Channies værste mareridt: Vanvidsbilist dræbte min datter

Channie Rasmussen er helt rundt på gulvet, da hun vågner af lyden fra dørtelefonen, der bliver ved med at ringe. Først tror hun, hun har sovet over sig, og det er hendes mor, der er kommet for at følge datteren Mathilde i skole. Så kommer hun i tanke om, at datteren Emilie havde lovet at aflevere Mathilde den morgen.

Channie ser på uret, at klokken er lidt over tre. Måske er det Emilie, der har været til sankthansfejring og har glemt sin nøgle, men den insisterende dørtelefon bekymrer hende. Hun kigger ud ad vinduet og ser en politibil holde ude foran. Så ved hun, at der er noget galt.

Politiet fortæller, at Emilie har været i en ulykke. Men ordene flyder sammen, og Channie forstår ikke, hvad de siger.

– Jeg husker ordet bevidsthed, men hvad der kom bagefter, forstod jeg ikke. Jeg troede, de sagde, hun var ved bevidsthed, men der har jeg ikke hørt alle ordene, fortæller hun.

Hun sætter sig på bagsædet af politibilen, og de kører mod Rigshospitalet i København, hvor hun skal se sin datter. På den 20 minutter lange køretur når hun at tænke mange tanker. Men hun kunne ikke have forberedt sig på det syn, hun mødte, da hun trådte ind på stuen.

Helt fredfyldt ligger Emilie med lukkede øjne og en forbinding på hovedet. Hun er koblet til maskiner og slanger, der holder hendes krop i gang.

– Det var forfærdeligt at se hende ligge der, men hun var lige så smuk, som hun plejer, fortæller Channie.

Det største grin

Og Emilie var smuk. Når hendes forældre taler om hende, lyser de op, og deres øjne skinner på en måde, de ellers sjældent gør for tiden.

– Hendes grin kunne varme et helt rum, fortæller hendes far, Jess Hansen.

Emilie elskede at træne fitness, gå ture og stå på rulleskøjter. Hun var sjældent hjemme, fordi venskaberne og skolen skulle passes. Men selv om hun havde mange venner, var hun også et familiemenneske. Hun elskede sine søskende højt, og hendes forhold til forældrene var kærligt.

– Hun hjalp mig med at finde en ring, så jeg kunne fri til min kæreste. Hun var sådan en, der gerne vil hjælpe, fortæller Jess.

De to havde planlagt en tur til New York, som skulle være en tur for bare de to.

Emilie boede til daglig hos sin mor, og de to havde et stærkt bånd. Channie var kun 18 år, da hun fik Emilie.

– Hun er mit et og alt, fortæller Channie.

Og hun fik kun 19 år med hende, før hele hendes verden gik i stykker, den nat Emilie mistede livet efter at være blevet påkørt af en vanvidsbilist.

Emilie Hansen blev kun 19 år.

Tættest på hjertet

Den nat ændrede alt sig for forældrene. Mens Channie sad hos sin bevidstløse datter, kom Jess ind til Rigshospitalet. De fik at vide, hendes liv ikke stod til at redde, og der skulle slukkes for respiratoren, der holdt hende i live.

Inden det skete, kom familie og venner ind til Rigshospitalet for at sige farvel til Emilie. Lillesøsteren Mathilde, der var 10 år, havde det svært med nyheden. Hun havde været i skole hele dagen og vidste ikke, hvad der var sket i løbet af natten.

– Jeg forklarede hende, at Emilie nu var blevet til en stjerne på himlen, fortæller Channie.

– Det var det mest hjerteskærende i verden, og pludselig skulle jeg være der for mit barn i sorg, mens jeg selv var i en dyb sorg.

Mathilde fik to hæklede “trøstemus” af en sygeplejerske. Så kunne hun selv beholde den ene og give den anden til Emilie. Men Mathilde havde ikke selv lyst til at gå ind og give den, så hun fik sin mor til at gøre det.

– Hun bad mig om, at jeg lagde den i hendes venstre hånd, så den var tættest på hjertet, fortæller Channie og kigger op på den ene af trøstemusene, der har fast plads på en hylde i stuen ved siden af et billede af Emilie.

