Fredag, 8. april 2022 - 15:00 - Af Nina Sommer. Foto: Søren Lamberth/Aller Foto & Video og privat.
Forladt af far som 3-årig
Mia var bare tre år gammel, da hun så sin far for sidste gang. Lige siden har spørgsmålene hobet sig op. Hun regnede aldrig med at høre fra ham igen, men efter 19 år modtog hun en mail.
Print“Michael Baun.”
Mia kigger på navnet, der står øverst i hendes mailboks. Hun er netop stået op for at gøre sig klar til at tage på arbejde i den lokale Rema 1000. Pulsen stiger, for hun ved, at det er hendes far, der har sendt hende en mail. Når hun trykker på den, vil hans ord komme til syne. Ord, hun har savnet i mange år, og som hun har higet efter at høre.
Alligevel prøver at hun at glemme mailen for en stund. Hun vil gerne have arbejdsdagen overstået, for hun vil ikke stå nede i butikken og blive ked af det. Men da hun kommer derned, kan hun hverken koncentrere sig om at fylde varer på hylderne eller ekspedere kunder. I stedet kan hun mærke hjertet dunke hurtigere, og håndfladerne blive svedige. For hvad vil hendes far fortælle hende, 19 år efter hun så ham sidst.
Psykisk svært
– Jeg husker mest min far fra billeder, og hvad jeg har fået fortalt. Nogle gange kan jeg ikke finde ud af, om jeg virkelig kan huske ham, eller om jeg bare har dannet nogle billeder af ham, fortæller den nu 22-årige Mia fra sin mors lejlighed i Hillerød.
De mange portrætter af Mia på væggen vidner om den tid, der er gået, siden hendes far forsvandt sporløst. Fra de uskyldige barneøjne til teenageren og den efterhånden voksne kvinde, der gennem livet gerne ville have svar på et enkelt spørgsmål: Hvorfor forlod du mig?
– Han var en god far, og han holdt virkelig af Mia, fortæller 54-årige Majbritt og skruer tiden tilbage.
Kærligheden var ikke til at tage fejl af mellem Majbritt og Michael. Majbritt blev gravid, og de blev gift samme dag, som Mia blev døbt. Michael var en kærlig familiefar, der tilbragte tid med sin datter og ofte hev guitaren frem og spillede sange for hende.
Han havde store ambitioner, og han arbejdede blandt andet som klinikassistent, skorstensfejer og ejede et solcenter. Men når regningerne begyndte at vælte ind, fik selvtilliden et knæk, og det påvirkede hans psykiske helbred. Flere gange blev han indlagt på psykiatrisk afdeling, efter han havde truet med selvmord.
Ville skilles
– Der skulle ikke meget til, at han ikke kunne overskue ting. Han skyldte penge, og han åbnede ikke sine breve. Til sidst voksede det ham over hovedet, og så lod han sig indlægge, fortæller Majbritt, der troligt besøgte ham hver gang.
En dag kom Michael og sagde, at han havde mødt en anden kvinde. Det kom som et chok for Majbritt, der var gravid med deres andet barn, men separationen var uundgåelig, og Michael flyttede ud. Han havde Mia til samvær hver anden weekend, og Majbritt og Michael samarbejdede fint om børnene. Derfor var der heller ikke noget, der tydede på, at han ville forlade det hele uden varsel.
Majbritt husker tydeligt den sidste dag, før Michael forsvandt. De var begge til sommerfest i børnehaven, og ikke lang tid efter ankomsten bemærkede både Majbritt og pædagogerne, at Michael opførte sig anderledes.
– Han gik rundt med lillebror på armen hele tiden, og han var meget opmærksom på, hvor Mia var. Jeg syntes, at det var underligt, for sådan plejede han ikke være, husker Majbritt.
Den dag tog de alle sammen hjem til Majbritts lejlighed efterfølgende. Da de stod i døren, rakte Michael hende en konvolut. Det var de underskrevne skilsmissepapirer, og da Majbritt den dag lukkede døren, var det sidste gang, at de så ham.
Fik afskedsbrev
Han mødte ikke op for at hente Mia, som aftalt, dagen efter. Det var sket før, men han havde altid meldt afbud. Kort tid efter modtog Majbritt et brev, der med få ord forklarede, hvorfor Michael ikke var kommet. Han gjorde det klart, at han havde forladt det hele og ikke ville komme hjem igen. Et brev, der også var sendt til hans mor, hans søskende og udlejer. Majbritt modtog efterfølgende endnu et brev, der var mere personligt. Her undskyldte Michael for, at han var taget væk, han skrev, at han elskede dem, men at de aldrig ville finde ham.
– Jeg havde jo flere gange oplevet, at han ikke kunne overskue sin situation og flygtede fra det hele. Så jeg troede, at han ville komme tilbage, forklarer Majbritt.
Hun valgte alligevel at gå til politiet og efterlyse ham. Men i og med, at han frivilligt var taget af sted, ville politiet ikke gøre noget ved sagen. Langsomt begyndte det at gå op for Majbritt, at denne gang ville Michael ikke komme tilbage i den nærmeste fremtid.
Sporløst forsvundet
I den efterfølgende tid hobede spørgsmålene sig op. Når Majbritt kiggede på treårige Mia og hendes lillebror på seks måneder, kunne hun ikke forstå, hvordan han kunne forlade dem.
