Jeg følte mig ikke værd at elske

Michelle voksede op med druk og vold og en følelse af ikke at være værd at elske. For når ens egen mor vælger flasken over sit barn, må det da være barnets fejl. Sådan tænkte hun dengang.

Moren er gennemtævet og bløder fra det flækkede øjenbryn. Overalt flyder det med flasker og glasskår. Manden har med et hårdt greb fat i morens hår. Han har slået enden af en vinflaske og holder de knivskarpe spidser mod hendes mave, mens lige dele raseri og fordrukkent vanvid lyser ud af hans øjne. ”Sig til din mor, at jeg ikke har gjort noget,” beordrer han pigen.

– Min mors mand begyndte tidligt at lægge op til mig. Det var mest sådan noget med en hånd på et lår eller på en balle. Det var selvfølgelig ikke rart, og jeg sov altid med låst dør, men jeg sagde det aldrig til min mor. Alligevel må hun have set det og konfronteret ham med det, for han ville have mig til at sige, at han ikke gjorde tilnærmelser. Han truede med at skære hendes mave op, hvis jeg ikke sagde det, så jeg turde ikke fortælle sandheden, siger Michelle Charlton, der netop har udgivet bogen ”Lykkebønner” med hentydning til sin barndoms hemmelige bønner.

Lad mor blive ædru

”Kære Gud, få min mor til at stoppe med at drikke.” Sådan lød en af de mange bønner, som Michelle igen og igen hviskede i mørkets sikkerhed i klædeskabet eller under dynen på sit værelse, mens druk, vold og kaos herskede i stuerne. Hele sin barndom har hun levet med en mor, der drak, og hendes skiftende mænd. Det var den tredje og sidste mand, der flækkede øjenbryn og smadrede flasker.

Michelle var to år, da forældrene blev skilt, og hun mistede kontakten til sin biologiske far. Hun ved ikke præcis, hvornår hendes mor begyndte at drikke. Barndommen husker hun kun i brudstykker. Som små film, hun kan afspille og forsøge at placere i en rækkefølge, så de danner en hel historie. En af filmene foregår en aften, hvor hun går ad en mørk gade med en pædagog i hånden. Pædagogen forklarer, at de skal hjem til pædagogen, for børnehaven har lukket, og Michelles mor har glemt at hente hende. Det er den første af mange dage, hvor Michelle ikke bliver hentet.

I næste filmbid er hun syv år og lige begyndt i skole. På vej hjem fra skole skal hun gå forbi købmanden.

– Jeg skulle hente to øl og en sodavand på vej hjem. Jeg måtte ikke sige noget til min stedfar om det. Det var vores hemmelighed. Men hun drak selvfølgelig ikke kun de to øl.

Hold op med at slå

”Kære Gud, få ham til at holde op med at slå.” Da moren giftede sig for tredje gang, flyttede de ind i mandens fine hus i Hellerup. Indtil da havde Michelle kunnet søge tilflugt hos sin mormor, der boede i ejendommen i Gentofte, hvor Michelle levede sine første år. I Hellerup var der ingen mormor.

– Jeg var 11 år, da vi flyttede, og drikkeriet og volden eskalerede. Jeg vidste aldrig, hvad der mødte mig, når jeg kom hjem. Var de glade, vrede, ædru, fulde eller i gang med at slås? Der skulle ikke noget til at gøre min mors mand vred. Hvis jeg ikke vaskede ordentligt op, eller der var lidt rod, kunne han blive rasende. Så jeg gik ikke bare på æggeskaller, jeg gik på landminer.

En dag kom der en rykker fra biblioteket. Det fik morens mand til at komme ned i vaskekælderen, hvor Michelle stod, og gennembanke hende.

– Jeg forsøgte at skærme mit ansigt med hænder og arme, mens knytnæveslagene haglede ned over mig. Da jeg begyndte at græde, trak han mig dybere ind i fyrrummet, så min mor ikke kunne høre mig. Her fortsatte han med at tæve løs på mig, indtil han havde raset ud, husker Michelle.

”Du kommer ikke op, før man ikke længere kan se på dig, at du har grædt,” beordrede han og forsvandt.

– Jeg fortalte det aldrig til min mor. Han truede med, at hvis jeg sagde det til nogen, ville han slå mig igen.

Stop deres krig

”Kære Gud, få dem til at stoppe.” På et tidspunkt bad Michelle om at komme på kostskole. Det var hendes udvej og på mange måder en god tid. Men hver gang hun ringede hjem, og moren ikke tog telefonen, var hun bange for, hvad der var sket med hende. Derfor vendte hun hjem til den krigszone, huset i Hellerup var blevet.

– Der er én ting, der er værre end at få tæv: Det er at se sin mor få tæv. Alligevel blev jeg, for jeg kunne heller ikke holde ud at være væk.

En gang imellem kom en genbo over og bankede på for at høre, om alt var okay. Morens mand sagde bare, at der ikke var noget at bekymre sig om, og så gik genboen igen. Men naboerne må have vidst, hvad der foregik, for flere gange måtte Michelle ringe efter politi og ambulance, når volden var værst.

