Følte det var min skyld

Mens hun ikke vidste, om hendes datter ville overleve, ulmede skyldfølelsen under angsten for at miste sit barn. Nu hjælper Dorthe andre mødre, der føler skyld over deres børns psykiske sygdom.

For pylret. For beskyttende. Forkert. Da Dorthes datter fik psykiske problemer, fik Dorthe skylden. Det måtte være hende, der gjorde noget forkert.

– Gennem Nicolines barndom har jeg fået bemærkninger om, at jeg ikke havde gjort Nicoline robust nok, at jeg har været overbeskyttende, fordi hun ikke var så social som andre børn, fortæller 55-årige Dorthe Stieper fra Værløse.

Men der var en grund til, at Dorthe beskyttede sit barn. Nicoline var sensitiv og blev hurtigt overbelastet.

– Jeg fornemmede tidligt, at hun havde behov for at blive skærmet. Hun græd og ville ikke i børnehave, når de skulle på tur, og hele hendes verden brød sammen, hvis hendes hjemmesko for eksempel blev væk. Senere var det svært for hende at tage på lejrture og den slags. Men i stedet for at se på, om hun måske havde nogle særlige behov, kom det til at handle om, hvordan jeg var som mor, fortæller Dorthe.

Kritikken ramte lige ned i en følelse af skyld, som første gang viste sig, da Dorthe blev mor.

Kaotisk fødsel

– Jeg fødte min datter på en kaotisk lillejuleaften, hvor der ikke var personale nok. Vi blev sendt hjem uden, at der var kommet gang i amningen. Det kom der heller ikke i dagene efter, og da det var juleferie, kom der ingen sundhedsplejerske. Da vi endelig kom til lægen, havde Nicoline tabt sig for meget.

Vægttabet lagde grundstenen til følelsen af ikke at være en god nok mor. – Hvilken mor kan ikke sørge for, at hendes barn får den nødvendige mad? Spørger Dorthe retorisk.

Allerede da Nicoline var lille, opdagede Dorthe, at hendes barn reagerede kraftigt, hvis hun blev udsat for mange indtryk.

– Hun græd, når vi var i fremmede omgivelser, og jeg kunne ikke berolige hende. Hun sov også dårligt, og jeg måtte sidde hos hende i mange timer hver nat for, at hun kunne falde i søvn, fortæller Dorthe.

Tæt på at dø

Gennem årene lærte hun at skærme sin datter ved at hente hende tidligt fra institution, begrænse fritidsaktiviteter og på alle måder tage hensyn til hendes behov. Men da Nicoline blev teenager, blev det sværere at skærme hende, og hun udviklede en spiseforstyrrelse.

– Jeg smed, hvad jeg havde i hænderne og tog orlov, så jeg kunne være hjemme med Nicoline, fortæller Dorthe.

Men selv om hun kæmpede dag og nat for at hjælpe sin datter, blev spiseforstyrrelsen værre. Til sidst holdt Nicoline helt op med at spise og måtte indlægges på psykiatrisk afdeling.

– Det er det værste, jeg har oplevet. Jeg troede, hun ville dø fra mig. Det var forfærdeligt at opleve sit barn lide på den måde. Jeg kan huske, at jeg sad og holdt om hende, inden vi skulle af sted. Jeg kunne mærke knoglerne under huden. Hun var som en tynd lille fugleunge.

 

 

Mislykket som mor

Skyldfølelsen var enorm. Men Dorthe kunne ikke længere tage ansvaret for det barn, der var ved at forsvinde for øjnene af hende.

– På den ene side var det en lettelse, at Nicoline blev indlagt. Nu var andre, der hjalp hende og sørgede for, at hun ikke skulle dø. På den anden side følte jeg mig mislykket som mor.

De gamle følelser blussede op, og igen stillede Dorthe sig selv spørgsmålet: “Hvilken mor kan ikke sørge for, at hendes barn får mad?”

Samtidig spurgte Dorthe sig selv, om hun måske selv var årsagen Nicolines problemer.