– Jeg var vred og frustreret på deres vegne. Samtidig stod jeg pludselig alene med to børn, som jeg skulle fortælle, at deres far var sporløst forsvundet, fortæller Majbritt.
Hun fortalte sin historie til Ude og Hjemme tilbage i 2004 i håbet om, at Michael ville kontakte hende, og hun meldte sig også til DR1-programmet Sporløs, der dog ikke ville tage hendes sag op.
Hvornår det gik op for Mia, at hendes far var forsvundet, kan hun ikke huske. Men en grundlæggende følelse af forladthed, fulgte hende gennem hendes opvækst.
Savnede en far
– Hvorfor har de andre en far, når jeg ikke har en, spurgte hun en dag sin mor, der ikke kunne sige andet, end at hun ikke vidste, om hendes far kom hjem igen.
Når Mia var hjemme hos veninder, så hun, hvordan fædre var en stor del af deres hverdag. De boede i store huse med trampoliner i haven. Ting, som Mia måtte undvære, fordi hendes mor som eneforsørger ikke havde mulighed for at give sine børn det samme.
Som årene gik, kiggede Mia ofte på billeder af sin far. Hun tænkte på, hvor han var henne, og om han mon en dag kom tilbage, men da teenageårene nærmede sig, begyndte dystre tanker at styre hendes liv.
– Jeg begyndte at give mig selv skylden for, at han var rejst. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, om det var fordi, jeg ikke havde opført mig ordentligt eller noget i den stil. For jeg kunne bare ikke forstå, hvad det ellers kunne skyldes, fortæller Mia.
Følte sig forladt
Hun fik det svære og sværere, og da hendes skole blev slået sammen med en anden, kom hun i ny klasse. De gamle venner fik hurtigt nye venner, men det havde Mia sværere ved. Hun blev overmandet af en stor ensomhed, og når hun skulle i skole om morgenen, var det med en klump i halsen.
– Jeg havde ikke lyst til at sige til min mor, hvordan jeg havde det. Hun havde været meget igennem, og hun havde også min lillebror, hun skulle tage sig af. Så i starten gik jeg med det selv, fortæller Mia, der kunne ligge i sengen i flere timer med tårerne trillende ned ad kinderne, og til sidst kunne hun ikke se noget positivt i sit liv.
Mia fik heldigvis professionel hjælp, men det voldsomme svigt fra hendes far lå som en tung skygge over hendes sind. Hun havde svært ved at knytte venskaber, for hun var bange for, at de ville forlade hende igen.
I sommeren 2021 blev Mia kontaktet af TV 2, der på baggrund af den gamle artikel i Ude og Hjemme, ville have hende til at medvirke i programmet ’Som sunket i jorden’, der forsøger at finde danskere, der er forsvundet. Hun vidste, at det ville rippe op i den gamle sag, men behovet for en afslutning var der stadig.
Svar fra far
Den morgen, hvor hendes fars navn tonede frem i hendes mailboks, vidste hun ikke, at folkene bag programmet havde fundet ham i USA. På arbejdet kunne hun ikke glemme mailen, og da hun endelig læste den, var det overvældende.
Michael undskyldte i mailen for, at han var taget af sted. Han forstod godt, hvis Mia havde en masse spørgsmål, men han havde haft en depression og havde overvejet at tage sit eget liv. Derfor så han ingen anden mulighed end at rejse væk. Til sidst skrev han, at han havde det godt, og at han ikke forlangte, at Mia kunne forstå hans valg.
– Langt hen ad vejen kunne jeg godt forstå ham. Jeg har jo selv haft det svært. Men jeg forstod ikke, at han ikke bad om hjælp og i stedet flygtede fra det hele. Da jeg havde læst mailen nogle gange, følte jeg alligevel, at jeg havde fået en afslutning. Nu ved jeg, at han bor i USA og har det godt, fortæller Mia.
Privatfoto
Mia, da hun blev døbt, sammen med sine forældre, Majbritt og Michael.
Far er fremmed i dag
Hun svarede sin far med en mail, men har ikke fået noget svar retur.
– Jeg tror egentlig, at det var godt, den stoppede der. Hvis vi fik et forhold på skrift, og han pludselig stoppede med at svare, ville den gamle sorg blusse op, funderer Mia.
Hun fik senere lejlighed til at se optagelser af sin far, der arbejder som skorstensfejer. Han har en kone og tre børn. Men den mand, der tonede frem på skærmen, var ikke den far, hun kendte.
– Min far er ham på de billeder, jeg har liggende. Den mand, jeg så på optagelserne, var en fremmed, fortæller Mia, der ikke har behov for at se ham igen.
I stedet vil hun koncentrere sig om sit eget liv. Hun har en kæreste på tredje år, og hun drømmer om en dag at få sin egen butik, få to børn og et hus med en have. Alt det, hun selv savnede som barn.
– Selv om jeg min mor har gjort det godt, drømmer jeg om at skabe den kernefamilie, jeg aldrig selv havde. Jeg kan ikke styre, hvordan min far valgte at tackle sit liv. Men jeg kan selv gøre, hvad jeg kan for at få det liv, jeg drømmer om. Det er til tider svært, men jeg føler, at jeg er godt på vej.
Majbritt har givet Mia en god og tryg opvækst som eneforsørger. Hun glæder sig over, at datteren endelig har fået en slags afslutning på sit livs mysterium.
