de ikke selv har råd til at betale for, men som de så gerne vil give. Fælles for alle er, at de ikke kan fordrage at se deres kæledyr lide.

Det ved dyrlæge Susanne Schantz, som i dag bemander den rullende klinik sammen med Nina Amdi.

– For folk der kommer her, er dyrene tit deres et og alt. Kæledyrene giver dem noget at stå op til og en mening med livet. De er deres livliner, og ofte oplever vi, at dyrene faktisk har det bedre end deres ejere. De passer utrolig godt på dem, siger Susanne.

Hun behandler alt fra tandproblemer til allergier til neutralisering af katte. Stort set alt kan ordnes i den mobile dyreklinik, der kører rundt i hele landet og typisk gør holdt for væresteder og varmestuer.

 

Dyrlæge Susanne Schantz, som i dag bemander den rullende klinik sammen med Nina Amdi.<br />

Dyrlæge Susanne Schantz, som i dag bemander den rullende klinik sammen med Nina Amdi.

 

Ikke en billig dyrlæge

Dyreværnets Frynseklinikker er en såkaldt er “nonprofit” dyreklinik. Det vil sige, at dyreejerne betaler det, de kan undvære, og der kommer da også nogle hundredkronesedler i kassen i løbet af dagen. Susanne understreger dog, at man ikke skal se det som en billig dyrlæge. Klinikken er kun for de mest udsatte mennesker, der ikke har råd eller mulighed for at tage plads i venteværelset hos en almindelig dyrlæge.

– Vi er her fordi alle kæledyr i Danmark skal have det godt, siger hun.

Du kan læse, hvornår Frynseklinikken kommer til en by i nærheden af dig her.