– Da Nicoline var lille, fik jeg en fødselsdepression, og jeg har spekuleret over, om det har været med til at gøre hende psykisk sårbar, siger Dorthe.

Mens Nicoline var syg, oplevede Dorthe, at nogle behandlere insinuerede, at det måtte være hendes skyld. De mente, at hvis bare Dorthe tog hånd om sine egne traumer, skulle hendes datter nok få det bedre.

– Selvfølgelig skal jeg som forælder tage ansvar for mit eget liv. Jeg gik da også til psykolog, både da jeg havde min fødselsdepression og igen, da Nicoline blev syg. Alligevel følte jeg mig beskyldt for ikke at være en god nok mor. Jeg burde nok være blevet vred. I stedet vendte jeg det indad, siger Dorthe.

For hver hentydning blev der lagt endnu en lag på den stadig voksende skyldfølelse, som hun bar alene.

– Jeg tolkede det sådan, at hvis jeg bare havde haft styr på mine egne problemer, var Nicoline aldrig blevet syg, og hvis jeg så fik styr på dem nu, ville Nicoline blive hurtigere rask.

Fik diagnoser

Det var ikke bare Dorthes forældreevne, opdragelsesmetoder eller fødselsdepression, der var årsag til Nicolines problemer. I forbindelse med behandlingen af spiseforstyrrelsen fik Nicoline nemlig diagnoserne autisme og add.

To diagnoser, der i høj grad medvirkede til, at hun så let blev overbelastet og havde brug for at blive skærmet. Samtidig er hun højtbegavet og klarede sig godt i skolen, og opdagede ingen, hvor meget hun kæmpede med at fungere i en normal hverdag.

– Nicoline er enebarn, så jeg havde ingen at sammenligne med. Jeg opfattede hende som særligt sensitiv, men jeg overvejede ikke, at hun kunne være skruet anderledes sammen end de fleste andre og oplevede verden på en anden måde, fortæller Dorthe.

Har fået mod på livet

Som årene gik, blev hverdagens pres for stort, og Nicoline udviklede den belastningsreaktion, der var grunden til, at hun til sidst holdt op med at spise. Selv om Dorthe gjorde alt, hvad der stod i hendes magt, kunne hun ikke have reddet sin datter.

– Hvis jeg havde vidst dengang, hvad jeg ved i dag, havde jeg måske gjort mange ting anderledes. Men det hjælper jo ikke noget at spekulere i, siger Dorthe.

I dag er Nicoline Stieper 24 år og har det bedre. Hun er lige flyttet i egen lejlighed, og selv om spiseforstyrrelsen stadig spøger i baggrunden, har hun fået mod på livet igen.

Hun går på hf og arbejder i sin fritid på en gård, der tilbyder rideterapi til børn og unge med autisme. Her fik hun selv hjælp til at finde fodfæste, efter hun blev udskrevet fra psykiatrien.

Hun boede på gården i fire år og kom sig med hjælp fra dyrene og roen. Nu kommer hun et par gange om ugen for at passe hesten Baldur.

 

 

Nicoline synes, det er urimeligt, at hendes mor fik skylden for hendes psykiske mistrivsel, for den kan der være mange grunde til.

– Hvorfor er jeg, som jeg er? Hvorfor blev jeg syg? Er det mine gener? Min opvækst? Min mor? Samfundet? Politikerne? Skolen? Børnehaven? De sociale medier? Mine egne forventninger? spørger hun retorisk.

Selv tror hun, det er en blanding, og hun finder det meningsløst at tale om skyld.

– Jeg ville ønske, at vi i stedet gav mennesker som mig plads til at være, som vi er, på de præmisser vi har brug for, siger hun.

Hjælper andre

Dorthe arbejder nu som pårørendementor i psykiatrien. Her hjælper hun andre forældre til børn med psykiske problemer, og det hjælper hende til at skabe mening i det, der virkede meningsløst.

– Mit arbejde har hjulpet mig med at bearbejde mine egne følelser omkring Nicolines sygdom. Det er meningsfyldt, at jeg kan bruge mine erfaringer til at hjælpe andre.

