Parret fra Årgang 20: Vi er blevet endnu tættere

Louie løber storsmilende ud til hoveddøren og tager imod alle gæster med en begejstring, som havde han glædet sig i dagevis. Og han griner højt og smittende, når han bliver kildet af sin far i sofaen. Kort sagt er den toårige dreng med de store, blå øjne sådan en, man ikke kan stå for. Men han har også en anden side, som kun de færreste ser. Louies autisme gør nemlig, at han kan græde utrøsteligt i timevis, når han har oplevet noget, der skiller sig bare lidt ud fra rutinerne, og han kan blive så fortvivlet og reagerende, at selv en voksen kan have svært ved at holde ham. Hans autisme gør også, at han endnu ikke har et sprog. Og der er især en ting, som 24-årige Maria Mainz længes efter at høre ham sige.

– Det er min største drøm, at Louie en dag kigger op på mig og siger “mor”. Jeg ved godt, at det er noget, som andre mødre tager som en selvfølge. Men jeg ville gøre alt for, at Louie sagde det bare en enkelt gang.

Han er da lækker

Hvor meget man kan ønske at høre et enkelt ord, anede hverken Maria eller Daniel for fem år siden, da de første gang så hinanden. Dengang Marias veninde sendte hende et foto af en tosset kollega, der stod og smilede med en “fidget spinner” på næsen.

– Han er da lækker, svarede Maria tilbage. Dagen efter fik hun en besked fra en ukendt fyr ved navn Daniel, som havde taget “fidget spinneren” af næsen og skrevet: “Hey, jeg hører, du synes, jeg er hot.”

Gift, forældre og landskendte

Dermed var kontakten mellem de to etableret, og kort efter gik de i biografen sammen. I dag, fem år efter, er de gift, forældre til Louie og landskendte som en af familierne i det poulærer TV2-program Årgang 20.

Der er sket ufatteligt meget på de fem år. Eller som Maria selv siger: – Mit liv har forandret sig fuldstændig.

Marias helt nye livsstil

Særligt er det Louies autisme, der har gjort, at den ellers før så spontane Maria har været nødt til at ændre sin livsstil.

– Før vi fik ham, gjorde Daniel og jeg altid lige det, vi havde lyst til. Nu skal vi have faste rutiner og planlægge alt, og det har været svært for sådan en som mig. Men jeg er ved at vænne mig til det.

Rart for Daniel med rutiner og ro

For Daniel har det været lidt lettere. Faktisk har det været rart for ham at få lidt mere struktur på hverdagen, fordi han selv har adhd og derfor trives bedst med ro og rutiner. Det passer ham egentlig også fint, at det er ham, der indimellem skal køre tidligere hjem med Louie fra familiesammenkomster. For det er ikke bare den lille dreng, der kan få nok af mange mennesker.

Usynlige udfordringer

Let er det selvfølgelig ikke at have et barn med udfordringer. Særligt ikke, når udfordringerne er usynlige for andre.

– Folk siger: “Jamen han ser da så sød og let ud.” De ved bare ikke, at hans reaktioner tit kommer om natten eller dagen efter, hvor han kan få en af sine nedsmeltninger. Det har vi været nødt til at forklare omgangskredsen, siger Daniel, som understreger, at Louies nedsmeltninger ikke er, som når andre børn græder i et stykke tid. Louie kan græde uafbrudt en til to timer, og de kan som forældre næsten ikke kan få kontakt til ham, når det sker.

Heldigt at autismen blev opdaget så tidligt

– Det er så forfærdeligt, når han er helt utrøsteligt, siger Daniel, som ellers for det meste kun ser det positive. For eksempel er han glad for, at Louies autisme allerede blev opdaget, da han var halvandet år. Det gør nemlig, at de bedre kan hjælpe ham som forældre, og faktisk har Louie også selv lært at trække sig, når omgivelserne bliver for overvældende.

Parret er blevet endnu tættere

Daniels positive sind er en af de ting, som Maria fremhæver, når hun skal forklare, hvordan de har holdt sammen som par.

– Mange forældrepar går fra hinanden, når de får et barn med udfordringer. Men det er, som om vi er blevet tættere. Daniel ser lyst på livet og tager tingene, som de kommer. Det er godt for sådan en som mig, der godt kan bekymre mig om alt muligt. Hvis jeg fik lov til at dyrke alle mine bekymringer, ville jeg blive helt bims i hovedet, siger Maria, som også peger på, at Louies bedsteforældre er en kæmpe hjælp. Både til den ene og anden side.

