Hanna lokket i fælde: Jeg blev gift med tvang

Midt i sorgen over sin bedste venindes død blev Hanna lokket til Libanon af sine forældre. I lufthavnen blev hun mødt med jubel af sin familie, og da hun forstod årsagen, blev hun stum af chok.

Mail Print

Søndag, 26. juni 2022 - 15:00 - Af Frida Funemyr. Bearbejdet af Catja Klarskov. Foto: Frida Funemyr, Allan Karlsson/Aller Media SE, Ritzau Scanpix og privat.

PrintPrint

Det var torsdag den 29. oktober 1998. Hanna Saadi var 17 år og hang ud med sin bedste veninde hjemme på teenageværelset i Gøteborg.

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.
Klik her for at ændre dit samtykke

– Jeg kan huske, vi snakkede om kærlighed, fyre og fremtidsdrømme. Vi talte om, at vi ville rejse til Grækenland og åbne en juicebar, når vi var færdige med skolen, fortæller Hanna.

Den aften havde pigerne plaget deres forældre om lov til at tage til fest, men havde fået et klart nej. Så i stedet for dans og drinks hyggede de sig nu hjemme på værelset, men som mørket faldt på, blev de alligevel ærgerlige over at gå glip af årets fest. Derfor tog pigerne det tunge skyts i brug, da de en sidste gang forsøgte at overtale forældrene.

– Til sidst gav vores forældre sig modvilligt, men klokken var allerede mange, så vi fik besked på at være hjemme igen klokken elleve.

Lokalet, der dannede rammerne om festen, lå i et stort indkøbsområde. Her havde man arrangeret diskotek, og Hanna husker tydeligt, at der var et hav af mennesker. Mange flere, end det var tilladt at være i lokalet, og da hun kort efter ankomst forsøgte at få sin veninde med hjem til aftalt tid, fik hun blot at vide, at hun ville tage den næste sporvogn. Derfor gik Hanna alene hjem den aften.

Hanna sov sødt i sin seng, da hun senere samme aften blev vækket af telefonen. Det var venindens far.

– Han var ked af det og urolig. Han fortalte, der havde været en brand, og han kunne mærke, at hans datter var død, fortæller hun.

Grufuld besked

Hanna syntes, det lød bizart, og da hun stod op næste morgen, var hun i tvivl, om det hele var en ond drøm. Men knuden i maven voksede, da telefonen begyndte at ringe, og flere personer bekræftede, at der havde været brand i et lokale i Gøteborg.

– Det tog tid, før jeg fik mod til at tænde for fjernsynet. Her blev det bekræftet, at det lokale, som jeg natten forinden havde opholdt mig i, stod i flammer. I det øjeblik føltes det, som om et mørkt gardin blev trukket ned foran mine øjne. Jeg sad bare chokeret foran fjernsynet. Jeg havde så mange spørgsmål, men i starten var der ingen svar at hente.

Der gik knap et døgn, før Hanna fik besked om, at hendes bedste veninde var omkommet i branden. Hun havde været en af de sværeste at identificere.

Sorg og skyld

Diskoteksbranden i Gøteborg opstod natten til fredag den 30. oktober 1998, og foruden Hannas bedste veninde mistede 63 personer livet. Derudover blev 214 feststemte unge mennesker kvæstet.

– I tiden efter var jeg både fyldt med sorg og skyldfølelse. Jeg spurgte mig selv igen og igen, hvorfor jeg dog ikke havde fulgt min veninde hjem den aften.

Skyldfølelsen blev ikke mindre af, at det ikke kun var Hanna selv, der bebrejdede hende venindens død. Da hun få dage efter branden, sammen med en gruppe venner, tog hjem til venindens forældre for at mindes, blev Hannas kondolence ikke taget pænt i mod af de to forældre i sorg.

– De fortalte mig, at jeg ikke var velkommen. Det var min skyld, deres datter var død, og det var mig, der havde taget hende fra dem.

Når Hanna fortæller om sin veninde, lader hun tårerne løbe frit ned ad kinderne. De havde så store planer, og pludselig var hun helt alene.

– Jeg følte mig som en morder, der var skyld i min bedste venindes død. Familien slog sig efterfølgende ned i udlandet, og jeg har ikke sidenhen snakket med dem, fortæller hun.

