Esben fra Fredens Havn: Naturen har reddet mit liv

– Goddav, Hr UTK, siger Esben med rolig stemme og varme i øjnene.

Den enorme svane kommer helt hen til ham. Den når Esben til livet og har fødder på størrelse med kagetallerkner. Svanen begynder at nappe Esben i ærmet, men Esben rykker sig ikke.

– Han ved, jeg aldrig kunne finde på at fodre ham. Derfor har han ingen grund til at angribe mig, siger han med et kærligt blik på den store hvide, der formentligt vejer i omegnen af 16 kilo og nok ville kunne give Esben nogle flotte blå mærker, hvis den ville.

Men det vil den ikke. For hr. UTK, der har fået navnet efter bogstaverne på sit ringmærke, har været Esbens nærmeste nabo gennem flere år, og de to kommer fint ud af det.

Esben og hr. UTK bor begge i Fredens Havn, hvor Esbens tre fartøjer liggende i en klynge, der er forbundet af brædder og andet genbrugsmateriale og holder sammen på det hele. Indtil videre. Esben Banke, der medvirker i TV 2’s dokumentarserie ”Slaget om Fredens Havn”, har boet i havnen i snart 15 år, og selv om Københavns Kommune og staten har gjort mange krumspring for at slippe af med ham, er Esben her endnu. Han har nemlig brug for at bo her, hvor han kan passe på svanerne og naturen. Og på sig selv.

Bag facaden

For 21 år siden var Esben netop blevet færdig på Danmarks Designskole. Han boede på Østerbro i en fed ejerlejlighed med egen båd og penge på kontoen. Han var dygtig til sit arbejde, og de store møbelhuse stod i kø for at ansætte ham. Med andre ord: Det kørte for ham.

Men Esben havde brug for at trække vejret. Der var noget indeni ham, der ikke følte, at det helt kørte så godt, som det så ud på facaden.

– Jeg manglede ikke noget, men jeg valgte at give mig selv et frirum. Det frirum brugte jeg i starten på at løbe ind i en depression, siger Esben.

Hjemløs af konkurs

I en periode lavede han scenografi for et teater og prøvede at finde ud af, hvad han ville have ud af livet, da han fik tilbudt at købe en nedlagt kirke på Nørrebro. Det virkede som århundredets bedste investering, men det endte med at koste ham alt, hvad han ejede, da han gik konkurs.

– Da jeg gik konkurs med kirken, blev jeg hjemløs. Jeg følte mig ikke rigtig hjemløs, selv om jeg boede på gaden, for jeg sov rundt omkring hos venner og bekendte. Men jeg levede fra hånden til munden, for jeg var for stolt til at bede om kontanthjælp. Men jeg nåede aldrig at sulte, for folk, der bor på gaden eller ikke har så meget, vil gerne dele det, de har. På den måde tog jeg på rejse i København, hvor jeg gik rundt i gaderne og mødte en masse gode mennesker.

Bor på vandet

Mens mågerne skriger på den høje, blå forårshimmel, viser Esben rundt på sine både, der er forbundet af planker, som Esben behændigt færdes på, som om han aldrig havde bestilt andet. Hver båd udgør et rum ligesom i et hus. Der er slæbebåden Tumlerinden, hvor Esben har sit soveværelse og toilet. Der er fiskebåden Agnete, der er indrettet som køkken. Der er gæstebåden Trunde til overnattende, og så er der tømmerflåden, der er indrettet som værksted. Her kan Esben sidde og drikke en kop te og holde øje med livet på vandet og svanerne, der skal til at lægge æg.

Her kan han næsten gå i et med naturen i havnen og nyde synet af solens spejling i vandoverfladen, der opvarmer hans bæredygtige hjem.

En skoldet skid

For at forstå, hvorfor Esben har brug for naturen, skal vi tilbage til hans barndom, hvor han voksede op ved Limfjorden i den lille by Rønbjerg.

– Der var en havn og fem huse. Jeg boede i det ene, fortæller Esben. Han var tidligt draget af at komme ud på vandet og være sin egen kaptajn. I skolen gik det ikke for godt. Esben var, hvad hans far kaldte ”en skoldet skid på en stegepande”, og han passede ligesom ikke ind. Det var, før man havde diagnoser som adhd, men familielægen gav Esben Ritalin for at lægge en dæmper på ham. Det brugte man dengang på børnehjemsbørn for at skabe ro og orden, og det fik da også Esben pacificeret en smule. Men indeni var der ingen ro. Tværtimod var Esben ved at koge over, fordi han ikke længere kunne få afløb for al den energi, han havde i sig

– Jeg var enormt vred. Og ked af det. Nogle gange kunne jeg græde i to dage uden at vide hvorfor, husker han.

