Det var så skamfuldt at blive forladt

Gitte Hillebrandt og hendes mand havde været sammen i 21 år. Deres to drenge var syv og ti år. Og blot ti dage forinden havde familien overtaget deres nye hus.

Sådan var situationen den dag i 2007, da Gitte sad med telefonrøret mod øret og bare gled længere og længere ned på gulvet. Hun kan stadig se det for sig. Og hun kan stadig huske, hvordan hun så sig selv udefra og tænkte: Det her kan bare ikke ske for mig. Men det kunne det. I telefonen meddelte hendes mand, at han ville skilles.

Gittes historie ændrede sig på et øjeblik

Han mente det virkelig, da han ringede fra Bolivia, hvor han arbejdede i den periode. For da han havde været hjemme og skrive under på nogle papirer til huset et par måneder efter, flyttede han til udlandet, og Gitte og børnene så ham ikke de næste 11 år.

I løbet af en enkelt telefonsamtale var hele Gittes historie ændret. I årevis havde hun fortalt omgivelserne, hvor lykkelig hun var i sit ægteskab, og hvis veninder spurgte, om hendes mand ikke rejste lidt rigeligt med sit arbejde, var hun der straks til at forsvare ham og fortælle, hvor dygtig han var.

Kan høre når andre pynter på sandheden om deres ægteskab

– Jeg havde lavet sådan en boble rundt om mig selv, hvor jeg hele tiden gav udtryk for, at vi havde det så fantastisk, og jeg var ekstrem god til at finde på undskyldninger for ham. Jeg ved ikke, hvorfor jeg gjorde det. Det var nok for at beskytte mig selv og vores familie. I dag kan jeg faktisk høre, når andre gør det samme. Så tænker jeg: Nå, de skal nok snart skilles, siger Gitte.

Trådte ud af den pæne boble

Efter skilsmissen smed hun de skyklapper, hun havde levet med i sit ægteskab, hvor hun nægtede at se problemerne. Hun sprang også ud af den pæne boble, og lige siden har hun været både åben og ærlig om sit liv.

Det kan man også læse i hendes nye roman Dating.dot.not, som er inspireret af hendes egen tid efter skilsmissen, og her pakker hun hverken de svære følelser eller de tåkrummende pinligheder ind.

Følte sig gammel og ligegyldig

Selv er Gitte også ærlig og ligefrem, når hun fortæller, hvordan det føltes af blive forladt af sin mand efter 21 år.

– Jeg skammede mig. Der måtte jo være noget galt med mig, siden han havde valgte mig fra. Jeg var 42 år, og jeg følte mig gammel, udtjent og ligegyldig, og jeg troede, at jeg aldrig ville møde en mand igen, husker Gitte, som ikke kun skulle kæmpe med skammen og et skrantede selvbillede efter skilsmissen.

Stod med nye praktiske opgaver

Hun stod også med nogle andre problemer, som hun skulle løse alene. Tidligere var det hendes mand, der havde stået for forsikringer, skat, og hvad der nu ellers ligger af praktiske dokumenter i e-Boks. Selv anede Gitte ikke, at der var noget, der hed e-Boks, som dengang var nyt, så pludselig begyndte rykkerne at dumpe ind.

Skulle være den stærke mor

Det fik hun styr på med tiden. Men der var en anden opgave, som hun ikke bare kunne løse ved at trykke på de rigtige knapper: Det var Gittes ansvar at være den stærke mor og få børnene igennem den svære tid, efter far var væk. Det er ikke ligefrem en let disciplin, når man går rundt med hævede, forgrædte øjne og føler sig mere svag end nogen sinde.

– Jeg var tit den “dumme mor”, fordi det var mig, der var tilbage. Det var også svært at forklare dem, hvad der var sket, for et svigt er svært at leve med.

Fandt frirum midt i krisen

Heldigvis viste det sig undervejs, at Gitte faktisk var god til at leve. Også selv om det foregik med sorg, skam og kriser. En korkprop, kalder hendes venner hende. Og det kan der være noget om. For det kan godt være, at Gitte tog sig nogle tudeture. Men hun fandt også nogle frirum, hvor hun grinede og bare nød nuet. Det skete, når hun malede billeder, lavede skulpturer, eller når hun skrev. Og så hjalp rødvin og oliven med veninderne hende også en hel del. Gitte var i det hele taget bevidst om, at hun var nødt til at få sin hjerne på andre tanker end sin egen krise, og hun tog derfor også ekstra arbejde som lægesekretær. Det var rart at sidde med snuden i journaler, langt væk fra hendes eget liv.