– Politiet kom også, men det skete der ikke rigtig noget ved. Nogle gange kom de ind, men jeg kan også huske, at min mors mand bare stod i døren og sagde, at her var der ingen problemer. Så kørte de igen. Det var sådan nogle aftener, hvor jeg lå under dynen og bad bønner.

Giv mig en ny mor

”Kære Gud, giv mig en anden mor.” Michelle fortalte aldrig til nogen, hvad der foregik derhjemme, og der var ingen, der spurgte.

– Skammen over, at min mor valgte alkohol og en voldelig mand frem for mig, var simpelt hen så stor, at den afholdt mig fra at tale om det.

I Michelles hoved var konklusionen, at der måtte være noget galt med hende, og at det var hendes skyld, at moren drak.

– Det måtte være, fordi jeg ikke var god nok eller larmede eller ikke hentede nok øl eller hentede for mange øl. Mulighederne for at fejle var utallige, og jeg tænkte, at hvis min egen mor ikke engang kunne elske mig, så var jeg nok umulig at elske.

Men én ting var kampen for at få sin mors kærlighed, en anden var mandens tyranni, og en dag da Michelle var 15 år, fik hun nok. Morens mand havde skubbet hende ned ad en trappe, og mange års ophobet frustration fik endelig Michelle til at sige fra.

– Jeg blev så gal, at jeg råbte ad ham. Så smed han mig ud. Heldigvis kunne jeg bo hos min mormor, men det gjorde ondt, at min mor ikke tog mig i forsvar. Siden den dag så jeg kun set min mor en håndfuld gange. Selv om jeg mange gange bad Gud om en anden mor, og det på sin vis var en lettelse at slippe væk, fyldte min mor jo stadig meget i min bevidsthed. Jeg savnede måske ikke ligefrem min mor, men jeg savnede at have en mor og at mærke en mors kærlighed og accept.

En bøn om kærlighed

”Hvorfor kan du ikke bare elske mig, mor?” Gennem hele sin barndom benægtede Michelles mor og hendes mand, at der var noget galt. De fik alting til at se pænt ud på overfladen, og når Michelle forsøgte at konfrontere dem med problemerne, fik hun at vide, at hun gjorde et stort nummer ud af ingenting. Derfor var hun altid i tvivl om, hvad der var rigtigt og forkert.

– Jeg var altid usikker på, om det nu var rigtigt, eller om det virkelig var mig, der ”gjorde et stort nummer ud af det”, som hun altid sagde.

Da moren senere døde, og Michelle skulle tømme hjemmet, havde hun ikke set sin mor, siden hun var ung. Men nu opdagede hun, at der ikke var nogen spor af hendes egen eksistens. Ikke så meget som en barnesko eller en tegning fandt hun, og det ramte hende hårdt.

– Jeg var enormt vred, men mens jeg ryddede op i lejligheden, dukkede der til min overraskelse også omsorgsfølelse op sammen med en stor sorg over, at der nu ikke længere var håb om forsoning og om at opnå min mors kærlighed.

Først efter morens død forstod Michelle, at morens valg ikke handlede om, at Michelle var uelskværdig. Hun har gennem sit voksenliv fået hjælp af forskellige terapeuter. Flere har nævnt, at hun ville sætte sig selv fri, hvis hun kunne tilgive sin mor. Men først da hun opsøgte en præst, faldt de sidste brikker på plads.

– Han hjalp mig til at se det hele fra min mors synsvinkel. Fra en alkoholikers synsvinkel. Først der forstod jeg, at hun ikke valgte mig fra, men at hun valgte alkoholen til. Det var ikke min skyld, at min mor ikke kunne elske mig.

En sidste bøn

”Kære Gud, hjælp mig med at tilgive.” Da Michelle erkendte, at hendes barndom bestod af så mange traumatiske begivenheder, at hun ikke kunne skelne den ene fra den anden, begyndte hun at sætte brudstykkerne fra sit liv sammen ved at skrive dem ned. Det tog seks år at komme igennem.

– Det var frygteligt at skrive min historie. Jeg græd i en lang strøm og fik masser af mareridt, da jeg skulle gennemleve det hele igen.

Michelle er i dag 56 år, mor til to voksne børn og er flyttet tilbage i ejendommen i Gentofte, hvor hun boede som barn. Hun arbejder som sekretariatsleder på en videregående uddannelse i København, og det er lykkedes hende at bryde sin sociale arv.

Men det har været en lang rejse at nå til, hvor hun er i dag, for når man vokser op med en følelse af konstant at være i fare, er det ikke sådan lige at ryste af sig.

– Jeg var over 50 år, før jeg for første gang i mit liv sov en hel nat. Jeg har haft svært ved nære relationer, og jeg har været nødt til at tage et kursus i konflikthåndtering, for det lærte jeg simpelt hen ikke som barn.

– Mit liv havde været helt anderledes, hvis jeg tidligere havde forstået, at jeg ikke var forkert. Først da jeg forstod, at det ikke var min skyld, at min mor drak, besluttede jeg at prøve at tilgive hende. Det er ikke lykkedes endnu, men jeg har givet slip på vreden, og det har sat mig fri.