Da Esben var ni år, fik hans far arbejde i Grønland, og det skulle komme til at gøre en forskel, som Esben stadig drager nytte af i dag, hvor han er 54 år og en masse erfaringer rigere.

Reddet af Grønland

– Det, at min far og jeg flyttede til Grønland, blev min redning. Min far arbejdede godt nok hele tiden, så jeg var ofte overladt til mig selv.

Skoledagen sluttede klokken 12, og resten af dagen var Esben på et fritidshjem for de hårdest belastede grønlandske børn, hvor han brugte tiden på at lære at bygge kajakker, gå på jagt og brænde krudt af i naturen. Men det allervigtigste var, at grønlænderne inkluderede det vrede barn, som Esben var blevet.

– I Grønland havde man ikke en masse psykiatriske diagnoser, og folk med psykiske problemer blev blot betragtet som anderledes. Samtidig var alle afhængige af hinanden, og derfor blev alle rummet af fællesskabet. Det blev jeg også, fortæller Esben.

Nærhed med naturen

Limfjordens lokken forlod aldrig Esben, og som ung uddannede han sig til bådebygger. Han var god til sit arbejde og var blandt andet med til at renovere Kongeskibet Dannebrog. Så da han efter to år som hjemløs mødte et kærestepar, som var ved at flytte fra den båd, de havde boet i, fik han lov at låne den mod at stå for lidt reparationer. Det blev starten på den tilværelse, han har skabt sig i Fredens Havn.

– Da jeg kastede anker her for 15 år siden, var her ikke andet end naturen. Jeg mærkede med det samme, at her kunne jeg få den ro, jeg trængte sådan til, og den nærhed med naturen, som jeg ikke vidste, jeg havde savnet. Jeg fik også noget at tage mig til, for jeg begyndte at samle affald, og det var en kæmpe opgave at samle skraldet, der flød med vandet fra byen.

Dermed fik Esben et sted at bo. Et rigtigt hjem på vandet, hvor han sov på en madras i lastrummet. Helt nede i vandspejlet, hvor han blev vugget i søvn hver aften, og han oplevede hurtigt en stor forandring. Både i hovedet og i kroppen.

– Skuldrene faldt på plads. Alle mennesker slapper af, når de kommer på vandet. Det gjorde jeg også.

En ny begyndelse

På den måde fandt Esben ud af, at han kunne bruge naturen til at helbrede sig selv. Det var præcis det samme, som han oplevede som barn, men som han havde glemt i sin travlhed med at uddanne sig og gøre karriere.

– I løbet af mit voksenliv bevægede jeg mig langt væk fra den erfaring. Jeg troede, jeg skulle leve et liv på de bonede gulve som feteret møbeldesigner, men min krop ville noget andet, siger Esben og nikker mod sin sauna, som han selv har designet og bygget af genbrugsmaterialer. Her sidder han hver aften og bliver varmet igennem, og på den måde kan han holde smerterne i skak og få ro i hovedet, mens han kigger ud over livet i kanalen.

– Jeg kom her af nød, men det viste sig at blive en ny begyndelse. Jeg er ikke en hjemløs stakkel. Tværtimod er jeg et privilegeret menneske.

Konstante smerter

Smerterne har Esben haft, siden han var fem år. Det meste af sit liv har han levet med dem uden at tage sig af dem. De var der bare.

– I børnehaven havde vi legerum, hvor der blev hængt en indendørs gynge op i en stålbjælke i loftet. Jeg blev testpilot og skulle prøve den med en veninde som den første. Jeg var jo en vildbasse, så jeg gyngede højt. Det næste, der sker, er, at jeg sidder på gulvet stadig med veninden på skødet.

Da stålbjælken faldt ned, landede den på Esbens ben, der brækkede midt over. I faldet brækkede han også halebenet, og det har han mærket hver dag lige siden.

– Jeg kan huske, at de voksne var ved at kaste op ved synet af mit ben, der var knækket som en gren, og jeg blev rigtig forskrækket over deres reaktion. Det kostede mig et længere hospitalsophold og et stort traume, som jeg først har fået talt med en psykolog om for fem år siden, fortæller Esben.

Siden ulykken har Esben ikke kunnet sidde på en stol ret længe ad gangen. På Danmarks Designskole tegnede han stole, som han stadigvæk ikke selv kan sidde på, fordi halebenet gør ondt. I naturen på vandet er Esben i konstant bevægelse, og det gør, at han endelig har fundet en måde at holde smerterne i skak.