Manglede en at dele livet med

Men uanset hvor meget Gitte arbejdede, var der stadig noget, der manglede: En at dele livet med.

– Jeg ville ikke være alene. Jeg er til tosomhed, som hun siger.

Drømmemanden dukkede aldrig op på den anden side af kølediske i Netto

I starten anede Gitte ikke, hvor hun skulle finde den mand. Der stod sjovt nok aldrig en dejlig singlefyr og ventede på hende over køledisken i Netto. Og hun afviste med det samme idéen, når andre anbefalede hende at oprette en profil på en datingside

– Jeg syntes, det var en falliterklæring og enormt pinligt, hvis folk så mig, siger Gitte.

Fandt modet til at oprette en datingprofil

Alligevel lurede hun lidt på sin søsters profil fra sidelinjen. Til sidst fandt hun modet. Hun slog håret ud, lånte noget nyt tøj af sin søster og fik taget nogle flotte billeder, som hun lagde på sin profil med en ærlig og oprigtig tekst.

Det var fredag, da hun med en let rystende finger trykkede på udgiv-knappen. Om søndagen havde hun fået 92 henvendelser.

Fik håb og selvtillid

Det gav selvfølgelig selvtilliden et ordentligt skub. Men det gav hende også noget andet.

– Det gav mig håb, siger Gitte, som var på en del dates, og som også kom i et par forhold igennem de kommende år.

For mange bristede forventninger

Men hun fandt aldrig ham, hun skulle dele resten af sit liv med. Og efterhånden begyndte troen på datingsiden at svinde ind. For der var mange bristede forventninger.

– Det kom bag på mig, hvor mange ulækre henvendelser, jeg fik. Det var også hårdt at skrive med en mand i en uge, og så var han pludselig væk. Det forstod jeg ikke. Men det var meget normalt. Jeg brugte enorm megen energi på det, og efterhånden blev jeg lidt slidt. Jeg blev ked af at være der.

Opgav at finde kærligheden på nettet

Gitte lukkede derfor sin profil og prøvede at vænne sig til tanke om at være alene. Sådan måtte det være, sagde hun til selv, da ti år var gået siden skilsmissen. Hun ville i hvert fald aldrig søge efter kærligheden på nettet igen, sagde hun til sig selv. Det var kun, fordi en nyskilt veninde bad om hendes hjælp til dating-app’en Tinder, at Gitte selv oprettede en profil for at vise hende mediet.

En mand skilte sig ud

Få minutter efter sagde Gittes telefon et lille pling. Der var kommet et “like” fra en mand, som stod og smilede ved siden af Big Ben i London på sit profilbillede. Og som så virkelig sød ud. Han virkede også anderledes end de fleste, da de to kort efter begyndte at skrive sammen.

– Han spurgte ind til de nære ting. Hvad jeg gik og lavede. Det var ikke sådan noget med: Har du højhælede på i sengen?

Den sidste date

Skriverierne førte til, at Gitte gik med til at mødes med ham over en kop kaffe på en café i Herning. Inden var hun flere gange ved at vende rundt, for hun orkede ikke flere dates. Men hun gik alligevel videre, mens hun lovede sig selv, at det her ville blive den sidste date nogen sinde.

Den besværlige kærlighed kan være let

Det løfte holdt hun fast i. For det var Rene, hun drak kaffe med den dag. En enlig far til to store piger. Tømrer. Og virkelig god til både at tale og lytte. Gitte og Rene blev siddende på caféen, indtil de blev smidt ud, og mens kaffen blev kold, begyndte Gitte at forstå, at den besværlige kærlighed faktisk kunne være let.

Det hele har nemlig været let med Rene.

Er mere taknemmelig end før

I dag er de gift. De bor sammen lidt uden for Herning i en landejendom, hvor fuglene fløjter højt, deres høns lægger masser af æg med knaldgule blommer, og hvor hunden gerne vil klappes. Det er ren idyl. Både omgivelserne og inde i Gitte.

– Jeg har prøvet lidt af hvert, og det gør nok, at jeg er mere taknemmelig. Næsten hver dag siger jeg, hvor meget jeg sætter pris på det her. Rene er så god ved mig og mine børn, og vi har det så utrolig godt sammen. Det her ville jeg ønske, at alle fik lov at opleve.