Blev destruktiv

Efter tragedien forandrede Hanna sig. Tidligere havde hun været grinende, glad og haft en ukuelig tro på, at livet var godt og fyldt med glæde. Pludselig så hun kun mørket.

– Jeg lukkede mig inde i mig selv, blev destruktiv, og min livsglæde forsvandt. Mine nærmeste bad mig om at søge behandling hos en psykolog, men jeg syntes ikke, jeg fortjente at blive glad igen.

Det næste halve år var Hanna i dyb sorg, hvilket gjorde hende udadreagerende og ligeglad med sin skolegang.

Da sommeren 1999 kom, kort efter Hanna var fyldt 18 år, rejste hun med sine forældre til Libanon, på hvad hun troede var et sygebesøg.

– Mine forældre stammer fra Libanon, og hele vores familie bor der endnu, så de fik mig med på rejsen under påskud af, at min bedstemor var alvorligt syg.

Hvad Hanna ikke vidste var, at forældrene havde helt andre intentioner med rejsen. Bedstemoren var slet ikke syg. I stedet stod hun jublende i lufthavnen og modtog Hanna sammen med resten af familien, da hun ankom.

– De råbte alle samme tillykke til mig, og jeg forstod ingenting. Jeg kiggede bare spørgende på dem, indtil en af mine ældre fætre fortalte mig, at han og jeg skulle giftes.

Et mareridt

Nyheden gjorde hende både vred, ked af det og chokeret. Hanna er vokset op i en muslimsk familie, men de havde aldrig været særlig religiøse eller radikale, så beskeden om, at hun skulle giftes med sin fætter, kom som et slag i ansigtet.

Den dag mistede Hanna troen på en god verden. Hun skulle giftes, men ikke med en mand, hun selv havde valgt. Hun var blevet frarøvet både sin stemme og sit frie valg, og aldrig før havde hun følt sig så svigtet. Endda af sin egen familie, som hun derefter ikke længere så som nogen, hun kunne stole på.

I løbet af de to måneder Hanna befandt sig i Libanon, blev hun klædt i en brudekjole, der ligesom hendes kommende ægtemand var valgt af andre, og familien fik afholdt det bryllup, som fra start til slut var en pinsel.

– Jeg levede i et sandt mareridt. Den eneste person, jeg stolede på, var min storesøster. Hun var i Sverige, da hun fik beskeden om tvangsægteskabet, men tog til Libanon for at støtte mig, så hurtigt hun kunne. Hun overbeviste mig om, at det var bedst at spille spillet, og når vi kom hjem, ville hun skaffe hjælp.

Da Hanna vendte retur til Sverige, var hun på papiret gift med sin fætter, der ankom til landet et halvt år senere. Derefter boede det nygifte par hos Hannas forældre.

– Min tilværelse var uudholdelig. Familien skal være din største tryghed, men for mig var den alt andet.

En dag fik Hanna samlet mod til at ringe til politiet. Hun fik fat på en betjent, som hun uden filter krængede sit hjerte ud over for.

– Jeg fortalte ham hele historien om, hvordan min familie havde manipuleret mig til Libanon kun for at gifte mig væk mod min vilje. Politibetjenten sagde, jeg blev nødt til at stole på ham og for en stund fortsætte som normalt.

Uden livsglæde

Der gik heldigvis ikke længe, før den samme betjent bankede på døren til familiens hjem og eskorterede fætteren til lufthavnen. Her blev han sat på det første fly til Beirut med beskeden om, at han ikke længere var velkommen i Sverige.

– Politiet konkluderede, at han ikke skulle have svensk opholdstilladelse, fordi vores ægteskab var sket under tvang. Derefter blev min fætter og jeg skilt gennem landsretten. De venter altid et halvt år, før de gennemfører en skilsmisse, men derefter var jeg fri.

Den næste tid brugte Hanna på at dyrke kampsport, være sammen med sine venner og planlægge en træningstur til Thailand. På overfladen havde hun det godt, men livsglæden var væk, og den nært forestående rejse havde for Hanna ikke samme formål som for sine rejsemakkere. Selv om hun var taknemmelig for politiets hjælp, sad hun stadig tilbage med en følelse af magtesløshed, og en mørk sindsstemning såede tanken i hende om at gøre en ende på sine pinsler

Gik i terapi

– De andre skulle dertil for at træne, men jeg havde helt andre planer. Jeg tænkte, at en solnedgang på stranden var et smukt sted at ende mit liv, fortæller hun.