Et fællesskab

– Jeg ville absolut ikke kunne holde ud at bo i en lejlighed. Det var først, da jeg flyttede på vandet, at jeg kom i kontakt med min krop og begyndte at afhjælpe mine smerter. Jo længere tid jeg bor på vandet, des sværere vil det blive at bo på land.

Gennem årene har flere både kastet anker i nærheden af Esbens fartøjer, og det er rart at være en del af et fællesskab igen, synes han. For selv om han trives godt i sit eget selskab, kan der også blive ensomt uden for fællesskabet.

I dag udgør 10-12 beboede både Fredens Havn, og Esben gør som ubestaltet leder et stort stykke arbejde for fællesskabet i havnen. Han giver gerne råd og deler ud af sin enorme viden om alt fra politik og samfundsforhold, til hvordan man lever bæredygtigt og bygger sit eget hjem. Han har da også fået sendt en del vildfarne unge videre i uddannelser som bådebygger og inden for søfart, og på den måde støtter han andre i det, han kalder ”at blive kaptajn i sit eget liv”. Men Esben opdagede snart, at der var brug for et sted at samles med de andre beboere i havnen.

– Da der begyndte at komme flere til, fik vi brug for et sted, hvor vi kunne mødes og pleje fællesskabet. Som designer optager det mig at skabe rum for god kommunikation ved at bygge mødesteder med plads til alle. Det bruger jeg i høj grad her, hvor mange forskellige slags mennesker har brug for at blive rummet. Man kan jo sige, at mange af os, der bor her, er anderledes, men der skal være plads til alle. Ligesom der var plads til mig i Grønland, siger han.

Altid en bid mad

Fredens Havn ligger lige ved den verdensberømte restaurant Noma. Dengang flere begyndte at komme til havnen, var Nomas grund tom, så Esben og de andre beboere tog en lille bid af den og lavede bålplads og højbede. Da Noma så opstod, tog Esben en snak med dem.

– Vi blev enige om, at vi kunne blive på det stykke land og holde opsyn med området, fortæller Esben.

Med tiden er haven blevet udvidet, så den kan imødekomme beboernes behov for et fælles rum. Alt er bæredygtigt og bygget af genbrugsmaterialer. Esben har blandt andet bygget et muldtoilet, som alle må benytte. Indholdet komposteres efter alle kunstens regler og gøder højbedene. I øjeblikket er han ved at få bygget en hønsegård og et fælles værksted og ikke mindst at etablere fælleskøkkenet Koma på fællesområdet, for det er vigtigt, at alle får noget i maven, mener Esben.

– Her kommer venner og bekendte og drikker en øl med os, der bor her. Alle er velkomne, men hvis man sidder og drikker øl på tom mave, bliver man hurtigt dum at høre på. Derfor skal man kunne få en bid mad, siger han.

Tager kampen op

Med opførslen af nye og dyre lejligheder langs kanalen har Fredens Havn fået naboer, der ikke sætter pris på den flydende landsby. I sommer fastslog byretten, at beboerne skulle forlade havnen. Esben får hver måned en bøde på 1.000 kroner for at blive, men med hjælp fra en advokat har han og de andre i Fredens Havn anket afgørelsen til landsretten.

– Lige nu venter vi på at gå i landsretten sidst i april. Men jeg tager det helt stille og roligt. Selv om vi befinder os i byen, bor vi på en kyststrækning, og her gælder allemandsretten. Så længe vi passer på området, er jeg sikker på, at det nok skal løse sig.

Han er gået i gang med at starte en indsamling for at kunne betale advokaten og bøderne, indtil han finder en løsning. For flytte sig hverken kan eller vil han.

Passer på området

Ligesom området passer på Esben, passer han også på området. Særligt den nærmeste nabo, hr. UTK, som Esben holder så meget af, at han har gjort den til sit personlige ansvar.

– Svaner danner par for livet. Men sidste år mistede han sin mage. Vi sørgede sammen i to uger, men så kom han pludselig en dag med en ny kæreste, fru CJY, fortæller Esben.

Flere år er svanernes æg blevet taget af ræve eller mink, og derfor har Esben bygget en flydende rede til dem ud for sit værksted, hvor han kan sidde og holde øje med dem. I år er første gang, den nye mage skal prøve at lægge æg i reden, og Esben glæder sig til at se, om hun finder ud af det.

– Vi har 8.000 km kyststrækning i Danmark, så jeg kunne nok finde et andet sted at kaste anker, men jeg kan ikke forlade stedet, inden det næste hold svaneunger er på vingerne, og en fremtidig løsning er fundet for området, siger Esben.