Linda fandt sin mors lig i vandkanten

Hun var kun 18 år, da hendes mor valgte at komme sin kræftsygdom i forkøbet og selv afslutte livet. I dag kæmper Linda Lund for, at andre med en ubærlig lidelse ikke skal føle sig nødsaget til at begå selvmord.

Hun sad hele natten i sofaen og stirrede ud i mørket, hvor stormen rasede, og regnen piskede ned, i håb om at se sin mor komme gående op ad havegangen, som hun havde gjort så mange gange før. Tanken om, at hendes alvorligt syge mor var ude i det kolde efterårsvejr, var ødelæggende. På et tidspunkt kom hendes onkel ind og lagde et tæppe over hende, men hun ænsede det knapt. Hun kunne ikke løsrive blikket fra mørket udenfor. Men havegangen forblev tom.

Tidligere på dagen havde de fundet beskeden fra hendes mor. På den lille A5-seddel stod kun nogle få linjer: Vil ikke vente på døden, som kommer måske, måske ikke, og hvornår.

– Min mor var syg af kræft og havde været det længe. Vi vidste godt, hvilken vej det gik, for lægerne kunne ikke gøre mere. Jeg vidste selvfølgelig også godt, hvad beskeden på sedlen fra min mor betød. Alligevel sad jeg og håbede, at hun ville komme hjem. At hun måske havde fortrudt og var vendt om, fortæller 45-årige Linda Lund fra Roskilde.

Lå i vandkanten

Linda var kun 18 år, da hendes mor valgte at afslutte sit liv. Linda boede hos sin fars ekskone, for Lindas mor ville ikke have, at hendes datter skulle tynges af sin mors sygdom. Hun skulle leve sit ungdomsliv. Derfor var hun der heller ikke, da hendes mor gik ud ad døren for sidste gang.

– Jeg ville bare slå et smut forbi min mor for at sige hej, inden jeg skulle til håndboldtræning, men så stod hele familien der og havde fundet den her seddel, og min mor var forsvundet, husker Linda.

I et døgn ledte familien og politiet efter Lindas mor. Nogle fremmede fandt hendes pung og paraply på en bænk i nærheden af Åmarken Station i Hvidovre, så efter den lange nat i sofaen tog Linda med sin søster og mormor derud for at lede.

– Vi gik langs vandet og kiggede, selv om ingen af os kunne forstå, hvordan min afkræftede mor skulle været kommet derned ved egen hjælp. Det forstår jeg stadig ikke.

På vejen blev de stoppet af en politibetjent, der fortalte at Lindas mor lå i vandet neden for skrænten. Druknet.

– Betjenten sagde, at vi ikke skulle gå derhen, men min mormor ville se hende. Mor lå i vandkanten i et par hudfarvede gamacher og sin grønne cottoncoat. Vandet vuggede hende frem og tilbage, så hendes hoved stødte mod en stor sten, og jeg kan huske, at min søster løb ned og lagde sit halstørklæde under hendes hoved. Jeg kunne ikke holde det ud. Jeg græd og måtte vende mig væk.

En ensom afsked

To dage inden Linda mistede sin mor, var hun hjemme på besøg sammen med sin søster og søsterens etårige datter. Det var sidste gang, Linda så sin mor i live. Dengang lagde hun ikke så meget i det, men nu kan hun godt se, at moren havde inviteret sine piger for at tage afsked.

– Hun var meget stille og helt tom i øjnene, og hun vinkede ikke i døren, da vi gik, sådan som hun plejede. Nu forstår jeg, hvorfor. Hun må have haft det forfærdeligt. Tænk at skulle tage afsked med sine børn uden at kunne fortælle os, hvad hun havde planer om. Det må have været så uendeligt ensomt.

– Jeg forstår godt, hvorfor min mor gjorde det, for jeg ved, at hun var bange for at ende livet med ulidelige smerter. Men ingen fortjener at opleve ensomheden og angsten ved at afslutte sit liv på den måde.

Ingen bør dø alene

Siden den dag for 27 år siden har Linda haft en tanke, hun ikke kunne slippe igen: Ingen skal dø alene. For et år siden blev tanken til virkelighed, og Linda stiftede foreningen “Ret til at dø” sammen med fire andre ildsjæle. Foreningen arbejder for at oplyse om aktiv dødshjælp og for at få indført en model i Danmark, hvor man kan få hjælp til at afslutte livet på en værdig måde for både den døende og de pårørende.

