Katjas ”forbrydelse”: Jeg er halvt grønlænder

Det værste var ikke grønjakken med kniven, der pludselig spærrede vejen for Katja, da hun var på vej hjem fra skole. Det var heller ikke de sten, fremmede kastede efter hende midt på gaden i København. Eller hele det år, hvor ingen af pigerne i klassen sagde et ord til hende. Det værste var, at de gjorde hendes mor bange.

– En dag, da jeg var omkring 14 år, ringede telefonen. Jeg vidste, hvem det var, allerede inden min mor havde løftet røret, men jeg nåede ikke at stoppe hende, fortæller Katja Ranvits.

”Næste gang, vi ser Katja, slår vi hende ihjel.” Klik. Så forsvandt pigestemmen igen.

Beskyttede sin mor

Katja var ellers ikke sådan en, der gjorde sig uvenner med folk. Hun ville helst bare passe sig selv og læse i sine bøger. Hendes eneste brøde var, at hun var halvt grønlænder. I 80’erne og 90’ernes København var der mange fordomme om grønlændere, og racisme var en del af dagligdagen for Katja, der aldrig havde boet andre steder end i Danmark, ikke havde kontakt med sin grønlandske far og egentlig bare følte sig som dansker. Men selv om hun passede sig selv og ikke generede nogen, var hendes brune hud og øjne nok til at tænde had i andre.

– Jeg var vant til mobning og trusler, så jeg blev egentlig ikke bange, da pigerne fra min klasse truede med at slå mig ihjel. Men det var sindssygt grænseoverskridende, at min mor skulle opleve det. Jeg skjulte normalt mine problemer for min mor, for jeg ville ikke give hende skyldfølelse over, at hun havde fået et barn med en grønlandsk mand.

Stille rædsel

Det meste af hendes skoletid havde været en brutal oplevelse, fuld af racisme og mobning, hvor ingen hjalp hende, men dødstruslerne blev dråben, og efter telefonopkaldet flyttede Katja skole. Det hjalp dog ikke meget, for hun var stadig halvt grønlænder, og på den nye skole på Østerbro i København fortsatte problemerne. Både i skolen og på gaden blev Katja mødt med racisme og trusler. Det var også her, hun blev stoppet af grønjakken med kniven på vej hjem fra skole.

– Jeg blev selvfølgelig bange og ked af det, men jeg fortalte det ikke til min mor og stedfar, for det var jo bare sådan, det var. Det var der ikke noget at gøre ved. Jeg tror faktisk stadig ikke, at nogen egentlig ved, hvad jeg blev udsat for, fortæller den 45-årige forfatter fra Hvidovre.

Sultede sig

Først da hun kom i gymnasiet på Nørrebro i København, hvor der var mange andre unge med brun hud og mørkt hår, begyndte hun at føle sig accepteret.

– Her følte jeg mig pludselig god nok for første gang i mit liv, husker Katja.

Men de mange år med racisme og mobning havde sat sine spor, og den usikre og introverte pige udviklede i al hemmelighed en spiseforstyrrelse, som ikke engang hendes forældre kendte til.

– Jeg havde det så dårligt med mig selv, at jeg ikke følte, jeg fortjente at få mad. Jeg følte skyld over at se ud, som jeg gjorde, og jeg følte ikke, at jeg havde lov til at leve. Men jeg var god til at skjule det, og mine forældre opdagede ikke noget, så jeg fik ingen hjælp.

Da hun flyttede hjemmefra, vejede hun kun 43 kilo og kunne godt selv se, at den var gal, så hun tog mod til sig og gik til lægen. Her var der ingen hjælp at hente.

– Han sagde, at hvis jeg ikke var selvmordstruet, var der ikke noget, han kunne gøre for mig. Så måtte jeg jo gå igen, fortæller Katja.

Skrev som ventil

Allerede da hun var ni år, begyndte Katja at skrive for at bearbejde problemerne. Dengang skrev hun digte, der handlede om hende selv, og skriveriet blev en måde at få alle de tunge følelser ud af hovedet. Senere gik hun over til at skrive fiktive historier, men de tog altid afsæt i hendes egne oplevelser og følelser.