Inden afrejse havde Hanna søgt nettet tyndt efter mulige måder, man kan tage sit eget liv. I Thailand købte hun derfor farverige saronger, som hun en aften tog med ned til stranden. Her sad hun i vandkanten, og kort efter hun havde oplevet den smukkeste solnedgang i sit liv, fandt hun et egnet træ til at hænge sig.

– Der var helt mørkt på stranden, da jeg begyndte at binde sarongstofferne fast til træet, men bedst som jeg forberedte mig på mit livs sidste sekunder, blev jeg afbrudt af et ældre ægtepar, som jeg havde mødt et par dage tidligere. De genkendte mig og kom hen, fortæller hun.

Parret forstod straks, hvad der foregik, og mens den ene tog telefonen fra Hannas lomme og ringede til storesøsteren hjemme i Sverige, forsøgte den anden at distrahere hende ved at tale.

– De aftalte med min søster, at de ville købe en flybillet, så jeg kunne komme med næste fly hjem, og den samtale blev mit store vendepunkt. Da jeg landede, blev jeg indlagt på psykiatrisk skadestue.

Først fik Hanna akut psykiatrisk hjælp, derefter begyndte det lange seje træk, hvor hun både bearbejdede sin årelange skyldfølelse over venindens død og fik hjælp til at forstå de mange tragedier, der har fyldt hendes liv. I flere år modtog hun kognitiv adfærdsterapi, som har til formål at ændre negative tanke- og handlemønstre. Herved lærte hun at tilgive de mennesker, der gennem tiden har såret hende, og vigtigst af alt lærte hun at tilgive sig selv.

– Jeg er dybt taknemmelig for de mennesker, der hjalp mig, da jeg havde mest brug for det. Det svenske politi og det ældre ægtepar i Thailand er mennesker, der har reddet mit liv, siger Hanna.

Søgte identitet

I takt med at Hanna fik det bedre, påbegyndte hun en indre rejse. Hun ønskede at finde tilbage til sin egen identitet, og som et led heri bestilte hun i 2016 en rejse til Bali. Skæbnen ville, at hun kort inden afrejse mødte en sød fyr, men erkendelsen af, at hendes egen søgen efter sin identitet var vigtigere end kærligheden, satte for en stund en stopper for forholdet.

– På Bali fandt jeg tilbage til den, jeg var, før sorg og svigt overtog mit liv. Jeg fandt livsglæden, varmen og latteren igen, siger hun.

Hjemme fra sit livs rejse var Hanna nu klar til at møde livet på ny, og efter et år udenlands genoptog hun forholdet til den mand, hun mødte kort inden afrejse. Han havde ventet på hende og blev lykkelig, da han hørte, hun var klar til et forhold.

I dag er de gift, har tvillingdøtrene, Eden og Zeyna sammen, og Hanna er lykkeligere, end hun troede muligt. Da hun var længst nede, var hun nemlig ikke sikker på, hun overhovedet var værdig til et liv med kærlighed og lykke, men rejsen og mødet med Maken, den helt store kærlighed, fik hende heldigvis modbevist.

– Hvis jeg havde endt mine dage på stranden, ville jeg aldrig have vidst, hvad livet handler om. I dag føler jeg hverken vrede eller had mod mine forældre, snarere en stor kærlighed. De har udsat mig for meget, men jeg har valgt at tilgive, fordi jeg blev så træt af mørke tanker.

I mange år tillod Hanna mørket at tage bo i hende, men da hun forlod Bali, var det slut. Hun ønskede ikke at hade sine forældre, så i stedet forsøgte hun at få en forståelse for deres kultur, og i fællesskab genfandt de respekten og kærligheden til hinanden.

– Det hjalp, at de var med til gruppesamtaler, hvor jeg fik fortalt, hvordan jeg oplevede at blive gift mod min vilje. Når vi tager emnet op, gør det ondt, men alligevel bliver det lidt lettere for hver gang. Jeg tror trods alt stadig på forsoningens magt.

Galleri: Hanna lokket i fælde: Jeg blev gift med tvang

Relaterede Artikler

Læs mere om

Mest læste

Relaterede artikler

Mest læste

Seneste nyt