Bedsteforældre er guld værd

For eksempel henter Daniels mor en gang om ugen og går en tur i skoven og hygger med Louie. Og Marias forældre står altid klar til at træde til, og den første weekend i måneden har de fast Louie sovende, så Maria og Daniel i et par dage kan være de spontane kærester, de var engang. Eller bare få en god nats søvn.

– De bedsteforældre er guld værd. For deres hjælp betyder, at vi kan komme lidt ud og opleve verden igen.

Måtte opgive Tivoli-tur

Verden udenfor er der ikke så meget af sammen med Louie. Inden Maria og Daniel blev forældre, glædede de sig ellers til at tage deres barn med til oplevelser og forlystelsesparker. Men da de for nylig vovede sig i Tivoli med Louie en stille formiddag, måtte de give op efter mindre end en halv time. Der var for mange lyde, farver og snurrende karruseller.

Louie er unik

– Det har nok været det sværeste. Altså alle de forventninger vi havde til at blive forældre, som slet ikke kom til at gå i opfyldelse. Men så har vi fået noget andet. Louie er jo unik. Det er fantastisk at opleve alle de små ting, han lægger mærke til. Når vi går tur, er han for eksempel optaget af at kigge på sten. Og pludselig står vi selv og beundrer nogle smukke sten, som vi aldrig havde lagt mærke til før, siger Maria.

Et chok at abortere

Maria har nu ikke bare fået øje på de smukke små sten omkring sig. Hun og Daniel er også stødt sig på den slags sten, som dukker op på vejen i alle menneskers liv før eller siden.

De var ellers lykkelige, da de tidligere på året opdagede, at Louie skulle være storebror, og de nåede også at have mange tanker om den lille ny. Faktisk følte de sig sikre på, at det ville blive godt. De blev ikke engang rigtigt nervøse, da Maria kort inde i graviditeten begyndte at bløde.

– Jeg havde jo fået at vide, at jeg var god til at være gravid første gang, så jeg havde ikke tanken om, at det kunne gå galt, husker Maria. Hun husker også chokket, da hun fik at vide, at hun havde aborteret.

Det hjalp at græde og tale om det

Daniel var selvfølgelig også ked af den nedslående besked. Men han så hurtigt frem igen. Det prøvede Maria også at gøre. Men Maria var ked af det, og det ville ikke gå væk.

– I starten tænkte jeg, om jeg overhovedet havde ret til at være så ked af det. Men jeg kom frem til, at det måtte jeg godt, så jeg begyndte at tale om det og græd en del. Det hjalp at komme ud med det.

Kunne mærke, hun var gravid

Maria tænker stadig på aborten. Men hun tænker også på noget helt andet. Tidligere på sommeren begyndte hun nemlig at lægge mærke til, at hun pludselig skulle op og tisse om natten. Ligesom hun bemærkede en vis kvalme om morgenen. De to tegn kendte hun udmærket.

– Jeg vidste med det samme, at jeg var gravid, siger hun, og hendes fornemmelse holdt stik.

Parret venter en pige. Alt er, som det skal være. Men noget i Maria har alligevel ændret sig i forhold til dengang, hun ventede Louie.

Meget mere bekymret end sidste gang

– Dengang var jeg ubekymret. Det er jeg ikke mere. Nu er jeg konstant bange for at abortere. Jeg kan ikke finde ro i det, og det er lidt ærgerligt, at jeg ikke bare kan nyde det, siger Maria, mens Daniel nikker: – Nu har vi været til tre scanninger, så nu burde du kunne slappe af.

Håber seerne vil tænke, at vi gjorde det godt

Hvordan graviditet og fødsel kommer til at gå, kan seerne følge i kommende afsnit af Årgang 20. I forløbet hen over årene vil man helt sikkert også komme til at se mange andre glæder og nye sten og huller på vejen hos familierne. For livet går som bekendt aldrig helt, som man forventer. Der er dog en ting, som Maria og Daniel begge håber, seerne vil sidde tilbage med om ti år.

– I første sæson var der nogle, der mente, at vi var det der meget unge og umodne forældrepar. Vi håber, at seerne om ti år vil tænke, at vi voksede med opgaven og fik styr på tingene. Ikke at vores liv skal være perfekt. Men vi håber at blive anerkendt for at have taget nogle kloge valg samtidig med, at vi er gode til at hygge os og have det sjovt sammen, siger Daniel.