Kadja lever med hjernerystelse: Jeg har kun et halvt liv

For fire år siden fik Kadja en stempelkande i hovedet og endte med en hjernerystelse. Den dag blev hendes liv forandret, og hun kæmper stadig med at få en normal hverdag.

Glasset knuser på gulvet, og hun tager sig til hovedet. Det gør ondt, men det er ikke en ulidelig smerte. Det er lige så meget chokket over, at stempelkandens stålstativ er røget ned i hovedet på hende og videre ned på gulvet, der forskrækker Kadja Lyngbak.

”Er du okay?” spørger en kollega fra kontoret, der kommer ud i køkkenet. ”Ja ja, jeg er okay”, svarer hun kort, mens hun mest af alt synes, det er en smule pinligt, at hun har fået kanden i hovedet, og der nu ligger glas på hele gulvet i kontorkøkkenet. Hun vil helst have, han bare går, så hun kan få glasset ryddet op og tage hjem.

Kadjas hoved gør ekstremt ondt, og da hun kommer hjem i sin egen lejlighed, lukker hun døren efter sig og bryder sammen, fordi hun er chokeret.

Morgenen efter vågner hun op med en dunkende hovedpine, kvalme og overvældende svimmelhed, og hun er nødt til at aflyse sine aftaler for dagen. Seks dage efter kommer hun til lægen, der konstaterer, hun har fået en hjernerystelse.

– Jeg kan huske, jeg tænkte, at det ikke var noget, der ville tage lang tid, fortæller Kadja, 29.

Men hun tog fejl. Siden den skæbnesvangre maj-dag tilbage i 2017, hvor hun fik hjernerystelse på grund af en stempelkande, har hun ikke kunnet leve et helt liv.

Fremtiden

Kadja arbejdede fuld tid som marketingskoordinator ved et parkeringsfirma, havde lige afleveret sin sidste opgave på Copenhagen Business School, hvor hun tog en efteruddannelse om aftenen, og når hun ikke var på arbejde eller studerede, gav hun den gas i fitnesscentret, hvor hun arbejdede som instruktør ved siden af sit arbejde. Tid til både venner, veninder og den daværende kæreste skulle også presses ind i det travle skema.

– Det gik stærkt i mit liv dengang. Der skulle altid ske noget, og jeg kedede mig aldrig, fortæller hun.

Hun skulle til eksamen og forsvare sin opgave, og så var hun ellers klar til at indtage verden med alt det, hun havde at byde på. Det næste kapitel i hendes liv skulle til at begynde.

– Jeg drømte jo om alt muligt. Jeg ville ud at rejse, jeg ville arbejde en masse, jeg ville gerne stifte en familie, og jeg glædede mig bare til alt det, der skulle til at ske for mig.

Men da Kadja fik en hjernerystelse 10 dage efter sin 25-års fødselsdag, og 12 dage inden hun skulle til eksamen, flød drømmene, der før havde været så tæt på, længere og længere væk.

Frustrationen

Kadja havde ikke forestillet sig, at den hjernerystelse skulle vare så længe. I starten tænkte hun, når hun hver dag vågnede op med dunkende hovedpine, at det nok ville gå over snart.

Hver uge måtte hun sygemelde sig fra sit arbejde, og hendes eksamen blev udskudt, fordi hun ikke kunne tænke en eneste tanke, der ikke blev forstyrret af små smertefulde jag i hjernen. Der skulle en lægeerklæring til for at udskyde eksamen. Skolen krævede, at lægen kunne garantere, Kadja var frisk til eksamen tre uger efter. Det tænkte hun nok, hun kunne. Men da eksamensdagen kom, havde Kadja stadig ondt, men hun tog alligevel til eksamen.

– Det var virkelig ikke sjovt. Jeg tænkte, at nu skulle det bare overstås. Alt det arbejde, jeg havde lagt i det op til min hjernerystelse, skulle ikke være spildt. Så jeg gjorde det, så godt som jeg kunne, og det var ikke særlig godt, fortæller hun.

Kadja fik sin eksamen og blev færdiguddannet. Men der, hvor hendes liv skulle til at starte et nyt kapitel, blev det sat på pause i stedet.

Alt var ubehageligt for Kadja, og det eneste, hun kunne, var at ligge i sin seng med lukkede øjne. Både lys og lyde forstyrrede hende, så hun lå bare der og drømte sig tilbage til sit gamle liv, hvor fitness, arbejde og venskaberne var det, der fyldte.

– Det var enormt frustrerende og svært at forstå, at jeg intet kunne. Jeg havde svært ved at acceptere det, og hele mit liv blev enormt meningsløst lige pludselig, fortæller hun.

I starten var Kadja trods alt ved godt mod, og hver dag tænkte hun, at det snart ville gå over. Det kunne ikke passe, det skulle være noget så fjollet som en stempelkande, der slog hende ud. Hun prøvede forskellige behandlinger, og efter to måneder kom hun til en specialist i hjernerystelser. Her gik det for første gang op for hende, at det, hun havde tænkt, bare var en kort periode, ville være en del af hendes hverdag i længere tid.

