Helene sidder i kørestol: Mor var flov over mig

Helene er ramt af en nervesygdom, der hele livet har hæmmet hendes evne til at gå. Men som barn måtte hun hverken bruge krykker eller kørestol, for hendes mor skammede sig over, at hun var anderledes. Nu kæmper Helene for andre med funktionsnedsættelser.

Helene har et svagt punkt for det, hun kalder ”det lille menneske”. Sådan et regner hun også sig selv for.

– Mit hjerte banker for de glemte og ufrivilligt ensomme. Dem, der kæmper med udfordringer, fx en funktionsnedsættelse, som jeg selv. Vi er egentlig de stærkeste i verden. Hver dag kæmper vi med ting, som andre tager for givet, siger Helene Andersson, 52, fra Linghem i Sverige.

Udfordringerne kan være at klæde sig på, spise, bevæge sig eller gøre noget spontant. Eller det kan være at sortere tanker og indtryk. Blot for at nævne nogle. Denne morgen er Helene eksempelvis stået op klokken halv fem for at nå at gøre sig klar til fitnesscentret.

– Jeg er nødt til at genopbygge min muskelstyrke efter at have været døden nær i 2019, fortæller hun.

En betændt bugspytkirtel førte til en tur på intensivafdelingen. Var Helene blevet indlagt en halv time senere, havde hun ikke klaret den. Hendes blodsukkerværdier var skyhøje, og hun svævede mellem liv og død. Men hun overlevede.

– Nu føles det, som om jeg har fået en ny chance i livet, siger Helene.

Den mulighed vil hun varetage på bedste vis. Blandt andet ved at kæmpe for handicappedes ret til særligt tilpasset træning i lokaler med adgang for kørestolsbrugere og andre gangbesværede.

– Jeg giver aldrig op, understreger Helene, der om nogen ved, hvor hårdt livet som bevægelseshæmmet kan være.

Skammede sig

Helenes gangbesvær skyldes neuropati – en nervesygdom, der gennem årene er blevet gradvist værre. Som barn snublede og faldt hun ofte. Og da hun som ung voksen flyttede fra barndomsbyen til Malmø for at begynde sit eget liv, måtte hun bruge kørestol for at komme frem.

– Min mor skammede sig over mine udfordringer, husker Helene, der i løbet af sin opvækst kunne blive slået, når moderen mente, at hun bar sig klodset ad eller gjorde noget, som var i strid med biblens ord.

– Der findes et tv-program, som hedder ”Gud, som har børnene kær”. Det handler om børn, der lider under forældrenes religiøse overbevisning. Jeg kan genkende mig selv så meget i det. Det var frygteligt.

Hvor meget moderen skammede sig over Helenes udfordringer, blev smerteligt klart, da forældrenes gård blev ryddet efter deres død. En lyserød kørestol blev fundet, pakket væk i et depotrum. Den havde de sandsynligvis fået, fordi deres datter skulle bruge den.

– Men mine forældre gemte den åbenbart. Jeg måtte ikke engang bruge stok eller krykker til at bevæge mig rundt derhjemme.

Alt har en mening

Synet af den lille lyserøde kørestol ramte Helene hårdt. Men hun vælger at tro, at alting har en mening.

– Hvis jeg ikke havde haft den opvækst, havde jeg nok ikke haft evnen til at føle så stor empati for andre. Min barndom har gjort mig til den person, jeg er i dag.

Helene fortæller, at hun i dag er en torn i øjet på magthaverne. Og hun er stolt over det.

– Jeg har formået at gøre min stemme hørt, konstaterer hun.

Hun har kæmpet for at bevare det lukningstruede fitnesscenter ”Öppna dörrar” (Åbne døre, red.) i Linköping nær sit hjem. Et center, der er målrettet personer med fysiske eller psykiske funktionsnedsættelser. Hun skrev debatartikler og kontaktede politikere.

– Kommunen ønskede at lukke driften med begrundelsen, at den var ”ulovlig og unødvendig”, siger Helene, som dog aldrig har fået svar på, hvad det ulovlige bestod i.

Nu er truslen afværget, og centret igen tilgængeligt for dem, der har brug for ekstra støtte under træningen. Heriblandt Helene selv, som styrketræner flere gange om ugen. Foruden motion får hun også en social gevinst ud af at komme i centeret og omgås andre ligestillede.

– At gå i et normalt fitness-center er ikke muligt for mange af os. Lokalerne og maskinerne er ikke tilpasset kørestolsbrugere, forklarer Helene.

Fandt kærligheden

Hendes mand, Doren, kommer ind i rummet, hvor hun sidder, for at se, om alt er, som det skal være. Helene præsenterer ham med stolthed i stemmen.

– I 22 år har den her vidunderlige mand været i mit liv, fortæller hun og lyser op i et smil.

De mødtes gennem et datingprogram i radioen, og i 2003 blev de gift. Doren, der har to voksne børn fra et tidligere forhold, er en stor støtte for Helene, og sammen har de skabt arrangementet ”Lørdagstræf i Linghem”, hvor ensomme kan mødes.

– Vi lytter til musik, drikker kaffe og har aktiviteter som quizzer og gåture, siger Helene og fortæller, at de nogle gange også tager på kunstudstilling eller til foredrag sammen.

– Jeg er en førtidspensionist med masser at lave, som hun siger.

Deltagergebyret dækker ikke alle udgifter til lørdagstræffene, så Helene betaler resten fra egen lomme. Men hun er bare glad for at kunne hjælpe andre.

– Penge gør ting nemmere, men penge er ikke alt. At gøre noget, som betyder noget for andre, er mere værd for mig. Lørdagstræffene er en hobby for Doren og mig, og de giver os en masse kærlighed tilbage.

 

Helene lyser op i et smil, når hun ser på sin mand, Doren Andersson. Han har ingen problemer med hendes handicap.

Helene lyser op i et smil, når hun ser på sin mand, Doren Andersson. Han har ingen problemer med hendes handicap.