Jeg elsker livet på hjul

Anneli har altid følt en længsel efter landlivet og naturen, langt væk fra byen. I hendes barndom var campingferierne med mormor og morfar sommerens højdepunkt.
– Måske var det der, min længsel efter det frie liv begyndte, siger svenske Anneli Gustafsson, 54.
Allerede som barn var hun ofte syg. Mave- og synsproblemer afløste hinanden, hendes skuldre og hofter gik af led, og hun har i løbet af sit liv gennemgået mange operationer, som aldrig har været fri for komplikationer. Først for ti år siden faldt puslespilsbrikkerne på plads, da hun fik sin diagnose.
– Alle mine problemer skyldes, at jeg har Ehlers Danlos syndrom, hvilket indebærer, at bindevævet, som er kroppens klister, er alt for porøst. Sygdommen påvirker også blodkar og sener – ja, egentlig alt i kroppen.
Kroppen sagde stop
Da hendes sygdom var værst, blev hun ramt af endnu et hårdt slag, idet hendes 12-årige søn, Sam, fik konstateret diabetes.
– Hans blodsukkerværdier var så høje, at de ikke var målbare. Jeg vågede over ham som en høj døgnet rundt, siger Anneli og fortæller, at det næsten var som at have en baby igen.

Vi bor på 16 kvadratmeter
Samtidig skulle hun håndtere sine egne smerter og sit job som offentlig administrator. Indtil kroppen satte en stopper for det sidste.
– Selvfølgelig kan jeg blive vred på min krop, men jeg nægter at være bitter. Da jeg var tvunget til at sælge min motorcykel, fordi jeg ikke kunne køre på den mere, forsøgte jeg at fokusere på, hvad jeg kunne gøre i stedet. Jeg prøver mig frem og forsøger at opfylde mine drømme.
Jo mindre Anneli var i stand til på grund af sin krop og de daglige smerter, desto mere længtes hun ud i naturen. Da sønnen blev 17 år, købte hun en campingvogn.
– Jeg stillede den på en campingplads og tog derhen med jævne mellemrum, siger Anneli, som fik mere og mere smag for livet som campist. Hun søgte væk fra de organiserede campingpladser og kastede sig ud i fricamping i skoven, ligesom hun skiftede sin campingvogn ud med en mindre ombygget varevogn.
– Jeg startede en Facebook-gruppe for singlevenner, som elsker camping og friluftsliv, og mødte også mange nye mennesker med samme interesser. Vi tog til festivaler og ud i naturen sammen og havde det skønt.
Da sønnen flyttede hjemmefra, byttede Anneli sin varevogn ud med en rigtig autocamper, og i samme forbindelse skilte hun sig af med sin lejlighed.
– Jeg havde ikke råd til både en bolig og en autocamper, så jeg solgte de fleste af mine ejendele og opmagasinerede resten. Jeg besluttede mig for at opfylde drømmen om at rejse rundt i Europa.

Et uventet møde
Opmuntret af familie og venner satte hun kursen sydpå i efteråret 2019 – alene i autocamperen.
– Det var selvfølgelig nervepirrende, men jeg havde alt, hvad jeg behøvede med mig i bilen. Toilet, seng og køkken. Jeg kørte kun så lange strækninger, som kroppen kunne klare, og jeg lavede opdateringer i Facebook-gruppen undervejs og mødte mange andre medlemmer, som også var på tur.

Opgav stor lejlighed: Ayo bor i sin bil
En af gruppens medlemmer var 57-årige Urban Hansson, som havde læst, at Anneli savnede saltlakrids. Han skrev, at han havde købt det til hende inden sin afrejse fra Sverige. De aftalte at mødes et sted i Portugal, hvor de begge kunne tanke deres biler. Men det var ikke kun saltlakridsen, som fulgte med Anneli på den videre rejse. Det gjorde Urban også.
– Vi var begge trætte af strandlivet og ville op i bjergene, så vi fulgtes ad og havde det rigtig sjovt. Det viste sig, at vi havde meget til fælles. Vi elsker livet på hjul, har begge kroniske sygdomme, og da jeg hørte, at Urban har et tiny house, skreg jeg af glæde, ler Anneli, som har drømt om sådan et lille modulbygget hus, siden hun var barn.
Parret mødtes i januar, og planen var at blive i Portugal hele vinteren og foråret. Men så kom coronapandemien, som lagde byerne øde, og de satte derfor kursen hjemad allerede i marts.
– Ved grænsen til Spanien blev vi stoppet af politibetjente med automatvåben. Pandemien havde forandret verden, og at rejse gennem et nedlukket Europa var næsten uhyggeligt. På det tidspunkt var Urban og jeg begyndt at sove sammen, og det var dejligt ikke at være helt alene. Jeg tror, at den specielle hjemrejse knyttede os endnu mere sammen.

Sofia var ikke udviklingshæmmet: Stemplet af forkert diagnose

Flyttede sammen
Da de nåede hjem til Sverige, rykkede Anneli ind hos Urban i hans tiny house, mens pandemien fortsat hærgede. På grund af deres sygdomme skal de være særligt forsigtige.
– Vi skal begge tage det roligt og hvile meget. I og med at vi er i samme situation, har vi stor forståelse for hinanden, siger Anneli.
Parret rejser nu atter rundt i både ind- og udland, alt efter hvordan coronasituationen ser ud.
– Vi solgte hver vores autocamper og købte en ny sammen. Den er mere handicapvenlig og passer os bedre, siger Anneli, som ikke har savnet sin gamle lejlighed et eneste sekund, siden hun forlod den.
– Jeg vil ikke bo i byen mere. Jeg har indset, at man ikke behøver at eje så meget for at være lykkelig. At købe en autocamper og rejse ud i verden er det bedste, jeg har gjort.
Anneli Gustafsson, 54, med kæresten Urban Hansson, 57, og hans dalmatiner Emmi, som hun mødte på en rundrejse i Europa i 2020. De har fulgt hende lige siden.
– Man behøver ikke at eje så meget for at være lykkelig, siger Anneli.

Min søn kom ud af kriminalitet