– Jeg var så ked af det. Det var, og er, stadig svært for mig at acceptere, at det skulle gå så hårdt ud over mig. At jeg ikke bare sådan kunne få det bedre og gøre alle de ting, jeg før kunne, fortæller hun.

Ensomheden

De næste par år var svære for Kadja. Frustrationerne over, at hun ikke kunne alt det, hun var i stand til tidligere, voksede. Hun skulle tage mange pauser, og der skulle helst kun være ét gøremål for dagen. Ellers blev hendes hjerne overbelastet, og hun fik det dårligt. Det sværeste for Kadja var, at mens hun lå derhjemme på sofaen og måtte hvile hele tiden, kunne hun se veninderne leve et liv i overhalingsbanen, mens hun selv var i nødsporet. Hun måtte stoppe på sit arbejde og brugte det meste af sin tid på sofaen.

– Jeg følte mig meget alene. Der var ikke rigtig nogen, der forstod, hvad jeg gik igennem, fordi ingen havde prøvet det selv. Det blev meget ensomt og svært. Jeg havde ikke nogen, der kunne genkende mine følelser, at dele det med, fortæller hun og fortsætter:

– Der var dage, hvor jeg tænkte, at hvis det her skulle være mit liv, så var det simpelthen ikke det værd. Jeg kunne ikke holde ud, jeg var blevet så begrænset. Og det værste var, at det jo ikke var nogens skyld. Det var bare enormt uheldigt, det skulle ske for mig. Så det var svært og meget frustrerende.

Håbet

Kadja har på de fire år forsøgt sig med intet mindre end 15 forskellige behandlingsmetoder lige fra fysioterapi til hypnose og medicinering. Det er stadig ikke godt, men det er bedre, end det var for fire år siden.

– Det er ikke altid, jeg selv kan se det, og nogle dage ryger jeg stadig ned i et sort hul, hvor jeg ikke kan andet end at græde, ligge på sofaen og spise is, mens jeg har ondt af mig selv og synes, det hele er noget lort. Det sker sjældent, men når det sker, kan jeg for eksempel tale med min far, der kan fortælle, at han kan se en stor udvikling fra for fire år siden.

Kadja er for eksempel begyndt at arbejde en-to gange om ugen i receptionen hos et fitnesscenter og kun 30 minutter per gang. Det er langtfra så meget, som hun kunne engang, men det er mere, end hun kunne for fire år siden. Og det er dejligt for hende, at hun igen kan være noget for nogen.

– Jeg er begyndt stille og roligt at acceptere, hvordan jeg har haft det de sidste fire år, men jeg siger også til mig selv, at det her ikke er for evigt.

For Kadja er det vigtigt at bevare håbet. Selv om der er dage, hvor det hele er svært og frustrerende, så vil hun give sig selv lov til at håbe og drømme om mere. Hun drømmer om at komme mere på arbejde, om at kunne holde til mere i hverdagen, at slippe af med den kroniske hovedpine, og hun drømmer også om, at hun og hendes kæreste bliver forældre på et tidspunkt.

– For mig er det her ikke permanent, og det hjælper mig at tro på, at der kommer en fremtid, hvor jeg kan nå alt det, jeg drømmer om.

Selv om Kadja godt ved, at det tager tid at komme sig efter en hjernerystelse, kan hun stadig godt have dage, hvor hun har svært ved at forlige sig med, at det ikke går hurtigere. Det kan også være svært at forklare andre, hvorfor hun ikke kan mere, end hun kan. Lige præcis derfor har hun oprettet Instagram-profilen ”ethalvtliv”, hvor hun deler ud af sin fortælling om, hvordan det er at være ”ejeren af et styks stædig hjernerystelse”.

– Jeg havde brug for at komme ud med nogle af de frustrationer, følelser og oplevelser, jeg har, når man som mig kun lever et halvt liv, i forhold til hvad jeg kunne før. Jeg havde behov for, at folk forstod, der var en grund til, at jeg lige nu har brug for at ligge på sofaen, mere end jeg kan arbejde. Folk skulle vide, at jeg ikke er et offer, men at jeg hver dag kæmper for at få det bedre.

Profilen er stille og roligt vokset og tæller omkring 500 mennesker, der følger med i Kadjas fortællinger fra sit eget liv. Hun deler både de gode og dårlige dage og giver et indblik i, hvordan det er at være hende.

– Det har været dejligt at skabe et rum på Instagram, hvor jeg bliver forstået, og jeg føler mig ikke så alene mere, for vi er flere, der kæmper med det samme, fortæller Kadja og fortsætter:

– Det motiverer mig også til fremtiden. Når jeg taler højt om det, går det samtidig op for mig, at selv om der stadig er lang vej, er jeg kommet et langt stykke allerede.