Efterladt i sorg og vrede

Selv om begravelsen var hård, var den også smuk. Vor Frelsers Kirke på Christianshavn var fyldt til bristepunktet med venner og familie, der ville sende Emilie godt af sted. Ved kisten kunne folk skrive en hilsen, og nede i kisten var der breve, bamser og trøstemusen fra Mathilde.

Emilie havde fået Channies Dagmarkors på, som hun havde fået af sin datter og mor, og hun var klædt i en af sine yndlingskjoler.

I perioden efter Emilies død var der to følelser, der fyldte i forældrene. Den ene var sorg. Den anden var uretfærdighed.

Det var uretfærdigt, at de skulle miste deres barn, fordi et andet menneske kørte hensynsløst. Det var uretfærdigt, at ingen af de fire personer i bilen forsøgte at hjælpe Emilie efter påkørslen.

– Jeg tænker tit på alt det, der kunne være sket, så hun ikke var blevet ramt. Hvad hvis hun var taget hjem fem minutter senere eller tidligere? Eller hvad, hvis hun var stoppet for at binde sit snørebånd? funderer Channie.

For at få en snert af retfærdighed deltog Channie i alle retsmøderne. Hun var nødt til at se, hvem der havde frataget hende Emilie og vide, at de blev straffet.

– Det var forfærdeligt at sidde få meter fra dem, der tog ens barns liv, fortæller hun.

Ingen straf kunne give dem Emilie tilbage. Men da dommen kom, fik de alligevel ondt i maven.

– Tre år og ni måneder føles som alt for lidt. Med den straf kan han komme ud og leve videre lige om lidt, mens vi skal leve med tabet af vores dyrebareste skat for evigt, siger Jess.

Taler om hende

Channie og Jess kan stadig føle, at tiden står stille for dem. I lejligheden er Emilies værelse urørt, som da hun forlod det for at fejre sankthans med vennerne.

– Jeg savner hende så meget. Jeg savner at høre hende grine, at holde om hende og at fortælle hende, at jeg elsker hende. Der mangler en stor del af mit hjerte, fortæller Channie.

Hun har kæmpet med en følelse af, hun ville ønske, at hun var der, hvor Emilie er.

– Jeg ønsker ikke at dø, men jeg er heller ikke bange for det mere. Det lyder frygteligt, når jeg også har en datter her, men jeg ved, at hendes far passer på hende. Men hvem passer på Emilie?

For Jess har ønsket om hævn fyldt mest. Begge forældre går til psykologer for at bearbejde sorgen, og begge de kan mærke, at det hjælper.

Med overalt

De har stadig Emilie med i deres liv. Channie har fået lavet nogle af de tatoveringer, som Emilie havde, og Jess har fået tatoveret overkroppen, til minde for datteren.

Channies hjem er fyldt med billeder af Emilie, og hun bærer et smykker med bogstavet E som vedhæng.

– Jeg har brug for at være tæt på hende på hele tiden, fortæller Channie.

Det er hun ikke ene om. Emilies klassekammerater har lovet at give hende nogle af de oplevelser, hun ikke nåede. For eksempel er der blevet bestilt en studenterhue til Emilie, som kammeraterne vil tage med på vognturen, hvor det sidste stop bliver ved Emilies grav. Det er en trøst for forældrene at vide, at deres datter gjorde et indtryk på så mange mennesker.

Dømt narkohandler kørte Emilie ihjel

Det var en 24-årig tidligere dømt narkohandler, der 24. juni i fjor kørte Emilie Hansen ihjel. Det skete, da han i et lyskryds på Amager i høj fart kørte over for rødt lys i en sølvgrå Audi A4. Vanvidskørslen blev dokumenteret af en 56 sekunder lang video, optaget i bilen.

Efter påkørslen flygtede chaufføren og hans passagerer væk fra stedet.

Den 24-årige Jakob Dominik Breinholt, der kørte bilen, blev straffet med fængsel i tre år og ni måneder, og derudover fik han frataget sit kørekort i seks år.

De tre passager i bilen blev dømt for at efterlade Emilie døende i krydset.

Blot 16 dage før drabet på Emilie var Jakob Dominik Breinholt blevet løsladt fra sin seneste afsoning. Udover narkodomme, er han dømt for personfarlig kriminalitet samt adskillige overtrædelser af færdselsloven, herunder flere tilfælde af kørsel i påvirket tilstand.