– Jeg brugte det at skrive som en ventil for alle de følelser, jeg gik rundt med.

Katja skrev ikke kun hemmelige digte, og som voksen fandt hun en gammel stil, hun havde skrevet, da hun gik i skole. Den handlede om, hvor dårligt hun havde det.

– Det underlige var, at min lærer aldrig reagerede. Som barn troede jeg jo, at det var normalt at have det som jeg og tænkte nok ikke så meget over det, men som voksen undrer det mig, at ingen sagde eller gjorde noget.

Turde ikke få børn

Som voksen skubbede Katja fortidens problemer i baggrunden og forsøgte at have et positivt syn på livet. Det gik egentlig godt, indtil Katja mødte sin mand, og spørgsmålet om børn meldte sig. Katja var nemlig bange for at få et barn, der lignede hende. Et barn med grønlandske træk.

– Jeg ønskede mig at få børn, men jeg kunne ikke holde ud at tænke på, at de måske skulle igennem det samme, som jeg havde været igennem, hvis de også fik brun hud og brune øjne.

Hendes mand beroligede hende, og de fik sammen to børn. Heldigvis havde tiden ændret sig, og Katja endte med at få to skønne døtre, der aldrig har oplevet racisme og mobning. Derimod medførte Katjas første graviditet en positiv udvikling.

– Jeg havde det svært med at blive tyk under min graviditet på grund af spiseforstyrrelsen, og det fik jeg sagt til min jordemoder, der gav mig ekstra støtte gennem graviditeten. Den største forskel var dog, at jeg blev tvunget til at være tyk, for der opdagede jeg, at det ikke var farligt at slippe kontrollen, og på den måde slap jeg af med min spiseforstyrrelse.

En ny identitet

Men mange års ophobede frustrationer forsvandt ikke bare af sig selv, og følelsen af ikke at være god nok og ikke at turde sige fra, lå hele tiden og ulmede i baggrunden. Så da Katja gennem længere tid oplevede stort pres i sit job som pædagog, måtte hun vende sit liv 180 grader, og det krævede, at hun arbejdede med de følelser, hun ellers havde lagt låg på gennem årene.

– Efter to indlæggelser med stress måtte jeg tage afsked med mit job som pædagog. Et fag, der betød alt for mig, og som var en stor del af min identitet. Det føltes som at stå og kigge ned i en dyb afgrund, for hvis jeg ikke længere var pædagog, hvem var jeg så?

Det spørgsmål hjalp en psykolog heldigvis med at svare på. Det eneste, Katja kunne komme i tanke om at lave, som hun var god til, hvis hun ikke skulle være pædagog, var at skrive, og så måtte det være dét, hun skulle.

– Min psykolog gav mig skriveopgaver hver uge, og det blev starten på min første bog Stille skrig og dermed min karriere som forfatter, siger Katja.

Katja blev hurtigt bidt af drømmen om et forfatterliv. Snart fulgte fortsættelsen Larmende stilhed, og hun er netop nu aktuel med sin tredje bog Stilhedens ekko.

– De hedder alle tre noget med stille, fordi de handler om, hvordan tanker kan larme, hvis man undertrykker dem, forklarer Katja.

Det store spring

Det var et stort spring at gå fra at føle, hun ikke havde fortjent at leve, til at turde skrive og få udgivet bøgerne, der alle er meget personlige. Selv om de handler om en fiktiv hovedperson, bygger de nemlig på hendes egne oplevelser og følelser gennem livet.

– Jeg har jo altid elsket at læse og skrive, men jeg skulle tvinges til at finde modet til at realisere min drøm om at blive forfatter. Det blev jeg først, da tæppet blev revet væk under mig, og jeg var nødt til at skifte spor, siger Katja.

I dag holder hun foredrag om sine bøger, og der er ikke meget tilbage af den usikre pige at spore. Forfatterskabet er blevet en del af Katjas nye identitet, og hun har fået et nyt netværk, så hun i dag står sikkert på begge ben. Det hjælper også, at hun får positive beskeder fra sine fans, der for eksempel skriver, at de ville ønske, de kunne være veninde med hovedpersonen.

– Hun er jo en side af mig, så det varmer virkelig at få sådan nogle beskeder.