– Jeg var jo godt klar over, at min mor var døende. Gennem et år havde vi haft nogle gode samtaler med en psykolog fra Kræftens Bekæmpelse for at få snakket om sygdommen og om døden.

Stiftede forening

Så på en måde var jeg forberedt på at skulle miste min mor, men intet havde kunnet forberede mig på at finde hende på den måde, jeg gjorde. Det, vil jeg gerne arbejde for at forhindre, skal ske for andre. Min mormor mistede sit eneste barn på grusom vis, og hun vil have, at vi lover hende, at hun ikke ender som vores mor. Det kan vi ikke, som lovgivningen er nu, siger Linda.

Inden hun stiftede foreningen, brugte Linda fire år på at tale med læger og andre fagpersoner og nordiske foreninger for aktiv dødshjælp for at blive klogere på emnet. Hun tog også rundt og talte med syge mennesker, der ønskede hjælp til at afslutte livet og med deres pårørende. På et af sine besøg mødte hun blandt andet en kvinde, der valgte at rejse til Schweitz for at få hjælp til at dø. Samtidig med, at Linda var alene med sine to døtre og skulle passe et krævende fuldtidsarbejde som speciallærer, kørte hun for egen regning land og rige rundt, for at blive klogere på de mennesker, det hele drejer sig om.

Det gør hun stadig. For Linda vil gerne vide, hvad der er vigtigt for dem, og hvordan de ønsker at dø, så hun kan bringe det videre i sit arbejde for aktiv dødshjælp.

Retten til at vælge

I Danmark er aktiv dødshjælp ulovlig, men en læge kan godt ordinere så meget smertestillende, at en terminalt syg patient vil dø af det. Men det er ikke godt nok, mener Linda.

– En læge kan ikke afgøre, hvornår man ikke kan holde ud at leve længere. Det er kun en selv, der kan det. Hvis jeg engang får en ubærlig lidelse, vil jeg selv have lov at bestemme, hvornår og hvordan jeg skal dø, og jeg vil være omgivet af min familie, så jeg kan tage en ordentlig afsked, siger Linda.

Hun mener ikke, man skal være bange for, at folk vælger at afslutte livet for tidligt:

– Undersøgelser viser, at hvis man har muligheden for selv at bestemme, hvornår man vil dø, så lever man typisk længere. De fleste af os ønsker jo at leve så længe som muligt, men hvis man selv skal sørge for sin egen død, ligesom min mor, så er man nødt til at gøre det, mens man stadig er i stand til det.

Ikke en let udvej

Linda bliver ofte spurgt, hvem der skal have lov til at få aktiv dødshjælp, og det er noget, hun har tænkt meget over.

– Jeg mener, at alle behandlingsmuligheder skal være udtømt, ligesom det kræves i Holland. Men man skal ikke være bange for, at selvmord bliver en let udvej, for der er ikke noget som helst let ved at vælge sin egen død.

– Min mor er det modigste menneske, jeg nogensinde har kendt. Det, hun gjorde, var ikke let. Hvis hun havde fortalt os om sine planer, havde vi jo forsøgt at stoppe hende, så når hun tog den beslutning alene, var det også for vores skyld, siger Linda.

Mit eget farvel

Når hun engang selv skal herfra, ønsker hun at dø, omgivet af sine kære. Den mulighed bør alle have, mener Linda.

– Den ensomhed, min mor må have oplevet, da hun tog ud til havet og gik ud i vandet for at dø helt alene, er der ingen, der skal opleve.

Hvis Linda selv får en ubærlig lidelse, håber hun, at hun kan få hjælp til at tage afsked, når hun selv ønsker det.

– Hvis jeg bliver syg, vil jeg kæmpe for at overleve, for jeg vil gerne leve. Men hvis jeg bliver så syg, som min mor var, vil jeg have lov at dø på en ordentlig måde. Mine børn skal ikke finde mig, sådan som jeg fandt min mor. Hvor ville jeg ønske, at jeg kunne have siddet hos hende, da hun døde. Hun var en meget beskyttende mor, og lod os ofte vide, at vi var hendes et og alt. Det, hun så sig nødsaget til at gøre, har siddet i os hver dag siden.