Det har også hjulpet at vide, at Nicoline har autisme og add, for nu forstår Dorthe, hvorfor hendes datter på nogle områder var mere sensitiv end andre børn. Og så er hun blevet klar over, at mødre med fødselsdepression sagtens kan være gode mødre.

– Undersøgelser viser, at mødre med fødselsdepression gør det godt nok. Det ville jeg ønske, jeg havde vidst tidligere, siger Dorthe.

Hun arbejder stadig på at slippe de sidste rester af sin skyldfølelse, men hun er blevet bevidst om, at hun har gjort sit bedste med den viden og de ressourcer, hun havde.

– Man kan ikke være skyld i noget, man ikke har magt over. Det minder jeg jævnligt mig selv om.

 

 

Stemplet

Dorthe møder stadig mor-skylden i form af fordomme om mødre blandt fagprofessionelle. For selv om hun oplever, at de fleste arbejder med hjertet forrest, støder hun ind i mellem på det, hun opfatter som en forråelse.

– Jeg møder desværre ind i mellem stigmatisering af mødre i det system, der er sat i verden for at hjælpe os, siger hun.

Derfor har hun skrevet bogen “Er det mors skyld?” Den skal oplyse fagprofessionelle, så de ikke automatisk antager, at det er mors skyld, når barnet ikke trives.

Mens fædre sjældnere udsættes for kritik, når deres børn får psykiske problemer, er der helt andre regler for mødrene, mener Dorthe.

– Kvinder forventes at tage det sociale ansvar, og når vores børn ikke kan begå sig socialt, peger pilen på mor.

Hun oplever, at mange føler sig berettiget til at mene noget om en mor. At hun er for pylret, for kontrollerende, ikke sætter grænser eller andet, der handler om den opdragelse, som de fleste forældrepar ellers er fælles om.

– Virkeligheden er jo, at der er rigtig mange, der har indflydelse på vores børns udvikling.

Misforstået

Nicoline ved godt, at andre har opfattet hendes mor som overbeskyttende, og at hun selv blev opfattet som et sart barn.

– Jeg tror, at denne fordømmelse har påvirket os begge og gjort, at vi har overkompenseret og ikke turdet lytte til vores egen intuition af frygt for at blive misforstået, siger hun.

Hun mener, at hendes mor er blevet misforstået.

– Jeg har været et sensitivt barn og nok lidt speciel. Jeg føler, at min mor så det og prøvede at skabe de rammer, der skulle til for, at jeg kunne være i verden. Det er nok blevet opfattet som overbeskyttende, fordi folk desværre har en tendens til at dømme andre ud fra deres egen lille verden.

Jeg ville ønske, at vi i stedet kunne glæde os over, at børn er forskellige og har brug for forskellige ting. Det behøver ikke at været et problem.

Skyld med skyld på

Nicoline har selv kæmpet med skyldfølelse over, at hendes forældre ofrede så meget for hende.

– Min mor var der hele vejen igennem. Hun har været en altafgørende støtte i de år, hvor jeg var helt nede. Hun vil gå langt for andre mennesker, særligt dem hun holder af. Nogle gange endda så langt, at det bliver på bekostning af hende selv, siger Nicoline.

Hun ved godt, at hendes sygdomsforløb har været opslidende for hendes mor.

– Det er hårdt at se de mennesker, man elsker, lide, fordi man selv lider. Jeg føler skyld over, at min sygdom og udfordringer har gjort, at de skulle lide og forhindres i mange ting. Samtidig føler de skyld over ikke at have gjort nok. Det bliver skyld med skyld på, og det er noget, vi stadig forsøger at bearbejde hver især og sammen, siger Nicoline.

Hun har fået hjælp af sin psykolog og har lært, at man godt kan være årsag til noget uden at være skyldig.

– Vi kan ikke undgå at påvirke de mennesker, vi er omkring, det skal vi heller ikke. Jeg ved, at min mor har gjort alt, hvad hun kunne for mig. Der er sikkert mange ting, hun kunne have gjort anderledes, hvis hun var perfekt, men jeg vil ikke bytte hende for nogen anden.